Således talte den gamle luder.

“… jeg interesserede mig mere for Elohim, universets ophøjede skabergud, end for hans kedsommelige afkom. Jesus havde elsket menneskene for højt, det var dét der var problemet; at han lod sig korsfæste for deres skyld, vidnede som minimum om dårlig smag, som den gamle luder ville have sagt.”

– Houellebecq: Underkastelse. s. 261

Menneskets værdighed

“Vi moderne mennesker har to begreber, som grækerne ikke kendte. De virker som et slags trøstemiddel for en verden, der opfører sig helt igennem slaveagtigt, samtidig med at den ængsteligt skyr ordet “slave”: Vi taler om “menneskets værdighed” og om “arbejdets værdighed”. Alle slider og slæber for at opnå en elendig forlængelse af deres elendige liv; denne frygtelige nød tvinger os til udmarvende arbejde, som det af “viljen” forførte menneske (eller rettere menneskelige intellekt) nu og da måbende betragter som noget værdigt. Men for at arbejdet skulle have fortjent denne fine titel, måtte det jo forholde sig sådan, at tilværelsen selv, som den jo kun er et pinefuldt middel til at opretholde, har mere værdighed og værdi end seriøse filosoffer og religioner hidtil har ment. Hvad ser vi i de mange millioners arbejdskvaler andet end driften mod for enhver pris at være til, den samme almægtige drift som får forkrøblede planter til at stikke deres rødder ned i jordløs klippegrund.”

Nietzsche: Fem fortaler til fem uskrevne bøger. I: Friedrich Nietzsche og antikken. Informations Forlag, København 2012. s 46

Klarsyn

“Er berømmelsen virkelig bare det mest delikate udtryk for vor egenkærlighed? – Den er knyttet til de sjældneste mennesker, som et begær, og oveni købet til deres sjældneste øjeblikke, hvor et pludseligt klarsyn får mennesket til befalende at hæve armen som en verdensskaber, mens det skaber sit eget lys og lader det strømme ud af sig. I det øjeblik bliver mennesket gennemtrængt af den lyksaliggørende vished om, at det, der bar det og løftede det så højt op, altså denne ene følelses højdepunkt, ikke må gå tabt for eftertiden; at disse sjældne klarsyn er absolut nødvendige for alle kommende generationer, får mennesket til at erkende nødvendigheden af sin egen berømmelse; menneskeheden vil altid have behov for dette klarsyn, og ligesom klarsynets øjeblik er et uddrag og en sammenfatning af dette menneskes inderste væsen, så tror det, at det som dette øjebliks menneske er udødeligt, mens det kaster alt andet fra sig som slagger, råddenskab, forfængelighed, dyriskhed eller som pleonasmer og prisgiver det til forfængeligheden.”

Nietzsche: Fem fortaler til fem uskrevne bøger. I: Friedrich Nietzsche og antikken. Informations Forlag, København 2012. s 37

Eros iv

“As erôs is an invasive force from outside, its presence can be shaming and disorienting, in that it takes away one’s better judgment and one’s sense of independence; erôs forces us to confront our lack and need […]. Erôs, moreover, regularly forces people to do things which they, in more considered moments, know to be wrong or socially disapproved; it is traditionally an irrational power which works against the better counsels of reason.” ((Richard Hunter: Plato’s Symposium. Oxford 2004. s.17))

Universets knusende sorte vakuum

“He walked out in the gray light and stood and he saw for a brief moment the absolute truth of the world. The cold relentless circling of the intestate earth. Darkness implacable. The blind dogs of the sun in their running. The crushing black vacuum of the universe. And somewhere two hunted animals trembling like ground-foxes in their cover. Borrowed time and borrowed world and borrowed eyes with which to sorrow it.”

– Cormac McCarthy: The Road

Om at have et mål

“Therefore we must make ourselves indifferent to all created things, in so far as it is left to the choice of our free will and is not forbidden. Acting accordingly, for our part, we should not prefer health to sickness, riches to poverty, honor to dishonor, a long life to a short one, and so in all things we should desire and choose only those things which will best help us attain the end for which we are created.”

St. Ignatius: Spiritual Exercises
(Overs. A. Mottola. New York 1964. s. 47-8)