Livsfylde

Jeg faldt over denne her for noget tid siden, i en af den slags facebook grupper hvor stort set alle er enige og klapper hinanden på ryggen i takt til fraser der, som nedenstående, er så forsimplede at det er på grænsen til det stupide. Der er formodentlig ikke den politiske tanke som ikke kan koges ned til en eller to sætninger som forekommer enhver at være så fantastisk indlysende rigtig … hvis man ellers er den type som ikke gider ulejlige sig med at tænke nærmere over det.

Lad os følge tanken til ende og lade de stakkels hårdt beskattede folk beholde deres penge, dem alle, dem de så ærligt har tjent. Og lad os samtidig sætte dem uden for det fællesskab samfundet er.

Lad os som det første forbyde dem adgang til at færdes på offentlige veje, de er betalt med kollektive midler og tilhører samfundet og lad os derefter enten fratage dem retten til fjernvarme og el og vand og lad dem betale for at blive tilsluttet ud fra hvor mange kilometer de bor fra respektive værker. Eller lad dem sanke deres træ i skoven, hvis de ejer en sådan.

Derefter skal de gøres fredløse. De skal selvfølgelig ikke beskyttes af et politi og retsvæsen som finansieres af offentlige midler, hvilket vil sige at deres person og ejendom må de i enhver henseende og til ethvert tidspunkt søge for selv at beskytte. Selvfølgelig skal de heller ikke have adgang skoler, hospitaler og alle andre offentlige institutioner.

Og sådan kunne man blive ved. Man kunne også diskutere politik i stedet for fraser, det ville gøre det hele langt mere konkret.

Pointen er måske ikke så meget at der betales skat i dette samfund, men at der er mange mennesker, som ville fortsætte med at hyle op om at skattetrykket er for højt, uanset hvor langt skatten blev sat ned.

Pointen er også, at der formodentlig ikke er den dansker, som ikke har materielle goder nok til at leve et godt lykkeligt liv, men at der alt for mange danskere som aldrig får nok, simpelthen fordi de ikke har den fjerneste ide om hvad et godt liv er.

Så længe du tror, at den næste tjente krone, den næste skattelettelse, den nye iPhone, den større bil, det nye køkken, det næste engangsknald, den næste endnu bedre ferie, det næste hvad det nu måtte være, vil gøre den ringeste forskel for din lykke, er og bliver du en nar. Du vil komme til at jage det bestandigt, lige til den dag døden indhenter dig og hvis tilværelsen er dig nådig, vil du dø, uden at opdage i hvilken grad dit liv har været forspildt.

Kvinder!

Anita Mac og Anne-Mette Michaelsen har i Politiken fået luft for deres frustrationer over at være kvinde, under overskriften “Derfor har mange kvinder lavt selvværd”. ((Politiken d. 3/1 2012))

“Kærlighed og anerkendelse er noget, vi kvinder dagligt må slås for, for mange af os føler ikke selv, at vi fortjener et klap på skulderen, hvis vi ikke ser godt ud, har en kernesund familie, succes på jobbet og et hjem, hvor puderne matcher sofaen.
[…]
Derfor kan det ikke undre, at hver fjerde kvinde ifølge en ny undersøgelse gennemført af Psykiatrifonden ofte eller jævnligt har lavt selvværd eller føler, at de ikke slår til. 24 procent har ligefrem været så stressede, at de overvejede at søge professionel hjælp, sygemelde sig, sige jobbet op eller omlægge deres liv.
[…]
I stedet føler mange af os, at vi befinder os i en spændetrøje, hvor vi konstant skal bevise over for os selv og resten af verden, at vi er gode nok – også selv om det koster søvnløse nætter, stress og risiko for sygemelding og udbrændthed.”

og pointen

“En del af problemet er, at vi kvinder har accepteret at leve under det traditionelle maskuline samfunds benhårde krav til præstation, effektivitet og tidsoptimering.”

I har ikke accepteret noget som helst. I har kæmpet for det gennem generationer hvor I hårdnakket og fulde af foragt har forkastet alt det, som traditionelt har været kvindeligt, til fordel for en form for ligestilling, der også kan kaldes lige vilkår. Mænds vilkår er hvad I har søgt, fordi I opfattede kvinders traditionelle vilkår som værende undertrykkende. Nu mærker I så i stedet trykket fra det traditionelle maskuline samfunds benhårde krav og I brokker jer stadigvæk, kællinger!

Og jeres ambitiøse forsøg på et løsningsforslag:

“Måske handler det om at sætte barren lidt ned, få far til at tage mere ansvar i hjemmet og stille krav til arbejdsmarkedet, så vi ikke står med hovedansvaret for hjemmet, samtidig med at vi skal præstere til topkarakter på jobbet.”

Ha! Nej, far er fucking ligeglad med om puderne matcher sofaen og i øvrigt var det jer selv som ville ud på arbejdsmarkedet. Men bortset fra det er der ingen ydre tvang der forhindrer jer i at gøre som I vil, andet end den indre trang som I åbenbart overhovedet ikke kan styre selv.

“Måske har vi kvinder i dag for høje forventninger til livet og til, hvad der kan lade sig gøre.”

Måske har I kvinder i dag ingen ide om hvad livet er eller hvad livet drejer sig om. Filosofi har alle dage været mandens gebet og det er ingen simpel sag at gentænke og genopfinde hele kvindekønnets rolle fra bunden af, når nu det I fik overleveret fra jeres mødre ikke var godt nok til jer. Men det afholdt jer jo ikke fra stædigt-revolutionært at gøre forsøget, vel?

Så fritag os venligst fra al klynkeriet over at projektet ikke lykkedes og tag det som en mand!

__________
Anita Mac og Anne-Mette Michaelsen: Derfor har mange kvinder lavt selvværd. Politiken d. 3/1 2012

Lorteliv!

At jeg stadig kan forbløffes over hvad mennesker er i stand til er forbløffende, men det var ikke desto mindre tilfældet kort før nytår, da jeg kunne læse om en ny tendens: at handicappede og/eller deres forældre sagsøger, eller ønsker at sagsøge, læger, for at få erstatning for at være født ind i et dårligt liv.

Problemet opstår hvis læger overser eller fejlvurderer symptomer eller årsager som fører til at der fødes et barn med et seriøst handicap. Formanden for Landsforeningen LEV Sytter Kristensen har oplevet at “et vredt og fortvivlet forældrepar ringer. De har fået et barn med Downs syndrom, som de ville have aborteret, hvis lægerne havde set tegnene. Men det gjorde lægerne ikke, og nu vil forældrene kompenseres.” (etik.dk d. 30/12 2012)

“For ulejligheden”, fristes man til at tilføje.

En artikel fra Sydney Morning Herald d. 3/5 2004 sætter sagen lidt mere på spidsen:

“Last week’s 2-1 decision of the NSW Court of Appeal to reject the medical negligence claim of two severely disabled children is a backwards step in the fight for the rights of the disabled.

The two children, Alexia Harriton and Keeden Waller, will never be able to work and will need 24-hour care for the rest of their lives. They would not be in this situation were it not for the negligence of doctors – which has been admitted for the purposes of the legal argument.

But if it were not for the doctors’ negligence the children would not “be” at all. And that is the problem.”

… mens man i Israel er man lidt foran:

“While similar lawsuits in the United States and Canada are often brought by the parents of disabled children, it is common in Israel for the children themselves to demand compensation for the fact that they were not killed in-utero.” (www.lifesitenews.com, 10/11 2011)

Påstanden er grundlæggende absurd. Forlange erstatning for en fejl, som, hvis den ikke var blevet begået, ville have medført at man ikke eksisterede. Hvis selve tilværelsen er så stort et problem, at man skal kompenseres for at være påtvunget den, kan naturligvis intet der er en del af denne tilværelse være tilstrækkelig erstatning, da denne samtidig ville være en del af problemet. Penge er ikke og kan aldrig være en erstatning for selve det at være født. Løsningen på det problem er en anden og ganske enkel. Man kan hoppe ud fra en bro eller et højhus eller man kan lægge sig på togskinner og vente på, at udfrielsen fra de lidelser selve livet har påført en, skal ankomme så regelmæssigt som DSBs køreplan.

Omvendt rejser dette nogle ganske interessante spørgsmål. For eksempel kunne man med rette spørge, nu hvor nogle svært handicappede og deres pårørende åbent indrømmer at deres liv er noget lort, om man stadig skal kaste betydelige mængder af godt liv efter dårligt liv. Som i det australske tilfælde hvor de implicerede har brug for 24-timers pleje resten af livet. Skal man ofre disse ressourcer på en tilværelse, som det ikke er værd at leve? Skal vi omsider gøre op med den socialdemokratiske forestilling om at alle kan have et godt liv?

Tidligere sundhedsminister, tidligere formand for Det Centrale Handicapråd og nuværende næstformand i Det Etiske Råd Ester Larsen:

“Hvis retssagerne kommer til Danmark, vil det være udtryk for et meget materialistisk menneskesyn, hvor selve livet kan veksles til kontanter.” (etik.dk, d. 30/12 2012)

Spørgsmålet er, om ikke dette menneskesyn er en vi selv har skabt gennem årtiers forsøg på at afhjælpe og kompensere handicappede på enhver tænkelig måde. Ikke bare kunne det tidligere vække enorm foragelse hvis man byggede en offentlig bygning uden passende mulighed for adgang for folk i kørestol (hvilket formodentlig er en rimelig foranstaltning), men fuldstændig latterligt er det såkaldte Handicap OL, eller Paralympics, hvor man kan se et-benede dværge konkurrere i højdespring og boldspil for blinde! Det kan godt være at det er sjovt for blinde mennesker at tumle rundt på gulvet i forsøget på at få fat i en bold fyldt med bjælder, men særligt værdigt er det ikke og at foregøgle nogen at det (eller nogen som helst anden handicapsport) har noget olympisk disciplin over sig, er jo absurd.

Pointen burde være indlysende. Hvis du til stadighed, i et velmenende forsøg på at kompensere for medfødte defekter, tildeler mennesker rettigheder langt ud over hvad deres eksistens kan berettige til og i sidste ende dermed overkompenserer for deres medfødte mangler i en sådan grad at de f. eks. bliver Olympiske Sportsfolk selvom de efter enhver normal målestok er fysisk defekte, vil der jo til sidst ikke være noget som helst filter, som fortæller disse mennesker hvor grænsen går. Hvorfor nøjes med at blive kompenseret for livets små uretfærdigheder? Hvorfor ikke også forlange kompensation for den helt store, nemlig selve det at være født ind i en defekt eksistens?

Svaret er: Fordi du ender med at ligne en total idiot i alle andres øjne end dine egne! Det er   knap en menneskealder siden at man i en større europæisk kulturnation besluttede sig for at befri den menneskelige genpulje fra påvirkningen fra ethvert mere eller mindre defekt individ. Siden da har handicappede opnået så uhyggeligt meget med hensyn til at rettigheder, at det kunne forekomme som lidt af et selvmål igen at spille kortet om et uværdigt eller værdiløst liv. Og så for ussel mammon! Med mindre man selvfølgelig mener det seriøst, at livet som handicappet virkelig er et lorteliv. Men så skal resten af samfundet til at ændre sin opfattelse af handicap og handicappede endnu en gang. Spørgsmålet er om nogen seriøst tør åbne den dør?

Helt sort!

Efter nogle sager om “racisme” i fodbold, ikke i form af egentlig diskrimination, men kun i form af upassende tilråb, både spillere imellem og fra tilskuerpladserne, manede FIFAs president i forrige til besindelse og sagde “Man kommer nogle gange til at sige eller gøre noget i kampens hede, men når så kampen er forbi, så giver man hånd. Der kommer jo en ny kamp, hvor man så kan opføre sig bedre.I dag følger den danske landstræner Morten Olsen trop:

“Fodbold er jo survival of the fittest, det handler om at vinde fodboldkampe på alle måder. Selvfølgelig skal der være fair play, men i kampens hede kan du ikke løbe rundt og give hinanden skulderklap hele tiden. Naturligvis falder der ind i mellem nogle ord, mere naiv skal man heller ikke være.” (Olsen: Værre er racismeproblemet ikke)

… siger Olsen og fortsætter:

“Fodboldspillere er ikke pæne drenge på banen. Der er mange, der er flinke uden for banen, men helt modsat inde på banen, som Dr. Jekyll og mr. Hyde. Derfor bliver der sagt ting og sager på en bane. Men helt ærligt, hold nu op: Kan det være rigtigt, at man hele tiden skal løbe rundt og passe på? Altså vi er blot mennesker, og vi kan fejle. Og at sige noget racistisk er at fejle. Jeg forsøger ikke at godkende det, men værre er problemet altså heller ikke.” (Olsen: Værre er racismeproblemet ikke)

Sådanne udtalelser kan man skam ikke komme med, for straks træder en af pænhedens og moralitetens vogtere ind på scenen og ytrer, ganske tanketomt, følgende:

“Jeg synes, det er et rigtigt skidt signal, vores landstræner sender. Selvfølgelig vil det aldrig være i orden at bruge hudfarve til at diskriminere, og det håber jeg, Morten Olsen kan bringes til at forstå. Jeg mener, at det han har sagt her, er helt ude i hampen.” (Racisme-sag: Helt ude i hampen Olsen)

… siger Simon Christiansen, der er projektleder i Giv Racismen Det Røde Kort. Værd at bemærke er det at der er meget stor forskel på at diskriminere andre mennesker og på at tale nedsættende til dem i en presset situation. Der bliver helt sikkert både sagt og gjort mange ting på en fodboldbane som ingen af de implicerede ville gøre uden for banen. Simon says:

“Jeg synes, det er en uklog beslutning af landstræneren at gå ud og sige det her. Jeg håber, han kan se, at det er helt forkert. Han bør trække sine udtalelser tilbage og erkende, at det er en fejl…” (Racisme-sag: Helt ude i hampen Olsen)

Erkend dine synder og bekend dine fejltrin og du skal få tilgivelse. Simon Christiansen er projektleder i et projekt som skal give et rødt kort til rascismen og får således løn for at holde gryden i kog. Det er hans job.

“Det er ikke svært at være spiller. Det er jo ikke sådan, de skal lægge bånd på sig selv. Men der er nogle grænser – og i forhold til racisme er den soleklar. Det må være rimeligt at forvente, at man ikke er racistisk. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i det, han siger…” (Racisme-sag: Helt ude i hampen Olsen)

Det er ikke ulovligt at være rascist og det kan sandelig være svært at konstatere om en given person er det, ikke mindst fordi rascistiske ytringer kan være ulovlige. Spørgsmålet er om ikke man ikke burde have en vis tolerance overfor kraftudtryk, også af den racemæssigt nedsættede slags, ikke mindst fordi du på en fodboldbane kan slippe af sted med at sige alle mulige andre mindre pæne ting ad hominem og sågar angribe din modstander fysisk på en måde som i hverdagen ville blive takseret som en overtrædelse af straffeloven, uden nogen tager specielt anstød af det.

På den anden side kan man kun vanskeligt diskutere nuancer med det imbecile “Jeg kan slet ikke sætte mig ind i det, han siger…” Der er ikke meget håb der.

Det kan altid blive lidt for politisk korrekt, dvs. for pænt, for harmløst og for kedeligt, så her er, som modvægt, en politisk ukorrekt historie, en metamorfose, som jeg husker fra min barndom.

Dybt inde i det mørke Afrika, er der en lille negerfamilie, far, mor og søn, som så brændende ønsker sig at være hvide.
De går derfor til den lokale medicinmand og han fortæller, at den eneste måde de kan blive hvide på, er ved at svømme over en meget stor flod ved fuldmåne.
Ved næste fuldmåne begiver familien sig af sted mod floden. Da de når frem, kaster de sig alle tre omgående ud i den brusende flod. Efter en hård svømmetur kommer negerfar over til den anden bred, og ganske rigtigt, han er forvandlet til en hvid mand.
Kort tid efter ankommer negermor, og hun er også blevet hvid. Men så ser ex-negermor at sønnen er ved at drukne ude i floden og siger:
– Skynd dig at redde ham.
– Ha, siger ex-negerfar, tror du jeg vil sætte livet på spil, for en niggerunge?