TV

“At present the greatest danger to the educational efforts is television. Education just cannot go on if you let the television do what it likes. It is impossible for education to work up against television unless television recognizes that it also has an educational task which overrules our mere entertainment. Otherwise we cannot have education. From the democratic point of view television must be controlled, just because its potential political power is almost unlimited. If you get hold of television, you can do whatever you like. And such a power must be controlled. My proposal is to look at the problem of controlling television as a task similar to that of control of medical people. Medical people have to be controlled too, and they do it very largely themselves. For example they have to have a certain education. The same applies to the system of control of lawyers, who have their own organization which controls them. Thanks to these systems of control the lawyers do not steal the money from their clients and doctors do not kill their patients. And you have to organize all people who work for the television in some kind of organization. They would have to become members of such an organization on the basis of some education, after passing appropriate examinations testing their awareness of the educational tasks, and their responsibility. They would have to learn that their influence is very great and that their responsibility is equally great. It is responsibility for our civilization. Their first aim would be the fight against violence. And on these principles, if some people are found to be irresponsible, their license could be withdrawn. Without such a system of regulation we are running into chaos, violence and crime. The increasing wave of crime is very largely due to television.”

– Karl Popper i et interview med Adam Chmielewski, 29. juli 1994.
Set her: http://www.chmielewski.uni.wroc.pl/en/w_popper.html

National-Kulturel Selvforståelse

“TV 2-programchef Keld Reinicke mener ikke, man kan undervurdere tv-fiktionens andel i definitionen af en national kulturel selvforståelse.

»Efterhånden som download-kulturen vinder frem, og det bliver nemmere og nemmere at se alle mulige – superfede – amerikanske serier, tror jeg, at det giver noget at mærke, at man er dansker, ved at se noget dansk«.

»Går man tilbage til monopolets dage, så var det også fiktionen, med serier som ‘Matador’, der var banebrydende med til at definere, hvem vi er. Hvis dansk fiktion lykkes, kan det blive ikonisk for en tid og en generation«, siger Keld Reinicke.”

… i følge Politken om “TV 2’s største seriesatsning til dato. Fire år har den været undervejs, og 85 millioner har indspilningerne kostet.” Serien handler om en ny specialenhed under Københavns Politi, som opklarer “seriemord på seriemord på seriemord“.

Jeg protesterer! Af flere grunde:

1. Keld Reinicke rammer helt sikkert en pointe når han siger at han tror “at det giver noget at mærke, at man er dansker, ved at se noget dansk,” for det er nok netop årsagen til at Matador, som han også selv nævner, blev så stor som den gjorde. Den viste et typisk dansk tidsbillede.

Men seriemordere? Har der overhovedet været en eneste dansk seriemorder, nogensinde? Hvordan hænger dansk national-kulturel selvforståelse og seriemordere sammen? Svaret er vist ret enkelt: Det gør det ikke, med mindre man snakker om dansk national-kulturel selvforståelse i amerikansk perspektiv.

Seriens hovedpersoner. (Fra tv2.dk)

2. Serien har ifølge Politiken været fire år undervejs, hvilket måske delvis kan forklare hvorfor TV2 tager noget så ligegyldigt som seriemordere op. Seriemordere var et interessant nyheds-fænomen da Ted bundy blev dømt i 1980 og som underholdning i film og bøger i 1990’erne i kraft af fx. Robert Ressler: Whoever Fights Monsters (1992) og Seven (1995). Seriemorderfænomenet blev endegyldigt endevendt i tv-serien Messiah (2001).

Men nu? For helvede! Seriemordere er omtrendt det mest fortæskede emne overhovedet og der er helt sikkert ikke flere originale vinkler på det, hvilket egentligt også fremgår af traileren til serien, hvor clicherne nærmest står i kø både i replikkerne, “Hvis du ødelægger det her for Katrine, så ødelægger jeg dig.” (intriger kolleger i mellem) og “Der findes ikke nogen speciel måde de her mennesker ser ud på. De ligner os andre.” (håbløse banaliteter) og i billeder (“bundet blondine, mand med gummihandske og skalpel” er aldrig set før, vel?):

Interessant er det at der sker denne bevægelse fra sub-kultur fænomen henover mainstream film til TV-serie for husmødre, jvf. fx. The Walking Dead, hvor selve zombie-fænomenet er blevet til TV-serie, omend nok ikke helt mainstream endnu. Hvis denne tendens fortsætter, vil vi om ti-tyve år se TV2 lave en zombieserie, så danskere med svage engelskkundskaber også kan få et indblik i den verden.

Jeg vover gerne pelsen og påstår at “Den som dræber” ikke har en isternings chance i helvede for at blive “ikonisk for sin tid og generation“. Det sker bare ikke.

Heldigvis.

__________
TV 2 udfordrer DR…, Politiken, d. 3/3 2011