Om klaphatte

“Ganske paradoksalt var det en tilskuer fra roligan-flokkens tribune, der blev den person, som hele Europa taler om i dag.
Det er ham, der nu er skyld i, at vi skal til at diskutere hegn om de store fodboldbaner.
Det er ham, der er skyld i, at Danmark er på vej ud af EM.
Det er ham, der er skyld i, at Danmark nu risikerer alt fra at spille hjemmekampe uden tilskuere eller spille landsholdsbold i Hamburg.
Men det er i virkeligheden det, jeg er mindst optaget af i disse skrivende minutter.
Jeg er flov over at være dansker.
Jeg er flov over, at den monumentale klaphat – så vidt vides – har samme pas som mig.”

… skriver Peter Brüchmann under overskriften “Jeg er flov over at være dansker i dag” i en blog på bt.dk om den mand der efter at have drukket 15-20 øl, fik den ide at ville kommunikere koporligt med dommeren i lørdagens fodboldlandkamp mellem Danmark og Sverige. Nu er Peter Brüchmann sportsredaktør på BT, men egentlig kunne ovenstående lige så godt kunne have været et uddrag af tilfældig en teenagepiges dagbog, i og med at man med indførelse af “bloggen” som en del af visse danske avisers hjemmesider, tilsyneladende har valgt at lægge navn til stort set hvad som helst og dermed reelt at se stort på kvalitet, objektivitet og omtanke. Og netop omtanker er der i allerhøjeste grad brug for.

“Danske unge har et særdeles højt alkoholforbrug. Faktisk har danske unge opnået Europarekord i druk henholdsvis i 1995, 1999 og 2003.” (Sundhedsstyrelsen)

Således står der at læse på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og uden ligefrem at skulle fremlægge dokumentation for påstanden, vil jeg hævde at der hver weekend er ikke så få tusinde danskere der drikker mellem 10 og 20 øl (eller dertil svarende mængder alkohol) på en aften og at ikke så få af dem begår dumheder af mere eller mindre seriøs karakter som følge deraf. En del af disse kan man bl. a. se optræde på danske fodboldstadions hver weekend.

Den eneste forskel på alle disse klaphatte og den klaphat der stjal billedet i lørdags er at den sidste tilfældigvis gjorde det foran et større publikum end det er de fleste andre forundt og eftersom han desuden alligevel ikke har nogen erindring om hvad han har gjort, kan man jo sige – uden dermed at fritage ham for et ansvar i den forbindelse – at det der skete blot var en tilfældighed der ventede på at ske.

Er det noget der giver grund til at føle sig flov over at være dansker?

Næppe, med mindre man har boet hele sit liv et kosteskab fuldstændig uden kontakt med omverdenen. Der har været masser (millioner?) af grunde til at floves tidligere, men det har jo ikke været bekvemt at gøre det, for det er jo almindelig accepteret adfærd der udmynter sig i at sætningen “Nu skal vi have det sjovt” er uløseligt forbundet med “Lad os få noget at srikke”. Forargelse sælger ikke aviser når det er læserne man forarges over.

Her derimod er der tale om et enkelt individ der tilfældigvis træder helt ved siden af og så stikker den indre journalistiske svinehund hovedet frem. Ham kan vi hænge ud, det er omkostningsfrit og det er nemt. Ikke et ord om at danske unge tre gange i træk har sat europarekord i druk og at det vil nærmest er et mirakel at hvad der skete i lørdags ikke er sket tidligere. Næh, manden her kan frit kaldes “klaphat” og det der er værre, fordi han tilfældigvis valgte nationalarenaen som stedet til at udleve sin brændert og uanset at det samme formodentlig kunne være sket for ikke så få andre.

Så meget desto mere grund til at være ansvarlig og besindig, ikke mindst hvis man er journalist. For hvad skal man kalde en klaphat hvis skam blot er et journalistisk virkemiddel som han kan bruge efter behag?