Jeg er …

En 26-årig mand fra Aarhus er kommet i uføre, efter han forleden skrev tre forbudte ord på facebook. “Je suis Omar” er de magiske ord, som ifølge Dansk Folkeparti og andre skal kvalificere et fængselsophold af længere varighed.

Nu sidder jeg her i min stue og siger ordene højt ud i rummet – Je suis Omar – og smager på dem og forsøger at fornemme, om der skulle være en eller anden magisk kraft i dem, som gør dem så farlige. De smager nu ikke af noget særligt. Måske fordi jeg rent faktisk ikke er Omar, måske fordi jeg ikke er muslim, måske fordi jeg overhovedet ikke sympatiserer med terror eller terrorister eller måske bare fordi jeg lige har drukket kaffe?

Prøver på dansk i stedet: Jeg er Omar! Heller ikke! Men hvad nu hvis jeg gentager dem? – Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! – Intet! Faktisk kan jeg danse rundt på gulvet i stuen med armene i vejret og synge ordene uden at der sker en skid. Medmindre da at naboerne ser mig og melder mig til politiet, for så ryger jeg jo nok i fængsel.

censorshipDer er en pointe med det her, en pointe, som de politikere, der engang, mens sentimentalitetens og forargelsens tåger lå tungt over deres i forvejen ikke særligt veludrustede hjerner, vedtog denne lov, åbenbart ikke har fået med, nemlig misforholdet mellem at man vil straffe en mand for at sige de tre ord, som jo kun er blevet set af ganske få, mens alle danske medier, som har citeret ordene flere gange åbenbart kan gå fri.

Ja, han har udtryk sympati for Omar i en eller anden udstrækning, men hvis det er så farligt at nogen skulle udsige det og især at andre skulle høre det, hvorfor tillades danske medier så at referere og viderebringe sympatien? På den måde spredes den jo hurtigere og videre end den ellers nogensinde ville. Det er jo ikke sådan, at den sympati han har lagt i ordene, på magisk vis fordufter, blot fordi de bliver refereret, de ligger stadig immanent i ordene, som med medierne mellemkomst, er blevet læst af hundredetusinder i stedet for et par hundrede.

Men lad os tage den tanke et skridt videre. Hvis Je suis Omar er forbudte ord, hvad så hvis man pakker dem ind i andre ord og i stedet siger En mand fra Aarhus sagde Je suis Omar, er det så pludseligt i orden? For så referer med jo bare. Eller hvis man nu i stedet sætter det i citattionstegn og skriver “Je suis Omar”, så kan det være enten et citat eller referat eller endda en ironisk distance til hele dette cirkus.

Faktisk kan du, kære læser, slet ikke være sikker på, at dette blogindlæg ikke bare er et dække for at kunne gentage de samme forbudte ord – Je suis Omar – igen og igen og igen. Måske undertegnede er medlem af et hemmeligt selskab af Omarister …

… eller måske er han ikke.

Dobbeltmoralen

Så meget for ytringsfriheden i dette land. Det er stadig tilladt at udtrykke sympati for den statsterrorisme som Irakkrigen var; den blev jo gennemført på falske og forfalskede præmisser og kostede hundredetusinder af uskyldige mennesker livet. Der var også rigtig mange der med årene havde fik sympati – og gav udtryk for den – med den firedobbelte politimorder Palle Sørensen, efterhånden som han rådnede op i en fængselscelle. Det er i Danmark tilladt at være nazist og det er tilladt at udtrykke sympati for Hitler eller for Stalin, og bifalde deres gerninger som tilsammen fik taget livet af over 50.000.000 mennesker. Du må udtrykke sympati for Pol Pot og Gaddafi, for Rushdie og de Sade, for Nero og Djengis Khan, for Dahmer og Bundy, for Jesus og Muhammed, for Satan, for Pinochet og Franco, for Castro og Mao og for Arafat, som startede som rabiat terrorist, men endte med at tale i FN. Men ikke med Omar.

Så meget for ytringsfriheden i dette land. Vi kan tillade alt; sympati for de værste massemordere i historien, vi kan tåle at danske nynazister og venstresocialister stiller op til folketingsvalg, vi kan tåle at al verdens religioner latterliggøres (i hvert fald de andres religioner) og når tegninger i en dansk avis skaber kaos og spreder død i gaderne i fjerne lande, klapper vi i hænderne og kalder det ytringsfrihed. Men ve den, som udtrykker sympati for en sølle amatørterrorist, som skaber lidt røre i den lokale andedam. (For den tungnemme læser bør jeg måske gøre opmærksom på, at jeg taler om sympatierklæringer o. lign., jeg taler ikke om direkte opfordringer til terror eller andre former for ulovligheder.)

Ytringsfrihed er ikke kun ytringsfrihed for de, der siger det rette, det pæne, det almindelige, det fornuftige og det alle kan være enige i. Nej, ytringsfrihed er kun frihed, hvis den også gælder de, der siger alt det, som ingen kan lide og ingen ønsker at høre. Ytringsfrihed er friheden til også at sige det ekstreme, det ikke accepterede, det farlige og det upopulære. Ikke mindst er ytringsfriheden langt mere den andens ret til at tale om mig, end det er min ret til at tale om ham. Er der ikke frihed til at tale, for den der tænker noget andet, er der ingen ytringsfrihed overhovedet … eller med Rosa Luxemburgs (1871-1919) ord:

“Freiheit ist immer nur Freiheit des Andersdenkenden.” –

 

Terror som underholdning

Politiken kalder det “dokumentation” når de vælger at bringe en lydoptagelse af skudene mod Krudttønden lørdag eftermiddag. Ekstra Bladet behøver ikke et sådan filter, når de under overskriften “Den myrdede var kendt filminstruktør” ikke holder sig tilbage fra at vise en video af redningsfolk, der forgæves forsøger at redde livet på den mand, der blev skudt samme sted.

terroroffer
still fra video på eb.dk

Tidligere på dagen havde Ekstra Bladet måttet nøjes med bringe øjenvidneberetninger fra stedet: “han døde gispende mellem hænderne på os” og “Vi forsøgte at stoppe blødningen. Det blødte kraftigt. I starten gispede han, men efterhånden blev det svagere og til sidst kunne vi ikke mærke puls.” og det har jo ikke nær samme underholdningsværdi … nyheds- og dokumentationsværdi som billede og lyd.

Efter attentatet mod Charlie Hebdo var pressen hurtigt ude med rygtet om at der cirkulerede en video, som viste hvordan terroristerne henrettede en på fortorvet liggende såret fransk betjent, men at den var så uhyggelig, at den blev fjernet igen flere steder fra. Måske af hensyn til offeret og hans familie. Konkurrencehensyn fik dog hurtigt mange medier på andre tanker: hvis den findes, så vil folk se den og det fik de lov til. De mere forsigtige medier valgte at vise videoen, men lod billedet fryse lige i det øjeblik terroristen retter våbnet mod den forsvarsløse betjent og altså overlade det til læserne at fantasere om selve skuddet. Andre var mere uforbeholdne og viste hele klippet.

Det er en svær balancegang. Ekstra Bladet oplevede i sidste uge en smule modvind, da de – uden at konferere med familien først – valgte at bringe billeder af to små børn, som var omkommet i en brand i et privat hjem. Det var for nogen at gå over stregen, selvom flertallet jo gerne vil se dem, akkurat som flertallet gerne vil vide mere om skyderiet i København i går og i nat. Der er formodentlig kun få der ikke ønsker detaljer og man kan vel sige, at jo mere afstumpede eller fantasiløse vi er, jo flere detaljer har vi brug for.

Når et øjenvidne fortæller, at den formodede gerningsmand ligger død uden for hans vindue og politiet banker på døren og fortæller, at de ikke må kigge ud (vel mere som et godt råd, end et direkte påbud) så er der nok ikke mange, som ikke forestiller sig hvordan det mon ser ud: den af politiets kugler gennemhullede terroist, som fik sin bekomst, liggende død på gaden midt i København i en pøl af sit eget blod. Hvem ville ikke gerne se et billede og få sat ansigt på ondskaben …

Det er godt nyhedsstof og gevinsten er flersidet for den nysgerrige og nydelsessyge læser.

Vi bliver gennem terroren mindet om vores egen dødelighed på en måde, som på en gang er tæt på – det foregår jo lige udenfor vores hoveddør – og alligevel ganske ufarlig; du løber stadig end større risiko for at blive dræbt i trafikken, end for at blive skudt af en terrorist, hvis du færdes på gaden i København. Eller som nogle unge mennesker på bytur, som Ekstra Bladet havde snakket med i nat, udtrykte det: “Vi tager hjem, det er for utrygt at være her. Vi tager hjem. Vi tager tilbage til Hillerød.”

Samtidig bliver vi præsenteret for en vidunderlig moralsk opkridtning af verden. Terroren præsenterer os for et perspektiv, en absolut ondskab, som for en stund kan få os til at glemme vore egne små fejl og mangler. Eller med andre ord: terroren gør os gode, ved at give os retten til moralsk forargelse over det onde i verden. (mere om hvorfor vi elsker at hade terroristerne her)

Men så er det altså heller ikke værre! Når vores statsminister udtaler at “Vi har smagt den grimme smag af frygt og magtesløshed …” så er det nok på tide med lidt perspektivering. Jeg er sikker på at civile i de områder i Irak og Syrien, som Islamisk Stat forsøger at erobre, nok for alvor kender til smagen af frygt og magtesløshed. Eller måske ikke engang magtesløshed, for de har muligheden for at gribe til våben og kæmpe imod og de gør det. Magtesløsheden er svær at få øje på, når sikkerheden og trygheden trods alle lurende farer aldrig er længere væk end Hillerød!

Terror er for det store flertal i den vestlige verden som aldrig kommer i personlig kontakt med den – desværre – i sidste ende ikke meget andet end god underholdning, et godt drama. De fleste er vel næppe bevidste om, hvad der rører sig i dem selv og spørger man dem, hvorfor de dog følger dette i nyhederne, hvorfor denne trang til dramatiske og makabre detaljer, ja så har de næppe et overbevisende svar. Hvis det det virkelig er så terroriserende, hvorfor indlader de sig så på at lade sig terrorisere? Et svar kunne være, at når vi læser om det, kilder det os på omtrendt samme måde levsbekræftende måde som en god thriller. Terroren får os til at føle og får os til at føle os i live og man kan sige, at i den henseende er terroren bedre end en god gyserfilm (men ikke så god som sex) og derfor kan vi ikke lade være med at lade os terrorisere. For det er jo en kendsgerning, at hvis ikke politikerne stillede sig op med alvorlige miner og råbte terror og forholdsregler og talte om frygt og magtesløshed og forsikrede os om at folkets tryghed er vigtigere end alt andet og hvis ikke pressen dyrkede det med absurd intensitet (med et tocifret antal artikler på hver eneste avishjemmeside) og vigtigst af alt, hvis ikke vi bare slugte det hele råt, ja så var nattens begivenheder intet andet og mere end blot to tilfældige drab begået af en tosse i sted i København.

… og så ville vi kunne trække på skuldrene og leve videre, som om intet var hændt.

Et spørgsmål om karakter

En eller anden fortalte mig engang, at en sikker måde at spotte en løgner på, er at han ubevidst, for at overbevise både andre og sig selv, ofte vil gentage sin forklaring adskillige gange, eller fremkomme med flere forklaringer eller årsager til hvorfor han gjorde som han gjorde eller hvorfor han sagde det han sagde, i stedet for, som den der taler sandt, blot at ytre sin forklaring en gang. Den ærlige forventer som regel ikke at blive mistroet.

Står det virkeligt til troende, så står det særdeles skidt til med folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Bent Bøgsted, som i weekenden stak af fra et mindre færdelsuheld i Frederikshavn, men som var så uheldig, at en den lokale betjent overværede hvordan han stod ud af bilen, besigtigede skaden og efterfølgende forlod stedet, uden at give den anden part besked om at han havde påkørt hans bil.

Den evige kilde til morskab fra folkedybet, Ekstra Bladet, har fanget Hr. Bøgsted for følgende kommentar:

BB: Jeg havde bare en ‘bad day’. Det er nok det eneste, jeg nogensinde har lavet. Jeg havde simpelthen bare en dårlig dag.

EB: Havde du ikke opdaget, det var sket?

BB: Jo, men jeg havde bare en dårlig dag. Jeg kan kun undskylde alt det jeg kan, for selvfølgelig er det ikke acceptabelt. Jeg havde bare en dårlig dag, hvor det hel gik galt.

EB: Hvad gik galt?

BB: Det ved jeg ikke. Jeg havde bare en dårlig dag.

EB: Du skulle ikke nå noget?

BB: Nej, jeg havde bare generelt en off day. Det er det, det hele drejer sig om.

EB: Havde du drukket, var det derfor du kørte?

BB: Nej, overhovedet ikke. Kun kaffe

EB: Og der var ikke snaps i kaffen?

BB: Nej, det var der i hvert fald ikke.

EB: Frygter du en udsmidning af partiet?

BB: Jeg har haft en dårlig dag, så må jeg tage de konsekvenser, det giver, siger han.

En dårlig dag? Tja … når alle andre forklaringer er utilstrækkelige, kan man jo altid gentage den ene man har, messe den igen og igen, som en art bøn i håbet om, at en eller anden mindre guddom til sidst bliver så irriteret over at høre den gentaget, at han forbarmer sig over en og forvandler løgnen til den skinbarlige sandhed, eller måske bare i håbet om, at man kan gentage den så mange gange, at man i det mindste kan opnå den trøst som ligger deri, selv at blive overbevist om, at sådan forholder det sig rent faktisk. Undertiden er alt andet bedre end selverkendelsen …

GabestokReelt er der dog ingen undskyldninger der duer i sådan en situation, heller ikke løgnerens absolut sidste udvej – når der ingen anden årsag er til miseren end egen svaghed – nemlig at skyde skylden på dagen, med det underforståede men helt igennem utilstrækkelige og lidet overbevisende forsvar, at det hele skam var dagens skyld og at sådan er man da normalt ikke.

Men det er man jo. I ovenstående tilfælde er det jo såre banalt; chancen for at redde egen røv har vejet tungere i øjeblikket, end samvittigheden overfor den person der er blevet voldt skade. Det er ikke særligt elegant eller værdigt, men måske nok menneskeligt. I sidste ende er det dog ikke andet, end et spørgsmål om en svag karakter; kunne du gøre det på dagen, kunne du gøre det når som helst, for det retskafne menneske bliver ikke pludselig forvandlet til en uærlig slyngel fordi dagen er dårlig eller fordi noget som helst andet.

Seneca konstarerede at ducunt volentem fata, nolentem trahunt, og man man tilføje at hvad der gælder skæbnen, gælder også den offentlige moral; træder du aldrig ved siden af, havner sgu nok heller ikke i gabestokken. Det særdeles påtrængende spørgsmål om der overhovedet er nogen af os, som er fejlfri, ja det lader vi ligge, som den indiskretion det ville være at stille det.

DF’er stak af fra trafikuheld, EB d. 9/2 2015

Pacifismelogik

Efter det kom frem forleden, at Islamisk Stat (som jo slet ikke er en stat, men blot en bande afstumpede bøller med en uhyggelig mængde våben og matchende mentalitet) havde taget livet af en tilfangetagen jordansk pilot ved at spærre ham inde i et bur og sætte ild til ham, har Jordan i en reaktion herpå fremskyndet henrettelsen af en dødsdømt og tilsyneladende uduelig kvindelig selvmordsbomber, som Islamisk Stat egentlig havde forsøgt at udveksle med selvsamme pilot, selvom de allerede havde myrdet ham længe forinden.

Videoen af drabet på piloten, optaget i hd, med udvaglte sekvenser i slow og med perverst stemningsfuld underlægningsmusik blev offentliggjort forleden på flere mere eller mindre obskure medier, men hurtigt fjernet igen: den er absolut ubehagelig, både hvad angår selvehandlingen og hvad angår tankerne, der ligger bag dens fremstilling.

is
Still fra video (via dumpert.nl)

Ovenpå dette er det måske en forståelig følelsesladet reaktion fra Jordans side, at man henretter en i forvejen dødsdømt fange. Det kunne nu også ses som en temmelig rationel handling: så er hun da af vejen og der kommer ikke flere forsøg på at udveksle hende med tilfangetagne gidsler. Vi kan ikke vide og kommer aldrig til at vide, hvilke tanker der ligger bag.

Men uanset, så går den slags lystmord jo ikke an i en moderne verden og til Politiken, d. 4/2 2015 udtaler lektor og mellemøstforsker på Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet, Søren Schmidt følgende vurdering af Jordans reaktion:

“Det virker uklogt. I stedet for at holde sig fra det beskidte spil, mudrer man sig selv til. Man kan være så godt som sikker på, at Islamisk Stat nu tænker, at det er deres tur næste gang til at give igen.”

Man kunne nok, og med nogen rimelighed, indvende, at Islamisk Stat ikke har lavet andet, end at give verden igen og igen og igen og det har de gjort overalt, hvor de har haft mulighed for det, ved at dræbe og filme drabet på ethvert gidsel de kan få fat på, i et sikkert velkalkuleret forsøg på at støde alle normale mennesker fra sig og efterfølgende tiltrække det pak, som måtte være tilovers.

Det bliver ikke bedre af, at Søren Schmidt fortsætter retfærdiggørelsen af egen pacifisme, med at konstatere at “henrettelserne af de to fanger kan medvirke til en polarisering, der kan blive farlig for Jordan.” Mon ikke offentliggørelsen af videoen som ovenstående still stammer fra, i forvejen har trukket fronterne tilstrækkeligt tydeligt op, såvel i Jordan som i resten af verden? Hvoraf kommer denne berøringsangst overfor konsekvenserne af krig og strid? Hvoraf denne berøringsanst overfor døden? Hvoraf denne frygt for at engagere sig helhjertet i det beskidte spil? Man kan nu engang ikke muge ud i stalden, uden af få lort på støvlerne.

Jeg kommer til at tænke på Enhedslistens udenrigsordfører (sic!) Christian Juhl, som i oktober naivt udtalte til Politiken, d. 17/10 2014:

“Der skal indgås dialog med ISIL, uanset hvor vanskeligt det kan se ud.”

og endvidere, adspurgt om han troede man kunne overtale IS til noget, svarede:

“Jamen, hvorfor ikke. Hvis man bruger en kombination af at få lukket totalt af for, at de kan sælge olie, stopper alle sponsorbetalinger til dem og så går ind og siger »Hey, nu skal det stoppe, ellers har I ingen venner på den her jord«. Hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre?”

Jamen, de har allerede ingen venner på jord. I hvertfald ingen normale, empatiske, rationelle mennesker. De betår af og følges af ligesindende religiøse tosser og, som jeg vist har skrevet tidligere (se: fools of the world), så kan man ikke tale fornuft med religiøse fundamentalister. Jo mere formørkede mennesker er, i deres urokkelige tro på at deres egen gud er udgangspunktet for den eneste universelle og evigt gyldige sandhed, jo mindre tilbøjelige er de, til at lytte til fornuft og logik. Det er ret enkelt.

Derfor er kun et middel der virker overfor menneske som disse, og det er at besvare hårdt med hårdere og kort sagt dræbe flere af dem, end de kan nå at dræbe af os og ikke mindst at gøre det hurtigt og effektivt, inden deres gift spreder sig mere end højst nødvendigt. Écrasez l’infâme!

– o O o –

Som en kuriøsitet, da manden tilsyneladende er fuldstændig blottet for fornuft og omtanke, skal da lige tilføjes Christian Juhls imbecile svar på det ret påtrængende spørgsmål:

“Christian Juhl, hvem forestiller du dig rent praktisk skal indlede dialogen med IS?

Det skal de, der har den bedste kontakt til dem. Det besynderlige er jo, at vestlandene, især USA, har trænet dem på et tidspunkt, og Qatar og Saudi-Arabien, som nu er med i den koalition, har været store økonomiske støtter af dem, så derfor må der være nogle kontakter. Jeg har ingen kontakter til dem, så jeg aner ikke en pind om det …” (Politiken, d. 17/10 2014)

Nej, tydeligvis ikke! Personligt kunne jeg nu godt tænke mig, at se Christian Juhl sendt afsted på en fredsbevarende mission til Isilland, hvor han med hvidt flag i den ene hånd og en arabisk parlør i den anden, kunne forsøge at udrive Allahs udsendte af deres vildfarelser. Måske vi oven i købet kunne være så heldige, at Isilerne ville dokumentere mødet på en fin lille video.

__________
Forsker: Hævn-henrettelser i Jordan er vand på Islamisk Stats mølle. Politiken, d. 4/2 2015
EL kræver dialog med Islamisk Stat. Politiken, d. 17/10 2014

Hvad der ikke rører sjælen

Jeg har aldrig været nogen stor beundrer af Marcus Aurelius, eller af stoicismen i det hele taget, og det kan der være mange mere eller mindre gode grunde til, men det er primært et spørgsmål om temperament. Det værende sagt, så er det svært, når man ser hvordan vore politikere løber hovedløst rundt med armene i vejret og råber “krig” midt i en fredstid og vi alle lever i konstant frygt for hvornår den næste satiriker mon skal blive snuffed og når en dansk avis i søndags kunne berette om regeringens mørklægning af omstændighederne omkring efterretningstjenestens eventuelle masseovervågninger af danskere, ikke at kigge på filosofkejserens livsfilosofi med en smule sympati. Derfor følger her et par citater fra fra hans Meditationer, om ikke af anden årsag, så bare til almindelig moralsk opbyggelighed og måske for at indgyde lidt tiltrængt sindsro.

Marcus Aurelius (121-180)
Marcus Aurelius (121-180)

“If thou workest at that which is before thee, following right reason seriously, vigorously, calmly, without allowing anything else to distract thee, but keeping thy divine part pure, as if thou shouldst be bound to give it back immediately; if thou holdest to this, expecting nothing, fearing nothing, but satisfied with thy present activity according to nature, and with heroic truth in every word and sound which thou utterest, thou wilt live happy. And there is no man who is able to prevent this.”

Med. III.12. Overs. George Long 1862 og i Med. V.16. hedder det endvidere:

“Things themselves touch not the soul, not in the least degree; nor have they admission to the soul, nor can they turn or move the soul: but the soul turns and moves itself alone, and whatever judgements it may think proper to make, such it makes for itself the things which present themselves to it.”

Men Gud fri mig vel; selvfølgelig er vi heller ikke mere opbyggelige, end at der her ikke skal gives svar, uden at der afsluttes med et spørgsmål. Døren er altid åben, ikke?

“… be content if thou shalt live the rest of thy life in such wise as thy nature wills. Observe then what it wills, and let nothing else distract thee; for thou hast had experience of many wanderings without having found happiness anywhere, not in syllogisms, nor in wealth, nor in reputation, nor in enjoyment, nor anywhere. Where is it then?” (Med. VIII.1)

Citronmåne

Så er den gal igen; endnu en af tosserne fra den yderste højrefløj kom i dag til at åbne munden så meget, at man havde frit udsyn til den katedral af et intrakranielt tomrum, som han slæber rundt på. Anledningen? Jo, der hang et enkelt lille skilt i en enkelt Føtex-butik, og det skilt var, som en “ekstra service til en stor gruppe af syriske flygtninge, som bor på et asylcenter 300 meter fra varehuset, og som af gode grunde hverken taler eller læser dansk”, skrevet på arabisk. (Derfor skilter Føtex på arabisk, EB d. 22/1 2015)

For en god ordens skyld bør det pointeres, at det fremgår at “det ikke er en generel Føtex-politik at skilte på andre sprog end dansk”, men at der kan gøres enkelte undtagelser, således har Føtex i Sønderborg skilte på tysk af hensyn til deres tysktalende kunder.

Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti udtaler (DF-ordfører: Arabisk Føtex-skilt er et knæfald for islam. EB d. 22/1 2015) :

“Skiltningen er et knæfald for den stigende islamisering, der sker af vort samfund. Hvis ikke folk forstår dansk, kan de jo eventuelt bare spørge personalet i Føtex. Ved at skilte på arabisk signalerer Føtex, at hvis man ikke gider lære dansk, så indretter Danmark sig efter dem – og ikke omvendt.”

DRArabic
Danmarks Radios nyheder på arabisk.

Der findes millioner af skilte i Danmark som er på dansk, og som dermed signalere det stik modsatte af hvad dette ensomme skilt i en enlig Føtex-butik signalerer; ergo er der intet problem. At man er så venlig at orientere en større gruppe flygtninge, som jo nok ikke har overskud af personlige ejendele, om at der er udsalg på tøj, kan næppe være et knæfald for noget som helst. Hvad angår alle de arabere der ikke gider lære dansk, så seviceres de i forvejen af Danmarks Radio, hvis hjemmeside bringer nyheder på arabisk (såvel som tyrkisk og somalisk), ligesom de gennem temmelig mange år har serviceret alle de dovne grønlændere heller ikke gider lære dansk.

Martin Henriksen fortsætter:

“Det har som sagt en stor symbolsk værdi. […] det her er at gå over grænsen. Når man driver virksomhed i Danmark, har man et ansvar for samfundsudviklingen.”

Nej, det har man ikke! Der er ingen lov, der siger noget som helst om, at man skal drive forretning under ansvar for samfundsudviklingen og hvis der var, var der nok en del multinationale selskaber, hvis skatteforhold i Danmark kunne trænge til at blive gransket i langt højere grad end dette ene sørgelige skilt.

Og fortsætter:

Selvfølgelig må Føtex tjene penge. Men det kan fra tid til anden være ubehageligt at være vidne til, hvor langt virksomheder vil gå for at tjene penge. Her mener jeg ikke, at man skal gå på kompromis med det danske sprog.  Så kan vi jo blive ved med at indrette det danske samfund efter folk udefra. Det er at gå over grænsen. Skal vi også til at skilte på kinesisk? Nej, Føtex må komme ind i kampen og indse, at de har et samfundsansvar.

Gad vide om den Martin Henriksen nogensinde forlader sit husmandssted og kommer ud i verden? Det store flertal af danske butikker har forlængst droppet det danske sprog og holder sale i stedet for udsalg og kommunikerer gerne og ofte i engelsk-amerikanske slagord. Københavns Universitets hjemmeside findes i en engelsk version af hensyn til de der ikke kan dansk. Det netop afholdte Melodi Grand Prix blev arrangeret af en organisation som hedder Wonderful Copenhagen, for “Vidunderlige København” lyder åbenbart ikke tilnærmelsesvis eksotisk nok. Ja, selv både Folketingets og Københavns Kommunes hjemmesider findes i en engelsk version. Det engelske har forlængst sneget sig ind overalt i en sådan grad, at vi ikke engang bemærker det længere. Men det gør vi åbenbart, når det drejer sig om nogle få ord på arabisk.

Men det er selvfølgelig heller ikke det danske sprog, som ligger Martin Henriksen på sinde. Næh nej, det handler om at der er en masse mennesker i Danmark som Martin Henriksen bare ikke kan lide (hvilket selvfølgelig ikke kan overraske). Således adspurgt om “… hvorfor ikke hjælpe syriske flygtninge – der har gennemgået en hård tid – lidt på vej med at skilte på deres modersmål?” kommer det afslørende svar:

“Mit svar er, at jeg slet ikke synes, at disse flygtninge skal være i Danmark …”

Ja, det kan man selvfølgelig diskutere om de burde, men eftersom de allerede er her og er her i overensstemmelse med gældende dansk lov, så skal de også behandles ordentligt. Det er ret enkelt.

Men så er det jo man griber sig i – og her gentager jeg mig selv – at tænke på hvordan den offentlige debat ville se ud, om vi ikke havde racismeparagraffen. Hvad ville der komme ud af munden på personer som Martin Henriksen, hvis han kunne tale helt frit? Hvis han ikke behøvede at begå alle disse krumspring, for at få en billig pointe igennem. Ville der være mere i posen? Ville den sorteste galde strømme frit fra ham om han ikke skulle bekymre sig om politianmeldelser, eller ville han blot fortsætte i samme rille, med sit smålige had camoufleret som bekymring for Danmarks sprog og fremtid?

Ville vi overhovedet ønske at få det spørgsmål besvaret?

Om at kede sig ihjel

En mand ved navn Jesper Tilsted fra en landsby i nærheden af Viborg, “er blevet idømt 10 dages betinget fængsel og en betinget frakendelse af sit kørekort i et halvt år, fordi han i august i fjor i kådhed kørte med sine to sønner på seks og otte år på taget af sin bil. Sønnerne sad i hver sin fastspændte kajak og faren kørte ifølge eget udsagn meget langsomt, men det formildede ikke en mor til et barn fra samme SFO, som Jesper Tilsted hentede sine sønner. Hun fotograferede køreturen og meldte Jesper Tilsted til politiet …” (Torben Rask: Med børnene på biltaget hjem fra SFO. EB d. 22/1 2015)

Suk!

Da jeg var barn, spændte naboen, som var bonde, en vinterdag fire kælke efter sin traktor og gav en flok unger en tur gennem den landsby, hvor vi boede. Der var fart på og det var skidesjovt! Det var også en den slags oplevelser fra barndommen, som jeg husker tydeligt her fyrre år efter. Det var sikkert også farligt, i hvertfald skulle vi selv sørge for at bremse med fødderne når han stoppede, for ikke at fortsætte ind under traktoren, men det blev det bestemt ikke mindre sjovt af, selvom jeg tydeligt husker at han sad der i sin traktor, højt hævet over os og hele tiden havde et øje på os. Der kan ligge stor fornøjelse i fornemmelsen af en umiddelbar fare, også selvom den er indbildt og stort set ikke eksisterer udenfor det begejstrede barnesind.

Så hvem pokker har frataget den dommer ved retten i Holstebro, som dømte i ovenstående sag, brugen af sin sunde fornuft og det medmenneskelige overskud, der kunne have fået ham til at grine den sag ud af retten, med intet andet og mere end en venlig henstilling til faderen, som udtaler: “Jeg havde selvfølgelig aldrig gjort det, hvis det havde været farligt. Jeg er som kajakinstruktør med elever i to meter høje bølger vant til at forholde mig til faremomenter og sikkerhed, så jeg løber naturligvis heller ikke nogen kalkuleret risiko med mine egne sønner.” Det ville have været det fornuftige. Men ligefrem fængselsstraf …

Hvem pokker har givet vore politikere og andre nævenyttige den opfattelse af alt skal reguleres og begrænses og sikres, til der til sidst ikke er plads og rum til livsudfoldelse, fordi love skal overholdes til sidste punktum og uden undtagelse? Og hvem pokker er det, der har givet pædagoger (og andre stakler) den opfattelse, at verden og livet er noget man skal sikre sig imod på enhver tænkelig måde og for enhver pris; at det er noget der skal leves uden nogen som helst risiko eller spænding?

Svaret er selvfølgelig, at det har de livsfrygtige mennesker, der som moderen der anmeldte i omtalte sag, helt har glemt hvad det vil sige at være barn og endnu værre: som ikke har forstået, hvad det vil sige at have børn …

… eller som Hunter S. Thompson engang skrev: “So we shall let the reader answer this question for himself: who is the happier man, he who has braved the storm of life and lived or he who has stayed securely on shore and merely existed?

Fools of the world

“The greatest danger of bombs is in the explosion of stupidity that they provoke,” skrev den franske journalist og forfatter Octave Mirbeau i 1894 og som det seneste døgn har vist, var det nok ikke helt forkert; det synes som om, at terrorattentatet i Paris i går kollektivt har sænket intelligenskvotienten i dette land … og sikkert også i de fleste andre europæiske lande. For en gangs skyld skal den overdrevne sentimentalitet, som også har grebet folket, ikke tages under behandling her. Det skal til gengæld en af de såkaldte eksperter, som Ekstra Bladet har talt med …

“Ekstra Bladet har talt med Mark Sedgwick, professor på Aarhus Universitet med speciale i Islam. Ifølge professoren er det svært at sige noget generelt omkring, hvorfor nogle muslimer tyer til vold i disse situationer.

– Der er tre typer af muslimer i sådan en situation, siger Sedgwick.

– Der er dem, der ser tegningerne og ikke tænker mere over det.

– Der er dem, der ser tegningerne og bliver irriterede over det.

– Og så er der den tredje gruppe, der føler, at tegningerne er en stor provokation mod deres religion, siger professor Mark Sedgwick.

– Det er den sidste gruppe, der er problematisk …”

No shit? Den konklusion kunne jeg nok også været nået frem til.

Derudover lader professorens klassifikation af muslimer i typer en del tilbage at ønske, for ifølge ham er der tre typer, som på jævnt dansk kunne kaldes de ligeglade, de gnavne og de tossede. Jeg har godt nok svært ved at forestille mig, at der ikke findes muslimer, som rent faktiske tænker over hvad der sker i verden, uden at blive enten irriterede eller at gribe ud efter deres AK-47, for mon dog ikke at der skulle være en enkelt muslim eller to derude, som rent faktisk har sans for humor og tager det hele med et smil? Og mon ikke også der skulle være et par stykker, som, når de ser sådanne tegninger, forholder sig til dem rationelt og reflekterende? Det tror jeg egentlig nok …

Statue af G. Bruno, Campo dei Fiori 1889. (via wikimedia.org)

Til gengæld er det, i modsætning til hvad professor Sedgwick mener, altså ikke særligt svært at sige noget om, hvorfor nogle muslimer griber til våben og vold under sådanne omstændigheder. Det gør de fordi deres religiøse følelser er blevet forulempet, fordi deres tro er blevet angrebet og fordi de har et gudsgivent patent på sandheden, og det er nu engang sådan, at mennesker der bærer sandheden på hovedet som en krone, generelt er både alt for overbeviste om deres egen ufejlbarlighed og hverken særligt omgængelige eller i besiddelse af humoristisk sans.

Hvis nogen skulle være i tvivl om hvordan den slags mennesker fungerer, kan man jo tage et kik på kristendommens historie (hvilket professor Sedgwick nok burde have gjort), hvor det bestemt ikke skorter på historier om tosser med en mission, både i egne lande såvel som i på mission blandt barbarer i fjerne verdensdele; mennesker der har været mere end ivrige efter at pådutte andre deres egen opfattelse af det eneste sande verdensbillede, om det så skulle koste andre livet.

Små mennesker forvalter generelt ikke store sandheder særligt elegant og det er såmænd ikke noget eksklusivt for religioner. Tænk Hitler og Stalin og Pol Pot og Kim Jong-un og gud ved hvor mange andre. Tænk kommunismens og fascismens hærgen. Tænk også i langt mindre baner, hvor der i tidligere indlæg på denne blog, er eksempler fra vor egen tid – dog som regel af noget mindre dramatisk karakter – som man kan lære en del af.

I sidste ende har langt større mennesker måttet lade livet for en sag de troede på, forfulgt og efterstræbt på livet af mennesker der mente at vide bedre, men som helt sikkert ikke gjorde det, og hvad kunne være mere passende, end at give ordet til en sådan:

The fools of the world have been those who have established religions, ceremonies, laws, faith, rule of life. The greatest asses of the world are those who, lacking all understanding and instruction, and void of all civil life and custom, rot in perpetual pedantry; those who by the grace of heaven would reform obscure and corrupted faith, salve the cruelties of perverted religion and remove abuse of superstitions, mending the rents in their vesture. It is not they who indulge impious curiosity or who are ever seeking the secrets of nature, and reckoning the courses of the stars. Observe whether they have been busy with the secret causes of things, or if they have condoned the destruction of kingdoms, the dispersion of peoples, fires, blood, ruin or extermination; whether they seek the destruction of the whole world that it may belong to them: in order that the poor soul may be saved, that an edifice may be raised in heaven, that treasure may be laid up in that blessed land, caring naught for fame, profit or glory in this frail and uncertain life, but only for that other most certain and eternal life. (G. Bruno: Cabala del Cavallo Pegaseo 1585)

__________
Ejder Akbal: Islam-professor: Angrebet har intet med islam at gøre. EB, d. 8/1 2015

Angrebet på ytringsfriheden

“The greatest danger of bombs
is in the explosion of stupidity
that they provoke.”

Det er i grunden temmelig ironisk. Her kun ca tolv timer efter et af dette århundredes  værste forsøg på et angreb mod ytringfriheden, er kampen om vores basale frihedsrettigheder allerede i fuld gang. Den foregår ikke på gaderne i Paris, den foregår ikke med våben i hånd … nej, den foregår med ord og det værste anslag mod friheden kommer fra en måske – for mange – noget uventet side.

Som skrevet tidligere, var Pia Kjærsgaard straks efter attentatet i Paris parat til at tage midler i brug, som ligger ud over hvad loven tillader. Men hun er selvfølgelig langt fra den eneste.

Eugène Delacroix: La Liberté guidant la peuple (1830)
Eugène Delacroix: La Liberté guidant la peuple (1830) (via wikipedia)

I Berlingske gør også Kathrine Lilleør sig med noget skinger stemme sig til talsmand for at slagte basale frihedsrettigheder. Lad os nu bare se bort fra at hun er cand. theol. og derfor næppe objektiv – det er jo de færreste bloggere – men det er lige godt svært at se bort fra, at hun, udover at være ude i et ubehageligt ærinde, heller ikke er alt for skarp, for hun skriver, under overskriften “Fat det!”, følgende:

”Øger vi selvcensuren, har vi tabt”, siger vores egen Kurt Westergaard i dag. Med den visdom, som kommer af at have mærket det islamistiske geværløb mod panden. En advarsel, der udgår fra det mangeårige skæbnefællesskab, han har med de dræbte franske tegnere. Westergaard har ret. Selvfølgelig.

Men hører vi det? Fatter vi, at det ligeså godt kunne have været her, at man have givet en dansk politibetjent en ekstra kugle for panden?”

… og fortsætter, uden tilsyneladende at fatte, at den selvcensur som hun her taler om, er den frivillige opgivelse af en af vort samfunds mest basale friheder. For hun er samtidig rede til at ofre lige netop den og andre frihedsrettigheder i kampen for at forsvare dem.

“Fjenden findes ikke kun i Syrien. Fjenden findes også i Paris. Og her.

Konsekvens: ”Frihed for Loke såvel som for Thor”, gælder kun i gode tider. Når Loke fører krig, må hans frihedsrettigheder nødvendigvis indskrænkes. Ekstremistiske muslimer bør herefter ikke kunne forvente, at de demokratiske frihedsrettigheder gælder i ligeså udstrakt grad for dem, som den har været gældende hidtil.

Frihed for Loke gælder kun i fredstid.

Fat det!”

Meget mening giver det ikke, men det er vigtigt at slå fast, at ingens frihedsrettigheder  skal indskrænkes. Demokratiske frihedsrettigheder gælder for alle samfundets borgere i nøjagtig samme udstrækning, for i samme øjeblik de ikke gør det, så er dette samfund ikke længere et demokrati. Begynder vi at fratage borgere demokratiske frihedsrettigheder baseret på en vurdering af deres religiøse (eller politiske eller enhver anden) overbevisning, i stedet for at straffe dem for eventuelle overtrædelser af samfundets love, så er vi hverken bedre eller anderledes end de samfund, som mørkemændene bag dagens attentat stammer fra. Det er præcis det som terroristerne ønsker at opnå, og det ønsker vi i hvertfald ikke.

Eller nogen blandt os gør tilsyneladende.

Vi lever – i modsætning til hvad Katrine Lilleør åbenbart tror – i en fredstid. Vi er ikke i krig og man kan jo knapt kalde tre tosser med geværer for fjender; det er at tillægge dem alt for stor betydning. De er simple kriminelle som skal straffes for det de har gjort og gerne straffes hårdt. Alt andet er at give dem mere kredit og langt mere magt, end de har fortjent efter deres afstumpede handlinger tidligere i dag. Samfundets virkelige fjender er ikke og kan ikke være en håndfuld mænd med geværer; de kan intet udrette, som vi ikke selv lader dem udrette, for kunne de det, var det da et skrækkeligt tegn på, hvor skrøbeligt vores samfundsstruktur er.

Vores virkelige fjender er de, der benytter sig af dagens begivenheder til at føre en kamp, måske ligefrem en kulturkamp – Kristendom vs Islam? – og som ikke viger tilbage for at ofre vores demokratiske frihedsrettigheder som et led i den kamp. For tag ikke fejl, der er i sidste ende ikke den store forskel på, om vi lader den ene eller anden ekstremist kue os. Den eneste trussel der ligger i dagens attentat, er at vi gør noget: at vi går i panik, at vi lader os styre af had og vrede, at vi lader frygten få overtaget, at vi smider fornuften på porten, ja, at vi i det hele taget forandrer noget som helst. Livet må og skal fortsætte som hidtil, for kun på den måde viser vi, at her kan intet forandres og at terror ikke virker på os.

Og det, kære læser, er mere end noget andet, det som vi skal fatte.

Så fat det!

__________
Citat: Octave Mirbeau (1850–1917) i: Le Journal (Feb. 19, 1894)
Kathrine Lilleør: Fat det!, Berlingske, d. 7/1 2015

Monogami og natur

“Monogami strider mod vores natur” lød det temmelig bastant fra en artikel i Politiken , som for at bevidne den påstand, citerer den amerikanske antropolog Helen Fisher – der gennem studier har fundet frem til, at den naturlige længde for et ægteskab er fire år – for følgende genialitet:

“Denne drive til at finde sammen og blive sammen som par i mindst fire år udviklede sig for millioner af år siden. Den oprindelige standardperiode mellem fødsler var fire år, fordi fire år typisk var den periode, det tager at finde sammen, få et barn og få det igennem småbørnsstadiet.”

Selv hvis vi ser bort fra det latterlige regnestykke som giver et fireårigt facit (som i øvrigt er tæt på at være en perfekt cirkelslutning) og hvis vi ser bort fra at mennesket endnu ikke var menneske for millioner af år siden, men faktisk blandt andet har fordoblet hjernestørrelsen siden da, så er der stadig andre væsentlige faktorer, som f. eks. kulturens opståen, som det nok også var værd at tage i betragtning.

Men Helen Fisher er, som det fremgår den artikel hvor hun lacerede sin frieårs teori, et temmelig firkantet menneske, for som hun selv skriver:

“I see no reason why these early human pair bonds always needed to be permanent. Once a child had been weaned, it could join play groups or become the responsibility of several community members. Why should a couple necessarily remain together unless a second infant was conceived?” (Helen Fisher: The Four Year Itch. Natural History Magazine Okt. 1987 vol. 96, s.22-28)

Ja, hvorfor skulle de dog have ønsket det, de kære forfædre …

Et noget andet syn på verden har antropolog ved RUC Christian Groes-Green, som i følge samme artikel mener at Helen Fishers teori om monogami “bærer præg af for meget fokus på kemiske reaktioner og evolutionære teorier” og “at det i dag i langt overvejende grad er kulturelle sammenhænge, der afgør grader og frekvens af accept af utroskab eller muligheden for livslang monogami.”

Christian Groes-Greens forklaring er simpel:

“Internettets fristelser og kontakter, øget mobilitet og arbejdsliv og stigende mulighed for anonymitet i storbyerne. Det øger alt sammen muligheden for mange løse eller faste kontakter og giver mindre mulighed for social og seksuel kontrol af den anden.”

Så alternativet til polygami og utroskab og overlappende seksuelle forhold er “social og seksuel kontrol af den anden”?

Suk!

Paolo_Veronese_020_unfaithfulness
Paolo Veronese (1528–1588) ((via wikipedia)

Bortset fra at jeg slet ikke forstår udtrykket accept af utroskab, så er det ganske enkelt nedslående med en sådan mangel på fantasi og indsigt, ligesom det er latterligt at forfalde til forsimplende forklaringsmodeller ved at inddrage det sidste nye kulturelle fænomen; internetttets fristelser frister ikke med noget, som ikke alle dage har været der. Mennesket er nogle grissebasser og har altid været det.

Men når det er sagt, så skal der også herfra føres et forsvar for det monogame. For der er trods alt mennesker i verden, som søger andet og mere end det overfladiske og tilfældige og uforpligtende, som der ligger i “overlappende seksuelle forhold” og der findes faktisk mennesker der søger det af egen fri vilje og indgår i det, uden nødvendigheden af den trussel der ligger i den andens sociale og seksuelle kontrol.

Den stædige insisteren på troskab er en nødvendig forudsætning for den dybde der ligger i den nære fortrolighed og i den grænseløse tillid. Uden den er kærligheden en umulighed, eller i det mindste ikke muligt som andet end noget uforløst eller ulykkeligt.

I den forbindelse er skilsmissefrekvenser ikke specielt relevante – heller ikke selvom de kan føres millioner af år tilbage. For selvom det kan da godt fremføres at de fleste mennesker bliver skilt før eller senere, er pointen jo netop, at den eneste ene ikke er et bestemt menneske derude, som vi partout skal finde, men derimod at der er et menneske derude, som vi, mere eller mindre frivilligt, gør til den eneste.

Det er et valg vi træffer. Et ideal … og det er med idealer jo også sådan, at det er noget vi kan stræbe efter, en retning at gå i, men det er også et mål vi ikke altid formår at nå, hvilket så i grunden ikke er så vigtigt, for det er gennem den stræben, at vi hæver os over dyrene (og homo erectus) og bliver mennesker. Det er et spørgsmål om karakter.

Og så kan det godt være, at det ikke er noget for dig, kære læser, men det er så dit valg og dit liv: du har nøjagtig lige så meget ret til at leve det lige så overfladisk, som du har lyst til, som andre har ret til at vælge noget andet. Men du skal vide, at det intet har med natur at gøre. Videnskaben kan ikke tages som gidsel og bruges til at retfærdiggøre en søgen efter ligegyldigheden og overfladiskheden; for det er trods ikke ligheden med dyrene eller med tidlige forfædre, der definerer hvem vi er, men derimod defineres vi af det vi stræber efter være.

__________
Kirsten Nillson & Michael Rothenborg: Monogami strider mod vores natur, Pol. 29/12 2014