Carpe Amorem

… og mens jeg nu er ved Sophus Claussen (1865-1931), som ubestrideligt er blandt vores allerstørste digtere, så er det værd at erindre hvad han skriver om Det værste:

Hvad er vel saa tungt at erindre
som Synder, man ikke har gjort?
— maaské kan man banke lidt mindre
beængstet paa Paradis’ Port …
 
Men tænke sig, tænke sig: Tabet!
en uopkrævet Værdi!
at dér har man gaaet og gabet,
mens Lykken spasérte forbi!
 
For Pigen er dog bleven svanger,
kun var der en anden til Fa’r.
— O dette er værre end Anger
af alle de Synder, man har!

Måske er der virkelig ikke noget værre end dette, denne uformåenhed i forhold til selve livet og manglen på evne til at gribe dagen der byder sig til, men derfor kan man selvfølgelig godt forfalde til spekulationer over hvorledes denne lethed ville tage sig ud set fra den anden og feminine side, For den mistanke lurer unægteligt under overfladen, at det ikke er faderskabet, som digtet begræder at have ladet sig gå forbi, men en langt mere umiddelbar og kortsigtet fornøjelse.

(Men den mulighed foreligger afgjort også, at hun er ganske godt tilfreds med at sikre sig sin indbildte udødelighed (jvf Platon: Symp. 208e-209c), frem for den der kunne ligge gemt i en tur i høet med digteren, men i så fald er kan der ikke være nogen ægte fortrydelse, ikke for Claussen i hvert fald.)

En anden favorit – Emil Aarestrup (1800-1856) – kom egentlig til samme Erkjendelse omkring hundrede år tidligere, men unægtelig på en lidt anden måde.

At ikke jeg forlængst har hængt mig
Om hendes Hals, om hendes Knæ,
Og i mit Raserie har vovet –
Ja, hun maa troe, jeg er af Træ.
 
Men det er jeg paa ingen Maade;
O, gid jeg bare var af Træ!
Men, jeg er lidt moralsk, lidt dydig,
Og derfor egentlig et Fæ.

Det er svært ikke at holde af Aarestrup og hans fine uskyldige selvironi og den alvorlige og romantiske kontekst, hvori den præsenteret. BIlledet af digteren der ikke har vovet at kaste sig for hendes fødder, selvom hun givetvis har været interesseret, er både sødt og morsomt. Til gengæld er der virkelig ikke – i en moderne optik – meget erotisk over Aarestrups Erotiske Digte, og i en tid hvor det erotiske ofte mere handler om porno end følelse, kan han synes slemt bedaget for de, der ikke har taget den vinkel til sig. Men fint er det ikke desto mindre.

Men humor har de unægteligt begge to og de er også begge styret af lidenskaben, men dog med den væsentlige forskel, at hvor den ene egentlig er mand for situationen og blot begræder den tabte værdi, han ikke tog, så er den anden blot et fæ, fordi han ikke gjorde knæfald, ikke magtede at tage chancen for lykken. Der er næsten hundrede år til forskel og Claussen virker da også langt mere moderne og noget mere kynisk, men til gengæld er det Aarestrups selvironi der tiltaler os, sammen med den ydmyghed overfor kærligheden, som han også demonstrerer. Der er næppe noget smukkere, end det menneske der havner i sine følelsers vold.

For Claussen, der i sine digte som regel ikke skylder verden eller kvinden meget andet end sine ord og som lystigt tager hvad der tilkommer ham, resignerer andetsteds fuldstændig i forhold til Kærligheden:

Tal ej om skuffet Kærlighed
og Hjærter, som er brudt!
man gør sig lidt Besværlighed
og ta’r en ny til slut.

Tal ej om evig Kærlighed!
vort Hjærte kun slaar Smut;
det hopper let fra Sted til Sted
og synker træt til slut.)

Hos Aarestrup hedder det Angst, og forskellen er tydelig:

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.

Hvor Claussen resignerer fra kærligheden ud fra spredte overfladiske øjeblikke og hjerter der hopper overfladisk fra sted til sted, er det hele vendt på hovedet hos Aarestrup, der så at sige resignerer ind i øjeblikket. Al den mening som Claussen ikke finder i øjeblikket, lægger Aarestrup ind i det med en insisteren på at det er nuet der gælder, ikke i relativ, men i absolut forstand. Der er ikke noget andet end dette nu, andet end dette korte øjeblik i tiden.

Og hvis man, lidt frit efter Wittgenstein konstaterer, at “hvis man ved evighed ikke forstår et uendeligt tidsrum, men i stedet tidløshed, så lever den evig, som lever i nuet“, så må det også være sådan, at hvis nuet bedst tilbringes i en kvindes selskab, følger det dermed også, at du hænger på hende i en evighed. Så man kan vel sige, at det gælder om at vælge med omhu, når man griber både øjeblikket og kærligheden.

Stedet hvor solen skinner

På denne dybgrå efterårsmorgen var der en der talte til mig, om det sted hvor solen skinner og om det vigtige i at gå derhen og den opfordring kunne jeg jo ikke lade ligge.

Bor man i Danmark og har efteråret først suget al varmen ud af jorden, luften og regnen, kan der været ret langt, hvis man, vadende over lerede marker, gennem dybe skove, skal finde derhen til den lyksalige plet bag fjerne bakker, hvor solen for et kort  øjeblik skinner. Hvem ved, måske den har flyttet sig inden man når derhen? Solen er flygtig og drilsk på denne årstid, som en uskyldigtsød pige man lige har mødt; hun viser sig gerne i glimt bag sine grå slør, men bestandig undslipper hun ens stadig mere insisterende forsøg på at gribe hende og omfavne hende og gemmer sig drillende legesygt for ens blik, tilsyneladende helt ude af rækkevidde.

Og hvis du nu tænker, at løsningen er at søge solen andetsteds, at løsningen er to uger på Mallorca, ja så fatter du ingenting af det hele. To uger på Mallorca er intet andet end mangel på tålmodighed, flugt og resignation. Solen er præcis der, hvor solen skal være og undertiden må man bare vente tålmodigt på den skal komme til syne, vise sig frem og give gavmildt af sit lys og varme.

Er man til gengæld lidt mere poetisk og tager det hele lidt mindre bogstaveligt, kan solen være lige præcis det, som man ønsker den skal være og man kan søge den og jagte den lige så tosset man vil og bruge den præcis som man vil.

For digterne er solen en evig kilde til inspiration – nogle mere heldige end andre – H. C. Andersen citerer Oehlenschlæger:

Kjærlighed er stærk som Døden,
Skjøn som Morgenrøden.

… inden han selv, i et digt betitlet Kjærlighed, ihærdigt forsøger at beskrive det, som han selv konstaterer er ubeskriveligt.

See Solen blusser saa elskovsrød!
Den lægger sit Hoved i Bølgens Skjød.
Dog, hvem kan skildre det ret med Ord!
Tilbedende tier den hele Jord,
Kun Blomsterne nikke i Vinden,
De kysse hinanden paa Kinden.

Men det er altså ret langt fra vores udgangpunkt, som ikke var en beskrivelse af solen som sådan, hvor smuk den så end er, men et forsøg på at finde og indfange det sted hvor den skinner.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har et særligt godt forhold til Emil Aarestrup, som skriver smukt om Solens Nedgang, og det er – selvom bloggen handler om at søge solen – ganske tilladeligt, for han søger gennem den noget helt andet.

Bag Vestens Bøgeskove,
I Bølgerne sank Solen –
Hun sad og saae mod Himlen,
Letgyngende paa Stolen.
 
Om Nakkehaarets Knude,
Hvis Lokker vilde splittes,
Greb, med de slanke Fingre,
Hænder, som Aphrodites.
 
Jeg kunde næsten høre
Mit eget Hjerte banke –
Ved hver en nytændt Stjerne
Fik jeg en raadvild Tanke.
 
Om jeg, som Solen, skulde
For hendes Fødder falde?
Om lukke mine Øine,
Som Haugens Blomster alle?
 
Da saae jeg først, hvor Halsen
Sig strakte langt og farligt –
At støtte var nødvendigt,
Alt andet uforsvarligt –
 
O, hvis den runde Nakke
Som Solen nu sig sænkte!
Jeg aabned mine Arme –
Det skeete, som jeg tænkte.

Måske han strækker den lige vel rigeligt, den kære Aarestrup; når solen både er ham, hende og omgivelserne på en gang, bliver det hele måske lidt rigeligt velbelyst. Men jeg tilgiver ham gerne, det er intet galt med en romantiker i en alt for kynisk verden.

Og det er jo netop pointen. Det sted hvor solen skinner er jagten på et fristed i en travl verden, der hvor man går hen, når alt det andet bliver for tungt og gråt. Så søger man uvilkårligt mod lyset, trøsten og måske endda ensomheden på en tankens fjerne sydvendte skråning med udsigt over et stålblåt hav. For Sophus Claussen – ja, jeg ender altid med at vende tilbage til ham – er dette en Længsel efter en Skæbne:

Jeg ønsked at samle min Længsel, mit Liv
til en Vagt uden Hvile, en Skæbne som brænder
med Sol, der paa Enge nær Havet blev til
og ender et Sted, som kun Stjernerne kender.

Men hvor skal vi da gå hen, på denne tankens imaginære rejse mod en anden og bedre indre verden? Det spørgsmål kan ikke besvares meningsfuldt af andre end den enkelte selv. Hvor det er, at du finder fred, lykke, glæde, ro eller et andet afbræk fra det mørke, som får dig til at søge mod lyset, er et spørgsmål kun du kan besvare. Men til gengæld betyder det i virkeligheden ikke så meget hvad det er, hvis bare du ved med dig selv, hvor det er.

Drømmebetydning

Jeg, der ellers sjældent drømmer, eller i hvert fald sjældent vågner tidsnok til at kunne huske dem, vågnede i morges midt i den mest perfekte drøm.

Siddende i et skovbryn i tusmørket ved et sæt bord og bænke af træ af den slags med metalskelet som ofte findes i parker, sammen med to andre personer, som jeg ikke har nogen klar erindring om hvem var, men der er vin på bordet og stemningen er afslappet og hyggelig, omgivet af de fineste små fine huse i træ af næsten eventyragtig kvalitet, fanges min opmærksomhed pludselig af et voldsomt lysglimt, som fra et lynnedslag ganske tæt ved. Men da der ikke følger noget tordenbrag efter, kigger jeg op og ser, på en baggrund af den smukkeste skyfri orange-røde aftenhimmel, en perfekt paddehattesky rejse sig i horisonten. Jeg betragter den i oprigtig æstetisk nydelse et par sekunder der føles som en evighed. Så får jeg øje på endnu en og straks efter en til. Jeg reagerer ikke på synet, men fortsætter med at betragte dem fuld af beundring; en religiøs tre-enighed åbenbaret, som et dødeligt drømmesyn på aftenhimlens filmlærred.

Så kommer der et lysglimt til og kort efter chokbølgen, hvis varme føles blid og tryg og vinden der som et kærtegn smyger sig om os. Jeg tænker, eller siger det måske højt, at nu er det vist rigeligt tæt på og at det er på tide at bryde op, og vi rejser os stille og roligt for at gå. Hvorhen ved jeg ikke, for der er en påtrængende følelse af, at det alligevel ikke nytter noget og i det øjeblik indser jeg, at nu er det hele forbi. Verden har spillet mig et puds. I dette sekund indser jeg, at jeg har trukket en nitte i lotteriet og magten over mit eget liv er blevet mig frarøvet og i stedet har en eller anden et sted langt borte besluttet min skæbne for mig, uden at kende mig og uden at interessere sig det fjerneste for hvem jeg er. Vi har knap nok rejst os og forladt bordet, inden det, mens vi alle tre kigger på hinanden hen over det, eksploderer i et inferno af lys og varme.

Og der vågnede jeg selvfølgelig.

Nej, jeg tror ikke på betydningen af drømme som noget der kan tydes og jeg tror slet ikke på drømme som et varsel og at jeg (eller vi alle) er døde inden aften, selvom jeg selvfølgelig gerne ville vide, hvem det to andre er, som jeg åbenbart skal dø i selskab med. Forklaringen er langt mere enkel og den har intet behov for fortolkning, både fordi tanken ikke er mig fremmed, og fordi umiddelbart efter jeg vågnede, havde jeg følgende vers i tankerne, for Baudelaires Les Fleurs du Mal er hvad jeg læser lige nu.

Ô Mort, vieux capitaine, il est temps! levons l’ancre!
Ce pays nous ennuie, ô Mort! Appareillons!
Si le ciel et la mer sont noirs comme de l’encre,
Nos coeurs que tu connais sont remplis de rayons!

Verse-nous ton poison pour qu’il nous réconforte!
Nous voulons, tant ce feu nous brûle le cerveau,
Plonger au fond du gouffre, Enfer ou Ciel, qu’importe?
Au fond de l’Inconnu pour trouver du nouveau!

William Aggelers engelske oversættelse fra 1954 lyder således og det er ganske godt:

O Death, old captain, it is time! let’s weigh anchor!
This country wearies us, O Death! Let us set sail!
Though the sea and the sky are black as ink,
Our hearts which you know well are filled with rays of light

Pour out your poison that it may refresh us!
This fire burns our brains so fiercely, we wish to plunge
To the abyss’ depths, Heaven or Hell, does it matter?
To the depths of the Unknown to find something new!”

… mens Peter Poulsens danske oversættelse fra 1998 synes svært under-oversat på en folkeskoleagtig måde. Sproget forekommer mig fladt og kønsløst.

O gamle kaptajn Død, let anker! kast los!
Vi væmmes, o skipper, ved dette land! På fart!
Er himlen og havet som blæk, er det os,
Hvis hjerter du kender, som lyser højt og klart!

Så hæld da giften op og lad os trøstigt drikke!
Vi kaster os i dybet, hvorpå skibet har flydt
– Himmel eller Helved, vi ænser det ikke –
Blot vi i det ukendte møder noget nyt!

__________
Charles Baudelaire: Les Fleur du Mal. Édition Garnier Frères. Paris 1961.
– : The Flowers of Evil. Trans: William Aggeler. Fresno, 1954
– ; Helvedsblomsterne, Overs: Peter Poulsen. Nansensgade Antikvariat. Kbh. 1998

David Bowie (1947-2016)

David Bowie er død og – efter eget udsagn – kommet i himlen … det proklamerede han i hvert fald selv dage før den finale begivenhed indtraf, og selvom man nok bør have sin skepsis overfor folk der på denne vis tager forskud på glæderne og ikke mindst overfor validiteten af deres spådomme, som er uden hensyntagen til den overmagt, der trods alt og ifølge traditionen skal fælde den endelige dom, så skal vi da gerne tage ham på ordet og hjælpe ham lidt på vej, ved at tale ondt om den afdøde.

David-Bowie-Lazarus-video
David Bowie: Lazarus (still fra video)

Jeg gider slet ikke kommentere på valget af titlen Lazarus, den pointe (både hans og min) burde være indlysende for enhver, men …

Look up here, I’m in heaven // I’ve got scars that can’t be seen // I’ve got drama, can’t be stolen // Everybody knows me now

Suk, hvis man et sekund troede at dette var et afsæt til lidt reflektion over døden og skæbnen og at der ville følge nogle velovervejede og dybe ord så kigger man forgæves, for det er ikke så meget andet end selvsmagende selviscenesættelse: se mig, jeg skal dø nu.

Look up here, man, I’m in danger // I’ve got nothing left to lose

Det er jo ligeså banalt som det er sandt, men længere når vi ikke i Bowies selskab; måske kræften allerede havde ædt hans hjerne da han skrev teksten til Lazarus, og havde hensat ham til en tilstand noget lig den som senildemente er i, når de kan tale endeløst og i nøjagtige detaljer om fjerne fortider, men er ude af stand til at huske hvad de var i gang med for ti sekunder siden, for

By the time I got to New York // I was living like a king // Then I used up all my money // I was looking for your ass

Så kan man håbe nok så meget på genopstandelse eller genoplivelse fra de døde, men hvis man ikke har andet på hjernen end at rende rundt og lede efter røv, så kan det hele også være lige meget.

Problemet med Bowie er, at der aldrig rigtig var noget særlig substans udover selviscenesættelsen; hans musikalske bagkatalog er kun marginalt mere interessant som musik, end det der tilhører så mange andre tidstypiske og for længst glemte pop acts, for alle andre end de, som kyssede (eller mere) deres første kæreste første gang til en af hans sange engang for længe siden og derfor har den i erindring som et bogmærke i fortiden. Dette er så bare ikke en kvalitet ved musikken, men ved livet i sig selv.

I modsætning til f. eks. Sting, hvis tid i The Police vist også helst og hurtigst muligt bør glemmes/ignoreres af alle andre end de samme kyssere, men som dog efterfølgende demonstrerede at der var nogen musikalsk substans bag, så overbeviste Bowie mig aldrig om hvori retfærdiggørelsen af berømmelsen burde ligge, teksterne var svage og stemmen svagere (eller omvendt?) og musikken ikke ret meget andet end forglemmelig, udover i selve selviscenesættelsen, som til gengæld var effektiv – omend æstetikken altid kan diskuteres – og det er jo det der er problemet, for uanset dens kvalitet som spektakel, så står alle gimmicks og alteregoer og udklædninger tilbage som et vidnesbyrd om, at hvad andre kunne med musikken i sig selv, formåede han ikke.

Nej, man skal ikke tale ondt om de afdøde, det ved jeg godt nogen mener, men når Kejseren iklæder sig sin egen død og spankulerer omkring og viser den frem for Gud og hvermand og taler lidt for meget om døden i første person, så … men det kan selvfølgelig også være, at jeg ikke har forstået noget af det hele, og at Bowie i virkeligheden slet ikke er musik, men i stedet, som Martin Amis skrev i en koncertanmeldelse i 1973 “Among certain more affluent hippies Bowie is apparently the symbol of a kind of thrilling extremism, a life-style (the word is for once permissible) characterised by sexual omnivorousness, lavish use of stimulants – particularly cocaine, very much an élitist drug, being both expensive and galvanising – self-parodied narcissism, and a glamorously early death.”

I så fald, fred være med ham.

Uhellig Enfoldighed

“Alle med lidt historisk viden ved, at når religionen er ved magten, får vi et kynisk magtsamfund baseret på tvang, mens de sande utopiske samfund som de nordeuropæiske lande, der er næsten fuldt ud ateistiske, er for mennesker, der flygter fra religionernes hærgen verden over.” skriver stormester i skak, Jacob Aagaard, i en kommentar i Politiken, som svar på et skriv fra Kresten Schultz Jørgensen om hvorfor ateisterne er de nye hellige.

Dertil kan man så tilføje, at alle med mere end blot “lidt historisk viden” ved, at helt så simpelt er det ikke. Vi har allerede en gang tidligere bragt en liste over nogle få af de af væsentlige personer i den europæiske kulturhistorie som har været religiøse i en eller anden udstrækning, Det er faktisk de fleste. Man kunne bringe en tilsvarende liste over kulturer, som … bla bla bla … men det gider vi faktisk ikke; det ligger alligevel udenfor vor magt at oplyse de ignorante og udannede.

Hvis man som et menneske, der har viet sit liv til at mestre kunsten at flytte rundt med træbrikker på et papbræt, tror at man i et læserbrev på ca 400 ord kan affærdige milliarder af menneskers livsindhold og tro gennem årtusinder og at man samtidig kan affærdige hvad filosoffer gennem næsten lige så lang tid ikke har kunnet få styr på, via letkøbte generaliseringer som “kristendommen har aldrig tilbudt andet svar på verdens problemer end tågesnak om åndelighed og fordømmelse af andre baseret på manipulation …” og “kristendommen har til alle tider været et redskab til at manipulere mennesker og fratage dem deres frihed”, ja, så er man ganske enkelt dummere end en hel pose skakbrikker …

Vi skal ikke undlade at påpege overfor Jacob Aagaard, at selvom han fremturer med det kategoriske “alle ved at …” så bliver hans påstande ikke mere sande af den grund. Tværtimod så bekræfter et sådan udsagn blot at skakspil gør ingen filosof. (Og for dem der skulle være i tvivl om hvorfor, såvel som til oplysning af Hr. Aagaard skulle hans vej falde her forbi, så er her et link til IEPs opslag om Fallacies og til en lettere læst artikel om samme på Wikipedia.)

Det interessante er egentlig at Jacob Aagaard kommenterer et læserbrev af Kresten Schultz Jørgensen, hvori der stod følgende:

“Ateisterne bliver stadig flere, og de udmærker sig i det offentlige rum ved ikke længere blot at være dem, der ikke tror, men nu også dem, der missionerer for ateismens evangelium. Ateisterne er kort sagt imod også andres tro, og de går til værket med en mangel på tvivl, der er fanatiske sekter værdig.”

… og det er jo egentlig er en ganske god beskrivelse af Jacob Aagaards mission.

For det er da tankevækkende, at til trods for at Jacob Aagaard hævder “at undersøgelser viser, at troende er mindre generøse og mere fordømmende end ikketroende”, så var det trods alt det forgangne århundredes store ikke-religiøse ideologier, nazismen/fascismen og marxismen/kommunismen, der uhyre velorganiseret slog flere mennesker ihjel på kortere tid, end det tidligere har været muligt for nogen religionskrige.

Måske det endnu engang er værd at påpege, som jeg har gjort det før, at det afgørende ikke er hvilken religion eller ideologi du gør til din egen, men hvordan du praktiserer den.

__________
Kresten Schultz Jørgensen: Ateisterne er de nye hellige. Politiken d. 27/12 2015
Jacob Aagaard: Kristendommen tilbyder kun tågesnak. Politiken d. 31/12 2015

Demokratiets sejr.

“Aldrig har Demokratiet fejret saadanne Triumfer som i Dagene efter 5. maj – i hvert Fald i hine Dages Veltalenhed. Som et mangestemmet brusende Kor steg Lovsangen til det frie Demokrati fra Mændene paa Christiansborg som fra Frihedskæmperne, fra Saxogade som fra Ryvangsvillaerne. Der var ikke en Mand i hele Landet – Kæltring eller Gentleman -som ikke svor til Demokratiet, og som altid havde svoret til den Fane. De allerfleste kunde forsikre om deres til enhver Tid ubrydelige Trosskab overfor Sagen, den Sag, som de var villige til at ofre Livet for. Kun een Tone var forstummet: Oppositionens. Ingen vovede at staa op og sige; jeg har alle Dage anset Demokratiet for enrigtig daarlig Styreform, og den Omstændighed, at Nazismen har vist sig at være endnu værre, rokke ikke det mindste ved min Mistillid til og Foragt for Folkestyret. Og havde der end været en enkelt, der var i Besiddelse af den Dumdristighed, der skulde til for at fremsætte slige Anskuelser, havde det ikke nyttet det mindste; han havde simpelt hen ikke faaet Lov at komme til Orde.” (s. 138)

HalKoch
Hal Koch (1904-1963)

Således skrev Hal Koch i en artikel (Loke og Thor) i tidsskriftet Frie Ord kort efter afslutningen af Anden Verdenskrig og spurgte derefter:

“… skal der i et demokratisk Samfund være ubetinget Frihed til at danne sig de politiske Anskuelser, man vil, og til i Ord og Skrift at agitere for dem? Og skal denne Tanke- og Ytringsfrihed opretholdes ogsaa i de Tilfælde, hvor den paagældendes Tænkning og Agitation gaar ud på at omstyrte den bestaaende, saakaldt demokratiske Stat, muligvis endda med Magt, ikke ved Stemmeflerhed? Herpaa maa man – ud fra [Professor Jørgen] Jørgensens Opfattelse – svare: Nej, en saadan Frihed fører til det rene Anarki. Derfor maa en Agitation for urigtige og statsfarlige Meninger Bekæmpes, og det sker bedst ved, at man afsætter de farlige fra deres Embede. Hjælper det ikke, maa man ikke vige tilbage for grove Midler.” (s. 145)

Kochs indvending er den vist eviggyldige:

“… at det er meget farligt at udstyre Mennesker med en saadan Magt, som her tænkes lagt i Hænderne paa dem, der skal træffe Afgørelser om de politiske Anskuelsers Tilladelighed eller Utilladelighed. Enhver Regering vil, i vanskelige og truende Situationer, være tilbøjelig til at stemple sine Modstandere som farlige udemokratiske Oprørere og derefter gøre kort Proces med dem.” (s. 145)

Man kunne tilføje, at det ikke udelukkende er på politikerniveau at denne problemstilling er relevant; den er akkurat lige så påtrængende og aktuel på vælgerniveau. Er der ikke lige så stor (hvis ikke større) tendens til, at afskrive politiske modstandere eller ideer og principper man ikke selv deler, uanset om de er politiske, religiøse eller ideologiske, på nøjagtig samme måde blandt den vælgende befolkning?

Er det ikke kun alt for let at afskrive politiske modstandere og deres opfattelse af verden fordi man mener at de er tosser, fundamentalister, halalhippier, muslimer, kristne, nazister, fascister, racister, afstumpede, naive, onde, dumme, landsforrædere, menneskefjendse, samfundsfjendske, religionsfjenske og alt muligt andet?

Demokratiet sætter mennesket i centrum for verden, og giver hver enkelt en del af ansvaret for, hvordan samfundet skal styres efter næste valg. Men at samfundet på den måde underlægges individets mere eller mindre tilfældige indskydelser på valgdagen, betyder ikke at du som vælger ligger inde med den absolutte og endegyldige sandhed om, hvordan verden bør og skal være.

Demokratiet sætter mennesket i centrum og giver det en magt, der der langt overstiger hvad noget menneske har intelligens og viden til at overskue. Dermed følger der også et ansvar for at forvalte den magt ansvarsfuldt og med en passende ydmyghed overfor opgaven. For Lord Actons ord om at “magt har en tendens til at korrumpere” () gælder skam ikke kun for enevældige herskere; de gælder også for dig og den magt du har fået i hænde, som vælger i et demokrati.

Så spørg dig selv, om du mener, at du virkelig er i stand til at adskille personlige ønsker og egen fordel, fra hvad der objektivt er det bedste for det land, du er en indbygger i, så ikke også du bliver et levende bevis på, at der er rigtig god grund til, at du, ligesom så mange andre, kun har fået tildelt 1/3.000.000 del af magten.

__________
Hal Koch: Loke og Thor, i Frie Ord, 1. Årg. 1946.

Pædagogiske misforståelser

Dagens virale solstrålehistorie er historien om en seksårig pige, der valgte at bruge de hundrede kroner som hun havde fået af sin mormor til at købe en dukke for, på at købe cheeseburgers fra McDonalds og uddele dem til hjemløse på og omkring Strøget i København.

Lad os se bort fra muligheden for at historien er falsk og lad os se bort fra muligheden for at det er et iscenesat publicity-stunt fra den ene eller anden opmærksomhedssøgendes side af og bare, for argumentets skyld, tage den for pålydende. Lad os også se helt bort fra at det er piges egen mor, der har indsendt historien til en facebookgruppe kaldet “Fucking Flink”, der åbenbart er et forum hvor folk kan fortælle om hvor fucking flinke de selv eller andre er.

Historien ser således ud:misforståetpædagogik2

Det jeg hæfter mig ved er ikke historien som sådan, for enhver forælder ville forhåbentlig være stolt hvis deres datter udviste en sådan uselviskhed, men derimod det lille PS der er hæftet på historien, hvor moderen til datteren tilføjer: “Dukken fik hun naturligvis af mig efterfølgende.

Hvorfor dog? Hvis datteren var truffet et valg, og tænkt at det var vigtigere at disse mennesker fik noget at spise, end at hun fik (endnu en?) dukke, så lad dog datteren stå ved sin beslutning.

Lad hende mærke glæden ved at have givet, selvom hun selv måtte give afkald på noget andet. Kunne det ikke tænkes at glæden ved at have givet havde bundfældet sig desto mere, ved at hun bagefter også at kunne mærke savnet af det hun ikke fik?

Lad hende mærke glæden ved at have givet, uden at den straks skal afløses og overtrumfes af glæden ved at modtage. Eller frygter man at glæden ved at give ikke kan stå for sig selv og straks skal belønnes?

Respekter hendes beslutning om at det andet var vigtigere og lad være med at nedgøre hendes beslutning, ved straks at overtrumfe den med en belønning. Pigen valgte at mad til de hjemløse var vigtigere end dukken, som hun åbenbart ikke følte et så stort behov for, at hun ikke kunne give til andre i stedet. Ved at give hende dukken fratager moderen hende muligheden af at træffe samme beslutning en gang til. Respekter i stedet at hun har truffet en beslutning der ikke bare var voksen, men som mange voksne kunne lære noget af og lad den stå for sig selv og vigtigst af alt, lad hende stå ved den.

Det allermest perverse er måske, at trods det at datteren valgte at give af det lidt hun har (relativt til sin mor), valgte moderen at holde datteren skadesløs og dermed stjæle rollen som den uselviske giver fra sin egen datter og – hvad der faktisk er endnu værre – eftersom beløbet kun er en bagatel for moderen, sammenlignet med hvor meget pengene betyder for datteren, blev en smuk uselvisk handling forvandlet til en bagatel, der kan slås hen i et PS med et “naturligvis” … og her ser jeg helt bort fra at moderen selv poster historien på facebook og smykker sig med datterens handling – hvilket nok er en meget forståeligt moderlig stolthed – og især det faktum at McDonalds åbenbart vælger at snylte på episoden, ved at tilbyde “dobbelt op” på datterens gave; som om de ikke uden videre kunne spendere på de hjemløse, om det lå dem på sinde.

Moralen på alt dette er at det er en stor pædagogisk misforståelse at alt skal belønnes og det er uanset om man lover børnene penge for gode karakterer i skolen eller om man belønner dem med penge eller andet for alt hvad de laver i hjemmet eller om man ligefrem – som i dette tilfælde – holder dem skadesløse for at vise uselviskhed og opleve glæden ved at give. Resultatet er at man fratager dem muligheden for at opdage glæden ved handlingen i sig selv.

Små væmmelige guder

“Nogle forældre dyrker deres børn, som om de var guder. De risikerer at få børn ud af det, man ikke kan holde ud at være sammen med. Børn som er selvovervurderende og selvhævdende. De gør deres børn en bjørnetjeneste ved at gøre sådan noget.” siger psykolog og familieterapeut Finn Korsaa til BT.

No shit, fristes man til at sige; det er jo så indlysende, at man nærmest skal være idiot, for ikke at kunne indse det … og så åbenbart alligevel ikke, for der er jo nok af dem derude, de små forældreskabte, men helt igennem – af samme forældre – ukontrollerbare, monstre, så vi overlader bare ordet til Hr. Korsaa, når vi nu for en sjælden gangs skyld er fuldstændig enig med en psykolog og terapeut, og konstaterer med ham, “at det kan have en bagside, at fortælle børn at de er enestående, unikke og bedre end andre”, for “der er slet ingen grund til at fortælle den slags, for den følelse er vi født med. Hvis den følelse bliver overstimuleret, kan børnene udvikle sig til nogle narcissistiske uhyrer, som ikke tåler irettesættelse og ikke tåler at blive modsagt.”

devilsdueNu ved vi jo godt, at alle børn, uanset hvad vi gør ved dem, bliver nogle små narcissistiske uhyrer på et tidspunkt – vi kalder det teenage-alderen – og derfor er der da ingen grund til ligefrem at kickstarte mareridtet, vel? Til gengæld må man nok spørge sig selv, hvorfor den slags erkendelser af at for meget af en god ting ikke fører noget godt med sig, altid, som en art erkendelsesmæssige tømmermænd, kommer efter festen. Vi havde en ADHD boble, om hvilken samme Korsaa skrev i Berlingske for få år siden: “Den har med ét slag gjort Emil fra Lønneberg til patient og har fritaget forældre for ansvaret for at opdrage deres børn. Med konstruktionen af ADHD er det lykkedes at etablere patientforeninger, diagnosehåndbøger, ministerielle forordninger, konferencer, uddannelser og kurser. Alt sammen lige så imponerende som en solid provinsbank.” Bare fordi ingen gad tænke og ingen formåede at sige stop, blev en diagnose som kunne hjælpe de ulykkelige få, til en undskyldning og en bortforklaring og et alibi for de mange.

Nu kommer så denne slående erkendelse fra Hr. Korsaa oven i købet samme dag som Jyllands-Posten spørger: “Skader vi børn ved at kalde dem ”særligt sensitive”?” Tja, vi finder nok altid et eller andet at kalde dem og vi nøjes bare med at konstatere, ihukommende den nylige omtale af truende mæslingeepidemier og netdoktorforældrenes vægren ved at lade deres børn vaccinere, at internettet bestemt ikke har gjort folket klogere. Viden kommer ikke gratis til en og når det handler om den letkøbte og hurtigt læste af slagsen, er ingen viden, kombineret med den deraf følgende vilje til at lytte til dem der virkelig har den, så langt at foretrække.

Også når det gælder opdragelsen af de små guddomme, som jo egentlig er kød af vort kød og blod af vort blod, men som åbenbart helt har taget magten … Vi spår at det vil de fortsætte med at gøre, på den ene eller anden måde, så længe det opgør som Hr. Korsaa så fornuftigt har gang i, kun kommer til at handle om fakta og ikke om et opgør med den flæbende sentimentalitet der ligger bag. Men det er jo egentlig en helt anden historie.

__________
Ill.: fra en happening i forb. med filmen Devil’s Due

Om fordelen ved at begå selvmord

Måske det bare en trøst du klynger dig til fordi tanken om døden skræmmer dig, måske du virkelig tror på at det forholder sig sådan, at du den dag, når du ikke længere skal have din gang på denne jord, har en aftale med din gud, om at du skal henføres til et andet sted, hvor du skal tilbringe evighedernes evigheder mellem basuner og engle og et ikke ubetydeligt antal jomfruer. Hvis det er din klippefaste tro at det forholder sig sådan, så er der kun en eneste ting du kan gøre, nemlig at tage livet af dig selv, gerne hurtigst muligt, hellere i dag end i morgen, for jo længere du venter, jo værre for dig selv.

Hvor for nu det? Jo, forestil dig at du fremfor den øjeblikkelige og umiddelbare fornøjelse ved at snuffe dig selv, i stedet vælger at udskyde det uundgåelige længst muligt, og i stedet lever et langt og lykkeligt liv, ender på et plejehjem, hvor dine dine svigtende åndsevner og ditto hukommelse allernådigst beskytter dig mod at overvære dit kropslige og mentale forfald i alt for skarp fokus, ja så ender du med at dø på et tidspunkt hvor du, gigtsvag og bestandigt savlende og halvblind og skræmt fra vid og sans af en samfundsudvikling du ikke fatter en brik af, formodentlig kun kan gå med hjælp af en rollator eller endnu værre slet ikke kan gå, men ude af stand til andet end blot vegetere i en hospitalsseng og – allerværst – du vil formodentlig på dette tidspunkt være både galoperende afmægtigt inkontinent og have mistet enhver erindring om hvem dine nære og kære er, såvel som være fuldstændig ude af stand til at huske noget som helst af det, der skete for bare ti sekunder siden. Stort set som at læse den forrige sætning og have glemt hvordan den startede, inden du nåede halvvejs gennem den. (Sorry, det var så min fejl, der burde have været sat punktum omtrent halvvejs.)

Det lyder alt sammen temmelig slemt, men forestil dig så, at du træder ind i evigheden i den tilstand, evigt inkontinent og blottet for den korttidshukommelse, som skal forhindre dig i at starte hver evig eneste dag af evigheden med spørgsmålet: “Hvor er jeg?” efterfulgt af det lige så påtrængende “Hvorfor er mine bukser våde?” Det er bestemt ikke noget at grine af.

Alexandre-Gabriel Decamps (1803–1860)
Alexandre-Gabriel Decamps (1803–1860)

Men i hvilken tilstand forestiller du dig egentlig ellers, at du skal tilbringe evigheden? At du skal være præcis sådan, at du er på toppen i enhver henseende? På toppen af både din mentale og fysiske formåen? Men det ved du jo godt ikke kommer i samme pakke. Du var formodentlig fysisk på toppen som 22-årig, et tidspunkt af dit liv, hvor du desværre stadig var uerfaren, umoden og rent ud sagt smådum. Mentalt var du på toppen omkring de 50, hvor kombinationen af erfaring og åndsevner var mest gunstig, men allerede der kunne du jo godt mærke, at de første svagheder for længst var begyndt at melde sig. Du kan ikke få det hele med dig; dig som 30-årig er ikke den samme som dig som 60-årig, og du kan jo ikke være både den ungdommelige lykkelige og bære alderdommens erfaringer og klogskab i en og samme person (hvis du ikke forstår dette, så vent til du bliver lidt ældre), men en ting kan du være sikker på, nemlig at der kommer et tidspunkt hvor det går hastigt ned af bakke og du vil, hvis du vil være sikker på at kunne nyde dit evighedsotium på mest fordelagtig vis, helt sikkert ønske at forlade denne verden, inden du for alvor træder ud på det skråplan, som leder mod både fysisk og mentalt forfald og den sikre, uundgåelige død. For helt ærligt, hvor meget gavn tror du en 80-årig har af 72 jomfruer?

Så det store altafgørende spørgsmål for den der tror på evigt liv, er hvornår man skal tage livet af sig selv, for at komme i bedst mulig forfatning derhen, hvor alle jo godt ved at der er meget bedre at være? Det indlysende svar ville være, at man bør tage livet af sig selv, i det øjeblik hvor man er allermest lykkelig, så man var sikker på, at man i hvert fald tog det med sig. Så på dagen for dit bryllup, på dagen hvor du får en ny bil, et nyt hus, hvor du endelig får drømmejobbet … det er på det tidspunkt, at du skal vælge at sige denne verden farvel og drage hen for at møde din skaber. Men om du vil gøre det ved at møde et tog eller måske en lastbil frontalt eller ved at drikke et par flasker whisky og svømme ud i fjorden eller ved at æde alle oldemors sovepiller eller noget helt andet, er dit valg. Men hvad det andet angår, ja der har du egentlig ikke noget valg. Carpe diem!

“Cleombrotus, high on a rock,
Above Ambracia stood,
Bade Sol adieu, and, as he spoke,
Plung’d headlong in the flood.

From no mischance the leap he took,
But fought the realms beneath,
Because he read in Plato’s book,
That souls live after death.”

– Kallimachos, Epig. 23, overs. Tytler 1793

Terror som underholdning

Politiken kalder det “dokumentation” når de vælger at bringe en lydoptagelse af skudene mod Krudttønden lørdag eftermiddag. Ekstra Bladet behøver ikke et sådan filter, når de under overskriften “Den myrdede var kendt filminstruktør” ikke holder sig tilbage fra at vise en video af redningsfolk, der forgæves forsøger at redde livet på den mand, der blev skudt samme sted.

terroroffer
still fra video på eb.dk

Tidligere på dagen havde Ekstra Bladet måttet nøjes med bringe øjenvidneberetninger fra stedet: “han døde gispende mellem hænderne på os” og “Vi forsøgte at stoppe blødningen. Det blødte kraftigt. I starten gispede han, men efterhånden blev det svagere og til sidst kunne vi ikke mærke puls.” og det har jo ikke nær samme underholdningsværdi … nyheds- og dokumentationsværdi som billede og lyd.

Efter attentatet mod Charlie Hebdo var pressen hurtigt ude med rygtet om at der cirkulerede en video, som viste hvordan terroristerne henrettede en på fortorvet liggende såret fransk betjent, men at den var så uhyggelig, at den blev fjernet igen flere steder fra. Måske af hensyn til offeret og hans familie. Konkurrencehensyn fik dog hurtigt mange medier på andre tanker: hvis den findes, så vil folk se den og det fik de lov til. De mere forsigtige medier valgte at vise videoen, men lod billedet fryse lige i det øjeblik terroristen retter våbnet mod den forsvarsløse betjent og altså overlade det til læserne at fantasere om selve skuddet. Andre var mere uforbeholdne og viste hele klippet.

Det er en svær balancegang. Ekstra Bladet oplevede i sidste uge en smule modvind, da de – uden at konferere med familien først – valgte at bringe billeder af to små børn, som var omkommet i en brand i et privat hjem. Det var for nogen at gå over stregen, selvom flertallet jo gerne vil se dem, akkurat som flertallet gerne vil vide mere om skyderiet i København i går og i nat. Der er formodentlig kun få der ikke ønsker detaljer og man kan vel sige, at jo mere afstumpede eller fantasiløse vi er, jo flere detaljer har vi brug for.

Når et øjenvidne fortæller, at den formodede gerningsmand ligger død uden for hans vindue og politiet banker på døren og fortæller, at de ikke må kigge ud (vel mere som et godt råd, end et direkte påbud) så er der nok ikke mange, som ikke forestiller sig hvordan det mon ser ud: den af politiets kugler gennemhullede terroist, som fik sin bekomst, liggende død på gaden midt i København i en pøl af sit eget blod. Hvem ville ikke gerne se et billede og få sat ansigt på ondskaben …

Det er godt nyhedsstof og gevinsten er flersidet for den nysgerrige og nydelsessyge læser.

Vi bliver gennem terroren mindet om vores egen dødelighed på en måde, som på en gang er tæt på – det foregår jo lige udenfor vores hoveddør – og alligevel ganske ufarlig; du løber stadig end større risiko for at blive dræbt i trafikken, end for at blive skudt af en terrorist, hvis du færdes på gaden i København. Eller som nogle unge mennesker på bytur, som Ekstra Bladet havde snakket med i nat, udtrykte det: “Vi tager hjem, det er for utrygt at være her. Vi tager hjem. Vi tager tilbage til Hillerød.”

Samtidig bliver vi præsenteret for en vidunderlig moralsk opkridtning af verden. Terroren præsenterer os for et perspektiv, en absolut ondskab, som for en stund kan få os til at glemme vore egne små fejl og mangler. Eller med andre ord: terroren gør os gode, ved at give os retten til moralsk forargelse over det onde i verden. (mere om hvorfor vi elsker at hade terroristerne her)

Men så er det altså heller ikke værre! Når vores statsminister udtaler at “Vi har smagt den grimme smag af frygt og magtesløshed …” så er det nok på tide med lidt perspektivering. Jeg er sikker på at civile i de områder i Irak og Syrien, som Islamisk Stat forsøger at erobre, nok for alvor kender til smagen af frygt og magtesløshed. Eller måske ikke engang magtesløshed, for de har muligheden for at gribe til våben og kæmpe imod og de gør det. Magtesløsheden er svær at få øje på, når sikkerheden og trygheden trods alle lurende farer aldrig er længere væk end Hillerød!

Terror er for det store flertal i den vestlige verden som aldrig kommer i personlig kontakt med den – desværre – i sidste ende ikke meget andet end god underholdning, et godt drama. De fleste er vel næppe bevidste om, hvad der rører sig i dem selv og spørger man dem, hvorfor de dog følger dette i nyhederne, hvorfor denne trang til dramatiske og makabre detaljer, ja så har de næppe et overbevisende svar. Hvis det det virkelig er så terroriserende, hvorfor indlader de sig så på at lade sig terrorisere? Et svar kunne være, at når vi læser om det, kilder det os på omtrendt samme måde levsbekræftende måde som en god thriller. Terroren får os til at føle og får os til at føle os i live og man kan sige, at i den henseende er terroren bedre end en god gyserfilm (men ikke så god som sex) og derfor kan vi ikke lade være med at lade os terrorisere. For det er jo en kendsgerning, at hvis ikke politikerne stillede sig op med alvorlige miner og råbte terror og forholdsregler og talte om frygt og magtesløshed og forsikrede os om at folkets tryghed er vigtigere end alt andet og hvis ikke pressen dyrkede det med absurd intensitet (med et tocifret antal artikler på hver eneste avishjemmeside) og vigtigst af alt, hvis ikke vi bare slugte det hele råt, ja så var nattens begivenheder intet andet og mere end blot to tilfældige drab begået af en tosse i sted i København.

… og så ville vi kunne trække på skuldrene og leve videre, som om intet var hændt.