Filter

Et filter. Det er hvad det er. Et fiks og nyttigt filter hvormed du kan sortere mennesker i din omgandskreds, venner og bekendte, efter intelligens.

Tag nu alle de mennesker, der har moret sig herligt gennem flere år, på bekostning af Helle Thorning og både det mildest talt kaotiske politiske lederskab hun har udvist og hvordan der er blevet lavet jokes om hendes tasker og hendes skattesag. Morer de selvsamme mennesker sig lige så meget over det absurde teater, der gennem uger har udspillet sig omkring den person, der (i hvertfald indtil for kort tid siden) var selvskrevet til at overtage Helle Thornings job efter næste valg? Morer de selvsamme mennesker sig lige meget nu, hvor vinden blæser den anden vej?

Eller omvendt: er de mennesker, som var forargede over den omtale, som Thornings skattesag og håndtasker og hvad ved jeg fik i pressen, lige så forargede nu, hvor Lars Løkke er havnet i pressens offentlig gabestok eller er de pludselig begyndt at more sig højlydt?

Ganske ulidelige er de, disse politiske mennesker og deres stædige, men uendelige uintelligente og ganske kedsommelige, insisteren på at lige netop deres politiske standpunkt er det eneste rigtige og – endnu værre – deres påtrængende in your face agtige politiske humor, der jo netop kun går den ene vej, mod højre eller mod venstre og derfor er nærmest umulig at skelne fra plat enfoldighed.

Så tag denne enestående politisk historiske lejlighed til at granske menneskene omkring dig og se hvad de er gjort af; måske der endda er enkelte i blandt, som faktisk ser den politiske verden med en ironisk eller endda sarkastisk distance. Der er nemlig en rimelig chance for, at der, ikke mindst blandt de der griner af det hele, er en lille smule visdom tilstede.