Ære!

I går blev Libyens tidligere diktator slæbt hårdt såret ud af den kloak i hvilken han havde søgt at gemme sig, efter den konvoj han flygtede i var blevet angrebet fra luften. Ikke så meget historien, men de umiddelbare omstændigheder minder jo ikke så lidt om de, under hvilke den tidligere kollega Saddam Hussein blev taget til fange i 2003.

Spørgsmålet man må stille sig selv, og de to herrer hvis det dog bare var muligt, er, hvorfor pokker de dog ikke for længe siden selv valgte hvordan de ville forlade denne verden som for længst ikke havde mere at byde på for dem, for dog i det mindste at forlade den med en smule værdighed i behold og ikke mindst for at berøve deres (politiske) modstandere muligheden for at pågribe dem i live og ikke mindst for at berøve modstanderne fornøjelsen af at få lov at slå dem ihjel.

At den rumænske diktator Ceausescu blev henrettet i en baggård efter en skueproces af værste slags, er den skæbne som diktatorer både må imødese at lide og, endnu værre måske, blive husket for. Tilgivelse er sjældent det som står øverst på deres modstandernes mentale huskeseddel.

Hvad havde en Gaddafi dog forventet ville ske da en flok oprørere fik fat på ham under alt andet end velordnene omstændigheder. Hvis hans sidste ord virkelig, som det er blevet refereret, var “Skyd mig ikke!” hvilke forventninger havde han da til resten af sit liv? At det hele måske nok skulle gå alligevel?

Der er ikke megen ære i at blive slæbt gennem gaderne i mere eller mindre miserabel tilstand, for efterfølgende at få skudt en kugle for panden. (youtube video) Der er endnu mindre ære i forinden at tigge og bede for sit liv. Og det er ikke en værdig død at få skudt en kugle for panden af en eller anden tilfældig oprørssoldat, en af mange som sikkert ligefrem står i kø for at få æren af at kunne fortælle sine børnebørn at det var ham som skød Gadaffi. Man kan virkelig godt tillade sig at beklage sig over manglen på format hos diktatorer verden over efterhånden som de falder. Måske de håber på en slags avanceret pensionsordning som den Marcos havde sikret sig inden sit exil på Hawaii?

Det overvejende sandsynlige er trods alt nok en pludselig og brutal død og at verden på den vis får ulignet års urimeligheder og uretfærdigheder og derfor kan man måske forstå at Bin Laden, som jo trods alt kæmpede mere for idealer og principper end egen fordel, da han blev taget på sengen, i det mindste kæmpede imod og døde og endnu mere at Hitler tog sit eget liv frem for at falde i russernes hænder.

Så måske skal man bare vende sig mod historiens større slyngler for at finde det format, der også kommer til udtryk gennem valget af et nogenlunde værdigt endeligt. Her Nero hos Sveton:

Meanwhile, letters being brought in by a servant belonging to Phaon, he snatched them out of his hand, and there read, “That he had been declared an enemy by the senate, and that search was making for him, that he might be punished according to the ancient custom of the Romans.” He then inquired what kind of punishment that was; and being told, that the practice was to strip the criminal naked, and scourge him to death, while his neck was fastened within a forked stake, he was so terrified that he took up two daggers which he had brought with him, and after feeling the points of both, put them up again, saying, ” The fatal hour is not yet come.” One while, he begged of Sporus to begin to wail and lament; another while, he entreated that one of them would, set him an example by killing himself; and then again, he condemned his own want of resolution in these words: ” I yet live to my shame and disgrace: this is not becoming for Nero: it is not becoming. Thou oughtest in such circumstances to have a good heart: Come, then: courage, man!”2 The horsemen who had received orders to bring him away alive, were now approaching the house. As soon as he heard them coming, he uttered with a trembling voice the following verse,

“ἵππων μ᾽ ὠκυπόδων ἀμφὶ κτύπος οὔατα βάλλει.”

“The noise of swift-heel’d steeds assails my ears;”

he drove a dagger into his throat, being assisted in the act by Epaphroditus, his secretary. A centurion bursting in just as he was half-dead, and applying his cloak to the wound, pretending that he was come to his assistance, he made no other reply but this, “‘Tis too late; and “Is this your loyalty ?” Immediately after pronouncing these words, he expired, with his eyes fixed and starting out of his head, to the terror of all who beheld him. He had requested of his attendants, as the most essential favour, that they would let no one have his head, but that by all means his body might be burnt entire. And this, Icelus, Galba’s freedman, granted.

Gadaffi kunne som Nero have citeret Iliaden og med et “Grandt mig lyder for Øren rapfodede Gangeres Hovtramp“, have skudt sig en kugle for panden og med fordel inden han kravlede ned i kloaken. På den anden side kan man også vælge at se på det således, at han fik det endeligt som passede til ham og den person han nu engang var.

Det er et spørgsmål om karakter, intet andet.

Gulerødder er for æsler!

Folketinget har vedtaget en fedtskat som resten af verden griner af og folketinget diskuterede i dag i samme anledning børnefødselsdagsfester.

“For Liberal Alliance mener, at den nye regering vil ødelægge festerne for de fattigste familier med milliardafgifter på fedt og sukker.

»Lad os så få svar: Bliver pølserne dyrere? Bliver lagkagerne dyrere? Bliver sodavandene dyrere?« spurgte Liberal Alliances politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll.

»Hvorfor er det, at man vil gøre børnefødselsdagen dyrere, når man står og siger, at man vil gøre den billigere?«.” (JP d. 6/10 2011)

Spørgsmålene er rimelige og naturlige at stille. Helt anderledes forholder det sig med det forsvar for afgifter på lagkage, som De Radikales gruppeformand Marianne Jelved leverede fra folketingets talerstol.

“Ideen er jo, at de skal lave gulerodskager i stedet. Det er sådan set det, der er meningen.” (JP d. 6/10 2011)

For det første demonstrerer Jelved, at det er evigheder siden hun har stået i et køkken og bagt en kage selv; sammenlign f. eks. med denne opskrift fra Arla – det er jo ikke sådan at fordi du hælder lidt gulerod i en kage så skal der ikke fedtstof i. Argumentet er derfor i bedste fald fejlagtigt.

Hvad værre er, det er også udtryk et menings- og sundhedstyranni af den allerværste slags. Her har vi en politiker som, med loven i hånden, ønsker at tvinge folk til at spise det samme mad som hun formodentlig selv spiser, måske for at de kan opnå den selvsamme følelse af selvtilfreds frelsthed, som holder hende enfoldigt men bedrevidende svævende over den befolkning, hvis interesser hun er valgt til at varetage.

Pointen er, at tyranner ikke kun findes i fjerne afkroge af verden, som Cambodia eller Nordkorea eller Irak eller det kommunistiske Rumænien, men overalt, hvor små mennesker får magt. Små på den måde at de ikke kan tolerere at der er mennesker som tænker og handler anderledes end dem selv, eller rettere, det kunne de måske, hvis det bare var muligt at retfærdiggøre en sådan anderledes måde at tænke på. Noget sådant er bare aldrig muligt, for når man selv er så heldig at repræsentere sandheden (lidt på samme måde som det f. eks også er tilfældet med de muslimske ekstremister og terrorister som bombesprænger tilfældige uskyldige mennesker andre steder i verden), ja så behøver man ikke at lytte til, for slet ikke sige tage hensyn til de andre, for de tager jo fejl og kan rask væk belæres og korrigeres og irettesættes for deres vildfarelser. Om det så er med våben eller loven i hånden, det er jo i sidste ende et fedt, for der er jo rent principielt ingen forskel på om du gør vold på andre menneskers liv i et abstrakt gudsbegrebs eller et nøjagtig lige så abstrakt sundhedsbegrebs navn.

Forskellen er dog, at i andre, fjerne afkroge af verden hænder det, at tyrannerne bliver afsat og endda undertiden sat for retten. Sommetider bliver tyrannerne sågar til sidst hængt eller skudt. Så heldige er vi sjældent, det bedste vi kan håbe på er at vores demokratisk valgte tyranner enten forsvinder i glemslens tåger eller bliver genstand for latterliggørelse som følge af deres dumheder.

Til gengæld har vi kage!

Her en opskrift på kage af den slags hvor fedtstof i flere forskellige former er hovedingrediensen. Den er selve essensen af det af være menneske – en demonstration af gennem kulturen at være nået til en forfinet smag, der går langt ud over æslets primitive forkærlighed for gulerødder og som ikke på nogen måde går på kompromis.

100 g mel
100 g smør
125 g finthakkede hasselnøddekerner
300 g sukker
2 æg
1 tsk bagepulver
1½ dl piskefløde
2 spsk kakao

200 g mørk chokolade

1. Smelt smørret og bland fløden i.
2. Pisk æg og sukker.
3. Bland det sammen og tilsæt resten af ingredienserne.
4. Bages ca 45 min. ved 180 grader.
5. Smelt chokoladen og smør den på mens kagen endnu er lun.
6. Lad den køle helt af inden den spises. Som de fleste chokoladekager bliver den ikke dårligere af at stå et døgn. (kan fryses)

Velbekomme!

Smid Gud i fængsel

Allan Lykke Jensen anklager, i en sag som i dag indledes ved Østre Landsret, Skandinavisk Tobakskompagni for at putte skjulte stoffer i cigaretterne, som øger afhængigheden og er decideret helbredsskadelige. (Ryger-Allan: Retssalen bliver et slagtehus.)

Allan har helbredsproblemer efter 50 års heftig rygning, hvilket selvfølgelig ikke er speceielt overraskende, men det er åbenbart, ifølge manden selv og lidt mere overraskende, heller ikke hans egen skyld, for han kunne jo ikke bare have ladet være med at ryge, vel? Derfor “vil [han] have tobaksgiganten dømt for at have holdt tobakkens skadevirkninger skjult for kunderne.”

I halvtres år har tobaksindustrien leveret de daglige fix, som Allan åbenbart havde brug for, for at have kontrol over sit liv, og nu, hvor han ikke længere ryger skal de levere den erstatning (eller i hvertfald retfærdiggørelse) han kan leve sit sit liv på efterfølgende.

– Hvis de bare havde oplyst os om det, så havde vi fået et valg. Så kunne vi have taget en beslutning med åbne øjne, om vi ville ryge eller ej. Det valg har vi ikke fået, siger Allan Lykke Jensen.

Jeg kan huske jeg i skolen, for mere end 30 år siden blev belært om hvor skadeligt rygning var, incl. dramatiske film som viste selve operationen hvor en ryger fik fjernet en lunge. Intet middel var tilsyneladende drastisk nok. Valget har således altid været der. Det er intet andet end en flugt fra ansvaret for sit eget liv, at skubbe muligheden for at have truffet de rigtige beslutninger foran sig, derude i den store grå zone af viden som man desværre ikke havde.

Den slags viden er der masser af og derfor overvejer jeg da også muligheden for at slæbe Gud (subsidiært Den danske Folkekirke) i retten, for Gud er jo som bekendt alvidende og almægtig og derfor, i følge Allans logik, klart skyldig i at tilbageholde oplysninger som kunne har hjulpet mig til at træffe klogere beslutningerne livet igennem. Jeg vil derfor – indledningsvist – lave en opgørelse over de økonomiske tab jeg har lidt, som følge af at Gud har tilbageholdt mig i en alt andet end informationsoptimeret tilstand gennem 40 år! Bered jer, Østre Landsret, den retssag bliver et rent slagtehus!