Internet!

Weekendavisen markerer internettets 20 års jubilæum med en artikel af Markus Bernsen, som bl. a. skriver:

I 1997 skrev Tor Nørretranders bogen “Stedet som ikke er” og advarede om, at en tilstrækkelig høj internetforbindelse ville gøre det svært at skelne virkelighed fra Virtual Reality.  (11 megabyte ville udviske forskellen på de to, mente Nørretranders. I dag tilbyder de fleste udbydere op til 20).

Jeg ved ikke hvorfor Bernsen måler hastighed i højde, men min udbyder reklamerer med at jeg med jeg med en 10 Mbit forbindelse kan overhale min nabo. Næppe i højden!

Men uanset er – med en 10 Mbit forbindelse – hverken 11 eller 20 megabyte ret meget.

Pligtskyldigt refereres også bekymringer om internettets fordummende effekt, in casu fra et essay af Nicholas Carr i Atlantic Monthly:

“My mind now expects to take in information the way the Net distributes it: in a swiftly moving stream of particles. Once I was a scuba diver in the sea of words. Now I zip along the surface like a guy on a Jet Ski.

I’m not the only one. When I mention my troubles with reading to friends and acquaintances—literary types, most of them—many say they’re having similar experiences. The more they use the Web, the more they have to fight to stay focused on long pieces of writing.”

Ansvar for egen læring hedder det vist med et pædagogisk modeord, som nok alligevel er mere relevant for voksne end børn. Svært er det i hvertfald at tage den slags indvendinger alvorligt. Hvis Carr mener at han har et problem er det vel intet der forhindrer ham i enten at gøre noget ved det, eller leve med det.

Der  har været mange af den slags dommedags profetier gennem de sidste år, efterhånden som teknologiske fremskridt tilsyneladende har forandret vores hverdag.

Vi har vel ikke glemt hvordan videomaskinen spåedes til at ville gøre os alle til voldspsykopater, hvilket fik Palle Lauring til i essayet Vold som underholdning at citere Homer: men for panden et hug over næsen gav ham Atreiden med sværd, så det braged i ben, og hans øjne blodige fo’r af hovedet ud for hans fødder i støvet, riddertidens romantik: et hold franske riddere i engelsk fangenskab, [som] blev sluppet fri, men først fik de øjnene stukket ud, undtagen én, som fik lov at beholde det ene, så han kunne lede de andre hjem og en beretning fra en Falck-redder: en lastbil havde kørt en dreng over, og han var stadig i klemme under hjulet, så Falckfolkene skulle ind under vognen for at sikre, at han ikke blev yderligere skadet, mens de løftede bilen. Men dér lå en kone. Hun havde mavet sig ind og ville ikke ud, så de måtte hale hende ud ved benene, mens hun skreg: “Jeg vil se ham dø!”

Palle Lauring: Vold som underholdning, i “Ordet som blev borte og andre essays. Forum 1984.

Uanset videofilm og computerspil har vi altid været lige voldelige og lige fascinerede af volden, døden, ødelæggelsen. Uanset internettet har vi altid været lige illitterære, udannede og funktionelt analfabetiske.

Pointen er, at det nye nok slet ikke er så revolutionerende nyt, at det alt sammen derfor nok ikke er så slemt alligevel,  og at vi nok skal komme videre, måske efter at nogle litterære typer har erkendt at de nok slet ikke var så litterære alligevel. Flertallet har alligevel alligevel aldrig læst ret meget og internettet kommer ikke til at ændre en tøddel på det. Det kan godt være at folk har fået flere informationer til rådighed, men deres  intelligens og evner til at bruge dem er uforandrede og dermed forbliver i sidste ende alting som det var. Forandringen er, som forandringer er flest, rent kosmetisk.

Om klaphatte

“Ganske paradoksalt var det en tilskuer fra roligan-flokkens tribune, der blev den person, som hele Europa taler om i dag.
Det er ham, der nu er skyld i, at vi skal til at diskutere hegn om de store fodboldbaner.
Det er ham, der er skyld i, at Danmark er på vej ud af EM.
Det er ham, der er skyld i, at Danmark nu risikerer alt fra at spille hjemmekampe uden tilskuere eller spille landsholdsbold i Hamburg.
Men det er i virkeligheden det, jeg er mindst optaget af i disse skrivende minutter.
Jeg er flov over at være dansker.
Jeg er flov over, at den monumentale klaphat – så vidt vides – har samme pas som mig.”

… skriver Peter Brüchmann under overskriften “Jeg er flov over at være dansker i dag” i en blog på bt.dk om den mand der efter at have drukket 15-20 øl, fik den ide at ville kommunikere koporligt med dommeren i lørdagens fodboldlandkamp mellem Danmark og Sverige. Nu er Peter Brüchmann sportsredaktør på BT, men egentlig kunne ovenstående lige så godt kunne have været et uddrag af tilfældig en teenagepiges dagbog, i og med at man med indførelse af “bloggen” som en del af visse danske avisers hjemmesider, tilsyneladende har valgt at lægge navn til stort set hvad som helst og dermed reelt at se stort på kvalitet, objektivitet og omtanke. Og netop omtanker er der i allerhøjeste grad brug for.

“Danske unge har et særdeles højt alkoholforbrug. Faktisk har danske unge opnået Europarekord i druk henholdsvis i 1995, 1999 og 2003.” (Sundhedsstyrelsen)

Således står der at læse på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og uden ligefrem at skulle fremlægge dokumentation for påstanden, vil jeg hævde at der hver weekend er ikke så få tusinde danskere der drikker mellem 10 og 20 øl (eller dertil svarende mængder alkohol) på en aften og at ikke så få af dem begår dumheder af mere eller mindre seriøs karakter som følge deraf. En del af disse kan man bl. a. se optræde på danske fodboldstadions hver weekend.

Den eneste forskel på alle disse klaphatte og den klaphat der stjal billedet i lørdags er at den sidste tilfældigvis gjorde det foran et større publikum end det er de fleste andre forundt og eftersom han desuden alligevel ikke har nogen erindring om hvad han har gjort, kan man jo sige – uden dermed at fritage ham for et ansvar i den forbindelse – at det der skete blot var en tilfældighed der ventede på at ske.

Er det noget der giver grund til at føle sig flov over at være dansker?

Næppe, med mindre man har boet hele sit liv et kosteskab fuldstændig uden kontakt med omverdenen. Der har været masser (millioner?) af grunde til at floves tidligere, men det har jo ikke været bekvemt at gøre det, for det er jo almindelig accepteret adfærd der udmynter sig i at sætningen “Nu skal vi have det sjovt” er uløseligt forbundet med “Lad os få noget at srikke”. Forargelse sælger ikke aviser når det er læserne man forarges over.

Her derimod er der tale om et enkelt individ der tilfældigvis træder helt ved siden af og så stikker den indre journalistiske svinehund hovedet frem. Ham kan vi hænge ud, det er omkostningsfrit og det er nemt. Ikke et ord om at danske unge tre gange i træk har sat europarekord i druk og at det vil nærmest er et mirakel at hvad der skete i lørdags ikke er sket tidligere. Næh, manden her kan frit kaldes “klaphat” og det der er værre, fordi han tilfældigvis valgte nationalarenaen som stedet til at udleve sin brændert og uanset at det samme formodentlig kunne være sket for ikke så få andre.

Så meget desto mere grund til at være ansvarlig og besindig, ikke mindst hvis man er journalist. For hvad skal man kalde en klaphat hvis skam blot er et journalistisk virkemiddel som han kan bruge efter behag?