Jeg er …

En 26-årig mand fra Aarhus er kommet i uføre, efter han forleden skrev tre forbudte ord på facebook. “Je suis Omar” er de magiske ord, som ifølge Dansk Folkeparti og andre skal kvalificere et fængselsophold af længere varighed.

Nu sidder jeg her i min stue og siger ordene højt ud i rummet – Je suis Omar – og smager på dem og forsøger at fornemme, om der skulle være en eller anden magisk kraft i dem, som gør dem så farlige. De smager nu ikke af noget særligt. Måske fordi jeg rent faktisk ikke er Omar, måske fordi jeg ikke er muslim, måske fordi jeg overhovedet ikke sympatiserer med terror eller terrorister eller måske bare fordi jeg lige har drukket kaffe?

Prøver på dansk i stedet: Jeg er Omar! Heller ikke! Men hvad nu hvis jeg gentager dem? – Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! – Intet! Faktisk kan jeg danse rundt på gulvet i stuen med armene i vejret og synge ordene uden at der sker en skid. Medmindre da at naboerne ser mig og melder mig til politiet, for så ryger jeg jo nok i fængsel.

censorshipDer er en pointe med det her, en pointe, som de politikere, der engang, mens sentimentalitetens og forargelsens tåger lå tungt over deres i forvejen ikke særligt veludrustede hjerner, vedtog denne lov, åbenbart ikke har fået med, nemlig misforholdet mellem at man vil straffe en mand for at sige de tre ord, som jo kun er blevet set af ganske få, mens alle danske medier, som har citeret ordene flere gange åbenbart kan gå fri.

Ja, han har udtryk sympati for Omar i en eller anden udstrækning, men hvis det er så farligt at nogen skulle udsige det og især at andre skulle høre det, hvorfor tillades danske medier så at referere og viderebringe sympatien? På den måde spredes den jo hurtigere og videre end den ellers nogensinde ville. Det er jo ikke sådan, at den sympati han har lagt i ordene, på magisk vis fordufter, blot fordi de bliver refereret, de ligger stadig immanent i ordene, som med medierne mellemkomst, er blevet læst af hundredetusinder i stedet for et par hundrede.

Men lad os tage den tanke et skridt videre. Hvis Je suis Omar er forbudte ord, hvad så hvis man pakker dem ind i andre ord og i stedet siger En mand fra Aarhus sagde Je suis Omar, er det så pludseligt i orden? For så referer med jo bare. Eller hvis man nu i stedet sætter det i citattionstegn og skriver “Je suis Omar”, så kan det være enten et citat eller referat eller endda en ironisk distance til hele dette cirkus.

Faktisk kan du, kære læser, slet ikke være sikker på, at dette blogindlæg ikke bare er et dække for at kunne gentage de samme forbudte ord – Je suis Omar – igen og igen og igen. Måske undertegnede er medlem af et hemmeligt selskab af Omarister …

… eller måske er han ikke.

Dobbeltmoralen

Så meget for ytringsfriheden i dette land. Det er stadig tilladt at udtrykke sympati for den statsterrorisme som Irakkrigen var; den blev jo gennemført på falske og forfalskede præmisser og kostede hundredetusinder af uskyldige mennesker livet. Der var også rigtig mange der med årene havde fik sympati – og gav udtryk for den – med den firedobbelte politimorder Palle Sørensen, efterhånden som han rådnede op i en fængselscelle. Det er i Danmark tilladt at være nazist og det er tilladt at udtrykke sympati for Hitler eller for Stalin, og bifalde deres gerninger som tilsammen fik taget livet af over 50.000.000 mennesker. Du må udtrykke sympati for Pol Pot og Gaddafi, for Rushdie og de Sade, for Nero og Djengis Khan, for Dahmer og Bundy, for Jesus og Muhammed, for Satan, for Pinochet og Franco, for Castro og Mao og for Arafat, som startede som rabiat terrorist, men endte med at tale i FN. Men ikke med Omar.

Så meget for ytringsfriheden i dette land. Vi kan tillade alt; sympati for de værste massemordere i historien, vi kan tåle at danske nynazister og venstresocialister stiller op til folketingsvalg, vi kan tåle at al verdens religioner latterliggøres (i hvert fald de andres religioner) og når tegninger i en dansk avis skaber kaos og spreder død i gaderne i fjerne lande, klapper vi i hænderne og kalder det ytringsfrihed. Men ve den, som udtrykker sympati for en sølle amatørterrorist, som skaber lidt røre i den lokale andedam. (For den tungnemme læser bør jeg måske gøre opmærksom på, at jeg taler om sympatierklæringer o. lign., jeg taler ikke om direkte opfordringer til terror eller andre former for ulovligheder.)

Ytringsfrihed er ikke kun ytringsfrihed for de, der siger det rette, det pæne, det almindelige, det fornuftige og det alle kan være enige i. Nej, ytringsfrihed er kun frihed, hvis den også gælder de, der siger alt det, som ingen kan lide og ingen ønsker at høre. Ytringsfrihed er friheden til også at sige det ekstreme, det ikke accepterede, det farlige og det upopulære. Ikke mindst er ytringsfriheden langt mere den andens ret til at tale om mig, end det er min ret til at tale om ham. Er der ikke frihed til at tale, for den der tænker noget andet, er der ingen ytringsfrihed overhovedet … eller med Rosa Luxemburgs (1871-1919) ord:

“Freiheit ist immer nur Freiheit des Andersdenkenden.” –

 

Terror som underholdning

Politiken kalder det “dokumentation” når de vælger at bringe en lydoptagelse af skudene mod Krudttønden lørdag eftermiddag. Ekstra Bladet behøver ikke et sådan filter, når de under overskriften “Den myrdede var kendt filminstruktør” ikke holder sig tilbage fra at vise en video af redningsfolk, der forgæves forsøger at redde livet på den mand, der blev skudt samme sted.

terroroffer
still fra video på eb.dk

Tidligere på dagen havde Ekstra Bladet måttet nøjes med bringe øjenvidneberetninger fra stedet: “han døde gispende mellem hænderne på os” og “Vi forsøgte at stoppe blødningen. Det blødte kraftigt. I starten gispede han, men efterhånden blev det svagere og til sidst kunne vi ikke mærke puls.” og det har jo ikke nær samme underholdningsværdi … nyheds- og dokumentationsværdi som billede og lyd.

Efter attentatet mod Charlie Hebdo var pressen hurtigt ude med rygtet om at der cirkulerede en video, som viste hvordan terroristerne henrettede en på fortorvet liggende såret fransk betjent, men at den var så uhyggelig, at den blev fjernet igen flere steder fra. Måske af hensyn til offeret og hans familie. Konkurrencehensyn fik dog hurtigt mange medier på andre tanker: hvis den findes, så vil folk se den og det fik de lov til. De mere forsigtige medier valgte at vise videoen, men lod billedet fryse lige i det øjeblik terroristen retter våbnet mod den forsvarsløse betjent og altså overlade det til læserne at fantasere om selve skuddet. Andre var mere uforbeholdne og viste hele klippet.

Det er en svær balancegang. Ekstra Bladet oplevede i sidste uge en smule modvind, da de – uden at konferere med familien først – valgte at bringe billeder af to små børn, som var omkommet i en brand i et privat hjem. Det var for nogen at gå over stregen, selvom flertallet jo gerne vil se dem, akkurat som flertallet gerne vil vide mere om skyderiet i København i går og i nat. Der er formodentlig kun få der ikke ønsker detaljer og man kan vel sige, at jo mere afstumpede eller fantasiløse vi er, jo flere detaljer har vi brug for.

Når et øjenvidne fortæller, at den formodede gerningsmand ligger død uden for hans vindue og politiet banker på døren og fortæller, at de ikke må kigge ud (vel mere som et godt råd, end et direkte påbud) så er der nok ikke mange, som ikke forestiller sig hvordan det mon ser ud: den af politiets kugler gennemhullede terroist, som fik sin bekomst, liggende død på gaden midt i København i en pøl af sit eget blod. Hvem ville ikke gerne se et billede og få sat ansigt på ondskaben …

Det er godt nyhedsstof og gevinsten er flersidet for den nysgerrige og nydelsessyge læser.

Vi bliver gennem terroren mindet om vores egen dødelighed på en måde, som på en gang er tæt på – det foregår jo lige udenfor vores hoveddør – og alligevel ganske ufarlig; du løber stadig end større risiko for at blive dræbt i trafikken, end for at blive skudt af en terrorist, hvis du færdes på gaden i København. Eller som nogle unge mennesker på bytur, som Ekstra Bladet havde snakket med i nat, udtrykte det: “Vi tager hjem, det er for utrygt at være her. Vi tager hjem. Vi tager tilbage til Hillerød.”

Samtidig bliver vi præsenteret for en vidunderlig moralsk opkridtning af verden. Terroren præsenterer os for et perspektiv, en absolut ondskab, som for en stund kan få os til at glemme vore egne små fejl og mangler. Eller med andre ord: terroren gør os gode, ved at give os retten til moralsk forargelse over det onde i verden. (mere om hvorfor vi elsker at hade terroristerne her)

Men så er det altså heller ikke værre! Når vores statsminister udtaler at “Vi har smagt den grimme smag af frygt og magtesløshed …” så er det nok på tide med lidt perspektivering. Jeg er sikker på at civile i de områder i Irak og Syrien, som Islamisk Stat forsøger at erobre, nok for alvor kender til smagen af frygt og magtesløshed. Eller måske ikke engang magtesløshed, for de har muligheden for at gribe til våben og kæmpe imod og de gør det. Magtesløsheden er svær at få øje på, når sikkerheden og trygheden trods alle lurende farer aldrig er længere væk end Hillerød!

Terror er for det store flertal i den vestlige verden som aldrig kommer i personlig kontakt med den – desværre – i sidste ende ikke meget andet end god underholdning, et godt drama. De fleste er vel næppe bevidste om, hvad der rører sig i dem selv og spørger man dem, hvorfor de dog følger dette i nyhederne, hvorfor denne trang til dramatiske og makabre detaljer, ja så har de næppe et overbevisende svar. Hvis det det virkelig er så terroriserende, hvorfor indlader de sig så på at lade sig terrorisere? Et svar kunne være, at når vi læser om det, kilder det os på omtrendt samme måde levsbekræftende måde som en god thriller. Terroren får os til at føle og får os til at føle os i live og man kan sige, at i den henseende er terroren bedre end en god gyserfilm (men ikke så god som sex) og derfor kan vi ikke lade være med at lade os terrorisere. For det er jo en kendsgerning, at hvis ikke politikerne stillede sig op med alvorlige miner og råbte terror og forholdsregler og talte om frygt og magtesløshed og forsikrede os om at folkets tryghed er vigtigere end alt andet og hvis ikke pressen dyrkede det med absurd intensitet (med et tocifret antal artikler på hver eneste avishjemmeside) og vigtigst af alt, hvis ikke vi bare slugte det hele råt, ja så var nattens begivenheder intet andet og mere end blot to tilfældige drab begået af en tosse i sted i København.

… og så ville vi kunne trække på skuldrene og leve videre, som om intet var hændt.

Angrebet på ytringsfriheden

“The greatest danger of bombs
is in the explosion of stupidity
that they provoke.”

Det er i grunden temmelig ironisk. Her kun ca tolv timer efter et af dette århundredes  værste forsøg på et angreb mod ytringfriheden, er kampen om vores basale frihedsrettigheder allerede i fuld gang. Den foregår ikke på gaderne i Paris, den foregår ikke med våben i hånd … nej, den foregår med ord og det værste anslag mod friheden kommer fra en måske – for mange – noget uventet side.

Som skrevet tidligere, var Pia Kjærsgaard straks efter attentatet i Paris parat til at tage midler i brug, som ligger ud over hvad loven tillader. Men hun er selvfølgelig langt fra den eneste.

Eugène Delacroix: La Liberté guidant la peuple (1830)
Eugène Delacroix: La Liberté guidant la peuple (1830) (via wikipedia)

I Berlingske gør også Kathrine Lilleør sig med noget skinger stemme sig til talsmand for at slagte basale frihedsrettigheder. Lad os nu bare se bort fra at hun er cand. theol. og derfor næppe objektiv – det er jo de færreste bloggere – men det er lige godt svært at se bort fra, at hun, udover at være ude i et ubehageligt ærinde, heller ikke er alt for skarp, for hun skriver, under overskriften “Fat det!”, følgende:

”Øger vi selvcensuren, har vi tabt”, siger vores egen Kurt Westergaard i dag. Med den visdom, som kommer af at have mærket det islamistiske geværløb mod panden. En advarsel, der udgår fra det mangeårige skæbnefællesskab, han har med de dræbte franske tegnere. Westergaard har ret. Selvfølgelig.

Men hører vi det? Fatter vi, at det ligeså godt kunne have været her, at man have givet en dansk politibetjent en ekstra kugle for panden?”

… og fortsætter, uden tilsyneladende at fatte, at den selvcensur som hun her taler om, er den frivillige opgivelse af en af vort samfunds mest basale friheder. For hun er samtidig rede til at ofre lige netop den og andre frihedsrettigheder i kampen for at forsvare dem.

“Fjenden findes ikke kun i Syrien. Fjenden findes også i Paris. Og her.

Konsekvens: ”Frihed for Loke såvel som for Thor”, gælder kun i gode tider. Når Loke fører krig, må hans frihedsrettigheder nødvendigvis indskrænkes. Ekstremistiske muslimer bør herefter ikke kunne forvente, at de demokratiske frihedsrettigheder gælder i ligeså udstrakt grad for dem, som den har været gældende hidtil.

Frihed for Loke gælder kun i fredstid.

Fat det!”

Meget mening giver det ikke, men det er vigtigt at slå fast, at ingens frihedsrettigheder  skal indskrænkes. Demokratiske frihedsrettigheder gælder for alle samfundets borgere i nøjagtig samme udstrækning, for i samme øjeblik de ikke gør det, så er dette samfund ikke længere et demokrati. Begynder vi at fratage borgere demokratiske frihedsrettigheder baseret på en vurdering af deres religiøse (eller politiske eller enhver anden) overbevisning, i stedet for at straffe dem for eventuelle overtrædelser af samfundets love, så er vi hverken bedre eller anderledes end de samfund, som mørkemændene bag dagens attentat stammer fra. Det er præcis det som terroristerne ønsker at opnå, og det ønsker vi i hvertfald ikke.

Eller nogen blandt os gør tilsyneladende.

Vi lever – i modsætning til hvad Katrine Lilleør åbenbart tror – i en fredstid. Vi er ikke i krig og man kan jo knapt kalde tre tosser med geværer for fjender; det er at tillægge dem alt for stor betydning. De er simple kriminelle som skal straffes for det de har gjort og gerne straffes hårdt. Alt andet er at give dem mere kredit og langt mere magt, end de har fortjent efter deres afstumpede handlinger tidligere i dag. Samfundets virkelige fjender er ikke og kan ikke være en håndfuld mænd med geværer; de kan intet udrette, som vi ikke selv lader dem udrette, for kunne de det, var det da et skrækkeligt tegn på, hvor skrøbeligt vores samfundsstruktur er.

Vores virkelige fjender er de, der benytter sig af dagens begivenheder til at føre en kamp, måske ligefrem en kulturkamp – Kristendom vs Islam? – og som ikke viger tilbage for at ofre vores demokratiske frihedsrettigheder som et led i den kamp. For tag ikke fejl, der er i sidste ende ikke den store forskel på, om vi lader den ene eller anden ekstremist kue os. Den eneste trussel der ligger i dagens attentat, er at vi gør noget: at vi går i panik, at vi lader os styre af had og vrede, at vi lader frygten få overtaget, at vi smider fornuften på porten, ja, at vi i det hele taget forandrer noget som helst. Livet må og skal fortsætte som hidtil, for kun på den måde viser vi, at her kan intet forandres og at terror ikke virker på os.

Og det, kære læser, er mere end noget andet, det som vi skal fatte.

Så fat det!

__________
Citat: Octave Mirbeau (1850–1917) i: Le Journal (Feb. 19, 1894)
Kathrine Lilleør: Fat det!, Berlingske, d. 7/1 2015

Farligere end selv den mest brutale terrorist …

651px-PiaKjaersgaard… er Pia Kjærsgaard, som oven på terrorangrebet på redaktionen på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, ikke længere finder det nødvendigt at holde sig inden for lovens rammer, men ønsker at tage andre midler i brug for at … ja, hvorfor egentlig?

Jo, hun vil have lukket en moske i Aarhus, hvorfra der prædikes had og fundamentalisme: “Hvis vi forholder os til dk, må man lukke moskéer som den i Grimhøj”, siger hun i følge flere danske aviser og uddyber:

– Men hvordan vil du gøre det, hvis det ikke kan ske med den gældende lovgivning?

Så er det muligt, at vi må tage andre metoder i brug. Det kan også være nødvendigt at ty til nødret. Det er ikke rimeligt, at danskere i Danmark skal være under politibeskyttelse. Det er os, der er buret inde som i et fængsel, siger Pia Kjærsgaard. (EB/min fremh.)

Hvis der er en ting der absolut ikke er nødvendigt oven på dagens angreb på vores mest basale friheder, så er det at vi i panik eller medfølelse eller forfærdelse eller politisk opportunisme, begynder at fratage andre deres helt basale ret til at forsamles eller ytre sig. Det fører kun en eneste ting med sig, nemlig flere uskyldige ofre. De der vil terror skal nok finde både lejlighed og motivation og årsager til at udføre den. At forhindre det er en opgave for politi og efterretningstjeneste, men det skal – selvfølgelig – ske inden for lovens rammer. Ellers har terroristerne da først sejret i deres bestræbelser på at ødelægge vort samfund.

 

Kommandør Breivik

Breivik. Kommandør. Organiseret i den antikommunistiske modstandsbevægelse mod islamisering. Operationen er fuldført og vil overgive sig til Delta.

Således sagde Breivik i telefonen da han ringede til politiet efter han havde afsluttet masakren på Utøya og den replik afslører rigtig meget om, at der en hel del af Breiviks livsindhold, som kun eksisterer udi egen indbildning. Det skal jeg vende tilbage til om lidt.

FORSTÅELSE OG SYMPATI

Leder i Ekstra Bladet, Forståelsen for terror, 24. juli 2011.

“MAN TAGER sig til hovedet, når den danske naziformand, Esben Kristensen, nu belærer alverden om, at han skam godt forstår, hvad der foregår inde i hovedet på den norske terrorist, Anders Breivik.

FRISK og frejdig plaprer han løs med sin sindssyge sympati for, at der kommer tidspunkter, hvor mennesker simpelt hen ikke vil finde sig i, at man ’forærer hele verden væk’.”

To ord er vigtige at bemærke til i ovenstående, nemlig forståelse og sympati og der er stor forskel på de to. Jeg kan (med lidt anstrengelse) forstå hvad der er foregået inde i hovedet på Anders Breivik, mens det hverken for jeg eller – vover jeg at påstå – de fleste normale mennesker er muligt at have sympati med det. At forstå er ikke at sympatisere, på samme måde som at forklare ikke er det samme som at acceptere. Forståelse er en rationel disciplin og som i denne sammenhæng blot viser at man har en smule indsigt i elementær menneskelig psykologi. Sympati handler i modsætning hovedsagligt om følelser.

“BUDSKABET er, at når man synes, samfundet går i den forkerte retning, så mener en del, man også har ret til at bombe og slå ihjel. En forskruet tankegang, Esben så langtfra står alene med.”

Selvfølgelig er det let at lade forargelsen løbe af med sig, men som lederskribent på en dansk avis burde man være hævet over den slags simple følelser eller i det mindste være i stand til at undlade at tage dem med på arbejde.

Tankegangen er nu slet ikke så forskruet endda. Cirka en million dræbte irakere og den aktuelle krig i Libyen er eksempler på at vi ikke har problemer med at bombe og slå ihjel når andre samfund går i den forkerte retning. Det er selvfølgelig sværere når det er ens eget samfund det handler om, men det holdt da ikke de danske modstandsfolk tilbage. Også Stauffenberg mente at samfundet gik i den forkerte retning og at han havde ret til at bombe og slå i hjel og ville være blevet hyldet desto mere om han var lykkedes med sit projekt. PLO er i øvrigt et glimrende eksempel på at terrorisme og f. eks. det at angribe en skolebus med bazookaer sagtens kan være udgangspunkt for noget som senere hen er blevet almindeligt anset for en god og retfærdig sag.

Pointen er, at verden ikke er så simpel, at den består af onde og gode mennesker, hvor de onde begår handlinger, som qua deres ydre fremtoning kan defineres som klart og tydeligt onde. Balancen er hårfin.

KONSPIRATIONSNONSENS

Til gengæld er der ikke er meget hårfinhed over det 1500 sider store manifest som Breivik skrev og rundsendte kort inden terroraktionen i juli måned. Derfor blev jeg noget forbløffet, da jeg læste en historie om en hackergruppe som ønsker at ødelægge det:

“Hvis det står til hackergruppen Anonymous, så bliver det 1500 sider lange manifest, som terroristen Anders Behring Breivik har skrevet om sin væbnede kamp mod multikulturalisme og islam, ødelagt for altid. Gruppen har iværksat en kampagne, hvor den opfordrer alle netbrugere i verden til at lave falske og meningsløse kopier af Breiviks manifest. Anonymous håber derved, at originalen går tabt i mængden.”

Dette er selvfølgelig intet andet end at give manden alt for megen kredit og at tage ham alt for alvorligt. En person som anser sig selv for at være Kommandør i den antikommunistiske modstandsbevægelse mod islamisering, skal ikke tages alt for alvorligt, i hvertfald ikke som andet og mere end den temmelig forstyrrede person han er og i øvrigt uanset om hans manifest indeholder skjulte koder eller ej. (Samtlige 1500 helt originale sider af manifestet kan i øvrigt downloades her: 2083.)

Han er ugens nyhed i det store internationale medie-freakshow. Intet andet. Intet mere. Udover det han allerede har gjort, får han – ligesom alle andre terrorister – kun den betydning vi selv tillægger ham.

Her er hvad han – formodentlig helt uden selvironi – skriver om klassifikationen af forrædere (s.815):

“How shall we differentiate between hardcore Marxists, cultural Marxists, suicidal humanists/career cynicists and the capitalist globalists? The common factor here is that they all believe they are doing the right thing, so they all have good intentions, at least according to themselves. But this can also be said about Hitler, Stalin and Pol Pot. They were all idealists in their own twisted way. Regardless of  their twisted intentions they are all mass murderers and must be treated as such.”

 

SJOV MED MENINGLØS VOLD

Noget helt andet er, at indtil for få dage siden havde diverse danske aviser stadig på forsiden af deres hjemmesider adskillige artikler med sidste nye vinkler på massakren på Utøya. Her har vi kunnet læse alt om tragedien. Om hvordan kølerummet reddede kokkens liv og om hvordan 16-årige Julie skrev sms’er til mor hvert femte minut, mens morderen myrdede løs og om 17-årige Marte, som fortæller at “pludselig var der stille, og jeg hørte fodtrin. Så skød han mig.”

De fleste aviser har haft billedgallerier af alle ofrene, så vi alle kan se disse smukke unge mennesker og rigtig fantasere om hvordan det gik for sig den rædselsfulde dag på Utøya. Og skulle du have glemt eller overset noget kan du læse Jesper Vangkildes artikel i Politiken: Genoplev ugen, der fik Skandinavien til at skælve der tager dig ved hånden og fører dig gennem hele historien.

Man kan rimeligvis spørge sig selv hvilken nyhedsmæssig værdi sådanne persongallerier og genoplevelsesartikler egentlig har. Faktisk kan man spørge sig selv hvilken reel nyhedsmæssig værdi 99% af beretningerne fra Utøya egentlig har. Er det andet end ren følelsesporno, når du kan læse et øjenvidne fortælle om hvordan han hørte en 11-årig dreng bede for sit liv: “Jeg hørte drenge sige, at gerningsmanden ikke skulle skyde ham, og at han nu havde skudt nok. Drengen sagde til ham, at han havde dræbt hans far, og at drengen selv var for ung til at dø.

Svaret er at den slags ingen som helst nyhedsværdi har overhovedet. Det er bare god underholdning. Du læser det af nøjagtig samme grund som andre sætter sig og ser en thriller eller en gyserfilm, for inderst inde nyder du al din forargelse og din vrede og din medfølelse og dine tårer og din frygt og den søde gysen, du får hver gang du tænker på hvordan det mon var at være midt i begivenhederne den dag derude på Utøya.

Der er ikke noget bedre end at kunne forarges over hvor onde andre er, for det bekræfter en selv i hvor god og retfærdig man er. Ejheller er der noget mere livsbekræftende end at kunne sørge, græde og forfærdes over andres grufulde skæbne. Hvilken grund ellers til at læse om det?

Men det er jo en gammel nyhed nu. London og flere andre engelske byer bliver splittet ad og Amy Winehouse er død af druk og vi taber snart en landskamp til Norge.

Heldigvis, fristes man til at sige, så har vi da noget andet at beskæftige os med.

Livsfrygt

γνῶθι σεαυτόν

En meningsmåling som DR har fået foretaget viser at 55 procent af danskerne ikke mener at de bliver mere trygge af bevæbnede vagter ombord på flyene og kun hver femte mener at det vil gøre dem mere tryg.

Spørgsmålet er, om det som der er blevet spurgt om og det der svaret på dybest set er det samme og om det som der egentlig kan udledes af undersøgelsen er noget helt andet end det som medierne gengiver?

“Det er selvfølgelig omgærdet af sikkerhedsmæssige hensyn og derfor kan man ikke fortælle alt om det, siger Lars Barfoed, som dog godt kan fortælle, at vagterne ikke kommer til at bære uniform.”

Altså en mand diskret placeret i flyet som tilfældigvis er bevæbnet og holder vagt. Ganske uskyldigt, ikke? DR har gjort os den tjeneste at spørge manden på gaden.

“En af de rejsende, Keld Monrad Hansen, er tidligere officer. Han siger:

– Så mange mennesker med våben i så lukket rum – det er jeg ikke tilhænger af.”

Så mange …? Der er vel kun tale om en, med mindre han medregner evt. terrorister og mon alligevel ikke de fleste passagerer, konfronteret med et par bevæbnede terrorister, hellere end gerne ville have at en eller flere bevæbnede politifolk også var tilstede i flyet?

“Hans kone, Ada Monrad Hansen er enig.

– Det er virkeligt ikke rart at tænke på. Så er vi derude, hvor der ikke er noget, der er rigtig hyggeligt længere.”

Her afsløres ret så meget. Hvad disse to, og måske også en del af deltageren i meningsmålingen, i virkeligheden indirekte giver svar på er ikke om de bevæbnede vagter giver tryghed overfor terrorister, men om at vagterne giver utryghed fordi de minder de overbeskyttede danskere om en brutal virkeligehed. Der er en snert af en troskyldig vi stiger pænt og ordentligt på toget til Auschwitz og så går det nok alligevel holdning over det her. En dybest set absurd indstilling til livet som hellere af frygt lukker øjnene for virkeligheden end at acceptere den for hvad den er. Den er ikke bare et udtryk for afgrundsdyb naivitet, den er udtryk for en grundlæggende livsangst som også manifesterer sig i behov for brevkasser og terapeuter og i sidste ende, når virkeligheder har meldt sin ankomst, for krisepsykologer.

I sidste ende bliver det næsten komisk:

“- Vi har ikke den samme sherif-kultur som er en del af det amerikanske tankegods, hvor man tror at bevæbnede vagter kan skabe sikkerhed, siger CAU’s formand, Jakob Esposito. [CAU er en organisation for SAS’ kabinepersonale]

Jakob Esposito vil se bevis for, at vagterne kan skabe sikkerhed, før han kan acceptere en aftale mellem Danmark og USA.”

Der er vel ikke nogen som tror at vagterne ligefrem vil skabe usikkerhed, som at deres våben kommer til at gå af ved et uheld og dræber piloten eller lignende. Som altid ville lidt selvkritisk refleksion (introspektion) være klædeligt. Esposito siger  sikkerhed, men det han egentlig taler om er tryghed. Den tryghed der kommer gennem fortielser og virkelighedsfornægtelse og som i sidste ende nok ikke så meget er hverken tryghed eller sikkerhed så meget som den er udtryk for et selvbedrag.