Forårsforventninger

Måske man kan sige, at man forgriber sig lidt på naturen og verden, når man på denne måde insisterer på at foregribe årstiderne, men ikke desto mindre vil jeg insistere. Solen skinner ind af mit vindue, måske lidt dovent, men den skinner trods alt og himlen er klar og blå. Blandede småfugle hopper forventningsfuldt rundt i min hæk eller kigger bebrejdende på mig fra det foderbræt, som jeg har forsømt at fylde og ser man helt bort fra temperaturen derude, som jeg jo ikke kan mærke herinde, så kunne man godt bilde sig selv ind, at foråret er på vej. Eller … det er det jo sådan set også, det er det hele tiden, men måske man endda kunne få den tanke, at det er tættere på, end det i virkeligheden er. Sophus Claussen kan fint hjælpe mig på vej i mine lystige vildfarelser.

Dansk Foraar

Naturen min Elskerinde
har taget sit Forklæde paa,
sit Forklæde af Anemoner,
slængt over Kjolens Graa!

Naturen min Elskerinde
er bleven saa formiddagsklædt
med grønne Buketter ved Bæltet.
Nu er jeg ilde stedt …

Jeg sidder atter i Lunden
paa Bænkens frønnede Træ
og stirrer henad en Gangsti
med Hænderne under mine Knæ;

Jeg attraar de spirende Urter
og trækker dog Vejret saa frit,
hænger ved dette Klæde
af Grønt broderet med Hvidt.

Naturen min kyske Veninde
skænker mig Sol og Læ
og alle slags friske Farver,
broderede ved hendes Knæ.

Men blir det mit Hjærte for broget,
saa slaar der en Nattergal
i Haven, til Tegn og til Trøst: — at
en anden er ligesaa gal.

Naturen min unge Moder
har rakt mig sit Forklædes Flig.
Og endt er Dæmonernes Hærværk.
Jeg er i mit Himmerig.

Nu har vi andetsteds beskyldt Sophus for at være både resignerende overfor livet og kærligheden og for til tider at være relativt kynisk, men ret skal være ret, det er han ikke her. Hans konstatering af forårets himmerrigskhed burde kunne tjene som forventningsglad opmuntring her og en lykkelig glemsel for så vidt angår kulden udenfor, som ikke er forårsagtig overhovedet.

For vover man sig udenfor, så opdager man da også hurtigt, at solen har ikke rigtig nogen magt i dag andet end lysets. Varme er der virkelig ikke meget af og så er det at man kommer til at tænke på Stuckenbergs forår, som er af en helt anden art.

Erantis

Nu er det Foraar — løb, min Dreng,
nu støjer Hækkens Spurve,
og Havebedet pakker ud
de smaa Erantiskurve,
og Himlen staar saa høj og hvid,
som blev det Dag for evig Tid,
og Luften er saa frodig,
— spring, lille Dreng, med Kinden hed,
i lykkelig Uvidenhed,
… saa længe du ej aner,
hvor Vaaren gør vemodig.

Nu blomstrer hver en Blomst paany,
det er saa mildt at mærke,
det er, som sang al Uskyld ud
sin Fryd med Markens Lærke;
ak, — det er Bud fra svundne Aar,
en Tone, som i Luften staar
endnu engang og skælver,
en Kalden — men tilbage;
den lyse Vaar, som gror paany,
den er en Skygge under Sky,
og Lærkens Jubel maler
for mig kun gamle Dage.

Min Dreng, det ved du intet om,
men denne Sol i Luften,
Bogfinkens første sagte Slag,
Muldvarpeskudets Duften,
det bringer ikke mig ny Vaar,
det maner mig om svundne Aar;
blødt spørger Finkens Trille:
Hvor er de henne, som med dig
engang gik Vaarens lyse Vej
i Ungdom, Fryd og Lykke,
og Fuglen tier stille.

Hvor er de henne, de der fandt
som jeg i Ungdoms Glæde,
at alt var herligt Strid og Tant,
at juble og at græde.
De er der i det lyse Skær,
som hver en Gren i Vaaren bær’,
dér tindrer deres Lykke,
men fjernt som en vemodig Drøm,
og stum er deres Latters Strøm,
— den fattige Erantis
blev al vor Levens Smykke.

Min Dreng, elsk Dagens lyse Sol,
glæd evig dig ved Vaaren,
den var, den er din Kongestol,
din Lykke ubeskaaren,
i den du møder til din Død
de Blomster, som dig Livet bød,
din Ungdom evig frodig,
— spring, lille Dreng, med Kinden hed,
i lykkelig Uvidenhed,
saa længe du ej aner,
hvor Vaaren gør vemodig.

Ak ja, skal vi tage Sophus på ordet og tro på at Naturens Elskerinde en dag vil tage sit forklæde på og smile til en selv, munter og glad og ligetil. Ubesmittet i sin sorgløse længsel efter endnu en varm og frodig og attråværdig sommer. Eller kommer foråret som en vemodig formaning om det der var engang, dengang hvor uskylden og glæden og ikke mindst troen på livet og kærligheden endnu var i behold og man levede i lykkelig uvidenhed over den dystre kendsgerning, at våren kom kun en gang og at efteråret fulgte snart efter.

Måske det lyder plat og banalt, men livet er hvad man gør det til og er det en stadig stræben efter glæden eller måske ligefrem lykken og en stædig insisteren på kærligheden og begæret, så er der måske mening at hente i Sophus Claussens Evangelium:

Min eneste Adkomst og Ære
det er mit Foraars-Begær.
Med Tiden vil Verden være
saa rig som i mit Begær.

Vintertanker

Der er ikke mange formildende omstændigheder ved lyset en sådan decemberdag, hvor skyerne hænger tungt og lavt og så dovne at ikke engang en smule regn kommer derfra. Og selv de få gange hvor solen forgæves kæmper for at bryde igennem skydækket og bare en smule blåt anes deroppe bagved, forbliver låget lukket og lyset fladt og ganske ufotogent.

Måske en smule inspireret af Sophus – er man ikke altid det, bare en lille smule?

Som Stormfugle over det mejede Agerland Timerne flyr,
og Solen fører sin Dagfragt tungt gennem susende Skyr.
Det tykner med regnvaade Nætter efter hver solbleg Dag,
og endt er de tætvoxte Markers frodige Aftenbehag.

… søger man alligevel derud til fods, drevet af indre trang eller måske endda indre tvang, for at finde lidt fred for tanker der forstyrrer eller måske bare for eftervirkningerne af lidt for meget kaffe. Og uanset hvor langt vi er fra den slags poetiske udtryks kraftfuldhed og deres efterirrationalisering af en grå og trist virkelighed, så er der alligevel en del at hente deri; en indre ro, et fristed, tid til eftertænksomhed. Her er der ingen stress og intet hastværk. Alt går i sit eget rolige tempo og spirer og vokser og modnes og visner og forgår uden hensyn til verden omkring.

Der er noget vemodigt over de indtørrede brombær der stadig hænger uberørt på planterne, som et minde om en for længst passeret sommer og som en vidnesbyrd om et frodigt overskud, som ingen orkede at indtage eller som bare fik lov at hænge der i al ubemærkethed. Indtil nu, hvor det er for sent.

En sidste enlig flue sidder halvdoven – eller sikkert halvdød – af kulde på et af de sidste blade indtil frosten sætter ind og formodentlig gør en ende på dem begge. Og så, skriver Thoreau:

“Summer is gone with all its infinite wealth, and still nature is genial to man. Though he no longer bathes in the stream, or reclines on the bank, or plucks berries on the hills, still he beholds the same inaccessible beauty around him.”

Det er en utilgængelig og især tvetydig skønhed; et vidnesbyrd om sommerens uendelige tabte rigdomme og en natur der – Thoreau kalder det andetsteds for en opvisning af styrke – ruster sig til vinteren.

Der er uendeligt stille derude i naturen og det er en perfekt mulighed for at tømme sindet for det vi ikke kan rumme eller ikke vil rumme og fylde det op i stedet med noget helt andet, på et sted fjernt fra indholdsløse facebookopdateringer og intetsigende tv-programmer, fjernt fra smålige politiske beslutninger og konsekvenserne deraf, fjernt fra hverdagens forpligtelser og måske arbejdets stigende krav om effektivisering.

Tanken er fri derude, hvor den – vigtigst af alt – for en kort stund er fri fra samfundets uundgåelige ensretning af individet og dets tanker,

__________
Sophus Claussen: Pilefløjter. (1899)
H. D. Thoreau: Journals vol 14, s. 259 (1984)

Carpe Amorem

… og mens jeg nu er ved Sophus Claussen (1865-1931), som ubestrideligt er blandt vores allerstørste digtere, så er det værd at erindre hvad han skriver om Det værste:

Hvad er vel saa tungt at erindre
som Synder, man ikke har gjort?
— maaské kan man banke lidt mindre
beængstet paa Paradis’ Port …
 
Men tænke sig, tænke sig: Tabet!
en uopkrævet Værdi!
at dér har man gaaet og gabet,
mens Lykken spasérte forbi!
 
For Pigen er dog bleven svanger,
kun var der en anden til Fa’r.
— O dette er værre end Anger
af alle de Synder, man har!

Måske er der virkelig ikke noget værre end dette, denne uformåenhed i forhold til selve livet og manglen på evne til at gribe dagen der byder sig til, men derfor kan man selvfølgelig godt forfalde til spekulationer over hvorledes denne lethed ville tage sig ud set fra den anden og feminine side, For den mistanke lurer unægteligt under overfladen, at det ikke er faderskabet, som digtet begræder at have ladet sig gå forbi, men en langt mere umiddelbar og kortsigtet fornøjelse.

(Men den mulighed foreligger afgjort også, at hun er ganske godt tilfreds med at sikre sig sin indbildte udødelighed (jvf Platon: Symp. 208e-209c), frem for den der kunne ligge gemt i en tur i høet med digteren, men i så fald er kan der ikke være nogen ægte fortrydelse, ikke for Claussen i hvert fald.)

En anden favorit – Emil Aarestrup (1800-1856) – kom egentlig til samme Erkjendelse omkring hundrede år tidligere, men unægtelig på en lidt anden måde.

At ikke jeg forlængst har hængt mig
Om hendes Hals, om hendes Knæ,
Og i mit Raserie har vovet –
Ja, hun maa troe, jeg er af Træ.
 
Men det er jeg paa ingen Maade;
O, gid jeg bare var af Træ!
Men, jeg er lidt moralsk, lidt dydig,
Og derfor egentlig et Fæ.

Det er svært ikke at holde af Aarestrup og hans fine uskyldige selvironi og den alvorlige og romantiske kontekst, hvori den præsenteret. BIlledet af digteren der ikke har vovet at kaste sig for hendes fødder, selvom hun givetvis har været interesseret, er både sødt og morsomt. Til gengæld er der virkelig ikke – i en moderne optik – meget erotisk over Aarestrups Erotiske Digte, og i en tid hvor det erotiske ofte mere handler om porno end følelse, kan han synes slemt bedaget for de, der ikke har taget den vinkel til sig. Men fint er det ikke desto mindre.

Men humor har de unægteligt begge to og de er også begge styret af lidenskaben, men dog med den væsentlige forskel, at hvor den ene egentlig er mand for situationen og blot begræder den tabte værdi, han ikke tog, så er den anden blot et fæ, fordi han ikke gjorde knæfald, ikke magtede at tage chancen for lykken. Der er næsten hundrede år til forskel og Claussen virker da også langt mere moderne og noget mere kynisk, men til gengæld er det Aarestrups selvironi der tiltaler os, sammen med den ydmyghed overfor kærligheden, som han også demonstrerer. Der er næppe noget smukkere, end det menneske der havner i sine følelsers vold.

For Claussen, der i sine digte som regel ikke skylder verden eller kvinden meget andet end sine ord og som lystigt tager hvad der tilkommer ham, resignerer andetsteds fuldstændig i forhold til Kærligheden:

Tal ej om skuffet Kærlighed
og Hjærter, som er brudt!
man gør sig lidt Besværlighed
og ta’r en ny til slut.

Tal ej om evig Kærlighed!
vort Hjærte kun slaar Smut;
det hopper let fra Sted til Sted
og synker træt til slut.)

Hos Aarestrup hedder det Angst, og forskellen er tydelig:

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.

Hvor Claussen resignerer fra kærligheden ud fra spredte overfladiske øjeblikke og hjerter der hopper overfladisk fra sted til sted, er det hele vendt på hovedet hos Aarestrup, der så at sige resignerer ind i øjeblikket. Al den mening som Claussen ikke finder i øjeblikket, lægger Aarestrup ind i det med en insisteren på at det er nuet der gælder, ikke i relativ, men i absolut forstand. Der er ikke noget andet end dette nu, andet end dette korte øjeblik i tiden.

Og hvis man, lidt frit efter Wittgenstein konstaterer, at “hvis man ved evighed ikke forstår et uendeligt tidsrum, men i stedet tidløshed, så lever den evig, som lever i nuet“, så må det også være sådan, at hvis nuet bedst tilbringes i en kvindes selskab, følger det dermed også, at du hænger på hende i en evighed. Så man kan vel sige, at det gælder om at vælge med omhu, når man griber både øjeblikket og kærligheden.

Stedet hvor solen skinner

På denne dybgrå efterårsmorgen var der en der talte til mig, om det sted hvor solen skinner og om det vigtige i at gå derhen og den opfordring kunne jeg jo ikke lade ligge.

Bor man i Danmark og har efteråret først suget al varmen ud af jorden, luften og regnen, kan der været ret langt, hvis man, vadende over lerede marker, gennem dybe skove, skal finde derhen til den lyksalige plet bag fjerne bakker, hvor solen for et kort  øjeblik skinner. Hvem ved, måske den har flyttet sig inden man når derhen? Solen er flygtig og drilsk på denne årstid, som en uskyldigtsød pige man lige har mødt; hun viser sig gerne i glimt bag sine grå slør, men bestandig undslipper hun ens stadig mere insisterende forsøg på at gribe hende og omfavne hende og gemmer sig drillende legesygt for ens blik, tilsyneladende helt ude af rækkevidde.

Og hvis du nu tænker, at løsningen er at søge solen andetsteds, at løsningen er to uger på Mallorca, ja så fatter du ingenting af det hele. To uger på Mallorca er intet andet end mangel på tålmodighed, flugt og resignation. Solen er præcis der, hvor solen skal være og undertiden må man bare vente tålmodigt på den skal komme til syne, vise sig frem og give gavmildt af sit lys og varme.

Er man til gengæld lidt mere poetisk og tager det hele lidt mindre bogstaveligt, kan solen være lige præcis det, som man ønsker den skal være og man kan søge den og jagte den lige så tosset man vil og bruge den præcis som man vil.

For digterne er solen en evig kilde til inspiration – nogle mere heldige end andre – H. C. Andersen citerer Oehlenschlæger:

Kjærlighed er stærk som Døden,
Skjøn som Morgenrøden.

… inden han selv, i et digt betitlet Kjærlighed, ihærdigt forsøger at beskrive det, som han selv konstaterer er ubeskriveligt.

See Solen blusser saa elskovsrød!
Den lægger sit Hoved i Bølgens Skjød.
Dog, hvem kan skildre det ret med Ord!
Tilbedende tier den hele Jord,
Kun Blomsterne nikke i Vinden,
De kysse hinanden paa Kinden.

Men det er altså ret langt fra vores udgangpunkt, som ikke var en beskrivelse af solen som sådan, hvor smuk den så end er, men et forsøg på at finde og indfange det sted hvor den skinner.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har et særligt godt forhold til Emil Aarestrup, som skriver smukt om Solens Nedgang, og det er – selvom bloggen handler om at søge solen – ganske tilladeligt, for han søger gennem den noget helt andet.

Bag Vestens Bøgeskove,
I Bølgerne sank Solen –
Hun sad og saae mod Himlen,
Letgyngende paa Stolen.
 
Om Nakkehaarets Knude,
Hvis Lokker vilde splittes,
Greb, med de slanke Fingre,
Hænder, som Aphrodites.
 
Jeg kunde næsten høre
Mit eget Hjerte banke –
Ved hver en nytændt Stjerne
Fik jeg en raadvild Tanke.
 
Om jeg, som Solen, skulde
For hendes Fødder falde?
Om lukke mine Øine,
Som Haugens Blomster alle?
 
Da saae jeg først, hvor Halsen
Sig strakte langt og farligt –
At støtte var nødvendigt,
Alt andet uforsvarligt –
 
O, hvis den runde Nakke
Som Solen nu sig sænkte!
Jeg aabned mine Arme –
Det skeete, som jeg tænkte.

Måske han strækker den lige vel rigeligt, den kære Aarestrup; når solen både er ham, hende og omgivelserne på en gang, bliver det hele måske lidt rigeligt velbelyst. Men jeg tilgiver ham gerne, det er intet galt med en romantiker i en alt for kynisk verden.

Og det er jo netop pointen. Det sted hvor solen skinner er jagten på et fristed i en travl verden, der hvor man går hen, når alt det andet bliver for tungt og gråt. Så søger man uvilkårligt mod lyset, trøsten og måske endda ensomheden på en tankens fjerne sydvendte skråning med udsigt over et stålblåt hav. For Sophus Claussen – ja, jeg ender altid med at vende tilbage til ham – er dette en Længsel efter en Skæbne:

Jeg ønsked at samle min Længsel, mit Liv
til en Vagt uden Hvile, en Skæbne som brænder
med Sol, der paa Enge nær Havet blev til
og ender et Sted, som kun Stjernerne kender.

Men hvor skal vi da gå hen, på denne tankens imaginære rejse mod en anden og bedre indre verden? Det spørgsmål kan ikke besvares meningsfuldt af andre end den enkelte selv. Hvor det er, at du finder fred, lykke, glæde, ro eller et andet afbræk fra det mørke, som får dig til at søge mod lyset, er et spørgsmål kun du kan besvare. Men til gengæld betyder det i virkeligheden ikke så meget hvad det er, hvis bare du ved med dig selv, hvor det er.

Fornedrelsessympatien

“jeg tilstaar, jeg attraar at rive itu,
hvad andre havde holdt sammen til nu:
den løjede Dyd med dens hellige Spænder
og Bæltet om Skønhedens ukyske Lænder …
Jeg elsker Synet af Smærten og Svien
– (og vedgaar det aabent) – men intet af alt
er skønt som Fornedrelsessympatien,
der tænder sit Lys dér, hvor Lovene ender,
hvor godt og ondt sidder sammen som Venner …”

Sophus Claussen: 100 digte. Kbh. 2015.

Almindeligheder

sophusclausenHvad kan det nytte Menneskeheden at vide, at en gammel Mær bærer sig ad som en gammel Mær eller at en fersk ung Jomfru er fersk forelsket som en ung Jomfru? Vinternatten i Hexens Sovekammer og Vinternatten med Uskyldighedens vidt opspilede Øjne under Gadelygten – det er begge Dele saa ganske almindelige Hændelser.”

Således skrev Sophus Claussen (1865-1931) engang, som det fremgår af hans Notater og Skitser, København 1993, s. 83 og videre hedder det andetsteds i samme:

“Det daglige Liv har saa ringe Betydning i grunden og er dog, selv for de største, som Havet, hvortil man vender tilbage og hvoraf man må øse.” (s. 114)

Men man kan nu også øse lige vel rigeligt af den forkerte spand:

“At hun, der var gjort af Træ
til Pynt i en borgerlig Stue
– en Skal, et Panel –
sank i Knæ
og lod sig gøre til Frue
forstaar man … men hvem maa ej grue
men han der var lødig og hel,
han gifted sig med et Panel.” (s. 110)

Et in arcadia

Sophus Claussen: I Arkadien – Foraarsrim fra en Købstad

Flade Egne og lave Skyr,
toppede Brosten og smaabitte Byr,
om Spejlglas-Kugler, man vandrer forbi
og øjner sit bredeste Ansigt i.

Foraars-Enge og Piletrær!
Findes der grønnere Land end her?
Solen lidt søvnig, Stranden lidt sur.
Intet forhastet — Alting Natur.

Og her er Lyset, husk dig, at det brænder …

Sophus Claussen om Lyset:

At tro sig af falske Profeter forledt!
var altid Svaghedens Mærke.
Der er ingen Kraft hos en falsk Profet.
Men Lyset er til for de stærke.
Det straaler fra Evighed stedse paa ny.
Men den, som er ræd for Guds Aasyn, maa fly
til Templer og Helligdomme,
hvor alle oprigtige Fromme
andægtig med Savn og Bod og Bøn
bereder sig paa at fortjene den Løn
at se Frelseren komme.

 

DSC_4653_v2

 

En Drøm har kysset mit Hjerte,
og leved jeg hundrede Aar,
jeg husker de Øjenlaage,
jeg husker det bølgende Haar
og disse fine Kinder,
hvis Farve i Søvnen veg,
og Læben, som let sig aabned
saa rød og dog saa bleg.
Men allermest jeg mindes
det Nu, da hun vaagnede stille,
vaagned som Dagen til Lyset,
endskønt det var bleven silde,
og saa mig sidde bøjet
i Græsset ved hendes Fod
og saa mig ind i Øjet
og syntes at blive mig god,
og sænkede Laagene atter,
som blindet af Søvnens Tvang,
og rakte mig sine Læber
– de tavse – en eneste Gang . . .

 

O hvor kært at ane, at alt sort og graat
er et Læ, hvor Lyset virker gemt og godt!
at det mørkes Dybde og det hvides Mildhed
dugges af en Skabermorgens Drøm og Stilhed.

 

Der er i den skønne Forsagelses Dyd
et Vellystgran.
Der findes et Glimt i Daarskabens Fryd
af en himmelsk Forstand.
[…]
Med Daarskabens Tyvelygte gemt
under Kjortelens Flig
man lever og dør. Al Alvor er Skæmt,
og al Leg er Krig.
Jeg bringer dig Lyset, jeg fandt paa min Vej,
tilhør mig, og Verden skal tilhøre dig.”

Af Sophus Claussen det hele (fra forskellige kilder), dog er overskriften Aarestrup.

Stedet kun stjernene kender

Mira_the_star-by_NASA

 

Den første dag i maj – i år en onsdag – stod jeg tilfældigvis på terassen og nød solen og forårsluften, da den årlige test af varslingssirenerne gik i gang og en vidunderlig men infernalsk larm spredte sig og bragte med sig minder fra engang.

Da jeg var barn, blev varslingssirenerne afprøvet en gang ugentligt, hver onsdag middag og det var så hverdags en begivenhed, at man ikke engang altid bemærkede det, når man nu var en af de der trods alt var optaget af skolearbejdet. Undertiden gjorde man dog med en svagt frydefuld gysen over den kollektivt indbildte koldkrigsrisiko, mens der i ens hovede kørte fascierende billeder og filmklip af Hitler og Churchill og ondskab og udsultede jøder og grynede sort-hvide billeder fra Somme og Verdun og tusinder af allierede skibe på havet ved D-dag, som skulle bringe en ende på ulykke og fred og fordragelighed til verden. Og så var det man blev brutalt revet ud af de søde drømme af Fru Olsen, som udleverede tekster hun kaldte litteratur (aldrig har jeg læst så meget af hvilket jeg husker så lidt) og ugebladsreklamer til analyse …

“Se hvordan menneskers blod løber sammen i levrede pøle. Se hvordan løsnede tænder fra lig flås med af de stride strømme af fossende blod, de skures og slibes mod sandet indtil de glimter i mudder og dynd, hvor blodet i bække flyder med splintrede ben og løber langs afhugne lemmer. Danskernes blodstrøm ta’r til, nu breder sig vidt over marken pøle af rødt, overalt ligger lig spredt ud over jorden, omflydt af floden der vælder med kraft fra de skummende årer. Uafbrudt farer nu Hjartvar løs på de danske, han elsker krigsguden, løfter sit spyd og udfordrer alle til kampen. Dog, her midt mellem døende mænd og faldne fra slaget ser jeg med lykkeligt smil om sin mund vor slægtning af Frode, han som engang med guld tilsåede Fyrisvals marker.” (Saxo. Zeebergs overs., Kbh. 2000)

Min nabo er gammel. Hvor gammel ved jeg ikke, men et godt stykke på den forkerte side af de halvfjerds og skræmt fra vid og sans i en sådan grad, over at der i kvarteret har været en række indbrud i private hjem, at hun knap tør forlade sin bolig. Måske kunne man forstår det, hvis hun ikke turde opholde sig i hjemmet, for hvad skal sådan en lille sød gammel dame alligevel stille op, om tyven i natten kommer listende når hun er hjemme? I det hele taget, hvad gælder frygten? Er hun ikke allerede så tæt på døden at hun forlængst burde have forliget sig med, at den snart indfinder sig – og med langt større sandsynlighed af naturlige årsager end af kriminelle – og derfor med stort begær gribe den rest af liv hun trods alt har tilbage og kaste sig ud i den med dødsforagt? Hvad er det hun sparer op til, denne stakkels skræmte puger af indholdsløse livsdage?

“War is not to be regarded as an absolute evil … by its agency as I have remarked elsewhere the ethical health of the peoples is preserved in their indifference to the stabilization of finite institutions; just as the blowing of the winds preserves the sea from the foulness which would be the result of a long calm, so also corruption in nations would be the result of prolonged, let alone ‘perpetual’ peace.” (Hegel: Philosophy of Right, §324 tr. Knox. Oxf 1962)

Nutidens skolebørn behøver ikke bekymre sig om den slags varslinger af fortidige ulykker, og de fleste pædagoger vil måske endda sige, at det er godt børnene ikke behøver at bekymre sig, men når man hører hvilke genvordigheder og dagligdags katastrofer det medførte for deres forældre, at de, på grund af lockoutede skolelærere, måtte have deres børn hjemme en måned, hvilket kommer frygteligt ubelejligt midt i deres evigt ambitiøse stræben og slæben til huse, så tænker man uvilkårligt, at det måske ville være på sin plads med en lille fiks krig og lidt nød, til at rykke lidt op i råddenskaben.

“I kender alle det desperate tungsind, der griber os ved erindringen om lykkens tider. Hvor uigenkaldeligt er de dog borte, og vi er ubarmhjertigere skilt fra dem end ved alle afstande. Dertil kommer, at billederne træder mere lokkende frem i efterglansen; vi tænker tilbage på dem som på en afdød elsket kvindes legeme, der hviler dybt i jorden og nu får os til at gyse med en skønhed af højere og mere åndelig orden, ikke ulig et luftsyn i ørkenen. Atter og atter famler vi i vores tørstende drømme efter hver enkelthed, hver fold. Da ser det ud for os, som vi ikke fyldte livets og kærlighedens mål til randen, men ingen anger bringer det forsømte tilbage. Måtte denne følelse være os en lære for hvert lykkens øjeblik.” (Ernst Jünger: På marmorklipperne. Kbh. 1979)

Lige meget hvor længe du lever, lever du dog aldrig evigt og lige meget hvor meget rigdom du slæber til huse, er du aldrig lykkeligere end i det allerede forgange, øjeblik da livets og kærlighedens mål var fyldt.

Lykken kan ikke akkumuleres, men den blomstrer så meget smukkere og frodigere i ulykkens skygge. Sophus Claussen beskrev det således:

Jeg ønsked at samle min Længsel, mit Liv
til en Vagt uden Hvile, en Skæbne som brænder
med Sol, der paa Enge nær Havet blev til
og ender et Sted, som kun Stjernerne kender.

__________
Ill: Mira by NASA (public domain img via Wikimedia)

Eros i

“Det er Eros, som har Æren for al Skaben og nydannelse i Verden.
Det er ganske simpelt Platons og Hellenernes Eros.”

– Sophus Claussen; Notater s. 106

“Eros er ikke et udelukkende positivt begreb; der findes ‘smuk’ og ‘forkastelig’ eros, og det var den almindelige opfattelse, at det er både vulgært og forkasteligt, hvis eros kun består af ren og skær tilfredsstillelse af et fysisk behov. Det er et udtryk for den enkeltes gode eller dårlige karakter, om et erotisk forhold er smuk eller forkasteligt; der er ikke nogen moralsk skelnen imellem eros mellem de to køn og eros mellem to af samme køn.”

– R. Sevelsted & C. G. Tortzen i forordet til Platons Symposion.

__________
Sophus Claussen: Notater og Skitser, København 1993
Platon: Samlede værker i ny oversættelse, bind II. København 2010. s. 307))