Voyeursamfund

Da jeg var barn, engang i det sidste århundrede, fandtes der en speciel type af mennesker, som havde en ganske særlig og ikke helt ufarlig tilbøjelighed og som af samme grund var forhadte af stort set alle: lurere eller vindueskiggere kaldte med dem og de havde en for mig ganske uforståelig trang til at presse næsen mod andres viduesruder for at se hvordan og hvad der gik for sig derinde hos vildt fremmede mennesker. At det kunne være en særdeles risikabel adfærd kan man nok regne ud, og jeg kan erindre et par tilfælde hvor en vindueskigger blev opdaget og indfanget og hvor den efterfølgende kontante afregning var sædeles håndfast.

At disse typer stadig findes, kan man via google forvisse sig om, og man kan samtidig konstatere at de ikke er blevet mindre forhadte med tiden og det kan jo nok undre. Man kunne forvente at de i dag ville blive mødt med langt større sympati. Hvorfor? Tænk en gang over hvad der blever sendt på tv. Der er ingen mangel på seere (lurere!) til programmer der trænger helt ind i almindelige menneskers privatliv. Vi kan se hvordan danskerne får ordnet deres have, deres hjem eller sågar deres person. Vi præsenteres i alle detaljer for hvordan mennesker der ikke kan styre deres økonomi, deres børn, deres kæledyr, deres chef, deres svigermor, deres mentale helbed, deres ægteskab, deres liv eller sågar sexliv “hjælpes” til at få styr på det. Vi præsenteres for livet på toppen og bunden og inder- og ydersiden af samfundet. Man kan sagtens rydde sendefladen en hel dag p.g.a. et royalt bryllup. Men ellers er ikke mindst de svage og småbegavede og sølle individers problemer er rigtig god underholdning.

Er hverdagsvirkeligheden ikke nok så elsker vi katastroferne. Der er ikke noget der får mere medieomtale end en god underholdende katastrofe. Tsunamien i asien, jordskælv på Haiti, eller attentatet på World Trade Center. Kort efter sidstnævnte bragte ugebladet Se og Hør et tillæg med store, flotte farvebilleder af eksplosioner og mennesker i frit fald fra de brændende tårne. Kunne de dog bare have interviewet ham på vej ned: “Hvad føler du lige nu …?

Og er virkeligheden ikke nok, kan den sættes i scene: så kan vi se mennesker med journalisters hjælp genfinde deres forsvunde børn, forældre, søskende, tanter eller ægtefæller. Og vi kan endda se bortførte børn konfrontere eller genfinde deres forældre. Følelsesporno af værste slags.

Og er den iscenesatte virkelighed ikke nok kan man gå videre og konstruere den. Vi kan se talentløse idioter optræde i såkaldte talentshows, hvilket i sig selv måske nok er ganske harmløst, selvom vi griner når et arrogant fjols af en dommer gør når af dem som ikke kan og især dem som heller ikke selv kan se det. Værre er det når folk uge efter uge tilsyneladende finder det meningsfuldt at sidde og glo på at kendte mennekser danser. Få jer et liv! I Robinson, Paradise Hotel, Big Brother og i de (per)versioner af genren der er langt værre, indfanges og lokkes småbegavede mennesker med løfter der aldrig indfries, til at udlevere sig selv nådesløst og helt ubeskyttet mod egen dumhed.

Du skal ikke holde dig selv for nar, der er sandsynligvis ikke en eneste der medvirker i disse programmer, som har i en IQ over gennemsnittet, men hvad værre er, så må de have en sådan trang til opmærksomhed, at man har svært ved at tro, at det ikke ligger langt dybere personlige problemer bag. Men seerne elsker det åbenbart, selvom man rimeligvis kan spørge sig selv, hvorfor så mange andre, formodenligt mere intelligente borgere i dette samfund, mener at deres tid ikke kan bruges bedre, end til at sidde glo på mennesker de aldrig ville bruge deres tid sammen med i den virkelige verden? Det er virkelig en bizar parodi på det såkaldte videnssamfund at en eneste småtbegavet men tv-eksponeret idiot, kan have en tilhørerskare på hundredetusinder, blot fordi vedkommende har valgt at udlevere sin mangel på personlighed, intelligens og anstændighed offentligt.

Hvornår var det lige at vindueskiggersamfundet blev et ideal?

Skriv et svar