Lorteliv!

Hvad man ikke må udsætte sig for af pinsler for at få en liter mælk: ventetid ved kassen hos min lokale købmand:

Pensionist: Jeg skal have en bogstav-skrab.
Diskenspringer: Skal lige se om der ikke er en her. (kigger i plastbox)
Pensionist: Tror ikke der er flere. (bukker sig ned og kigger undersøgende)
Diskenspringer: Du har ret. Så må jeg hente en.
Pensionist: Sådan er det jo.
Diskenspringer: Der er heldigvis ikke så langt. (går over til næste kasse)
Pensionist: Det var da heldigt.
Diskenspringer: Det er det jo.
Pensionist: Ellers måtte du jo helt ud på lageret efter en.
Diskenspringer: Sådan er det jo.
Pensionist: Eller du kunne ringe efter den.
Diskenspinger: Ja det ku jeg jo. Så kunne de komme med den.
Pensionist: Ja, de ku de jo.
Diskenspringer: Der er en her.
Pensionist: Det var da heldigt.
Diskenspringer: Ja, det er det.
Pensionist: Så behøvede du ikke gå så langt.
Diskenspringer: Sommetider er man heldig…
Pensionist: Sådan er det jo.

osv.

Her er hvad woman.dk skriver om “Smalltalk – sådan bliver du skrap til det”:

“Rigtig mange mennesker mener, at smalltalk er ligegyldigt, overfladisk og fordummende, men faktisk kunne de ikke tage mere fejl. Smalltalk er nemlig et glimrende socialt smøremiddel, der kan skabe og vedligeholde kontakt til folk omkring dig hvad enten det er til kolleger, tilfældige bekendte, familie eller potentielle forretningspartnere / venner / kærester. Smalltalk kan udvide dit netværk. Det kan skabe opmærksomhed om dig og om de projekter, du arbejder på, så de bliver endnu bedre, og du kan få flere muligheder fremover. Det kan gøre din arbejdsplads til et rarere sted at være. Det kan være vejen til at møde en ny kæreste. Og så kan det gøre din hverdag rarere, fordi du får folk omkring dig til at føle sig godt tilpas i dit selskab.”

Og rådet lyder:

Småsnak med alle, du møder – kassedamen i supermarkedet, folk du møder ved busstoppesteder og i toget, tjenere, naboen, kolleger… Øv dig også i tale med folk, der slet ikke er ligesom dig: Manden på bænken, børn, gamle mennesker.

For helvede da osse …

Hvis du ikke har noget vigtigt og interessant og gennemtænkt at sige så luk røven. Der er ikke noget værre end mennesker som taler konstant og uden ophør hælder deres latterlige mangel på livsindhold ud over andre sagesløse mennesker.

Der er støj nok omkring os og vi vil have ro, stilhed, tavshed …