Pacifismelogik

Efter det kom frem forleden, at Islamisk Stat (som jo slet ikke er en stat, men blot en bande afstumpede bøller med en uhyggelig mængde våben og matchende mentalitet) havde taget livet af en tilfangetagen jordansk pilot ved at spærre ham inde i et bur og sætte ild til ham, har Jordan i en reaktion herpå fremskyndet henrettelsen af en dødsdømt og tilsyneladende uduelig kvindelig selvmordsbomber, som Islamisk Stat egentlig havde forsøgt at udveksle med selvsamme pilot, selvom de allerede havde myrdet ham længe forinden.

Videoen af drabet på piloten, optaget i hd, med udvaglte sekvenser i slow og med perverst stemningsfuld underlægningsmusik blev offentliggjort forleden på flere mere eller mindre obskure medier, men hurtigt fjernet igen: den er absolut ubehagelig, både hvad angår selvehandlingen og hvad angår tankerne, der ligger bag dens fremstilling.

is
Still fra video (via dumpert.nl)

Ovenpå dette er det måske en forståelig følelsesladet reaktion fra Jordans side, at man henretter en i forvejen dødsdømt fange. Det kunne nu også ses som en temmelig rationel handling: så er hun da af vejen og der kommer ikke flere forsøg på at udveksle hende med tilfangetagne gidsler. Vi kan ikke vide og kommer aldrig til at vide, hvilke tanker der ligger bag.

Men uanset, så går den slags lystmord jo ikke an i en moderne verden og til Politiken, d. 4/2 2015 udtaler lektor og mellemøstforsker på Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet, Søren Schmidt følgende vurdering af Jordans reaktion:

“Det virker uklogt. I stedet for at holde sig fra det beskidte spil, mudrer man sig selv til. Man kan være så godt som sikker på, at Islamisk Stat nu tænker, at det er deres tur næste gang til at give igen.”

Man kunne nok, og med nogen rimelighed, indvende, at Islamisk Stat ikke har lavet andet, end at give verden igen og igen og igen og det har de gjort overalt, hvor de har haft mulighed for det, ved at dræbe og filme drabet på ethvert gidsel de kan få fat på, i et sikkert velkalkuleret forsøg på at støde alle normale mennesker fra sig og efterfølgende tiltrække det pak, som måtte være tilovers.

Det bliver ikke bedre af, at Søren Schmidt fortsætter retfærdiggørelsen af egen pacifisme, med at konstatere at “henrettelserne af de to fanger kan medvirke til en polarisering, der kan blive farlig for Jordan.” Mon ikke offentliggørelsen af videoen som ovenstående still stammer fra, i forvejen har trukket fronterne tilstrækkeligt tydeligt op, såvel i Jordan som i resten af verden? Hvoraf kommer denne berøringsangst overfor konsekvenserne af krig og strid? Hvoraf denne berøringsanst overfor døden? Hvoraf denne frygt for at engagere sig helhjertet i det beskidte spil? Man kan nu engang ikke muge ud i stalden, uden af få lort på støvlerne.

Jeg kommer til at tænke på Enhedslistens udenrigsordfører (sic!) Christian Juhl, som i oktober naivt udtalte til Politiken, d. 17/10 2014:

“Der skal indgås dialog med ISIL, uanset hvor vanskeligt det kan se ud.”

og endvidere, adspurgt om han troede man kunne overtale IS til noget, svarede:

“Jamen, hvorfor ikke. Hvis man bruger en kombination af at få lukket totalt af for, at de kan sælge olie, stopper alle sponsorbetalinger til dem og så går ind og siger »Hey, nu skal det stoppe, ellers har I ingen venner på den her jord«. Hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre?”

Jamen, de har allerede ingen venner på jord. I hvertfald ingen normale, empatiske, rationelle mennesker. De betår af og følges af ligesindende religiøse tosser og, som jeg vist har skrevet tidligere (se: fools of the world), så kan man ikke tale fornuft med religiøse fundamentalister. Jo mere formørkede mennesker er, i deres urokkelige tro på at deres egen gud er udgangspunktet for den eneste universelle og evigt gyldige sandhed, jo mindre tilbøjelige er de, til at lytte til fornuft og logik. Det er ret enkelt.

Derfor er kun et middel der virker overfor menneske som disse, og det er at besvare hårdt med hårdere og kort sagt dræbe flere af dem, end de kan nå at dræbe af os og ikke mindst at gøre det hurtigt og effektivt, inden deres gift spreder sig mere end højst nødvendigt. Écrasez l’infâme!

– o O o –

Som en kuriøsitet, da manden tilsyneladende er fuldstændig blottet for fornuft og omtanke, skal da lige tilføjes Christian Juhls imbecile svar på det ret påtrængende spørgsmål:

“Christian Juhl, hvem forestiller du dig rent praktisk skal indlede dialogen med IS?

Det skal de, der har den bedste kontakt til dem. Det besynderlige er jo, at vestlandene, især USA, har trænet dem på et tidspunkt, og Qatar og Saudi-Arabien, som nu er med i den koalition, har været store økonomiske støtter af dem, så derfor må der være nogle kontakter. Jeg har ingen kontakter til dem, så jeg aner ikke en pind om det …” (Politiken, d. 17/10 2014)

Nej, tydeligvis ikke! Personligt kunne jeg nu godt tænke mig, at se Christian Juhl sendt afsted på en fredsbevarende mission til Isilland, hvor han med hvidt flag i den ene hånd og en arabisk parlør i den anden, kunne forsøge at udrive Allahs udsendte af deres vildfarelser. Måske vi oven i købet kunne være så heldige, at Isilerne ville dokumentere mødet på en fin lille video.

__________
Forsker: Hævn-henrettelser i Jordan er vand på Islamisk Stats mølle. Politiken, d. 4/2 2015
EL kræver dialog med Islamisk Stat. Politiken, d. 17/10 2014

Fools of the world

“The greatest danger of bombs is in the explosion of stupidity that they provoke,” skrev den franske journalist og forfatter Octave Mirbeau i 1894 og som det seneste døgn har vist, var det nok ikke helt forkert; det synes som om, at terrorattentatet i Paris i går kollektivt har sænket intelligenskvotienten i dette land … og sikkert også i de fleste andre europæiske lande. For en gangs skyld skal den overdrevne sentimentalitet, som også har grebet folket, ikke tages under behandling her. Det skal til gengæld en af de såkaldte eksperter, som Ekstra Bladet har talt med …

“Ekstra Bladet har talt med Mark Sedgwick, professor på Aarhus Universitet med speciale i Islam. Ifølge professoren er det svært at sige noget generelt omkring, hvorfor nogle muslimer tyer til vold i disse situationer.

– Der er tre typer af muslimer i sådan en situation, siger Sedgwick.

– Der er dem, der ser tegningerne og ikke tænker mere over det.

– Der er dem, der ser tegningerne og bliver irriterede over det.

– Og så er der den tredje gruppe, der føler, at tegningerne er en stor provokation mod deres religion, siger professor Mark Sedgwick.

– Det er den sidste gruppe, der er problematisk …”

No shit? Den konklusion kunne jeg nok også været nået frem til.

Derudover lader professorens klassifikation af muslimer i typer en del tilbage at ønske, for ifølge ham er der tre typer, som på jævnt dansk kunne kaldes de ligeglade, de gnavne og de tossede. Jeg har godt nok svært ved at forestille mig, at der ikke findes muslimer, som rent faktiske tænker over hvad der sker i verden, uden at blive enten irriterede eller at gribe ud efter deres AK-47, for mon dog ikke at der skulle være en enkelt muslim eller to derude, som rent faktisk har sans for humor og tager det hele med et smil? Og mon ikke også der skulle være et par stykker, som, når de ser sådanne tegninger, forholder sig til dem rationelt og reflekterende? Det tror jeg egentlig nok …

Statue af G. Bruno, Campo dei Fiori 1889. (via wikimedia.org)

Til gengæld er det, i modsætning til hvad professor Sedgwick mener, altså ikke særligt svært at sige noget om, hvorfor nogle muslimer griber til våben og vold under sådanne omstændigheder. Det gør de fordi deres religiøse følelser er blevet forulempet, fordi deres tro er blevet angrebet og fordi de har et gudsgivent patent på sandheden, og det er nu engang sådan, at mennesker der bærer sandheden på hovedet som en krone, generelt er både alt for overbeviste om deres egen ufejlbarlighed og hverken særligt omgængelige eller i besiddelse af humoristisk sans.

Hvis nogen skulle være i tvivl om hvordan den slags mennesker fungerer, kan man jo tage et kik på kristendommens historie (hvilket professor Sedgwick nok burde have gjort), hvor det bestemt ikke skorter på historier om tosser med en mission, både i egne lande såvel som i på mission blandt barbarer i fjerne verdensdele; mennesker der har været mere end ivrige efter at pådutte andre deres egen opfattelse af det eneste sande verdensbillede, om det så skulle koste andre livet.

Små mennesker forvalter generelt ikke store sandheder særligt elegant og det er såmænd ikke noget eksklusivt for religioner. Tænk Hitler og Stalin og Pol Pot og Kim Jong-un og gud ved hvor mange andre. Tænk kommunismens og fascismens hærgen. Tænk også i langt mindre baner, hvor der i tidligere indlæg på denne blog, er eksempler fra vor egen tid – dog som regel af noget mindre dramatisk karakter – som man kan lære en del af.

I sidste ende har langt større mennesker måttet lade livet for en sag de troede på, forfulgt og efterstræbt på livet af mennesker der mente at vide bedre, men som helt sikkert ikke gjorde det, og hvad kunne være mere passende, end at give ordet til en sådan:

The fools of the world have been those who have established religions, ceremonies, laws, faith, rule of life. The greatest asses of the world are those who, lacking all understanding and instruction, and void of all civil life and custom, rot in perpetual pedantry; those who by the grace of heaven would reform obscure and corrupted faith, salve the cruelties of perverted religion and remove abuse of superstitions, mending the rents in their vesture. It is not they who indulge impious curiosity or who are ever seeking the secrets of nature, and reckoning the courses of the stars. Observe whether they have been busy with the secret causes of things, or if they have condoned the destruction of kingdoms, the dispersion of peoples, fires, blood, ruin or extermination; whether they seek the destruction of the whole world that it may belong to them: in order that the poor soul may be saved, that an edifice may be raised in heaven, that treasure may be laid up in that blessed land, caring naught for fame, profit or glory in this frail and uncertain life, but only for that other most certain and eternal life. (G. Bruno: Cabala del Cavallo Pegaseo 1585)

__________
Ejder Akbal: Islam-professor: Angrebet har intet med islam at gøre. EB, d. 8/1 2015

Stedet kun stjernene kender

Mira_the_star-by_NASA

 

Den første dag i maj – i år en onsdag – stod jeg tilfældigvis på terassen og nød solen og forårsluften, da den årlige test af varslingssirenerne gik i gang og en vidunderlig men infernalsk larm spredte sig og bragte med sig minder fra engang.

Da jeg var barn, blev varslingssirenerne afprøvet en gang ugentligt, hver onsdag middag og det var så hverdags en begivenhed, at man ikke engang altid bemærkede det, når man nu var en af de der trods alt var optaget af skolearbejdet. Undertiden gjorde man dog med en svagt frydefuld gysen over den kollektivt indbildte koldkrigsrisiko, mens der i ens hovede kørte fascierende billeder og filmklip af Hitler og Churchill og ondskab og udsultede jøder og grynede sort-hvide billeder fra Somme og Verdun og tusinder af allierede skibe på havet ved D-dag, som skulle bringe en ende på ulykke og fred og fordragelighed til verden. Og så var det man blev brutalt revet ud af de søde drømme af Fru Olsen, som udleverede tekster hun kaldte litteratur (aldrig har jeg læst så meget af hvilket jeg husker så lidt) og ugebladsreklamer til analyse …

“Se hvordan menneskers blod løber sammen i levrede pøle. Se hvordan løsnede tænder fra lig flås med af de stride strømme af fossende blod, de skures og slibes mod sandet indtil de glimter i mudder og dynd, hvor blodet i bække flyder med splintrede ben og løber langs afhugne lemmer. Danskernes blodstrøm ta’r til, nu breder sig vidt over marken pøle af rødt, overalt ligger lig spredt ud over jorden, omflydt af floden der vælder med kraft fra de skummende årer. Uafbrudt farer nu Hjartvar løs på de danske, han elsker krigsguden, løfter sit spyd og udfordrer alle til kampen. Dog, her midt mellem døende mænd og faldne fra slaget ser jeg med lykkeligt smil om sin mund vor slægtning af Frode, han som engang med guld tilsåede Fyrisvals marker.” (Saxo. Zeebergs overs., Kbh. 2000)

Min nabo er gammel. Hvor gammel ved jeg ikke, men et godt stykke på den forkerte side af de halvfjerds og skræmt fra vid og sans i en sådan grad, over at der i kvarteret har været en række indbrud i private hjem, at hun knap tør forlade sin bolig. Måske kunne man forstår det, hvis hun ikke turde opholde sig i hjemmet, for hvad skal sådan en lille sød gammel dame alligevel stille op, om tyven i natten kommer listende når hun er hjemme? I det hele taget, hvad gælder frygten? Er hun ikke allerede så tæt på døden at hun forlængst burde have forliget sig med, at den snart indfinder sig – og med langt større sandsynlighed af naturlige årsager end af kriminelle – og derfor med stort begær gribe den rest af liv hun trods alt har tilbage og kaste sig ud i den med dødsforagt? Hvad er det hun sparer op til, denne stakkels skræmte puger af indholdsløse livsdage?

“War is not to be regarded as an absolute evil … by its agency as I have remarked elsewhere the ethical health of the peoples is preserved in their indifference to the stabilization of finite institutions; just as the blowing of the winds preserves the sea from the foulness which would be the result of a long calm, so also corruption in nations would be the result of prolonged, let alone ‘perpetual’ peace.” (Hegel: Philosophy of Right, §324 tr. Knox. Oxf 1962)

Nutidens skolebørn behøver ikke bekymre sig om den slags varslinger af fortidige ulykker, og de fleste pædagoger vil måske endda sige, at det er godt børnene ikke behøver at bekymre sig, men når man hører hvilke genvordigheder og dagligdags katastrofer det medførte for deres forældre, at de, på grund af lockoutede skolelærere, måtte have deres børn hjemme en måned, hvilket kommer frygteligt ubelejligt midt i deres evigt ambitiøse stræben og slæben til huse, så tænker man uvilkårligt, at det måske ville være på sin plads med en lille fiks krig og lidt nød, til at rykke lidt op i råddenskaben.

“I kender alle det desperate tungsind, der griber os ved erindringen om lykkens tider. Hvor uigenkaldeligt er de dog borte, og vi er ubarmhjertigere skilt fra dem end ved alle afstande. Dertil kommer, at billederne træder mere lokkende frem i efterglansen; vi tænker tilbage på dem som på en afdød elsket kvindes legeme, der hviler dybt i jorden og nu får os til at gyse med en skønhed af højere og mere åndelig orden, ikke ulig et luftsyn i ørkenen. Atter og atter famler vi i vores tørstende drømme efter hver enkelthed, hver fold. Da ser det ud for os, som vi ikke fyldte livets og kærlighedens mål til randen, men ingen anger bringer det forsømte tilbage. Måtte denne følelse være os en lære for hvert lykkens øjeblik.” (Ernst Jünger: På marmorklipperne. Kbh. 1979)

Lige meget hvor længe du lever, lever du dog aldrig evigt og lige meget hvor meget rigdom du slæber til huse, er du aldrig lykkeligere end i det allerede forgange, øjeblik da livets og kærlighedens mål var fyldt.

Lykken kan ikke akkumuleres, men den blomstrer så meget smukkere og frodigere i ulykkens skygge. Sophus Claussen beskrev det således:

Jeg ønsked at samle min Længsel, mit Liv
til en Vagt uden Hvile, en Skæbne som brænder
med Sol, der paa Enge nær Havet blev til
og ender et Sted, som kun Stjernerne kender.

__________
Ill: Mira by NASA (public domain img via Wikimedia)

Om at føle sig som idiot

“Jeg skal hilse og sige, at man føler sig som en idiot …”, skriver Marie Krarup (DF) i et blogindlæg på Berlingske,  om det New Zealandske folks snarlige undergang og man kunne, hvis man ville være lidt morsom på Marie Krarups bekostning, tørt konstarere at det så sandelig også er det indtryk hun efterlader hos læseren. Man kunne tilføje, at der efterfølgende, omverdenens reaktion taget i betragtning, har været double-up på idiotiet, så Fru. Krarup har fået fuld valuta for pengene.

Lad os umiddelbart se bort fra den valgte overskrift “Aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv…” og de tanker i retning af f. eks. jødernes skæbne under anden verdenskrig den inspirerer og blot konstatere at Fru Krarup, som besøgte New Zealand på “en officiel tur med Forsvarsudvalget” ikke har særligt høje tanker om de lokale: “New Zealands natur er bjergtagende smuk og befolkningen venlig og civiliseret. Sådan da….”

Der er rigtig meget galt med og i New Zealand. For det første har de valgt at have “et forsvar uden en offensiv kapacitet”, fordi de vælger at bruge pengene, hvor de kan gøre størst nytte og dette, sammenholdt med visse ikke nærmere definerede “selvopgivende træk” hos den ariske … hvide del af den lokale befolkning som Fru Krarup kunne observere, leder til den konklusion, at de sgu nok ikke gider forsvare sig selv og i stedet lever på nas hos deres allierede, Australien.

Men det er jo ikke bare New Zealændernes militære strategi der er problemet, for de er ganske enkelt ikke civiliserede dernede:

“Her kommer jeg til det mindre civiliserede indslag i Forsvarsudvalgets besøg. Da vi kom til en flådebase blev vi nemlig ikke modtaget med håndtryk eller honnør af uniformerede mænd som sædvanlig. Nej, vi blev modtaget med et maori-danseritual, med en halvnøgen mand i bastskørt, der råbte og skreg på maori. Han udførte mærkelige ritualer og rakte tunge, mens vi så til og blev instrueret af en lokal om, at vi ikke måtte grine, og at vi efter hans brølekoncert skulle gå ind i maori-templet, hvor søofficererne ventede på os. Men de fik stadig ikke lov til at give hånd til os. Vi skulle igennem et langt ritual, der foregik på maori, hvor de nydelige, hvidklædte og europæisk udseende sø- officerer talte på gebrokkent maori og sang en sang, der lød som “Mariehønen evigglad” på maori – komplet med pædagog-guitar-akkompagnement. Jeg prøvede at fange søofficernes blikke under udførelsen af ritualet, men de så ned i jorden! Efter ritualet fik vi endelig lov til at hilse på officererne – men med næsegnidning – ikke håndtryk. Jeg skal hilse og sige, at man føler sig som en idiot, når man tvinges til at gnide næste med 10 europæisk udseende søofficerer. Stor var min taknemmelighed imod den ene fyr, der gav mig et smækkys på kinden i stedet for et næsetryk! Efter ritualet kunne vi slå over i engelsk og i det hele taget gå i gang med et civiliseret besøg. Dog beså vi lige maori-templet, der var udsmykket med gudeskikkelser med vrede ansigter og store erigerede penisser. Det er mig en gåde, at de stakkels søofficerer kunne udholde både ceremonien og omgivelserne.” ()

Denne tekst vakte efterfølgende en del opsigt, både i Danmark og i de New Zealandske medier og det kan vel ikke overraske. Selv ikke den indavlede hustrumyrdende eneboer jeg havde som næsten nabo, derude i den vestjyske landsby hvor jeg tilbragte nogle år af min barndom, var så fordømmende og intolerant overfor det, der var ham fremmed. Men han var selvfølgelig heller ikke helt idiot.

Indavl, politisk!

Marie Krarups parti var efterfølgende ude at beklage. Men ikke Fru. Krarup selv, som selvfølgelig fik opbakning fra sin fader, Søren Krarup, der, i samme trivielt forudsigelige spor som de i det parti åbenbart altid snakker i, konstaterede:

“Marie har ikke beklaget. Der tager du fuldstændig fejl. Hun har været ked af, at hun er blevet forstået sådan, at hun ville genere maorierne. Hun har ikke beklaget, for det, hun har sagt, er ikke noget at beklage.” ()

Nej, man kan da ikke kalde det at genere nogen ved at kalde dem “uciviliserede” og ved at konstatere at deres religion er så latterlig, at men føler sig som idiot ved at iagttage den. Sådan noget er jo bare en humorisktisk, kritisk iagttagelse. I øvrigt er Maorierne, ifølge Krarup Senior, jo bare et dilemma for de rigtige britiske newzealændere:

“Men en kulturelt, humoristisk, kritisk iagttagelse af det kulturelle dilemma, de stakkels britiske newzealændere står i, hvor de ikke kan få lov til at være, hvad de er; nemlig briter, der siger goddag med hånden og ikke gnider næser og så videre.” ()

Det er jo meget sødt, at den efterhånden lidt trætte gamle mand stiller op og forsvarer sit kød og blod overfor offentligheden, men måske han alligevel har haft tøsen over knæet derhjemme på god gammeldags vestjysk-indremissionsk manér, for selvom Marie Krarup på facebook giver udtryk for, at hun står ved hvad hun har sagt, så gør hun det åbenbart ikke helt alligevel: “Mit humoristiske blogindlæg om mine indtryk fra en rejse med forsvarsudvalget til New Zealand” (Marie Krarups facebookside, d.8/4 2013) og igen senere samme dag: “Min humoristiske blog om New Zealand…”. Nu er det pludselig humoristisk. Sådan kan man jo forsøge at pille brodden af egne ord, når nu man pluselig opdager at de stak ikke så lidt hårdere end forventet.

Men der var intet humoristisk over det oprindelige blogindlæg. Pointen med ovenstående beretning var – selvfølgelig – at drage en direkte parallel til dansk politik:

“Templet er et af flere og der planlægges endnu flere til at modtage officielle gæster til forsvarsinstallationer i New Zealand. Det er et led i programmer rettet imod cultural awareness”! Man kunne måske også kalde det kulturel selvudslettelse, eller grotesk multi-kulti-dyrkelse.” ()

og pointen falder så banalt forudsigeligt som noget:

“Valdemar Rørdam skrev som bekendt, “at aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv”. Det virker ikke, som New Zealand er et folk, der vil bestå. Hverken forsvarsmæssigt eller kulturelt.

Lad aldrig Danmark komme dertil!” ()

Ja, lad aldrig Danmark komme dertil. Det er nærliggende at konkludere, at Fru Krarup havde tænkt blogindlægget som endnu en triviel anti-Islam tirade, et indenrigpolitisk indlæg, som eksploderede fordi hun havde glemt hvor globalt internettet i virkeligheden er.

Nu var det forsvarsudvalget der var på tur og man kunne måske have forventet, at man havde foretaget lidt research hjemmefra og havde man gjort det – det gjorde Fru Krarup nok ikke – havde hun sikkert været lidt mere varsom med ordvalget og kommentarerne om New Zealands forsvarsvilje og om Maorierne kultur.

Det tager ikke ret mange minutter at google sig til at New Zealand deltog med 100.000 soldater i Europa under første verdenskrig og måske endnu mere ironisk, så kæmpede der en Maori Battalion med mere end 3600 frivillige i Europa under den anden verdenskrig, uanset at de jo nok ikke havde så meget at kæmpe for i den krig (jvf nzhistory,net,sz). Man kan også hurtigt læse sig til at at 10.000 New Zealændere blev dræbt eller såret i Nordafrika (El Alamein osv) under samme verdenskrig. ()

Det er den selvsamme krig, hvis første år Danmark sejlede igennem under bekvemmelighedflag. Man kan roligt sige at Danmark i den krig nok var forgået, både som nation og kulturelt i enhver henseende, hvis ikke det havde været fordi andre fjerne nationer havde sendt deres unge mænd til at dø for i en krig for vores friheds skyld. Når nu vi ikke selv ville. Er det på den baggrund, at man ønsker at fornærme et folk og et samfund, som man netop har aflagt et officielt besøgt som folkevalgt dansk politiker?

Som en kuriøsitet bringer jeg denne statistik over tabstal under den anden verdenskrig. (fundet her) Mere end 5.000 danske soldater kæmpede på tysk side under krigen. Men det taler vi jo ikke om.

Befolkn. 1939

Soldater

Civile

Jøder

Samlet

Samlet i %

Danmark

3.795.000

2.100

1000

100

3.200

0,08%

N. Zealand

1.629.000

11.900

0

0

11.900

0,67%

 

Indavl, mentalt!

Hvis hun så dog bare efterfølgende kunne holde sin kæft. Men det kan Fru Krarup ikke og fortsætter i stedet med at demonstrere at hun er omtrent lige så uvidende som Hr. Søvndal og lige så ublufærdig som Hr. Messerschmidt. En farlig konbination, som fortsætter på facebook:

“Vi skal turde forsvare den kristne, vestlige kultur.
Den vestlige kultur er ikke truet af frugtbarhedsreligioner fra stenalderen. Når sådanne får plads i vort moderne samfund, er det som en forvildet enkelt jæger fra fortiden, der på sin forhutlede hest kommer til at overskride den vestlige kulturs opløste forsvarslinjer. Den vestlige kultur er truet af indre opløsning og mangel på selvrespekt. Derfor er det så let for den forvildede jæger at ride gennem linjerne. Hvad vi ikke har opdaget er, at der længere borte skjuler sig en ideologisk sammentømret flok. En hær, der stamper i det fjerne. Den islamiske trussel. Derfor ville det være en god ide at samle os om det, der er værd at forsvare i stedet for at give efter for multi-kulti og opløsning. Vi skal turde forsvare den kristne, vestlige kultur.” (Marie Krarups facebookside, d. 11/4 2013)

Det er en religionskamp og en dybfølt skræk for fallossymboler det handler om. Fru. Krarup i Ekstra Bladet d. 11/4 2013:

“Jeg er så glad for, at jeg ikke lever i en asa-frugtbarhedsreligion, der også var meget præget af frugtbarhed og ritualer, og hvor der også var fallossymboler. Jeg er glad for, at vi blev kristne og blev drejet ind i den vestlige kultur.” ()

Stakkels Fru Krarup, som blev udsat det skrækkelige syn af en tegnet tissemand. Stakkels Fru Krarup, der om søndagen ligger på knæ for og tilbeder billedet af en mand, som er sømmet fast på et stykke træ og, som når det skal være særligt fint og fromt, sammesteds hengiver sig til symbolsk-kannibalistiske ritualer.Stakkels Fru Krarup, må hun få fred og leve et langt og trygt liv i civiliseret ufrugtbarhed!

Noget helt andet er trusselsbilledet, som vel egentligt er ret entydigt, for hun fortsætter sammesteds:

“Asatro er bestemt ikke nogen trussel i dag – og det er maorierne da heller ikke. Det der er problemet er, at der kan være andre af de kulturer, som vi så velvilligt giver plads til, fordi vi har en multi-kulti vision, som kan være en gøgeunge, der skubber andre ud. Det er det, der er problemet. Asatroen og maorierne er ikke problem. Det er bare symboler på, at vi fører en multi-kulti-politik.” ()

Der er to slags religioner. De der ikke er en trussel – og det er Asa-troen og Maorierne ikke – og de som er en trussel og her er det jo Islam det handler om. Igen. Forudsigeligt som altid. Det her er bondens og hjemmehjælperens verdensbillede, udlagt hen over hækken en søndag formiddag iført forklæde og halm i træskoene. Det er indskrænket og fantasiløst. Det er frygten for det anderledes, for selve livet. Det er den allerværste mentale indavl.

Måske er det på sin plads at gentage hvad Vilh. Grønbech skrev for over 70 år siden.

“Der er ingen religion i Danmark, og for øvrigt heller ikke i de andre europæiske lande. Heri skulle der ikke ligge noget som helst udæskende; jeg konstaterer bare faktum, og det med megen sorg.”

På sin vis er Fru. Krarups frygt velbegrundet. Kristendommen er stendød som religion i Danmark og i vesten i det hele taget. Den er død og begravet under et materiel fikseret velfærdsamfund, hvor eneste værdi er penge. Der er ingen etik og ingen religiøsitet. Det kan selvfølgelig være skræmmende, at leve i et samfund, der i den grad har forkastet alle åndelige værdier i en forgøglet tro på, at bare vi er rige er vi lykkelige.

Så kommer der pludselig religioner stormende udefra – nej, frugbarhedsreligioner af den ene eller anden slags har ikke den store tiltrækningskraft på andre end de der er født ind i dem, de er trods alt nok for fremmedartede – og indgyder os frygten for det vi mangler og det vi måske også dybest set savner.

Problemet er bare, set med Fru Krarup øjne, at vi lever i et demokrati! Der er nemlig ingen som helst der truer Fru Krarups ret til og mulighed for at dyrke den religion hun gerne vil. Men fra hendes fundamentalistiske udgangspunkt er det heller ikke det der er problemet. For i sidste ende reagerer hun nøjagtigt lige som alle andre – også muslimske – fundamentalister og bekymrer sig om hvilken religion de andre dyrker. De udgør et  problem for hende, fordi de ikke dyrker hendes religion.

Man kan sige, at den mission som Fru Krarup er ude i, at genopfinde og gentænke vesten som et religiøst samfund, er både vanskelig, fordi kristendommen som religion, i modsætning til som overleverede tomme ritualer, er omtrent lige så ikke-eksisterende som før Kristi fødsel. Det er en opgave som kræver uhyre evner. Evner som man kan sige, at hendes fader dog i det mindste havde lidt af.

__________
Marie Krarup: Aldrig kan et folk forgå som ikke vil det selv, Blog på b.dk d. 3/3 2013
Marie: Sæhl: Søren Krarup: »Marie har ikke beklaget«, Politiken d. 9/4 2013
Sophie Bremer: Hidsig Krarup til minister: Du er barnlig, Ekstra Bladet d. 11/4 2013

 

Om selverkendelse (1)

Indholdet af følgende citat fra et essay af Morten Albæk i Berlingske for et par år siden er i enhver henseende sandt og noget ethvert menneske burde tage til sig og ideelt burde kunne tage til sig.

“Gnothi seauton! Kend dig selv! Denne opfordring fra den græske filosof Thales fra ca. år 600 f.Kr. skulle ifølge overleveringen være indhugget i portalen til templet for visdommens og lysets gud Apollon i Delfi. Et par århundreder eller tre senere fulgte Sokrates trop og insisterede på, at mennesket må kende sig selv for at kunne forstå sin omverden. Og siden har snart sagt enhver af historiens største tænkere lige fra Platon over Cicero og Montaigne til Kant og vores egen Kierkegaard med hver deres accenter forfægtet det fundamentalt nødvendige i, at man som menneske erkender sig selv så tæt så fuldkomment som overhovedet muligt, før man kan være kyndig på noget som helst andet. Så i mere end 2.500 år er vi igen og igen blevet opfordret til at udvikle vores evne til at kende os selv; udvikle vores selverkendelse. Arbejde med vores indsigt i egen formåen gennem en indsigt i egne begrænsninger – moralske, etiske, fysiske og intellektuelle.

Og det er svært at påstå, at der er noget, der er vigtigere for et menneske at være i besiddelse af end en sund selverkendelse. I hvert fald hvis man på egne eller andre menneskers vegne har ambitioner om at leve et godt og meningsfyldt liv. For uden selverkendelse er det per definition umuligt vide, hvem du er og mindst lige så vigtigt, hvem du ikke er. Og hvis du ikke ved nogen af delene, er det svært at vide, hvordan du skal møde andre mennesker. Du vil derfor uden at kende dig selv med sikkerhed fare vild ikke bare i dit eget, men også i andres. Med andre ord: Jo sundere din selverkendelse er, jo mere ved du om, hvad du kan, og hvad du ikke kan. Hvem du kan blive, og hvem du ikke kan blive. Hvem du vil være, og hvem du ikke ønsker nogensinde at blive. Dine muligheder og begrænsninger. Dine kompetencer og inkompetencer. Dine styrker og svagheder. Dine charmerende såvel som dine ucharmerende sider. Og jo mere du ved om dig selv, jo mere kan du også møde de forpligtelser, der følger af at være et medmenneske – et menneske der deler et fællesskab med andre mennesker.” ()

Problemet er bare, at Morten Albæk i sit essay bruger dette som afsæt for at skyde på danskernes kollektive selvopfattelse. Men den form for introspektion som er beskrevet ovenfor, er rent personlig og har intet at gøre med dette – sikkert ganske berettigede – overfald på danskerne:

“Ikke desto mindre synes det vestlige menneskes selverkendelsesniveau at være på et historisk lavpunkt. Vi synes at have spundet os ind i en eksistentiel tornerosesøvn, der har beriget os med en oppumpet selvtillid og selvtilstrækkelighed, der hviler på et falsk selvbillede af egne evner, færdigheder og kvaliteter.

I min levetid (født 1975) har jeg været øjenvidne til og deltager i et bevidstløst spektakel, hvor danskerne med stadig større selvtilfredshed har fejret sig selv som et samfund (det danske) i en kultursfære (den vestlige), hvor man er særligt produktiv, voldsomt effektiv, guddommeligt innovativ, yderst sofistikeret, grænseløst kreativ, umådeligt frit tænkende og ekstraordinært oplyst og veluddannet – og det sammenlignet med ethvert andet folkeslag i enhver anden kultursfære.” ()

I sidste ende har det intet som helst at gøre med din personlige udvikling, din selverkendelse eller dit liv, hvad alle de andre gør, undtagen – desværre – som et eksempel på hvad du ikke skal gøre. Du kan fint hvile i dig selv, uanset om 99% af resten af befolkningen gør det eller ej, og selvom du kan lære noget ved at betragte dine omgivelser og de bizarre ting der foregår der:

Hvis der går et spøgelse gennem Europa (eller verden) i dag, må det være den hvide illusion om frihed: at vi er frie, selvstyrede individer, der i alle henseender – pga. alle de frie valg, markedet og frisættelsen  forkæler os med – kan sætte vores hat, som vi vil. Når man har vandret ned af en villavej med hyggelige forhaver og i næsten hver eneste spottet en Weber-grill, så har man et bizart billede på den højt besungne frihed – sjovt at vi alle træder i unik, personlig karakter og netop skal have en Weber-grill. Eller læse Da Vinci Mysteriet, spise sushi og drikke caffe latte. (Peter Thielst: At realisere sig selv. Frederiksberg 2005)

… så må du også erkende, at der er stor forskel på det at vide hvad man ikke skal gøre og på at vide hvad pokker man så skal gøre i stedet. Du har nok en fornemmelse af at selvom du skrotter Weber-grillen og afholder dig fra sushi og latte, så er du ikke kommet så meget videre endda. Hvad så?

Selv med Albæks ganske udførlige liste i hånden eller alverdens håndbøger i reolen, kommer man ikke i mål, om man fra allerførste skridt bevæger sig i den forkerte retning og man kunne instinktivt fristes til at tilføje et “Do not try this at home folks!” På den anden side kunne det også tænkes, at det undertiden var sådan, at selv det at fare en smule vild mens man går på opdagelse i sig selv, er bedre end blot at forblive hvor man er …

Dog er der en ting, som disse velmenende intellektuelle ofte enten overser, eller i hvertfald sjældent omtaler, og det er at man desværre må formode (læs: frygte!), at det er de færreste mennesker, der har de evner, den vilje og den intelligens der skal til, for at foretage en sådan indre rejse på egen hånd eller måske at kunne foretage den overhovedet. Risikoen for at fare vild i selvbedrag, rådvildhed eller ren og skær frustration er tilstede, for hver eneste skridt man tager. Livet er ikke demokratisk og nogle er bare bedre stillede end andre eller også er de så heldige at have en guide.

fortsættes …

__________
Morten Albæk: I mangel af selverkendelse. Berlingske, d. 24/4 2010)
Peter Thielst: At realisere sig selv. Frederiksberg 2005

 

To alen …

Det er demokratiets åbenlyse svaghed, at vi, vælgerne, får de politikere vi fortjener, i kraft af at vi selv har valgt dem. Desværre er det også sådan, at vi får de politikere som andre har fortjent.

En af dem jeg ikke har fortjent er Marie Krarup, som præsenteres således på b.dk: “Valgt til Folketinget for Dansk Folkeparti i Esbjerg Omegn i Sydjyske Storkreds. Forsvarsordfører og gymnasieordfører.Født i 1965 i Seem ved Ribe. Reserveofficer (sprog).Cand.mag. og gymnasielærer i samfundsfag, religion, russisk og erhvervsøkonomi. Har derudover også arbejdet i Forsvarsministeriet, på Den danske Ambassade i Moskva og i Eksportkreditfonden. Har to børn og en hund.” Hun skriver på b.dk om sin rejse til Afghanistan og om de døde vesteuropæiske soldater i Afghanistan og sagen de gav deres liv for og om den pigeskole om folketingets delegation også besøgte.

“Jeg spørger om religionsundervisningen i skolerne. Man får kun det mest basale i selve skolen, der kører med et ensartet curriculum over hele Afghanistan. Hvis man vil have mere, må man gå i religiøs skole udenfor den almindelige skoletid. De læser dog Koranen på arabisk, og arabisk sprog er obligatorisk fra 7. klasse. Jeg håber selvfølgelig, at pigerne vil udlægge Sura 4 om kvinders lave værdi og om at mænd må slå kvinder på en ny måde, når de kommer frem til selv at kunne læse og forstå det efter 7. klasse! For ellers kan det måske være svært at få fastholdt kønnenes ligestilling!”

Det er fantastisk så velforberedt og vidende Marie Krarup er, når det gælder Koranen og hvad den siger om kvinder. Til gengæld er der problemer med Biblen, som Marie Krarup ikke kan dy sig for at sætte som kontrast til Koranens kvindeundertrykkende univers.

“Før vi forlader Camp Bastion tilbringer vi aftenen på KFUM´s soldaterhjem, hvor vi deltager i deres vel besøgte andagt. Den består i en salme, en genfortælling af historien om den fortabte søn, endnu en salme og så en fælles bøn og et fadervor. Det eneste indslag i andagten, jeg ikke kender er Soldatens Bøn. (se nedenfor) Den er smuk, og den fokuserer på soldatens egne evner til at gøre det rigtige. Det beder han om styrke og hjælp til. Der er ikke nogen fordømmelse af andre, eller høje råb om, hvem der er størst. Det er en meget afdæmpet bøn, der viser, at man forstår, at det der skal bekæmpes kommer indefra, – fristelsen til at svigte for eksempel. Det Nye Testamente ligger fremme ved siden af kaffen. Jeg er ikke bange for, at soldaterne skal læse videre i den bog. Der står ikke noget på næste side om, at man godt må dræbe bestemte kategorier af mennesker eller at nogle er mindre værd end andre.” [min fremh.]

For det første er der de homoseksuelle, som Paulus jo ikke ligefrem var vild med. Se også “Mordere, homoseksuelle og andre vildfarne“. Man kan vist roligt sige, at de, set gennem det nye testamentes optik, ikke er lige så meget værd om alle andre.

“Men vi ved, at loven er god, hvis man bruger den, som lov skal bruges, og når man ved, at en lov ikke er bestemt for retskafne, men for lovbrydere og genstridige, for gudløse og syndige, for spottere og ugudelige, for dem, der slår deres far eller mor ihjel, for drabsmænd, utugtige, mænd der ligger i med mænd, bortførere, løgnere, menedere, og hvad der ellers strider mod den sunde lære efter det evangelium om herligheden hos den salige Gud, som jeg har fået betroet.” (1. Tim. 1;8-11)

Men heller ikke kvinderne er “fastholdt kønnenes ligestilling”. Et eksempel fra Det Nye Testamente, google har mange flere, hvis du som Marie Krarup ikke gider læse bogen selv.

“I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved, han som er sit legemes frelser. Ja, ligesom kirken underordner sig underKristus, skal også hustruerne underordne sig underderes mænd. “(Ef. 6:22-24)

Det er komisk på grænsen til det latterlige, at vi har en række danske politikere, som ud fra deres forestilling om Biblen angriber en anden religion, som på mange måder, ikke mindst de køns- og seksualpolitiske, er en mere eller mindre direkte spejling af deres egen, uden at de opdager, at det de angriber, er deres eget oprindelsessted; de har fjernet sig så langt fra udgangspunktet, at de har tabt det helt af syne.

__________
Marie Krarup: To bønner, – der hvor det er farligt. b.dk d. 1/11 2012

Høg over høg

Formanden for Sammenslutningen af Alternative Behandlere, Peter Madsen er ærgelig over sagen om den 62-årige Dr. Xu Yaogen, der fra sin klinik i Skodsborg, stik imod Lægemiddelstyrelsens regler, har “udleveret potentielt farlige binyrebarkhormon-præparater til sine patienter – vel at mærke uden at oplyse dem om det reelle indhold. Og uden at have de nødvendige tilladelser fra myndighederne.” Peter Madsen udtaler:

Det er brandærgerligt med sådan en sag, for det falder jo tilbage på branchen som helhed.

Jeg er selvfølgelig glad for, at sådan en mand som ham bliver afsløret. Der er jo tale om svindel, og det er uacceptabelt, hvis man arbejder på en løgn. Men det er jo også bare trist, for det svækker også tilliden til branchen generelt. Og det er vi jo kede af, eftersom vi er mange, der udfører et ærligt og hæderligt stykke arbejde.

[…]

Det er specielt ærgerligt, eftersom tilliden til alternative behandlere har været stigende over det sidste stykke tid. Sådan en sag som den her kommer nok til at gøre, at folk vil tvivle noget mere.

(EB, d. 21. maj 2012)

… og det ville jo være synd hvis folk begyndte at tvivle på effekten af magnetfeltterapi, akupunktur, tankefeltterapi og posturologi og hvad nu ellers sammenslutningens medlemmer kan finde på at tilbyder kunderne af behandlinger.

Posturologi er i øvrigt, hvis nogen skulle være i tvivl, i følge Meanderklinikken:

Et diagnosticerings- og behandlingsværktøj for skævheder i kroppen. Systemet er udviklet af de franske læger Michael Marignon og Rafael Nogier.

Skævheder kan forårsage mange lidelser bl.a. hovedpine, carpal tunnelsyndrom, diskusprolaps, rygsmerter, iskiassmerter, skulder/albuesmerter, kropssmerter, fodsmerter, læggesmerter, lænde- balle- og lyskesmerter.

Behandlingen består af øre akupunktur kombineret med neurotabs. Neurotabs er skosåler med små kredsløb, der giver hjernen besked om hvor skævheden er, og at skævheden skal rettes.

Skosåler der kommunikerer med din hjerne ….

Der kræves 660 timers uddannelse for at blive optaget i det fine selvskab, men så kan man også sagtens behandle for følgende lidelser:

Allergi
Astma
Barnløshed
Blodtryk højt/lavt
Bronkitis
Diarré / forstoppelse
Eksem
Frossen skulder
Gigt
Hedeture
Hormonelle lidelser
Hovedpine
Høfeber
Høreproblemer
Iskias
Kløe
Kredsløbslidelser
Mave / tarmlidelser
Menstruationsbesvær
Migræne
Musearm
Muskelspændinger
Nervøsitet
Nyre / galdesten
Overvægt
Piskesmæld (whiplash)
Psoreasis
Rygsmerter
Sengevædning
Smertefulde led
Sportsskader
Synsproblemer
Tennisalbue
Tinnitus (øresusen)
Tobaksafvænning
Vand i kroppen (ødemer)

… og så er man jo samtidig langt hævet over hvad en selvbestaltet kvaksalver fra Skodborg kan tilbyde med sin udlevering af ulovlig medicin. Gud forbyde at han rent faktisk skulle tilbyde noget der trods alt havde en effekt!

Alle elsker Anders Breivik!

På førstedagen for hvornår den norske massemorder Anders Breivik skulle vidne i retten i Oslo, skrev BT i en leder følgende:

I dag vil Anders Breivik sætte flere ord på sine afskyelige handlinger – med ofre, pårørende og pressefolk som vidner. Endnu flere vil følge sagen via tv og på internettet. Hvad der skete i Oslo og på Utøya, er så grusomt, så ondt og så sorgfyldt, at det næsten ikke er til at bære at læse om eller at blive delagtiggjort i. Det har været fremført, at retssagen – og mediernes formidling af den – er med til at give terroristen Breivik unødig opmærksomhed. Breivik har selv signaleret, at han ser retssagen som en platform, hvorfra han kan lade sine synspunkter flyde.

(Fair retssag til Breivik, BT d. 17/4 2012))

Sådan skriver en avis, som er en af flere, der har bragt live-dækning fra retssagen, hvor læsere, minut for minut, kunne følge hvad der blev sagt i retssalen i Oslo. Men sådanne på lederplads bragte overvejelser, skal da ikke forhindre samme avis i at bringe de saftige historier om den 22-årige kvinde, der i en anden avis, blev præsenteret under denne overskrift: “Skudoffer på flugt holdt sin kæbe i hånden.” (EB, d. 15/5 2012)

Jeg husker alle skuddene, der ramte. Måske ikke rækkefølgen. Jeg blev skudt i armene, og tænkte, at det kunne jeg overleve. Så blev jeg skudt i kæben, og da tænkte jeg, at det var mere alvorligt. Så blev jeg skudt i brystet, og det tænkte jeg, at det dør man af, fortalte den kønne, 22-årige kvinde, da hun vidnede som tirsdagens andet vidne mod massemorderen Breivik.

(Skudt fem gange af Breivik: ’Jeg husker alle skuddene’, BT d.15/12 2012)

Hvorfor er dette interessant for en avis? Fordi det er det læsene vil have.

Jeg vælger derfor helt at se bortfra den mulighed, at BTs læsere er en flok selvpinere, der flagellerer sig selv dagligt og i timevis med indtagelsen af ubærlige sorgfyldte grusomheder. Næh, det er nok nærmere BTs redaktion der er en dobbeltmoralsk og principløs pengemaskine, som leverer den vare læserne vil have. Uden forbehold.

Lad os også bare slå fast, at det ikke er retten der er en platform for Breiviks udspredelse af egne synspunkter, men derimod pressen der, som en udslidt og sygdomsbefængt gammel luder, beredvilligt stiller sig til rådighed for hvad som helst for lidt småpenge. Og du, kære læser, er dens kunde.

Pressen er Breiviks talerstol og den giver læserne det de vil have, nemlig drama; og jo mere virkeligt og detaljeret jo bedre. Desuden er det slet ikke Breiviks synspunkter som er det interessante, dem er der ingen der interesserer sig synderligt for, men derimod beskrivelsen af hans handlinger.

Lad os ikke bedrage os selv: alle elsker Anders Breivik!

Vi elsker at læse om Anders Breivik fordi han bringer drama ind i en ufarlig og rutinepræget hverdag. Han er det drama, som vi alle ubevidst drages mod, men som vi dog af bekvemmelighed helst vil have på god afstand.

Vi elsker Breivik på samme måde som en god film, en thriller eller en gyser, fordi hans handlinger kilder os de rigtige steder, kilder vores dødsfrygt på den ufarlige og fjerne, men aligevel virkelige måde, som ingen fiktion kan konkurrere med.

Vi elsker at forarges over Breivik, såvel som alle andre mordere og terrorister, fordi der ikke er noget bedre middel, end vores forargelse over hans tilsyneladende afgrundsdybe ondskab, til at vække følelser i os af at være uendeligt selvretfærdige og bekræfte os i vores moralske overlegenhed.

Vi elsker Breivik, fordi han får os til at føle; han vækker døde følelser af medlidenhed og medfølelse med ofre vi ikke kender og aldrig har haft noget ønske om at kende, men hvis lig vi, som virtuelt nekrofile, kan misbruge, gennem deres billeder og historier bragt i pressen, til følelsesmæssig selvtilfredsstillelse.

Retsagen mod Breivik er snart ovre; de saftige detaljer, beskrivelserne af de smukke unge mennesker der falder for morderens iskolde kugler og de overlevendes gribende beretninger er overstået og efterlader os med et dramatisk og emotionelt tomrum der skal fyldes.

Vi venter allerede på den næste.

Lovreligioner

Jeg har hørt påstanden fremført igen et par gange i den seneste tid, og altid med det samme triumferende og salige smil, som tydeligt demonstrerer at afsenderen hermed mener at så er alt sagt: “Islam er en lovreligion!” Dixit!

Selve distinktionen, lovreligion eller ej, er i bedste fald temmelig ligegyldig for alle andre end nogle få forskere begravet temmeligt dybt i universiteternes afdelinger for komparativ religion og inden for den politiske referenceramme, hvor udtrykket oftest anvendes nedladende og fordømmende overfor en hel religion og dens udøvere, men derudover er det en fuldstændig meningsløs og irrrelevant påstand, for man kunne lige så vel og med samme vægt og relevans forsøge at affærdige Islam med påstanden om at den begynder med bogstavet ‘i’.

Overforsimplede konklusioner har det med at tilfredsstille simple hjerner og hvad kunne bekomme disse bedre end muligheden for at afskrive en modstander, en aversion, en fjende med bare fire ord? Sådan er virkeligheden ikke. Religioner (eller ideologier for den sags skyld) kan ikke affærdiges med en enkelt teknikalitet. Et hurtigt kig gennem religionshistorien eller verdenshistorien kan forsikre enhver om at (især de monotheistiske) religioner – lovreligion eller ej – er et mægtigt redskab i hænderne på de som ønsker at ensrette og styre og kontrollere og ikke mindst kristendommens rolle som lige netop lovreligion har været et væsentligt element gennem de sidste tusind års verdenshistorie.

Men hvorfor så? Begrebet “lovreligion” er åbenbart introduceret i den offentlige debat fra politisk hold, i et desperat forsøg på at skabe en praktisk politisk (og ikke en religionsvidenskabelig) distinktion mellem Kristendommen og Islam, på en sådan måde at forskellen kommer til at bestå i noget fundamentalt ved religionerne selv, fremfor det langt vigtigere, nemlig spørgsmålet om hvordan man praktiserer sin religion.

Det er en kendsgerning, at uanset om du er kristen eller muslim, er det ikke din religion som sådan der afgør, om du kommer på kant med den vestlige samfundsform, men udelukkende et spørgsmål om, med hvilken grad af alvor du praktiserer din religiøsitet. Der er nemlig nok af samfundsfjendtligt tankegods i både Islam og Kristendommen til at bringe enhver tilhænger af disse på kant med samfundet som vi kender det. Eller med andre ord: hvis ikke du i en eller anden udstrækning giver køb på de religiøse (kristne eller muslimske) idealer, vil du uundgåeligt komme i konflikt med det omgivende samfund.

Politisk er dette særdeles ubekvemt for yderste højrefløj, når man profilerer sig på at repræsentere et sæt af dansk-kristne værdier. For den alternative og aldeles uspiselige løsningsmodel er at indse og indrømme at grunden til at kristendommen fungerer i den vestlige verden, er, at vi forlængst har opgivet at leve efter de kristne idealer, at vi dybest set ikke tager kristendommen alvorligt mere og at der formodentligt ikke findes et eneste kristent menneske tilbage i den vestlige verden.

Som Vilh. Grønbech skrev i 1946: “Der er ingen religion i Danmark, og for øvrigt heller ikke i de andre europæiske lande. Heri skulle der ikke ligge noget som helst udæskende; jeg konstaterer bare faktum, og det med megen sorg.” (Frie Ord. 1. årg. s. 250 )

Problemet er at der er kommet en ny dreng i klassen og selvom han næppe ville få Grønbech til at ændre sine ord, kan det jo være at han ender med, at tvinge andre til at ændre måden de tænker på. Og det er måske ikke så dårligt endda.

Voyeursamfund

Da jeg var barn, engang i det sidste århundrede, fandtes der en speciel type af mennesker, som havde en ganske særlig og ikke helt ufarlig tilbøjelighed og som af samme grund var forhadte af stort set alle: lurere eller vindueskiggere kaldte med dem og de havde en for mig ganske uforståelig trang til at presse næsen mod andres viduesruder for at se hvordan og hvad der gik for sig derinde hos vildt fremmede mennesker. At det kunne være en særdeles risikabel adfærd kan man nok regne ud, og jeg kan erindre et par tilfælde hvor en vindueskigger blev opdaget og indfanget og hvor den efterfølgende kontante afregning var sædeles håndfast.

At disse typer stadig findes, kan man via google forvisse sig om, og man kan samtidig konstatere at de ikke er blevet mindre forhadte med tiden og det kan jo nok undre. Man kunne forvente at de i dag ville blive mødt med langt større sympati. Hvorfor? Tænk en gang over hvad der blever sendt på tv. Der er ingen mangel på seere (lurere!) til programmer der trænger helt ind i almindelige menneskers privatliv. Vi kan se hvordan danskerne får ordnet deres have, deres hjem eller sågar deres person. Vi præsenteres i alle detaljer for hvordan mennesker der ikke kan styre deres økonomi, deres børn, deres kæledyr, deres chef, deres svigermor, deres mentale helbed, deres ægteskab, deres liv eller sågar sexliv “hjælpes” til at få styr på det. Vi præsenteres for livet på toppen og bunden og inder- og ydersiden af samfundet. Man kan sagtens rydde sendefladen en hel dag p.g.a. et royalt bryllup. Men ellers er ikke mindst de svage og småbegavede og sølle individers problemer er rigtig god underholdning.

Er hverdagsvirkeligheden ikke nok så elsker vi katastroferne. Der er ikke noget der får mere medieomtale end en god underholdende katastrofe. Tsunamien i asien, jordskælv på Haiti, eller attentatet på World Trade Center. Kort efter sidstnævnte bragte ugebladet Se og Hør et tillæg med store, flotte farvebilleder af eksplosioner og mennesker i frit fald fra de brændende tårne. Kunne de dog bare have interviewet ham på vej ned: “Hvad føler du lige nu …?

Og er virkeligheden ikke nok, kan den sættes i scene: så kan vi se mennesker med journalisters hjælp genfinde deres forsvunde børn, forældre, søskende, tanter eller ægtefæller. Og vi kan endda se bortførte børn konfrontere eller genfinde deres forældre. Følelsesporno af værste slags.

Og er den iscenesatte virkelighed ikke nok kan man gå videre og konstruere den. Vi kan se talentløse idioter optræde i såkaldte talentshows, hvilket i sig selv måske nok er ganske harmløst, selvom vi griner når et arrogant fjols af en dommer gør når af dem som ikke kan og især dem som heller ikke selv kan se det. Værre er det når folk uge efter uge tilsyneladende finder det meningsfuldt at sidde og glo på at kendte mennekser danser. Få jer et liv! I Robinson, Paradise Hotel, Big Brother og i de (per)versioner af genren der er langt værre, indfanges og lokkes småbegavede mennesker med løfter der aldrig indfries, til at udlevere sig selv nådesløst og helt ubeskyttet mod egen dumhed.

Du skal ikke holde dig selv for nar, der er sandsynligvis ikke en eneste der medvirker i disse programmer, som har i en IQ over gennemsnittet, men hvad værre er, så må de have en sådan trang til opmærksomhed, at man har svært ved at tro, at det ikke ligger langt dybere personlige problemer bag. Men seerne elsker det åbenbart, selvom man rimeligvis kan spørge sig selv, hvorfor så mange andre, formodenligt mere intelligente borgere i dette samfund, mener at deres tid ikke kan bruges bedre, end til at sidde glo på mennesker de aldrig ville bruge deres tid sammen med i den virkelige verden? Det er virkelig en bizar parodi på det såkaldte videnssamfund at en eneste småtbegavet men tv-eksponeret idiot, kan have en tilhørerskare på hundredetusinder, blot fordi vedkommende har valgt at udlevere sin mangel på personlighed, intelligens og anstændighed offentligt.

Hvornår var det lige at vindueskiggersamfundet blev et ideal?