ADHD-boblen

Interview i Politiken med psykolog Finn Korsaa:

“Psykolog Finn Korsaa – jeg troede, ADHD var en rigtig sindslidelse? 

»Det er det også. Men den bruges ofte uhæmmet af forældre og behandlere, der ikke rigtig ved, hvad de skal stille op med adfærdsforstyrrede børn. I afmagt giver man børnene diagnosen ADHD. Så langt hen ad vejen er det også en konstrueret størrelse – en socialkonstruktion – om du vil«.

[…]

Hvad skal der ske, for at ADHD-boblen, som du kalder den, brister?

»ADHD-boblen vil briste, den dag forældre igen tør tage ansvaret for at opdrage deres børn. Når vi er klar til at tage det ansvar, tror jeg ikke, at vi længere vil kunne tale om ADHD som en epidemi. Det handler om, at forældre skal droppe ideen om det kompetente barn og gøre sig klart, at børn, ligesom voksne, kan reagere og blive vrede. Det drejer sig også om, at man flytter fokus til sit parforhold, fordi det er af afgørende betydning for barnets udvikling. En sådan omprioritering kunne føre til, at man ikke automatisk griber til medicinering af børnene, som mange gør i dag«.”

Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet, bliver selvfølgelig frygteligt provokeret af sådanne udtalelser og svarer igen i Politiken, dog mest ad hominem.

Hvad er der i vejen med kritikken? 

»I stedet for at kritisere systemet vælger han at gå efter familierne, som daglig kæmper en kamp for at få hverdagen til at hænge sammen for deres børn. Han provokerer mig helt vildt med sin kritik, som jeg ikke rigtig ved, hvor han vil hen med. Det er et besynderligt og et ubegavet lægmandsindlæg«.

[…]

»Han har ret i, at antallet af diagnoser er steget med årene. Det er et faktum, men han går helt forkert i byen, når han retter kritikken mod familierne. Det er tydeligt, at han ikke ved noget om ADHD«.

[…]

»Han sårer rigtig mange mennesker med sine ord. Især når han siger, at forældrene har fejlet gennem opdragelsen af børnene. Det giver ikke mening«.”

Lisbeth Zornig Andersen sammenligner behandlingen af ADHD med den hurtige og effektive behandling hendes eget (sic!) barn fik, da det klemte et par fingre af i døren og to timer senere lå på operationsbordet.

Ja, helt anderledes er det, når en knægt på syv år, bliver diagnosticeret med ADHD. Der er flere års ventetid, før barnet kan få en diagnose. Jeg kender til en sag, hvor der gik næsten to år, fra mistanken opstod, til diagnosen forelå. Efter et par år får de stukket en recept på ADHD-medicin i hånden. De fik ikke anvist et terapiforløb, en håndbog eller skabeloner som hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen. De fik ikke en liste over forældregrupper og legegrupper eller forslag til, hvor man kan melde sig til fritids- og træningsaktiviteter for børn med ADHD og autisme. Det er det, mange familier står over for, når de får mistanke om ADHD.

Der er mange ting man ikke får, men – fristes man til at sige – to afhuggede fingre er nu også noget mere konkrete end en ADHD-diagnose. Den første kan f. eks. selv jeg stille med rimelig stor sikkerhed. Hver gang!

Vi lader den diskussion stå et øjeblik og henviser til en artikel i Politiken, som konstaterer at 40 procent af Europa har mentale problemer: “Næsten 165 millioner eller 38 procent af Europas befolkning bliver hvert af ramt af hjernelidelser som depression, angst, søvnløshed eller demens, viser stort studie“, (*) og, siger samme, det er kun en tredjedel der modtager den nødvendige behandling eller medicin.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over om der er en tendens blandt psykologer til at overdiagnosticere eller om vi bare allesammen er tossede, selvom et tal på 38% af Europas befolkning gør det første alternativ noget mere tiltalende, for ikke at sige mere sandsynligt, end det andet, men det er da tankevækkende, at samtidig med at Finn Korsaa påpeger, at der er tale om det første ved at sige at “ADHD-boblen vil briste, den dag forældre igen tør tage ansvaret for at opdrage deres børn“, så kan man læse på ADHD-foreningens hjemmeside at “Et barn med ADHD har brug for en overskuelig hverdag med klare beskeder, faste regler og rutiner.” (Juli 2014: A propos faste regler og rutiner, linker vi lige til denne artikel.)

Hvori er det at forskellen består?

__________
(*) Witchen & Jacobi: Size and burden of mental disorders in Europe, European Neuropsychopharmacology 15 (2005) p. 357 – 376