De kreative!

Jeg var til et forældremøde i sidste uge på den skole, hvor mine børn går, og til det møde hørte jeg en forælder efterlyse flere kreative fag og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke fattede pointen lige med det samme.

Hvad der var tale om, var at pågældende forælder havde en opfattelse af, at der er to slags elever, nemlig de boglige og de kreative, to i øvrigt ligestillede grupper, hvor den ene er dygtig til matematik, dansk, fysik og engelsk, mens den anden gruppe er dygtig til noget andet – det de jo være, i demokratiets hellige navn – og de er så ‘kreative’! Hvad denne kreative kompetence i øvrigt bestod af, blev jeg aldrig rigtig klar over, men det stod dog klart, at den var en modsætning til det at være bogligt dygtig.

Det forholder sig nu engang sådan, at “kreativitet destrueres eller trues ikke af boglighed” (skrev Annegrethe Rasmussen, citeret her.), men måske skulle man pensle det lidt mere ud og tilføje, kreativitet er ikke en modsætning til faglig dygtighed.

Nogle børn er bare dygtigere end andre og det kan da godt være, at det ikke er rart som forælder at skulle erkende, at lille Birger ikke er så skrap i skolen, men hvad får man ud af at lyve for sig selv? Når samme forælder forsvarede sit standpunkt med en konstatering af, at der skam er masser af mennesker, som tjener rigtig mange penge i de kreative fag, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at dette ikke bare er et udslag af en virkelighedsflugt baseret på det socialdemokratiske “hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære“, men langt mere er et verdensbillede, der er udsprunget af X-Factor.

En mere frugtbar tilgang til virkeligheden kunne jo være, at omtalte forældre ikke bare resignerede ind i kreativiteten, men i stedet indså, at så må lille Birger bare arbejde desto hårdere for at få sin eksamen…

Quintillian

A propos undervisning:

Let this first instruction be in the form of play; let the pupil be asked questions and praised for his answers, let him never rejoice in ignorance of anything: sometimes, when he will not learn, let another be taught of whom he may be jealous: let him compete sometimes with others and quite often think himself victorious: let him also be exited by rewards, which at that age are eagerly sought after.

– Quintillian: Institutio Oratoria I, 1, 20

Vox populi

Nu har jeg tidligere citeret et par gange fra Annegrethe Rasmussens indlæg i Politiken under titlen “Mor til fire: Kæft, trit og retning i skolen virker jo.” (Politiken, d. 5/3 2011) Ikke overraskende får det en hård medfart af Politikens læsere, her er nogle illustrative eksempler, som samtidig kan tjene til en lille ABC over hvilke helt almindelige vildfarelser man kan havne i:

Jesper S, Kbh. Ø:>>Kæft, trit og retning i skolen virker jo<< Jo da, hvis man vil have soldater med komplekser, men ikke hvis man vil have kritisk tænkende individer med selvforståelse.

Der er ingen middelvej i uddannelsessystemet: enten laver man soldater med komplekser eller man laver kritisk tænkende individer med selvforståelse. Det sidste er en af de mest indholdsløse fraser fra pædagogikkens verden som oftest dækker over mennesker som stædigt fremturer i deres uvidenhed – vi kan ikke have en nation af kritisk tænkende individer: langt de færreste mennesker formår at tænke kritisk og det er nok heller ikke ret mange samfund som har brug for sådanne, ydermere lægger en betydelig del mediebilledet i Danmark, dvs. Ekstra Bladet og BT in toto på avisfronten og på TV alt hvad der hører til kategorierne Paradise Hotel, Fangerne på Fortet, X-Faktor, Vild med Dans, Robinson osv osv absolut heller ikke op til at publikum skal være kritisk tænkende individer med selvforståelse!

– – –

Hasse Poulsen, Paris: “”her underviser vi i diciplin via frustration” fortalte forstanderen for en børnehave os da vi i 2001 ville indmelde vores 2 årige barn i den lokale børnehave i paris. Der er lavet så mange undersøgelser om hvad der er godt for børns indlæring at det det er meningsløst at stille de gammeldags dyder som udenadslære op mod kreative metoder. Udenadslære giver bare gode karakterer i udenadslære.”

Udenadslære (eller paratviden) handler om viden af den konkrete slags, den slags som danner grundlag for enhver kvalificeret beslutning – og uden hvilken sandsynligheden for at træffe en sådan mindskes voldsomt, hvis ikke direkte umuliggøres.

Udenadslære giver bare gode karakterer i udenadslære,” er nok det allermest stædige forsvar for enfoldighedens velsignelser overhovedet!

– – –

lone, kbh:Jeg bor selv i et land med lignende skoletilstande som forfatteren beskriver. Danskerne er langt foran når det kommer til nytænkning, individualitet, evne til at argumentere, kreativitet, samarbejde osv..

Ak ja, men viden … ? Endnu et forsvar for den veltalende enfoldighed.

– – –

Martine Seedorff Perregaard, København:Jeg kan følge dig et stykke af vejen. At man skal have disciplinen tilbage i den danske folkeskole er vi ikke uenige om. Når det så er sagt synes jeg at det er noget pjat at det skal være okay at underminere et barns selvværd ved at rive dets tegning i stykker. Det kan man kalde blødsøden dansk hippie-mentalitet, men den form for undergravelse af et andet menneske synes jeg bare ikke er okay.

Jamen dog. En enkelt handling skulle være nok til at underminere at barns selvværd? Selv gentagelser ville ikke engang nødvendigvis være af det onde, hvis det medførte at barnet forlod skolen med en ide om hvad det mestrer og en lige så tydelig ide om hvor dets fremtid ikke ligger. Nogle mennesker kan vitterligt ikke tegne og får det aldrig lært, uanset hvor meget de prøver (jeg er en af dem) og måske er det virkeligt ikke nogen skade til, at de bliver klar over det, frem for at de forlader skolen som en Picasso udi egen indbildning!

– – –

Thomas Barnes , Helsingør: Respekt ikke er et ensrettet begreb. Respekt, der kun går den ene vej, er ikke respekt, men frygt. Når man som elev bliver bedt om at respektere læreren, så handler det i lige så høj grad om, at læreren respekterer eleven. Det er ikke tilfældet her i Rasmussens fortælling, hvor læreren river en (innovativ?) tegning i stykker. Respekt for læreren? Den kommer med lærerens faglige kvaliteteter.

Respekt går i alt væsentlighed den ene vej i dette tilfælde, hovedsagligt fordi at læreren er den voksne og den der besidder noget viden som eleverne skal tilegne sig. Men man kan selvfølgelig også vælge at vende tingene på hovedet og kalde enhver barnlig tegning for innovativ og slippe uden om ethvert tilløb til at eleven skulle kunne forbedre sig gennem øvelse. (2+3=6 er således heller ikke en fejl, men blot innovativ matematik, ikke sandt?)

Eller som Annegrete Rasmussen selv siger: “Hvis politikerne tog globaliseringen alvorligt, ville de indse, at det er nødvendigt med et helt nyt grundsyn på barnet, der tager udgangspunkt i, at det er godt at stille krav til børn. At det er sjovt at være god til noget, og at voksne stort set altid er de klogeste og derfor har krav på respekt.”

– – –

Morten Nielsen, Frederiksberg: “”Det er godt at være med, men det vigtigste er nu engang at vinde.” Nå. Siger hvem? Vinderkulturen med high-fives, diplomer og primitiv selvdyrkelse repræsenterer et ynkeligt tilbageskridt væk fra civilisationen og humanismens erkendelse. Men til hest med humanismen og til kamp mod Kina!!! Endnu en DJØF’er markerer sig med fascistisk tankegods. Tak for den klare udmelding, Annegrethe Rasmussen.”

At det vigtigste er at vinde ved enhver dreng eller pige som har dyrket sport eller spillet et spil. Jeg ville kalde det helt naturligt. Men et eller andet sted ude på den meget ekstreme venstrefløj befinder der sig en lille gruppe mennesker for hvem alle der ikke deler deres holdninger er fascister.

– – –

Anders Fabricius Møller, Fredensborg: “En af fordelene i det Danske skolesystem er den kollektive kreativitet, som vi nyder godt af i industrien. Den fremmes ikke ved at sætte fokus på enkelt individet på bekostning af fællesskabet. Kompleksiteten i viden i dag gør at det er fællesskabet som skal bære ideen ikke enkelt individet.”

Fællesskabet eller det kollektive bærer intet. Hundrede personer som kan tælle til ti tæller stadig kun halv så langt som éen der kan tælle til tyve. Fem millioner danskere kunne aldrig tilsammen have skrevet Kierkegaards værker eller tænkt Bohrs tanker …

– – –

Og således bliver det ved over tyve sider, med kommentarer der i overvejende grad afviser værdien af disciplin og lærdom og viden til fordel for kreativitet og fællesskab og selvforståelse.

Jeg ved ikke om der er en pointe på det her, udover at der er grænser for hvad den kollektive kreativitet kan udrette, for der synes helt klart være en tendens til at mennesker langt oftere istemmer koret end lader sig inspirere af andres fejltagelser og misforståelser til selv at foreslå noget bedre. Måske fordi noget sådant – som alle andre former for kritisk tænkning – kræver viden, masser af den og at du derfor kun sjældent vil få fornøjelsen af at kunne korrekse en som ved mere end dig selv.

Kæft, trit og retning – II

“Jeg undrer mig over, hvorfor vi ikke i Danmark sætter undervisningstiden op og anvender den mere effektivt.

Og hvorfor de danske forældre f.eks. ikke forlanger karakterbøger fra 1. klasse, så de får feedback på, hvad børnene lærer? At bede om uniformer for at slippe for modetyranni eller at blive Des med lærerne er nok for meget at bede om.

Mit bud er, at det handler om forældrene selv. Udenadslære kræver f.eks. en enorm hjælp, tilstedeværelse og opdragelse fra de voksne. Børnene skal tillige være motiverede og udhvilede, når de møder om morgenen, ikke hænge foran tv og computer det halve af natten. Og de skal støttes hjemmefra i, at ting bliver meget sjovere, når man er god til dem.

Det er simpelt hen ikke godt nok »bare at bestå« – som jeg har hørt utallige unge danskere sige til mig over de sidste mange år, når jeg har spurgt dem om deres mål med skolegangen.

At stille krav til sine børn er ikke at mishandle dem, men at gøre dem en tjeneste. Det vil medføre, at de dygtige elever bliver endnu bedre, og det vil give de svagere bedre rammer og bedre arbejdsforhold med en fastere struktur.”

– Annegrethe Rasmussen, Politiken d. 5/3 2011

Ode til dovenskaben!

(Undervisning III)

Vi tager lige endnu en rundtur i de kinesiske undervisningsidealer, gennem følgende læserbrev i Weekend Avisen:

Rektorerne mere end antyder, at danske elever bør disciplinere sig i retning af de kinesiske. Hvorfor det? Jeg finder det mere sandsynligt, at de kinesiske elevers indre motivation for at studere flittigt og lydigt vil falde i takt med stigende velstand, åbenhed og frihed i Kina. (Jan Fischer, Produktchef og cand. silv., Roskilde i WA d. 17/12 2010)

Hvorfor skulle vi da også hylde dyder som flid, lydighed, disciplin når vi kan læne os tilbage i stolen og være os selv og vente på at de andre bliver ligeså dovne som vi…

Undervisning II

Nu er det ikke engang en måned siden at professor Niels Egelund udtalte til BT “Det er en katastrofe. Vi bliver overhalet af de asiatiske lande. Vi bliver et fattigt land.“ Jeg kommenterede det her. Weekendavisen bragte artiklen: “Hvad skal vi leve af?” (WA, d. 5/11 2010) og “Gymnasiets Død” (WA, d. 26/11 2010)) og som kommentar dertil, øser statskundskabsstuderende ved KU Ida Josefine Fuglsang-Damsgaard af sine egne erfaringer i Weekend Avisen fra d. 17/12 2010. Og det måtte jo komme: det kan da ikke passe at kommunistiske Kina kan noget som vi ikke kan, vel?

“Selvom Kina udvikler sig på flere måder hen imod den vestlige verdens liberalistiske og individualistiske værdier, er landet fortsat underkuet af det kommunistiske etpartisystems magtmonopol. Statens strenge hierakiske forvaltning smitter af på uddannelsessystemet. En stor del af den undervisning, jeg overværede og deltog i, baserede sig på envejskommunikation mellem lærer og elev, ligesom den faglige målsætning for eleverne var fokuseret på udenadslære af et omfattende pensum. En anden konsekvens af den kinesiske stats topstyring oplevede jeg i form af en generel ukritisk tro på alle form for autoriteter.” (Ida Josefine Fuglsang-Damsgaard, WA d. 17/12 2010, s. 13)

Flere kulturelt betingede fordomme er det vist umuligt at få presset ind i så lidt tekst. Hverken et etpartissytem eller en streng hierakisk statsforvaltning er argumenter for eller imod noget som helst. At undervisning foregår som envejskommunikation fra lærer til elev eller at undervisningen baserer sig på udenadslære er heller ikke, selvom Frk. Fuglsamg-Damgaard åbenbart mener at det, måske fordi sådan gør vi ikke, netop forholder sig således. På samme måde kan man sige at ukritisk tro på autoriteter slet ikke er så slemt hvis autoriteterne er de rigtige. Problemet er jo at de fremhævede passager præsenteres som (mod)argumenter i sig selv, alene fordi de repræsenterer som modsætninger til vores måde at gøre tingene på.

Værre endnu bliver det for Frk. Fuglsang-Damsgaard:

“Jeg giver Klaus Wivel ret, når han i sin kritik af den danske gymnasieskole skriver, at skal man tænke selvstændigt, bliver man nødt til at vide noget. Men man kan rette en lige så vigtig kritik af det kinesiske uddannelsessystem ved at vende logikken på hovedet: Det er mindst lige så vigtigt at kunne tænke selvstændigt, før man kan vide noget.” (Ida Josefine Fuglsang-Damsgaard, WA d. 17/12 2010, s. 13)

Øh… nå?

Det vil sige at hvis det ene forudsætter det andet, kan man vende logikken på hovedet, så det andet også forudsætter det ene? Altså hvis en bil har brug for hjul for at kunne køre, så skal bilen også kunne køre for at kunne have hjul? Det er selvfølgelig noget helt igennem forfærdeligt sludder.

For at kunne tænke selvstændigt, for at kunne udlede og konkludere må man have en tilstrækkelig viden og jo større viden jo større sandsynlighed for at man træffer de rigtige valg. Det er indlysende. Til gengæld er det ligeså indlysende at der findes mange mennesker og mange jobs for hvilke det absolut ikke er nødvendigt at kunne tænke selvstændigt, udover at kunne udlede ud fra tillært viden. Min tandlæge er et fint eksempel. Hos soldater er det nok ofte ikke ønskeligt og hos flyveledere vil vi nok også betakke os for alt for megen kreativ tænkning. Og så videre.

At viden uden tanke undertiden kan virke værdiløst er en helt anden sag, men til gengæld er ovenstående, at logik ikke bare hovedløst kan vendes på hovedet, nok et glimrende eksempel på at selvstændig tænkning uden alt for megen viden er direkte farligt for det samfund eller den person som lader sig styre derefter.

__________
ØØØØØHH! Hvad er ni gange fem?, BT, torsdag d. 9/12 2010

Undervisning

“Det er en katastrofe. Vi bliver overhalet af de asiatiske lande. Vi bliver et fattigt land”, udtaler professor Niels Egelund i BT i dag, som en kommentar til afsløringen af at handelsskoleelever på Tietgenskolen i Odense ikke kan regne selv simple regnestykker som 9 gange 5!

“600 elever begynder på skolen hvert år. Af dem starter 100 elever på skolens erhvervslinje, som sigter mod at stå i butik eller sidde på kontor. Halvdelen af disse 100 unge kan kun læse på 3. eller 4. klassesniveau. 80 procent regner på 3. eller 4. klassesniveau, viser skolens egne test.”

Samtidig kan Politiken afsløre at danske elever har tabt to skoleår siden 1960:

“Tobias Zimling Kristiansens beregninger viser, at eleverne har mistet 1.300 klokketimers undervisning i løbet af et skoleforløb, siden staten for første gang formulerede et krav til antallet af undervisningstimer i den såkaldte Blå Betænkning fra 1960.

[…]

Men eftersom mange skoler i dag underviser efter Undervisningsministeriets minimumskrav til timetallet, så er tabet flere steder endnu større og udgør cirka 1.800 klokketimer.

Det svarer i runde tal til to skoleår.”

Hvad havde man regnet med?

Men timetallet er jo ikke engang det eneste problem. Måske ikke engang det største.

For det første går man ud fra ideologisk funderede pædagogikker som er baseret mere på lyst end på konkrete krav og den (arbejds)disciplin der er en nødvendighed for erhvervelsen af kompetenser og endnu værre sniger der sig ofte regelrette absurditeter ind som f. eks. begrebet om “ansvar for egen læring”.

Desuden har man forlængst frataget lærerene magten (jvf. de kurser til folkeskolelærere om hvordan man undgår at blive slået som er omtalt her) og lagt den i hænderne på umulige elever som i den rummelige folkeskole kan hærge og regere i årevis før der handles. Spørgsmålet ikke bare om vi overhovedet har en lærerstand som vil være i stand til at løfte en undervisningsopgave i forhold til den frygt Niels Egelund giver udtryk for, men måske også om de i det hele taget ønsker det?

Men dette er ikke et isoleret ideologisk problem som kan placeres på venstrefløjen, selvom det ellers er fristende. Regeringens udspil til en ny folkeskolereform som lægger op “til flere test, flere karakterer, mere forskning og flere timer til de små elever” (BT, op. cit.) er akkurat lige så absurd som når politikere og forældre sammenligner folke- og privatskolers karaktergennemsnit og i deres grænseløse uvidenhed tror at de kan bruges til noget som helst.

Spørgsmålene hober sig op: Flere test, flere karakterer? Men hvad vil du bruge resultatet til? Mere forskning? Men i hvad? Flere timer til de små elever? Men hvordan skal de bruges?

I de små klassetrin lærer eleverne i dag at børnestave, hvilket vil sige at de lærer at stave som de vil og som de tror det staves udfra hvordan ordene lyder og så kommer de små pus hjem og viser forældrene hvad de har skrevet og forældrene siger “Nej, hvor er du dygtig!” mens de betragter nogle liniers tekst som barnet har barnestavet sig til i skolen og som egentlig lige så godt kunne være på serbokroatisk som på dansk. Fremgangmåden svarer til at lære børn babysprog (du ved: vovhund og futtog og rapand) inden de lære at tale rigtigt. Men at først lære dem det på en måde og så en anden er intet andet en spild af tid. Men børnene har det jo sikkert sjovt …

“I tresserne og halvfjerdserne rendyrkede man blandt pædagoger og lærere en idé om det naturlige som løsning af snart sagt alle problemer. Oprindeligt stammede tanken fra den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778). I sit hovedværk Emile – eller om Opdragelsen fra 1762 (på dansk i 1796-99) hylder han den grundlæggende forestilling, at mennesket fra naturens hånd er godt, mens det ødelægges i menneskehænder. Opdragelsen af børn skulle derfor alene stimulere det naturlige i mennesket, barnet, og ikke stille det forhindringer i vejen. Ligesom planten i urtepotten skal barnet blot følges opmærksomt på vej, så det kan udvikle sine egne medfødte evner og muligheder. Og for en sådan udvikling kan den (fordærvede) voksne næsten kun stå i vejen.

Og akkurat en sådan iagttagende botanikerrolle tildelte 30’ernes, 60’ernes og 70’ernes reformpædagogik læreren og pædagogen. Dybest set vidste læreren ikke bedre end eleven, selvom læreren immervæk havde taget en uddannelse indenfor et bestemt fag, hvis kundskaber hun – strengt taget! – var sat til at formidle.

Allerede i den såkaldte Blå Betænkning fra 1958 havde man foregrebet denne forestilling, idet folkeskolen nu ikke længere alene skulle formidle nyttige kundskaber, men med et typisk reformpædagogisk udtryk skulle ”medvirke til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling”, sådan som det senere i 1975- og 1993-loven kom til at hedde i folkeskolens formålsparagraf.” (Henrik bang Møller: Folkeskolens kerneopgave: læring!)

Intet vil blive ændret. Det er ikke vilje der er gået tabt, det er viden, og den kan man ikke snakke sig til. Der kommer alskens pædagogik og velvilje og gode intentioner til kort.

__________
ØØØØØHH! Hvad er ni gange fem?, BT, torsdag d. 9/12 2010
Danske elever har tabt to skoleår siden 1960, Politiken d. 13/12 2010