Jeg er …

En 26-årig mand fra Aarhus er kommet i uføre, efter han forleden skrev tre forbudte ord på facebook. “Je suis Omar” er de magiske ord, som ifølge Dansk Folkeparti og andre skal kvalificere et fængselsophold af længere varighed.

Nu sidder jeg her i min stue og siger ordene højt ud i rummet – Je suis Omar – og smager på dem og forsøger at fornemme, om der skulle være en eller anden magisk kraft i dem, som gør dem så farlige. De smager nu ikke af noget særligt. Måske fordi jeg rent faktisk ikke er Omar, måske fordi jeg ikke er muslim, måske fordi jeg overhovedet ikke sympatiserer med terror eller terrorister eller måske bare fordi jeg lige har drukket kaffe?

Prøver på dansk i stedet: Jeg er Omar! Heller ikke! Men hvad nu hvis jeg gentager dem? – Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! – Intet! Faktisk kan jeg danse rundt på gulvet i stuen med armene i vejret og synge ordene uden at der sker en skid. Medmindre da at naboerne ser mig og melder mig til politiet, for så ryger jeg jo nok i fængsel.

censorshipDer er en pointe med det her, en pointe, som de politikere, der engang, mens sentimentalitetens og forargelsens tåger lå tungt over deres i forvejen ikke særligt veludrustede hjerner, vedtog denne lov, åbenbart ikke har fået med, nemlig misforholdet mellem at man vil straffe en mand for at sige de tre ord, som jo kun er blevet set af ganske få, mens alle danske medier, som har citeret ordene flere gange åbenbart kan gå fri.

Ja, han har udtryk sympati for Omar i en eller anden udstrækning, men hvis det er så farligt at nogen skulle udsige det og især at andre skulle høre det, hvorfor tillades danske medier så at referere og viderebringe sympatien? På den måde spredes den jo hurtigere og videre end den ellers nogensinde ville. Det er jo ikke sådan, at den sympati han har lagt i ordene, på magisk vis fordufter, blot fordi de bliver refereret, de ligger stadig immanent i ordene, som med medierne mellemkomst, er blevet læst af hundredetusinder i stedet for et par hundrede.

Men lad os tage den tanke et skridt videre. Hvis Je suis Omar er forbudte ord, hvad så hvis man pakker dem ind i andre ord og i stedet siger En mand fra Aarhus sagde Je suis Omar, er det så pludseligt i orden? For så referer med jo bare. Eller hvis man nu i stedet sætter det i citattionstegn og skriver “Je suis Omar”, så kan det være enten et citat eller referat eller endda en ironisk distance til hele dette cirkus.

Faktisk kan du, kære læser, slet ikke være sikker på, at dette blogindlæg ikke bare er et dække for at kunne gentage de samme forbudte ord – Je suis Omar – igen og igen og igen. Måske undertegnede er medlem af et hemmeligt selskab af Omarister …

… eller måske er han ikke.

Dobbeltmoralen

Så meget for ytringsfriheden i dette land. Det er stadig tilladt at udtrykke sympati for den statsterrorisme som Irakkrigen var; den blev jo gennemført på falske og forfalskede præmisser og kostede hundredetusinder af uskyldige mennesker livet. Der var også rigtig mange der med årene havde fik sympati – og gav udtryk for den – med den firedobbelte politimorder Palle Sørensen, efterhånden som han rådnede op i en fængselscelle. Det er i Danmark tilladt at være nazist og det er tilladt at udtrykke sympati for Hitler eller for Stalin, og bifalde deres gerninger som tilsammen fik taget livet af over 50.000.000 mennesker. Du må udtrykke sympati for Pol Pot og Gaddafi, for Rushdie og de Sade, for Nero og Djengis Khan, for Dahmer og Bundy, for Jesus og Muhammed, for Satan, for Pinochet og Franco, for Castro og Mao og for Arafat, som startede som rabiat terrorist, men endte med at tale i FN. Men ikke med Omar.

Så meget for ytringsfriheden i dette land. Vi kan tillade alt; sympati for de værste massemordere i historien, vi kan tåle at danske nynazister og venstresocialister stiller op til folketingsvalg, vi kan tåle at al verdens religioner latterliggøres (i hvert fald de andres religioner) og når tegninger i en dansk avis skaber kaos og spreder død i gaderne i fjerne lande, klapper vi i hænderne og kalder det ytringsfrihed. Men ve den, som udtrykker sympati for en sølle amatørterrorist, som skaber lidt røre i den lokale andedam. (For den tungnemme læser bør jeg måske gøre opmærksom på, at jeg taler om sympatierklæringer o. lign., jeg taler ikke om direkte opfordringer til terror eller andre former for ulovligheder.)

Ytringsfrihed er ikke kun ytringsfrihed for de, der siger det rette, det pæne, det almindelige, det fornuftige og det alle kan være enige i. Nej, ytringsfrihed er kun frihed, hvis den også gælder de, der siger alt det, som ingen kan lide og ingen ønsker at høre. Ytringsfrihed er friheden til også at sige det ekstreme, det ikke accepterede, det farlige og det upopulære. Ikke mindst er ytringsfriheden langt mere den andens ret til at tale om mig, end det er min ret til at tale om ham. Er der ikke frihed til at tale, for den der tænker noget andet, er der ingen ytringsfrihed overhovedet … eller med Rosa Luxemburgs (1871-1919) ord:

“Freiheit ist immer nur Freiheit des Andersdenkenden.” –

 

Om at sige sin mening.

Kender vi den ikke alle, kampen om overtaget som sommetider udspiller sig i vort sind imellem trangen til at sige, hvad der ligger os på hjerte og snusfornuftens sleske stemme, der vil tale os fra det. Kender vi ikke alle den klamme fornemmelse, det er, når vi en en forsamling tav med vores tanke, fordi den var vor og derfor forekom os suspekt, ja næsten illegitim; fordi vi lå under for forestillingen om, hvordan visse toneangivende tilstedeværende ville reagere, dersom vi udtalte den højt; fordi vi nøjeregnende som købmænd vejede fordele og ulemper imod hinanden; fordi vi lod vor deltagelse basere sig sig på en ussel cost-benefit beregning. Vor tanke betød ikke nok for os, til at vi turde forlade os på den. Samtidig havde vi hovedtelefonens allestedsnærværende  automatstemme i øret: Hvorfor være dum og plapre ud med, hvad du tænker, når du måske allerede om en uge vil se anderledes på sagen! Hvorfor medvirke til at splitte foreningen eller partiet, når målet er at nå til enighed! Og hvem ved! Sæt vi i fremtiden fik brug for støtte af netop dem, som vi i dag ville skubbe fra os med vor ubesindige åbenhjertighed. I situationen faldt det os kort sagt ikke ind, at vi gjorde både os selv og gruppen en bjørnetjeneste vedat tie. Vi vidste ikke bedre og kendte ikke os selv. Vi forstod ikke, hvad for en pris det var vi betalte.

– Per Smidl

Per Smidl: Yttringsfrihed. Kbh. 2006. s. 20-21. Bogen anbefales ubetinget.

Citat

“INGEN tilhængere af religion (om det så er den ene eller den anden af slagsen) har ret til at diktere hvad du, jeg, Kurt Westergaard, Molly Norris, Firoozeh Bazrafkan, Salman Rushdie eller Monty Python kan/må/skal/bør tegne/skrive/sige. De har ret til at have en mening om det, udtrykke sig om det og om nødvendigt at gå rettens vej, for at få afprøvet om dit eller dat er injuriende.

Der er rent faktisk mennesker – rigtige, levende mennesker af kød og blod – ude i verden og i Danmark der bliver truet på livet eller det der er værre, for at bruge deres ytringsfrihed. Og det er ikke acceptabelt. Punktum. Det kan udemærket være, at vi ikke bryder os om det de står for, eller det de siger, men det er – hvis ikke helt ligegyldigt – så overmåde sekundært.

Jeg er endda nødt til at gå et skridt videre: du har som religiøst menneske, ingen ret til at føle dig stødt over hvad andre mennesker synes/skriver/siger/tegner om din religion. For at sætte det på spidsen, kunne jeg starte en religion i morgen (alle religioner starter jo et sted, de fleste af dem dør heldigvis ret hurtigt igen) hvor et dogme var, at jeg blev stødt hvis folk IKKE tegnede Muhammed. Sikke et roderi! Så ville vi ikke kunne lave andet, end at gå og støde hinanden, og begge parter kunne med ”rette” gå og true den anden. Det ville ikke stoppe før en af parterne var forsvundet fra jordens overflade.
Selv hvis du ikke kan overbevise dig selv om, at du ikke bør blive stødt over fx en tegning, så MÅ du kunne se, at en tegning – hvor grim eller ondsindet den så end måtte være – er det rene vand i forhold dødstrusler, mordforsøg, vold og mord.”

– Peter Kofod: En slags kovending.
Indlæg på Peter Kofods blog Fodnoter og hovedtræk.

Ekstrem ekstremisme.

Henrik Soloy er en mand med samvittighed. Han er også – nu – tidligere medlem af  af Dansk Folkeparti, for han har fået nok og meddeler ifølge Politiken (DF’er går i protest mod parabolforbud, Politiken d. 1/11 2010) at “Dansk Folkeparti er blevet for ekstremt, for fremmedhadsk og for udemokratisk”, og det gør han som en følge af Pia Kjærsgaards forslag om at forbyde paraboler og arabiske nyhedskanaler.

Politiken spørger: “Pia Kjærsgaard begrunder sit forslag med, at indvandrere, som udelukkende ser disse nyhedskabaler, ingen fælles referenceramme har med os andre, og derfor ikke vil integreres. Hvad mener du om det?”

Henrik Soloy svarer: “Det har hun ret i. Men forbud er ikke løsningen. Det svarer til at forbyde Vagttårnet, fordi man ikke kan lide, at Jehovas Vidner lever i deres egen verden. Det giver ingen mening. Vi har alle sammen lige ret til informationer.”

Undertegnede har formodentlig/forhåbentlig lige så lidt fælles referenceramme med Pia Kjærsgaard som omtalte parabolbrugere og det er da ganske sympatisk at Henrik Soloy anerkender individets ret til egen referenceramme. Men så rækker den heller ikke længere. Da Politiken spørger: “Kjærsgaard er samtidig inde på, at hun mener, at disse kanaler indpoder et had mod det vestlige samfund. Hvad mener du om det?” hopper kæden fuldstændig af for Hr. Soloy: “Vi kan ikke forbyde had. Skal vi så også forbyde AGF’s fodboldtilhængere – de bygger også på had. Det giver ingen mening.”

Her kan man vist roligt gå ud fra at Hr Soloy ikke deler referanceramme med fodboldfolket. Så titusind århusianere går hver anden uge til fodbold fordi de bygger på had? Det er vist ikke studenterhuen der trykker her og det bliver faktisk værre endnu:

Pol: “DF har før villet gribe ind i frihedsrettigheder ved for eksempel at foreslå forbud mod tørklæder. Hvorfor er det her særligt?”

Soloy: “Det her er et fundamentalt brud på ytringsfriheden og pressefriheden. Danmark er et af de lande i verden, der fik den første nedskrevne ytringsfrihed og pressefrihed. Det er grundlaget for vores demokrati – et system, som folk har kæmpet og er døde for.”

Pol: “Men at tage et tørklæde på er vel også en måde at ytre sig på?”

Soloy: “Det kan man sige. Folk må i princippet have den religion, de vil have, bare de beholder den derhjemme… Men vi skal for eksempel have nogle regler om, at folkeskolelærere ikke skal være tilslørede, man skal kunne se deres ansigt.”

Det er åbenbart svært at være medlem af Dansk Folkeparti og samtidig forholde sig objektivt til ytringsfriheden. Soloys holdning ligger temmelig tæt op af Pia Kjærsgaards holdning til ytringsfrihed, nemlig at andres ytringsfrihed bedst tolereres når den kun praktiseres derhjemme eller inden for en bestemt fælles referenceramme.

Men Soloy skal da have kredit for i det mindste at prøve: “Tonen er blevet generaliserende. Jeg bryder mig ikke om, at vi tillægger en hel befolkningsgruppe noget, som nogle få idioter har gjort.” og “Det har været nogle eksempler igennem årene. Jeg har taget afstand fra, at man sammenligner muslimer med kræftceller. Og Jesper Langballe, der siger, at alle muslimske mænd voldtager deres døtre. Den debatform fører ikke frem til nogen form for løsning.”

– o O o-

PS Efter ovenstående var skrevet skete der noget højst besynderligt, nemlig at Soloys udfald mod AGF’s fodboldtilhængereblev fjernet fra artiklen, så “Vi kan ikke forbyde had. Skal vi så også forbyde AGF’s fodboldtilhængere – de bygger også på had. Det giver ingen mening.” blev rettet til “Vi kan ikke forbyde had. Skal vi så også forbyde hadefulde fodboldtilhængere? Det giver ingen mening.” uden at det i øvrigt er angivet i artiklen at der er rettet i den. Spørgsmålet er hvem det er, om det er journalisten Per Thieman eller Henrik Soloy der har luftet en fordom mod AGF’s fodboldtilhængere og senere har fortrudt?

Gadekæret

»Selvfølgelig skal dansk udenrigspolitik være værdibaseret, men den skal ikke være naiv. Og det er naivt at forestille sig, at vi kan sparke døren ind hos alle andre og kræve, at de andre gør tingene, som vi er vant til. Vi må indse, at støtten til de vestlige værdier er stærkt på retur i verden af i dag. Andre dele af verden og især de, der tromler derudaf for øjeblikket, opfatter ikke nødvendigvis de vestlige værdier som noget positivt og noget, de efterstræber. Det fører ikke til, at vi skal opgive vore værdier, men vi skal være realistiske.« -Uffe Ellemann-Jensen.

Balancen mellem at tænke om naboen at han er en idiot og så at sige det direkte til ham fordi man alligevel ikke kan skjule det, kan være svær at finde, men ikke halvt så svært som det kan være at finde ud af om det virkeligt er naboen der er idioten, eller om det er en selv.

»Ja, vi er i Afghanistan, og det tager jeg virkelig hatten af for. Men samtidig har vi jo de evindelige danske forbehold, som blandt andet gør, at vi vil have undtagelser fra vigtige dele af EU-samarbejdet, og så finder du den opfattelse, at når vi har vores værdier, så skal vi bare tromle frem med dem over for alle andre. Når vi siger ytringsfrihed, så er det jo efterhånden blevet et mantra for, at man i Danmark tror, at vi kan tillade os at behandle folk fra andre kulturer og andre religioner sådan som vi mener, at vi kan behandle hinanden herhjemme. Det er netop i min optik et billede på noget af den gadekærsmentalitet, som gør, at Danmark er blevet et hadeobjekt rundt omkring. Ikke så meget fordi vi har stået fast på ytringsfriheden, men fordi vi har ment, at vi så har ret til at håne, spotte og latterliggøre andre. Det er noget, jeg føler ret stærkt for, og som har kostet mig mange gamle venner, men jeg mener ikke desto mindre, at det rører ved noget helt centralt i Danmarks placering i verden. Hvis vi kun kan se verden i vores egen optik og måler den med vores egne værdier og forventer og kræver, at alle andre skal leve op til det, så går vi en meget, meget vanskelig fremtid i møde.« -Uffe Ellemann-Jensen (min fremh.)

Og alligevel er vi i Afganistan for at give dem demokrati og andre vestlige goder. Det stemmer ikke helt, vel?

»Det er jo også meget karakteristisk, at store samfund som USA og Storbritannien med meget længere tradition for indvandring har en langt dybere forståelse for præcist det, som Uffe her siger. Det kan være, folk bedre kan forstå det, hvis man siger: »Tænk hvis vi sagde alt det til hinanden, som vi går rundt og tænker.” Kunne man så overhovedet få ting til at fungere bare i familien eller i Folketinget? Og det er jo i virkeligheden den måde, man også skal gå til verden på. Som jeg sagde for nylig i Folketinget til Søren Espersen fra Dansk Folkeparti: “Hvis han skulle definere dansk udenrigspolitik, så ville vi vedvarende være i konflikt med den halvdel af verdens mennesker, der er kinesere og muslimer.” Vi er nødt til at have en eller anden form for respekt, forståelse, for man kan ikke få alle andre til at gøre som en selv ved at sparke sig frem…« -Mogens Lykketoft

Problemet er når kravet om ytringsfrihed vinder frem og de udannede ikke længere kan kende forskel på den principielle diskussion om ytringsfrihed og deres indre trang til at bruge samme diskussion som afsæt til at angribe en religion, en etnisk gruppe eller en gruppe mennesker de ikke bryder sig om.

__________
Ole Damkjær: Opgør med det danske gadekær, Berlingske, Søndag den 23. maj 2010.

Racismens Grænseland – 2

Jeg drømte forleden en drøm om en småtyk ældre kvinde som alene hjemme sammen med sine to små børnebørn, en aften blev overrasket ved at en ældre fuldskægget mand brød ind i hendes hus og med en økse i hånden begyndte at hugge løs på hende mens hun forsøgte at skjule børnene bag sig i et desperat forsøg på at redde dem fra overfaldsmanden, men det var naturligvis forgæves; med blodet sivende fra flere dybe og dødelige sår på kroppen og i hovedet og mens hun holdt sine blotlagte tarme i hænderne, måtte hun hjælpeløs se til mens øksemanden gik forbi hende og over mod børnene og i det han passerede dem vendte han sig mod hende og kløende sig i det lange filtrede skæg sagde han med stemmen fuld af forundring de sidste ord hun hørte i sit liv: Din tåbe, tror du virkelig, blot fordi jeg stræber dig efter livet, at jeg også vil slå børn ihjel…

Nu var det egentligt ikke en drøm så meget som det var en dagdrøm, men jeg kan virkelig heller ikke klare tanken om Karen Thisted, der endnu engang udstiller sig selv og sine ganske begrænsede evner for rationel tankegang. At hun angriber Kurt Westergaard for hvordan han reagerede overfor en i hans hjem indtrængende øksesvingende tosse er der ikke grund til at gå ind i, ingen kom til skade i den sag – udover tossen – og derfor er der ikke noget at diskutere.

Det har intet med ytringsfrihed at gøre at blive ved med at råbe op om sig selv og sine kunstneriske rettigheder, og jeg er så irriteret over, at vi danskere skal blive ved med at lide under, at Kurt Westergaard ikke kan få nok af sine fem minutters berømmelse. (‘Du er en antihelt, Kurt Westergaard’, Ekstra Bladet, d. 5. januar 2010)

Skriver Thisted og dertil er der to ting at sige.

Jo, det har så sandelig noget med ytringsfrihed når man bliver stræbt efter livet fordi man han begået en tegning og man skal da på det nærmeste være total idiot hvis man ikke indse det.

Det kan godt være at Fru Thisted er irriteret over at over at danskerne skal lide under konsekvenserne af Westergaard-sagen, men at lade det gå ud over Westergaard, svarer til at sige at alle de Københavnere der føler sig generet at den verserende bandekrig da bare kan flytte til Jylland.

Meget fornuft er der ikke i konen, men det kommer vel heller ikke som en overraskelse.

I samme kategori som Karen Thisted, omend med betydelig mere intelligens og sproglig pondus, finder vi Rune Engelbreth Larsen, der på samme måde som Karen Thisted brugte mordforsøget på Kurt Westergaard som afsæt for endnu et angreb på både tegneren og politiet. Rune Engelbreth Larsen skriver:

“Det er chokerende, at karikaturtegneren Kurt Westergaard, der er Danmarks vel nok mest truede person, har så utilstrækkelig beskyttelse, at det åbenbart let kunne lade sig gøre for en attentatmand at trænge ind i hans hus med kniv og økse.

Næsten rent lykketræf reddede Westergaards liv, da han nåede at forskanse sig i et sikkert rum, men først minutter senere dukkede kavaleriet op og fik uskadeliggjort attentatmanden i en skudveksling.

Når dét er sagt, er det selvfølgelig langt mere forkasteligt, at en afstumpet gerningsmand – og enhver anden med lignende tanker og ønsker – er parat til at dræbe en gammel mand, der har tegnet en karikaturtegning på opfordring.

Westergaards karikaturtegning er en propagandategning i samme genre som antisemitiske karikaturer fra 1930′erne, om end møntet på alverdens muslimer frem for alverdens jøder, og i Jyllands-Postens karikaturprovokation skriver den sig ind i en standende antimuslimsk tendens i dansk debat og politik, hvis værste eksempler ligeledes har paralleller til samme tidsperiodes antisemisme.” (Forkasteligt attentatforsøg mod Westergaard – og PET-svigt?, Politiken, d. 2. januar 2010)

Der er meget langt til Voltaire i dette slet skjulte angreb på både Westergaard og ytringsfriheden og selv om det nok så kendte citat fra Voltaire endda prydede omslaget på et nummer af Engelbreth Larsens eget tidsskrift Faklen, engang for længe siden, har han enddog meget svært ved at formulere en uforbeholden fordømmelse af mordforsøget på Westergaard og det i en sådan grad at man efterlades med en slem mistanke om at det heller ikke er noget han ønsker.

I sidste ende er det ytringsfriheden der tages som gidsel af både Thisted og Engelbreth. Spørgsmålet om ytringsfrihed eller ej er pricipiel. Derfor må og skal den holdes fri af alle forbehold udspringende af moral, etik, religion, god opførsel og god smag, da enhvert forsøg på at inddrage disse i diskussionen mudrer og forvirrer debatten da den underlægger eller sidestiller pricipielle spørgsmål med praktiske hensyn.