Suk! (2)

Journalistisk leder man forgæves efter et bundniveau i dansk presse, seneste eksempel er Anne Lea Landsted, lektor i journalistik ved Syddansk Universitet, som lader forargelsen få frit løb i Politiken, underoverskriften Journalistlektor: Gaddafi blev offer for en bizar offentlig henrettelse, hvilket jo egentlig er rigtig nok, men fremstillingen af andre avisers behandling af sagen er nu nok alligevel temmelig hysterisk:

“Men hvad var formålet egentlig med at bringe de brutale billeder i bundter? Det fik vi ingen forklaring på, så jeg sad tilbage med en bizar fornemmelse af at være ført tilbage til 1700-tallets offentlige henrettelser.

Ren underholdning med en lille snert af ’det har han rigtig godt af’-følelse.

»Her bliver Gaddafi fanget af oprørerne«.

»Sidste video af Gaddafi i live«. »Se video af død Gaddafi«.

Jyllands-Posten lagde ikke fingrene imellem, da de smækkede hele serien på nettet uden uddybende forklaringer. Sensationelle overskrifter og billeder. Råt for usødet.” (via Politiken)

Her kunne vi passende tage en lang diskussion om hvorfor den slags billeder forarger. Først og fremmest hvorfor det forarger sammenlignet med alt det andet lort det vælter ud gennem både trykte og elektroniske medier, men måske især i forhold til hvad det egentlig er man ser og årsagen til at man forholder sig umiddelbart moralsk til det.

Men årsagerne og forklaringerne får vente til en anden gang, jeg konstaterer blot at lige netop den moralske fælde også er den som Anne Lea Landsted falder i, og det er jo interessant både i sig selv og i forhold til hvad jeg skrev forleden.

“Nu diskuteres det, hvem der tog livet af Gaddafi, men jeg savner stadig det indslag og den historie, der forholder sig til oprørernes opførsel, og som kræver, at de ansvarlige for den brutale henrettelse af den tidligere diktator bliver stillet for en dommer, som vi jo normalt gør i et retssamfund.” (via Politiken)

Nu er en del af pointen med det oprør der skete i Libyen og en af grundene til at vi støttede det, at landet indtil nu lige netop ikke har været et normalt retssamfund, og det ville da mildest talt være besynderligt, hvis den person som om nogen har haft ansvaret for at landet ikke har været det, skulle være den første som fik retten påberåbe sig et sådant retssamfunds og retssystems beskyttelse.

Amnesty International går i øvrigt forrest i den kamp med den sædvanlige perverse logik: “Amnesty International today urged the new Libyan authorities to ensure a full, independent and impartial investigation into how Colonel Mu’ammar al-Gaddafi died, saying if he was deliberately killed in captivity it would constitute a war crime.” (via amnestyusa.org)

Et meget vigtigt spørgsmål i en seks måneder lang krig, hvor 10000 kæmpende på  begge sider og ikke mindst 5-6.000 civile har mistet livet.

“If Colonel al-Gaddafi was killed after his capture, it would constitute a war crime and those responsible should be brought to justice,” said Claudio Cordone, senior director at Amnesty International. “Investigating whether or not his death was a war crime might be unpopular. However, the NTC must apply the same standards to all, affording justice even to those who categorically denied it to others. (amnestyusa.org)

Ironisk nok giver Amnesty International Gaddafi magten, og for så vidt også retten til den, med i graven, for den eneste grund til at man kan gøre hans skæbne alene til en sag og ingen af de tusindvis af andre dræbte (hvoraf der helt sikkert nok er andre krigsforbrydelser imellem) på samme vilkår, er at han blev filmet da han blev fanget og grunden til det er, at han var den han var.

Således føres den magt Gaddafi uretmæssigt havde tilraget sig og misbrugt gennem årtier videre hinsides døden og sikrer ham større “retfærdighed” end de uskykldige som var ofre for ham og hans regime.

(1. del er her)

Suk!

Hvad skal man med den slags politikere? Udviklingsminister Christian Friis Bach (R)  skriver på Twitter:

Godt Gaddafi er væk, men havde langt hellere set ham ved den Internationale Straffedomstol end likvideret. Vold avler modvold.

Ja ja, alle er nok enige om at det er godt Gaddafi er væk, og selvom der nok kommer andre slyngler i stedet, har man jo lov at håbe, men de sidste tre ord? “Vold avler modvold.” Gør det? Vel kun hvis man ikke slår hårdt nok til at starte med.

Tydeligvis er et jo ment som en art argument eller begrundelse for ikke at skyde Gaddafi, men i betydningen at den lille smule vold som blev begået mod ham skulle få vidtrækkende konsekvenser, rammer det jo helt ved siden af. Det irriterer mig grænseløst når man forsøger at føre et argument i gennem, med den slags intetsigende generaliseringer der reelt set intet konkret indhold har.

For det første er der hundredevis af andre faktorer som spiller ind – og med meget større vægt – på om der bliver fred i Libyen eller ej. For det andet kunne samme ord bruges til – om ikke retfærdiggøre – så dog at forklare hvorfor Gadaffi blev skudt. Vold avler modvold. Derfor fik han det endeligt han nu engang fik.

Derudover er kommentaren fuldstændig respektløs overfor de tusinder af libyske borgere og oprørssoldater som Gaddafis døende regime tog med sig i døden. Friis Bachs tankeløse kommentar er et udtryk for den opfattelse, at den afsatte diktators liv alligevel er mere værd, end alle de ofre som Gaddafi burde have på samvittigheden. Hvorfor ellers bekymre sig om denne bagatel i en større sammenhæng? Gaddafis liv og rolle i denne verden var udspillet, hvilket han i øvrigt selv illustrerede da han søgte at gemme sig i et kloakrør.

Enhver yderligere beskæftigen sig med eller lige frem beklagelse over hans skæbne, er intet andet end et knæfald for diktatoren og diktaturet. Der er seks en halv million andre libyeres skæbne man med større ret kunne bekymre sig om i stedet.

– o O o –

“Abyssys Abyssum Invocat

EDIT: Opdagede lige at Christian Friis Bach har samme kommentar på Facebook, med en tilføjelse:

“Godt Gaddafi er væk, men havde langt hellere set ham ved den Internationale Straffedomstol end, som meget tyder på, likvideret efter tilfangetagelse. Vold avler modvold. Denne gang ramte det Gaddafi, men hvor rammer det næste gang?” (http://www.facebook.com/christianfriisbach?sk=wall)

Ja, hvor mon det rammer næste gang? Man skal være meget langt fra virkelighedens verden, når man kan være oprigtigt bekymret over hvilken massemyrdende slyngel som er den næste der får en brutal og pludselig ende på sit liv.

Ministerens facebook-venner kommenterer:

Kristian Korsgård: “Så sandt som det er skrevet! Jeg tror ikke vold er den hurtigste og mest effektive vej til fred.” ()

Fred? Hvilken fred, fristes man til at spørge. Gaddafis fred? Så ja, den har været opretholdt gennem mere end fyrre år gennem det libyske folks ikke-vold. Den fred som en del andre libyere nu åbenbart har ønsket, kom så bedst i stand gennem en smule aktiv vold. Det er et valg man må træffe.

Derudover står naiviteten nærmest i kø for at bifalde ministeren:

Ulrikke Moustgaard: “Og sidst var det Bin Laden. Som heller ikke kom for en domstol.” ()
Hanne Pilegaard: “Det er en bekymrende ny “trend”, hvis den går ud på at likvidere fremfor at retsforfølge. Skruen uden ende. Tilbage til “øje for øje” tankegangen, som vi har kæmpet så hårdt for at komme væk fra.” ()
Bue Tryel Helleskov “Det minder lidt om den begejstring vi så ved Saddam Hussein fald. I Irak er der ikke opnået meget hvad sikkerhed og frihed for kvinder. Diktatur er skidt, men i kampen for demokrati berettiger målet ikke alle midler.” ()

Måske perspektivet kan være svært at få med, når man lever i Danmark og ens største problem er hvad børnenes madpakkke skal indeholde i dag. Helt anderledes er det vel nok når man er i krig, når man kæmper for sin egen og sit lands frihed, når man bliver skudt på og må se ens venner, familie og kammerater dø for en diktators kugler. Så har man måske ikke så meget tanke på hvad nogle moralsk forargede kællinger i lande langt langt borte gør sig af bekymringer og tanker om juridiske verdensfjerne spidsfindigheder.

Men naiviteten er uhyggelig: Den bekymrer sig mere om en ussel slyngels skæbne end om en hel nations, den bekymrer sig mere om vage principper end om menneskers følelser, og den forbeholder sig retten til uden reservationer at bedømme og fordømme mennesker, kæmpende for deres liv og frihed i andre verdensdele, efter egne normer.

Det humanistiske og menneskelige lavpunkt kommer når Hanne Pilegaard beklager sig over at de libyske oprørere ikke optræder korrekt i forhold til de principper hun har kæmpet så hårdt for. Jeg er sikker på hvis hun bare tog derned og forklarede, ville de kunne se hende som en ægte våbenbroder i kampen for global frihed og retfærdighed.

(2. del er her)

__________
Ill. fundet her: http://www.friisbach.dk

Ære!

I går blev Libyens tidligere diktator slæbt hårdt såret ud af den kloak i hvilken han havde søgt at gemme sig, efter den konvoj han flygtede i var blevet angrebet fra luften. Ikke så meget historien, men de umiddelbare omstændigheder minder jo ikke så lidt om de, under hvilke den tidligere kollega Saddam Hussein blev taget til fange i 2003.

Spørgsmålet man må stille sig selv, og de to herrer hvis det dog bare var muligt, er, hvorfor pokker de dog ikke for længe siden selv valgte hvordan de ville forlade denne verden som for længst ikke havde mere at byde på for dem, for dog i det mindste at forlade den med en smule værdighed i behold og ikke mindst for at berøve deres (politiske) modstandere muligheden for at pågribe dem i live og ikke mindst for at berøve modstanderne fornøjelsen af at få lov at slå dem ihjel.

At den rumænske diktator Ceausescu blev henrettet i en baggård efter en skueproces af værste slags, er den skæbne som diktatorer både må imødese at lide og, endnu værre måske, blive husket for. Tilgivelse er sjældent det som står øverst på deres modstandernes mentale huskeseddel.

Hvad havde en Gaddafi dog forventet ville ske da en flok oprørere fik fat på ham under alt andet end velordnene omstændigheder. Hvis hans sidste ord virkelig, som det er blevet refereret, var “Skyd mig ikke!” hvilke forventninger havde han da til resten af sit liv? At det hele måske nok skulle gå alligevel?

Der er ikke megen ære i at blive slæbt gennem gaderne i mere eller mindre miserabel tilstand, for efterfølgende at få skudt en kugle for panden. (youtube video) Der er endnu mindre ære i forinden at tigge og bede for sit liv. Og det er ikke en værdig død at få skudt en kugle for panden af en eller anden tilfældig oprørssoldat, en af mange som sikkert ligefrem står i kø for at få æren af at kunne fortælle sine børnebørn at det var ham som skød Gadaffi. Man kan virkelig godt tillade sig at beklage sig over manglen på format hos diktatorer verden over efterhånden som de falder. Måske de håber på en slags avanceret pensionsordning som den Marcos havde sikret sig inden sit exil på Hawaii?

Det overvejende sandsynlige er trods alt nok en pludselig og brutal død og at verden på den vis får ulignet års urimeligheder og uretfærdigheder og derfor kan man måske forstå at Bin Laden, som jo trods alt kæmpede mere for idealer og principper end egen fordel, da han blev taget på sengen, i det mindste kæmpede imod og døde og endnu mere at Hitler tog sit eget liv frem for at falde i russernes hænder.

Så måske skal man bare vende sig mod historiens større slyngler for at finde det format, der også kommer til udtryk gennem valget af et nogenlunde værdigt endeligt. Her Nero hos Sveton:

Meanwhile, letters being brought in by a servant belonging to Phaon, he snatched them out of his hand, and there read, “That he had been declared an enemy by the senate, and that search was making for him, that he might be punished according to the ancient custom of the Romans.” He then inquired what kind of punishment that was; and being told, that the practice was to strip the criminal naked, and scourge him to death, while his neck was fastened within a forked stake, he was so terrified that he took up two daggers which he had brought with him, and after feeling the points of both, put them up again, saying, ” The fatal hour is not yet come.” One while, he begged of Sporus to begin to wail and lament; another while, he entreated that one of them would, set him an example by killing himself; and then again, he condemned his own want of resolution in these words: ” I yet live to my shame and disgrace: this is not becoming for Nero: it is not becoming. Thou oughtest in such circumstances to have a good heart: Come, then: courage, man!”2 The horsemen who had received orders to bring him away alive, were now approaching the house. As soon as he heard them coming, he uttered with a trembling voice the following verse,

“ἵππων μ᾽ ὠκυπόδων ἀμφὶ κτύπος οὔατα βάλλει.”

“The noise of swift-heel’d steeds assails my ears;”

he drove a dagger into his throat, being assisted in the act by Epaphroditus, his secretary. A centurion bursting in just as he was half-dead, and applying his cloak to the wound, pretending that he was come to his assistance, he made no other reply but this, “‘Tis too late; and “Is this your loyalty ?” Immediately after pronouncing these words, he expired, with his eyes fixed and starting out of his head, to the terror of all who beheld him. He had requested of his attendants, as the most essential favour, that they would let no one have his head, but that by all means his body might be burnt entire. And this, Icelus, Galba’s freedman, granted.

Gadaffi kunne som Nero have citeret Iliaden og med et “Grandt mig lyder for Øren rapfodede Gangeres Hovtramp“, have skudt sig en kugle for panden og med fordel inden han kravlede ned i kloaken. På den anden side kan man også vælge at se på det således, at han fik det endeligt som passede til ham og den person han nu engang var.

Det er et spørgsmål om karakter, intet andet.