Suk!

Hvad skal man med den slags politikere? Udviklingsminister Christian Friis Bach (R)  skriver på Twitter:

Godt Gaddafi er væk, men havde langt hellere set ham ved den Internationale Straffedomstol end likvideret. Vold avler modvold.

Ja ja, alle er nok enige om at det er godt Gaddafi er væk, og selvom der nok kommer andre slyngler i stedet, har man jo lov at håbe, men de sidste tre ord? “Vold avler modvold.” Gør det? Vel kun hvis man ikke slår hårdt nok til at starte med.

Tydeligvis er et jo ment som en art argument eller begrundelse for ikke at skyde Gaddafi, men i betydningen at den lille smule vold som blev begået mod ham skulle få vidtrækkende konsekvenser, rammer det jo helt ved siden af. Det irriterer mig grænseløst når man forsøger at føre et argument i gennem, med den slags intetsigende generaliseringer der reelt set intet konkret indhold har.

For det første er der hundredevis af andre faktorer som spiller ind – og med meget større vægt – på om der bliver fred i Libyen eller ej. For det andet kunne samme ord bruges til – om ikke retfærdiggøre – så dog at forklare hvorfor Gadaffi blev skudt. Vold avler modvold. Derfor fik han det endeligt han nu engang fik.

Derudover er kommentaren fuldstændig respektløs overfor de tusinder af libyske borgere og oprørssoldater som Gaddafis døende regime tog med sig i døden. Friis Bachs tankeløse kommentar er et udtryk for den opfattelse, at den afsatte diktators liv alligevel er mere værd, end alle de ofre som Gaddafi burde have på samvittigheden. Hvorfor ellers bekymre sig om denne bagatel i en større sammenhæng? Gaddafis liv og rolle i denne verden var udspillet, hvilket han i øvrigt selv illustrerede da han søgte at gemme sig i et kloakrør.

Enhver yderligere beskæftigen sig med eller lige frem beklagelse over hans skæbne, er intet andet end et knæfald for diktatoren og diktaturet. Der er seks en halv million andre libyeres skæbne man med større ret kunne bekymre sig om i stedet.

– o O o –

“Abyssys Abyssum Invocat

EDIT: Opdagede lige at Christian Friis Bach har samme kommentar på Facebook, med en tilføjelse:

“Godt Gaddafi er væk, men havde langt hellere set ham ved den Internationale Straffedomstol end, som meget tyder på, likvideret efter tilfangetagelse. Vold avler modvold. Denne gang ramte det Gaddafi, men hvor rammer det næste gang?” (http://www.facebook.com/christianfriisbach?sk=wall)

Ja, hvor mon det rammer næste gang? Man skal være meget langt fra virkelighedens verden, når man kan være oprigtigt bekymret over hvilken massemyrdende slyngel som er den næste der får en brutal og pludselig ende på sit liv.

Ministerens facebook-venner kommenterer:

Kristian Korsgård: “Så sandt som det er skrevet! Jeg tror ikke vold er den hurtigste og mest effektive vej til fred.” ()

Fred? Hvilken fred, fristes man til at spørge. Gaddafis fred? Så ja, den har været opretholdt gennem mere end fyrre år gennem det libyske folks ikke-vold. Den fred som en del andre libyere nu åbenbart har ønsket, kom så bedst i stand gennem en smule aktiv vold. Det er et valg man må træffe.

Derudover står naiviteten nærmest i kø for at bifalde ministeren:

Ulrikke Moustgaard: “Og sidst var det Bin Laden. Som heller ikke kom for en domstol.” ()
Hanne Pilegaard: “Det er en bekymrende ny “trend”, hvis den går ud på at likvidere fremfor at retsforfølge. Skruen uden ende. Tilbage til “øje for øje” tankegangen, som vi har kæmpet så hårdt for at komme væk fra.” ()
Bue Tryel Helleskov “Det minder lidt om den begejstring vi så ved Saddam Hussein fald. I Irak er der ikke opnået meget hvad sikkerhed og frihed for kvinder. Diktatur er skidt, men i kampen for demokrati berettiger målet ikke alle midler.” ()

Måske perspektivet kan være svært at få med, når man lever i Danmark og ens største problem er hvad børnenes madpakkke skal indeholde i dag. Helt anderledes er det vel nok når man er i krig, når man kæmper for sin egen og sit lands frihed, når man bliver skudt på og må se ens venner, familie og kammerater dø for en diktators kugler. Så har man måske ikke så meget tanke på hvad nogle moralsk forargede kællinger i lande langt langt borte gør sig af bekymringer og tanker om juridiske verdensfjerne spidsfindigheder.

Men naiviteten er uhyggelig: Den bekymrer sig mere om en ussel slyngels skæbne end om en hel nations, den bekymrer sig mere om vage principper end om menneskers følelser, og den forbeholder sig retten til uden reservationer at bedømme og fordømme mennesker, kæmpende for deres liv og frihed i andre verdensdele, efter egne normer.

Det humanistiske og menneskelige lavpunkt kommer når Hanne Pilegaard beklager sig over at de libyske oprørere ikke optræder korrekt i forhold til de principper hun har kæmpet så hårdt for. Jeg er sikker på hvis hun bare tog derned og forklarede, ville de kunne se hende som en ægte våbenbroder i kampen for global frihed og retfærdighed.

(2. del er her)

__________
Ill. fundet her: http://www.friisbach.dk

RØD TÅGE!

Der er krise i Norge eller rettere i det norske militærs ledelse efter det er kommet frem at norske soldater mener at krig er bedre end sex. En norsk soldat udtaler i følge Politiken: “Det lyder måske tovligt, men det er bedre end at kneppe. Når man er på slagmarken, er det dig eller fjenden og når man får ‘rød tåge’ i kikkerten…. Det er ubeskriveligt. Det er jo derfor, vi er her.” og “Man lader sig ikke hverve til Afghanistan for at redde verden, men for at være med i en rigtig krig.” og “Fem af os har taget talebanerliv. Man bliver sygt opstemt, lige før man trykker af.” (Krigsbegejstring hos soldater chokerer i Norge. Politiken, d.27/9 2010)

Så nu er der krisemøde i norsk militær, hvis ledelse skal forsøge at finde ud af hvad der dog er galt med de unge mennesker. Soldater skal jo ikke – som alle andre – elske deres job, vel? Soldater er jo en speciel kategori af unge mennesker som er idealistiske ud over alle grænser (i hvert fald deres eget lands!) og hvis højeste ønske er at medvirke til at at bringe fred og demokrati til fjerne og fremmede egne uden tanke overhovedet på egen liv og sikkerhed.

Nå ikke?

Eller også skal det norske militærs ledelse til at finde ud af hvad der skal til for at tilfredsstille et samfund for hvilket virkeligheden er uacceptabel og moralsk forkastelig og så lære sine soldater at der i et demokrati er ting som man – uanset hvor sande de end er – bare ikke må sige offentligt.

Manipulation

Statsadvokaten er i gang med at undersøge den episode, hvor en 34-årig psykisk syg mand blev skudt i hovedet og dræbt efter at have angrebet to betjente med en kniv. Efterfølgende er politiet blevet beskyldt for ikke at være uddannet godt nok til at håndtere sådanne tilfælde. Det er dog ikke korrekt ifølge chefpolitiinspektør Jørn Aabye fra Nordjyllands Politi. I følge ham var den ene af de to betjente en såkaldt intrængningsleder som er særligt uddannet til at tage sig af potentielt farlige gerningsmænd.

“Han var særligt uddannet og kendte de rigtige taktikker.” (Politiken)

At anholdelse af en psykisk syg i sidste ende skulle handle om blot at bruge den rigtige taktik lyder i mine ører ikke helt rigtigt. Taktik kommer man vist ikke langt med over for mennesker som er emotionelt ude af balance og som handler irrationelt. Jeg havde måske været mere rolig om Hr. Aabye havde talt om indfølingsevne. Taktik lyder i denne sammenhæng mere som elefanten der tramper rundt i glasbutikken.

Endnu værre er det måske at Hr. Aabye på grund af statsadvokatens efterforskning er afskåret fra at udtale sig om sagen og så ikke bare gør det alligevel, men oven i købet går ud og frikender sine folk i pressen:

Men man skal kende detaljerne for at forstå, hvorfor det ikke lykkedes at anholde manden, som det var tænkt, og hvorfor lederen måtte trække sit tjenestevåben mod ham. Men det er jeg afskåret fra at fortælle om på grund af statsadvokatens efterforskning. ()

Stakkels mand! Her er et par af Aabys ansatte noget så uretfærdigt genstand for en efterforskning og så er han afskåret om at forklare det overfor pressen. Men så er det mindste Aabue kan gøre da at få fortalt hvor uskyldige de er og få fortalt at det kun er regler der forhindrer ham i at gøre det klart for os alle.

Hvis det ikke allerede er strafbart at bruge pressen i et forsøg på at påvirke en ingangværende efterforskning, så burde det afgjort være det.

____________
Politichef: Kvæstet betjent var særlig uddannet. Politiken d. 16/11 2009

Internet!

Weekendavisen markerer internettets 20 års jubilæum med en artikel af Markus Bernsen, som bl. a. skriver:

I 1997 skrev Tor Nørretranders bogen “Stedet som ikke er” og advarede om, at en tilstrækkelig høj internetforbindelse ville gøre det svært at skelne virkelighed fra Virtual Reality.  (11 megabyte ville udviske forskellen på de to, mente Nørretranders. I dag tilbyder de fleste udbydere op til 20).

Jeg ved ikke hvorfor Bernsen måler hastighed i højde, men min udbyder reklamerer med at jeg med jeg med en 10 Mbit forbindelse kan overhale min nabo. Næppe i højden!

Men uanset er – med en 10 Mbit forbindelse – hverken 11 eller 20 megabyte ret meget.

Pligtskyldigt refereres også bekymringer om internettets fordummende effekt, in casu fra et essay af Nicholas Carr i Atlantic Monthly:

“My mind now expects to take in information the way the Net distributes it: in a swiftly moving stream of particles. Once I was a scuba diver in the sea of words. Now I zip along the surface like a guy on a Jet Ski.

I’m not the only one. When I mention my troubles with reading to friends and acquaintances—literary types, most of them—many say they’re having similar experiences. The more they use the Web, the more they have to fight to stay focused on long pieces of writing.”

Ansvar for egen læring hedder det vist med et pædagogisk modeord, som nok alligevel er mere relevant for voksne end børn. Svært er det i hvertfald at tage den slags indvendinger alvorligt. Hvis Carr mener at han har et problem er det vel intet der forhindrer ham i enten at gøre noget ved det, eller leve med det.

Der  har været mange af den slags dommedags profetier gennem de sidste år, efterhånden som teknologiske fremskridt tilsyneladende har forandret vores hverdag.

Vi har vel ikke glemt hvordan videomaskinen spåedes til at ville gøre os alle til voldspsykopater, hvilket fik Palle Lauring til i essayet Vold som underholdning at citere Homer: men for panden et hug over næsen gav ham Atreiden med sværd, så det braged i ben, og hans øjne blodige fo’r af hovedet ud for hans fødder i støvet, riddertidens romantik: et hold franske riddere i engelsk fangenskab, [som] blev sluppet fri, men først fik de øjnene stukket ud, undtagen én, som fik lov at beholde det ene, så han kunne lede de andre hjem og en beretning fra en Falck-redder: en lastbil havde kørt en dreng over, og han var stadig i klemme under hjulet, så Falckfolkene skulle ind under vognen for at sikre, at han ikke blev yderligere skadet, mens de løftede bilen. Men dér lå en kone. Hun havde mavet sig ind og ville ikke ud, så de måtte hale hende ud ved benene, mens hun skreg: “Jeg vil se ham dø!”

Palle Lauring: Vold som underholdning, i “Ordet som blev borte og andre essays. Forum 1984.

Uanset videofilm og computerspil har vi altid været lige voldelige og lige fascinerede af volden, døden, ødelæggelsen. Uanset internettet har vi altid været lige illitterære, udannede og funktionelt analfabetiske.

Pointen er, at det nye nok slet ikke er så revolutionerende nyt, at det alt sammen derfor nok ikke er så slemt alligevel,  og at vi nok skal komme videre, måske efter at nogle litterære typer har erkendt at de nok slet ikke var så litterære alligevel. Flertallet har alligevel alligevel aldrig læst ret meget og internettet kommer ikke til at ændre en tøddel på det. Det kan godt være at folk har fået flere informationer til rådighed, men deres  intelligens og evner til at bruge dem er uforandrede og dermed forbliver i sidste ende alting som det var. Forandringen er, som forandringer er flest, rent kosmetisk.

Om klaphatte II

»Det var skandaløst, at Christian Poulsen opførte sig på den måde. Selvfølgelig opførte den tilskuer sig også dumt, men det værste var dog, at Christian Poulsen, der er en professionel fodboldspiller, som tjener millioner om året, ikke kan tøjle sit temperament og overfalder en modstander. Det var skandaløst.«

Justitsminister Lene Espersen i Berlingske Tidende, d. 5. juni 2007.

“Man skulle have statueret et eksempel og sige, at det vil man ikke tolerere. Spillere, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, er der ikke plads til på landsholdet. Så har de brug for at komme hjem og tænke lidt over tingene i en periode.”

“Christian Poulsen er en rollemodel, og når han som professionel fodboldspiller med millionindtægt ikke kan tøjle sit temperamt i 90 minutter, kan det være svært at forklare unge mennesker, at de ikke skal begå vold.”

… udtaler Lene Espersen desuden ifølge avisen.dk i et interview med TV2 News.
Ja, hvad ligner det at være et så skidt eksempel for de unge mennesker i dette land? Det er skandaløst. De unge mennesker har klart brug for hæderlige lovlydige rollemodeller med ansvalighed, rygrad og personlig integritet:

“Den konservative boligsag startede for tre uger siden, da det kom frem, at Henriette Kjær havde haft folkeregisteradresse i Århus, selv om hun længe har delt lejlighed sammen med sin kæreste og deres barn i København. Og mindre end fjorten dage efter valgte også den konservative EU-ordfører, Lene Espersen, at flytte folkeregisteradressen fra forældrene i Hirtshals til en lejlighed på Frederiksberg, hvor hun ellers længe har boet med sin forlovede. Det kan betale sig at have adresse i Jylland. I følge Folketingets regler modtager medlemmer med folkeregisteradresse i København nemlig årligt 37.000 kr. i skattefrit omkostningstillæg, hvorimod et medlem vest for Storebælt honoreres med 93.000 kr. – penge, der ydes for at dække medlemmernes omkostninger ved dobbelt husførelse.(Morten Langager: Konservative boligsager undersøges, JP d. 17. juni 1998)

og

“Så er der de to unge konservative damer i regeringen. Socialminister Henriette Kjær er tidligere blevet afsløret i at opgive falsk bopæl som Thor Pedersen, men kun for at rage ekstra 50.000 kr. til sig, som Folketingsmedlemmer med bopæl fjernt fra rigets hovedstad har krav på. Hvis en af de sociale klienter under hendes ministerium gjorde noget tilsvarende, ville det formentlig blive betragtet som socialt bedrageri. Sådan noget går de lov-og-orden-bevidste konservative ikke ind for. Men den søde Henriette Kjær med det uskyldige udseende blev socialminister og er det stadig. Justitsministeren, den lige så konservative Lene Espersen – kølerfiguren med den talende kavalergang – gjorde sig skyldig i den samme forseelse som kollega Kjær. Men også hun blev og er stadig minister, endda for retshåndhævelsen i landet.” (Ole Lange: Regeringens politiske moral, Information, d. 21. marts 2003)

Tja, “spillere, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, er der ikke plads til på landsholdet,” er jo en ret kontant udmelding. Spørgsmålet er hvor mange der så, efter denne justitsministerielle logik, heller ikke burde være plads til på ministerholdet. Mere info her. Desværre en politisk motiveret og dårligt dokumenteret hjemmeside med slagside. Men alligevel!

Om klaphatte

“Ganske paradoksalt var det en tilskuer fra roligan-flokkens tribune, der blev den person, som hele Europa taler om i dag.
Det er ham, der nu er skyld i, at vi skal til at diskutere hegn om de store fodboldbaner.
Det er ham, der er skyld i, at Danmark er på vej ud af EM.
Det er ham, der er skyld i, at Danmark nu risikerer alt fra at spille hjemmekampe uden tilskuere eller spille landsholdsbold i Hamburg.
Men det er i virkeligheden det, jeg er mindst optaget af i disse skrivende minutter.
Jeg er flov over at være dansker.
Jeg er flov over, at den monumentale klaphat – så vidt vides – har samme pas som mig.”

… skriver Peter Brüchmann under overskriften “Jeg er flov over at være dansker i dag” i en blog på bt.dk om den mand der efter at have drukket 15-20 øl, fik den ide at ville kommunikere koporligt med dommeren i lørdagens fodboldlandkamp mellem Danmark og Sverige. Nu er Peter Brüchmann sportsredaktør på BT, men egentlig kunne ovenstående lige så godt kunne have været et uddrag af tilfældig en teenagepiges dagbog, i og med at man med indførelse af “bloggen” som en del af visse danske avisers hjemmesider, tilsyneladende har valgt at lægge navn til stort set hvad som helst og dermed reelt at se stort på kvalitet, objektivitet og omtanke. Og netop omtanker er der i allerhøjeste grad brug for.

“Danske unge har et særdeles højt alkoholforbrug. Faktisk har danske unge opnået Europarekord i druk henholdsvis i 1995, 1999 og 2003.” (Sundhedsstyrelsen)

Således står der at læse på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og uden ligefrem at skulle fremlægge dokumentation for påstanden, vil jeg hævde at der hver weekend er ikke så få tusinde danskere der drikker mellem 10 og 20 øl (eller dertil svarende mængder alkohol) på en aften og at ikke så få af dem begår dumheder af mere eller mindre seriøs karakter som følge deraf. En del af disse kan man bl. a. se optræde på danske fodboldstadions hver weekend.

Den eneste forskel på alle disse klaphatte og den klaphat der stjal billedet i lørdags er at den sidste tilfældigvis gjorde det foran et større publikum end det er de fleste andre forundt og eftersom han desuden alligevel ikke har nogen erindring om hvad han har gjort, kan man jo sige – uden dermed at fritage ham for et ansvar i den forbindelse – at det der skete blot var en tilfældighed der ventede på at ske.

Er det noget der giver grund til at føle sig flov over at være dansker?

Næppe, med mindre man har boet hele sit liv et kosteskab fuldstændig uden kontakt med omverdenen. Der har været masser (millioner?) af grunde til at floves tidligere, men det har jo ikke været bekvemt at gøre det, for det er jo almindelig accepteret adfærd der udmynter sig i at sætningen “Nu skal vi have det sjovt” er uløseligt forbundet med “Lad os få noget at srikke”. Forargelse sælger ikke aviser når det er læserne man forarges over.

Her derimod er der tale om et enkelt individ der tilfældigvis træder helt ved siden af og så stikker den indre journalistiske svinehund hovedet frem. Ham kan vi hænge ud, det er omkostningsfrit og det er nemt. Ikke et ord om at danske unge tre gange i træk har sat europarekord i druk og at det vil nærmest er et mirakel at hvad der skete i lørdags ikke er sket tidligere. Næh, manden her kan frit kaldes “klaphat” og det der er værre, fordi han tilfældigvis valgte nationalarenaen som stedet til at udleve sin brændert og uanset at det samme formodentlig kunne være sket for ikke så få andre.

Så meget desto mere grund til at være ansvarlig og besindig, ikke mindst hvis man er journalist. For hvad skal man kalde en klaphat hvis skam blot er et journalistisk virkemiddel som han kan bruge efter behag?