Vi er alle Peter Madsen!

Peter Madsens ubåds-buddy Jens Falkenberg er chokeret og det er han fordi, “politiet har fundet filmoptagelser af ægte henrettelser på kvinder på Peter Madsens computer” , og han udtaler “Jeg er chokeret. Det er jeg. Det er rædselsfuldt, hvis Peter har været til sådan noget.”

Nu ved jeg ikke præcis hvad der ligger i “at være til sådan noget”, men er ikke selve den opmærksomhed med hvilken vi følger sagen om drabet på den svenske journalist, er ikke selve den nidkærhed hvormed vi følger med i om hendes bortkomne legemsdele bliver genfundet, er ikke selve den optagethed vi har af, hvad der mon skete og hvordan det skete, det allerbedste bevis på at vi allesammen “er til sådan noget”?

Hvorfor ellers al den opmærksomhed som vi giver sagen? Er ugevis af forsideoverskrifter i de fleste af landets medier ikke det bedste bevis på, hvor meget vi inderst inde nyder denne virtuelle kiggekø? Altså nyder på samme måde – og jeg har lavet den sammenligning før – som når vi ser en thriller eller en gyser, mens vi, frydefuldt kildet alle de rigtige steder, voldæder et halvt kilo bland-selv-slik.

Man kan jo spørge sig selv, hvordan man ville føle det og hvordan man ville opleve det, hvis en dag man selv var trafikoffer og lå hjælpeløs i et vejkryds med brækkede ben og blodigt fjæs og alle de forbipasserende blot stillede sig op og pegede fingre med deres mobiltelefoner. Er der nogen som helst tvivl om, at det mest respektfulde overfor den stakkels parterede svanske journalist ville være at kigge væk, lade som ingenting og ignorere hendes sørgelige skæbne? Og finde vores kicks et andet sted!

Men vi ved jo hvad der er godt og heldigvis for os er bordet allerede dækket op til den næste dødsfest længe inden den første sluttede. For eksempel er BT i denne artikel klar med et billede – behørigt sløret med en klik-hvis-du-vil-se tekst for at pirre vores nysgerrighed  – fra Las Vegas af en ung kvindelig koncertgænger som ligger død på jorden med blodet løbende ned af sine bare ben, Men nej nej, det er der jo ingen der kunne finde på lige at tage et kig på, vel?

Nu ser jeg ingen grund til at gentage hvad jeg skrev for fem år siden (Alle elsker Anders Breivik), så lad mig bare nøjes med at konstatere, at et eller andet sted er vi allesammen “til sådan noget”.

Peter Madsen er ikke det store monster, det onde selv eller noget som helst i den stil, han er såmænd blot personificeringen – en real-life Patrik Bateman så at sige – af en side af vores kultur og dermed også en del af os selv, som vi med største fornøjelse elsker at hade.

__________
Peter Astrup: Peter Madsens ven om bizarre videoer: Jeg er chokeret. BT, d. 4. oktober 2017
Laura Rode Nygaard: Rørende foto gik verden rundt efter Las Vegas-massakren: Nu fortæller fotografen historien bag billedet, BT, d. 4. oktpber 2017

Voyeursamfund

Da jeg var barn, engang i det sidste århundrede, fandtes der en speciel type af mennesker, som havde en ganske særlig og ikke helt ufarlig tilbøjelighed og som af samme grund var forhadte af stort set alle: lurere eller vindueskiggere kaldte med dem og de havde en for mig ganske uforståelig trang til at presse næsen mod andres viduesruder for at se hvordan og hvad der gik for sig derinde hos vildt fremmede mennesker. At det kunne være en særdeles risikabel adfærd kan man nok regne ud, og jeg kan erindre et par tilfælde hvor en vindueskigger blev opdaget og indfanget og hvor den efterfølgende kontante afregning var sædeles håndfast.

At disse typer stadig findes, kan man via google forvisse sig om, og man kan samtidig konstatere at de ikke er blevet mindre forhadte med tiden og det kan jo nok undre. Man kunne forvente at de i dag ville blive mødt med langt større sympati. Hvorfor? Tænk en gang over hvad der blever sendt på tv. Der er ingen mangel på seere (lurere!) til programmer der trænger helt ind i almindelige menneskers privatliv. Vi kan se hvordan danskerne får ordnet deres have, deres hjem eller sågar deres person. Vi præsenteres i alle detaljer for hvordan mennesker der ikke kan styre deres økonomi, deres børn, deres kæledyr, deres chef, deres svigermor, deres mentale helbed, deres ægteskab, deres liv eller sågar sexliv “hjælpes” til at få styr på det. Vi præsenteres for livet på toppen og bunden og inder- og ydersiden af samfundet. Man kan sagtens rydde sendefladen en hel dag p.g.a. et royalt bryllup. Men ellers er ikke mindst de svage og småbegavede og sølle individers problemer er rigtig god underholdning.

Er hverdagsvirkeligheden ikke nok så elsker vi katastroferne. Der er ikke noget der får mere medieomtale end en god underholdende katastrofe. Tsunamien i asien, jordskælv på Haiti, eller attentatet på World Trade Center. Kort efter sidstnævnte bragte ugebladet Se og Hør et tillæg med store, flotte farvebilleder af eksplosioner og mennesker i frit fald fra de brændende tårne. Kunne de dog bare have interviewet ham på vej ned: “Hvad føler du lige nu …?

Og er virkeligheden ikke nok, kan den sættes i scene: så kan vi se mennesker med journalisters hjælp genfinde deres forsvunde børn, forældre, søskende, tanter eller ægtefæller. Og vi kan endda se bortførte børn konfrontere eller genfinde deres forældre. Følelsesporno af værste slags.

Og er den iscenesatte virkelighed ikke nok kan man gå videre og konstruere den. Vi kan se talentløse idioter optræde i såkaldte talentshows, hvilket i sig selv måske nok er ganske harmløst, selvom vi griner når et arrogant fjols af en dommer gør når af dem som ikke kan og især dem som heller ikke selv kan se det. Værre er det når folk uge efter uge tilsyneladende finder det meningsfuldt at sidde og glo på at kendte mennekser danser. Få jer et liv! I Robinson, Paradise Hotel, Big Brother og i de (per)versioner af genren der er langt værre, indfanges og lokkes småbegavede mennesker med løfter der aldrig indfries, til at udlevere sig selv nådesløst og helt ubeskyttet mod egen dumhed.

Du skal ikke holde dig selv for nar, der er sandsynligvis ikke en eneste der medvirker i disse programmer, som har i en IQ over gennemsnittet, men hvad værre er, så må de have en sådan trang til opmærksomhed, at man har svært ved at tro, at det ikke ligger langt dybere personlige problemer bag. Men seerne elsker det åbenbart, selvom man rimeligvis kan spørge sig selv, hvorfor så mange andre, formodenligt mere intelligente borgere i dette samfund, mener at deres tid ikke kan bruges bedre, end til at sidde glo på mennesker de aldrig ville bruge deres tid sammen med i den virkelige verden? Det er virkelig en bizar parodi på det såkaldte videnssamfund at en eneste småtbegavet men tv-eksponeret idiot, kan have en tilhørerskare på hundredetusinder, blot fordi vedkommende har valgt at udlevere sin mangel på personlighed, intelligens og anstændighed offentligt.

Hvornår var det lige at vindueskiggersamfundet blev et ideal?