Intelligens II

“Data antyder til gengæld, at intelligens er en ganske stabil egenskab. Der er altså god korrelation mellem IQ-målinger foretaget op gennem barneårene og i voksenalderen,  hvilket fortæller, at man ikke går hen og udvikler en høj intelligens, hvis man ikke havde den med fra begyndelsen. Og det skyldes ikke mindst, at intelligens i høj grad er bestemt af genetiske faktorer. I hvert fald så længe man ikke taler om en opvækst med sygdom, sult og ekstrem fattigdom. Tvillingestudier viser, at ud af en population med en pæn middelklassebaggrund kan godt halvdelen af variansen i IQ forklares med genetiske faktorer. Resten er i sagens natur miljøpåvirkninger, men hvilke konkrete påvirkninger, der er tale om, har ingen foreløbig kunnet påvise.

»Det er desværre korrekt,« sukker Robert Plomin. Den elegante adfærdsgenetiker fra King’s College har ikke mindst gransket effekten af skole og uddannelse og må konkludere, at det er ligegyldigt, hvilken skole man sender sine poder i. »Hvordan de klarer sig karaktermæssigt er stort set uafhængigt af den individuelle skole, lige så uafhængigt af klassestørrelse, og selv den individuelle lærer betyder meget lidt.«”

__________
Lone Frank: Den mest vidunderlige ting. Weekend Avisen, d. 23/12 2011

Ansvarlighed

En forsker ved navn M.L. Obermann har i følge videnskab.dk lavet en spørgeskemaundersøgelse af mobning blandt skolebørn og konstateret at “når vi handler i strid med vores moralske overbevisninger og gør noget forkert, er vi nødt til at legitimere det. Ved at frakoble moralske overbevisninger fra selve handlingen, bliver det muligt at leve med, at man gør noget, der skader andre.” Moralsk frakobling er “en serie af mekanismer, som enten legitimerer handlingen, fjerner det personlige ansvar og eventuelle konsekvenser eller fokuserer på, at det er ofrets egen skyld.”

Er der nogen der ikke vidste det i forvejen? (Jeg bragte for to år siden et indlæg om den amerikanske skuespiller Will Smith, der dengang kom galt af sted ved at sige: “Even Hitler didn’t wake up going, ‘Let me do the most evil thing I can do today’. I think he woke up in the morning and using a twisted, backwards logic, he set out to do what he thought was ‘good’.”) Er der nogen der tror at nazister og jødiske håndlangere stod og smed millioner af jøder i ovnene mens de funderede over hvor onde de var? Enten er det offerets egen skyld eller de må ofres for et højere formåls (fx. samfundets) skyld. Mennesket er en forbavsende evne til at bortrationalisere det vi ikke vil se i øjnene, men det er der intet nyt i.

Et er det tvivlsomme videnskabslige grundlag for spørgeskemaundersøgelser af moralske spørgsmål, hvilket får lov at passere, noget andet er de imbecile kommentarer undersøgelsen får med på vejen i Jyllands-Posten af “ekspert” Helle Rabøl Hansen:

“Skolerne skal se, at mobning er en måde at lave fællesskab på.”

Hvilket strengt taget godt kan være en korrekt observation, men her går det galt:

“Jeg tror ikke på, at mobberne eller ofrene skal gøre noget specielt. Problemet er, at man forestiller sig, at nogle individer skal lave om på deres adfærd. Det, man overser, det er, at mobning i folkeskolen er en form for social orden, som klassen har indordnet sig.”

Jo, man skal gøre noget: man skal lade være. Det er jo ikke sådan at fordi man kan finde en videnskabelig forklaring på et fænomen, så frikendes individet for ansvar. Du har et ansvar for at opføre dig ordentligt overfor dine medmennesker uanset hvor gammel du er og uanset hvor og hvornår du møder dem og det ansvar er dit og dit alene.

Men artiklen giver et glimrende indblik i tankegangen bag det fænomen at visse faggrupper formår at pille ubehagelige begreber som fx. skyld og ansvar ud af regnestykket.

“Det sidder ikke i individerne. Og det er ikke tilfældigt, hvilke klasser mobningen opstår i. Men i alle klasser er der børn, der er agressive og børn, der er svage. Derfor ved jeg, det ikke er det, vi skal kigge på, siger [Helle Rabøl Hansen].

[…]

Helle Rabøl Hansen mener, at der især opstår mobbemønstre, når klassen ikke har noget at samle sig om.

– Fra børnehaveklassen skal de voksne indstille sig på at gøre alt, hvad de kan, for at fællesskabet i klassen bliver så stærkt, positivt og tolerant, at man ikke behøver lave mobbende fællesskaber, siger Rabøl Hansen.” ()

Det sidder ikke i individerne? Nå nej, det er jo de voksnes opgave at sørge for at børnene  får lært det i tide, ikke? Jo, til en vis grad. Men derfor sidder ansvaret stadig i individet selv og det er individet der kommer til at betale regningen senere i livet for det som ikke blev tidligt lært.

Kæden hopper bare helt af, for børnene skal for pokker ikke kun lære at opføre sig ordentligt overfor dem de i forvejen har fået indprentet et stærk og positivt og tolerant fællesskab overfor gennem pædagogiske øvelser, det skal de også overfor alle de andre, ikke mindst overfor dem de ikke kan lide. Og de skal altså vide at det er deres eget ansvar at gøre det.

Til gengæld har man ingen pligt til at kunne lide alle andre, selvom nogen synes at mene det. Metoderne er voldelige:

“Det kan blandt andet gøres med rytmiksange om at være venner, bøger om at hjælpe hinanden, massage med positiv berøring og rollespil, hvor børnene er mobber, offer og hjælper.

– Så mærker børnene på egen krop glæden ved at hjælpe og ubehaget ved ikke at turde hjælpe, siger programkoordinator Lars Stilling Netteberg fra Red Barnet.

– Det fremmer fællesskabssituationen og positivt samvær.” ()

Massage med positiv berøring? Det er nu engang sådan at der er personer man synes bedre om end andre og derfor kan det programkoordinatoreren opfatter som “ubehag ved ikke at turde hjælpe” meget nemt være noget helt andet hos de børn som deltager, som fx. som skyldfølelse over ikke at have lysten til at deltage i grænseoverskridende pædagogiske eksperimenter. Det er lige før man kan høre Bobby McFerrin og Jodle Birge gjalde dagen lang gennem skolens højtalersystem i denne fagre nye verden, hvor enhver diferentiering, er ofret i det positive samværs navn.

__________
Mobbere ignorerer moralske standarder, videnskab.dk d. 10/3 2011
Ekspert: Ikke mobbernes skyld, jp.dk d. 10/3 2011

Kæft, trit og retning – II

“Jeg undrer mig over, hvorfor vi ikke i Danmark sætter undervisningstiden op og anvender den mere effektivt.

Og hvorfor de danske forældre f.eks. ikke forlanger karakterbøger fra 1. klasse, så de får feedback på, hvad børnene lærer? At bede om uniformer for at slippe for modetyranni eller at blive Des med lærerne er nok for meget at bede om.

Mit bud er, at det handler om forældrene selv. Udenadslære kræver f.eks. en enorm hjælp, tilstedeværelse og opdragelse fra de voksne. Børnene skal tillige være motiverede og udhvilede, når de møder om morgenen, ikke hænge foran tv og computer det halve af natten. Og de skal støttes hjemmefra i, at ting bliver meget sjovere, når man er god til dem.

Det er simpelt hen ikke godt nok »bare at bestå« – som jeg har hørt utallige unge danskere sige til mig over de sidste mange år, når jeg har spurgt dem om deres mål med skolegangen.

At stille krav til sine børn er ikke at mishandle dem, men at gøre dem en tjeneste. Det vil medføre, at de dygtige elever bliver endnu bedre, og det vil give de svagere bedre rammer og bedre arbejdsforhold med en fastere struktur.”

– Annegrethe Rasmussen, Politiken d. 5/3 2011

Undervisning

“Det er en katastrofe. Vi bliver overhalet af de asiatiske lande. Vi bliver et fattigt land”, udtaler professor Niels Egelund i BT i dag, som en kommentar til afsløringen af at handelsskoleelever på Tietgenskolen i Odense ikke kan regne selv simple regnestykker som 9 gange 5!

“600 elever begynder på skolen hvert år. Af dem starter 100 elever på skolens erhvervslinje, som sigter mod at stå i butik eller sidde på kontor. Halvdelen af disse 100 unge kan kun læse på 3. eller 4. klassesniveau. 80 procent regner på 3. eller 4. klassesniveau, viser skolens egne test.”

Samtidig kan Politiken afsløre at danske elever har tabt to skoleår siden 1960:

“Tobias Zimling Kristiansens beregninger viser, at eleverne har mistet 1.300 klokketimers undervisning i løbet af et skoleforløb, siden staten for første gang formulerede et krav til antallet af undervisningstimer i den såkaldte Blå Betænkning fra 1960.

[…]

Men eftersom mange skoler i dag underviser efter Undervisningsministeriets minimumskrav til timetallet, så er tabet flere steder endnu større og udgør cirka 1.800 klokketimer.

Det svarer i runde tal til to skoleår.”

Hvad havde man regnet med?

Men timetallet er jo ikke engang det eneste problem. Måske ikke engang det største.

For det første går man ud fra ideologisk funderede pædagogikker som er baseret mere på lyst end på konkrete krav og den (arbejds)disciplin der er en nødvendighed for erhvervelsen af kompetenser og endnu værre sniger der sig ofte regelrette absurditeter ind som f. eks. begrebet om “ansvar for egen læring”.

Desuden har man forlængst frataget lærerene magten (jvf. de kurser til folkeskolelærere om hvordan man undgår at blive slået som er omtalt her) og lagt den i hænderne på umulige elever som i den rummelige folkeskole kan hærge og regere i årevis før der handles. Spørgsmålet ikke bare om vi overhovedet har en lærerstand som vil være i stand til at løfte en undervisningsopgave i forhold til den frygt Niels Egelund giver udtryk for, men måske også om de i det hele taget ønsker det?

Men dette er ikke et isoleret ideologisk problem som kan placeres på venstrefløjen, selvom det ellers er fristende. Regeringens udspil til en ny folkeskolereform som lægger op “til flere test, flere karakterer, mere forskning og flere timer til de små elever” (BT, op. cit.) er akkurat lige så absurd som når politikere og forældre sammenligner folke- og privatskolers karaktergennemsnit og i deres grænseløse uvidenhed tror at de kan bruges til noget som helst.

Spørgsmålene hober sig op: Flere test, flere karakterer? Men hvad vil du bruge resultatet til? Mere forskning? Men i hvad? Flere timer til de små elever? Men hvordan skal de bruges?

I de små klassetrin lærer eleverne i dag at børnestave, hvilket vil sige at de lærer at stave som de vil og som de tror det staves udfra hvordan ordene lyder og så kommer de små pus hjem og viser forældrene hvad de har skrevet og forældrene siger “Nej, hvor er du dygtig!” mens de betragter nogle liniers tekst som barnet har barnestavet sig til i skolen og som egentlig lige så godt kunne være på serbokroatisk som på dansk. Fremgangmåden svarer til at lære børn babysprog (du ved: vovhund og futtog og rapand) inden de lære at tale rigtigt. Men at først lære dem det på en måde og så en anden er intet andet en spild af tid. Men børnene har det jo sikkert sjovt …

“I tresserne og halvfjerdserne rendyrkede man blandt pædagoger og lærere en idé om det naturlige som løsning af snart sagt alle problemer. Oprindeligt stammede tanken fra den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778). I sit hovedværk Emile – eller om Opdragelsen fra 1762 (på dansk i 1796-99) hylder han den grundlæggende forestilling, at mennesket fra naturens hånd er godt, mens det ødelægges i menneskehænder. Opdragelsen af børn skulle derfor alene stimulere det naturlige i mennesket, barnet, og ikke stille det forhindringer i vejen. Ligesom planten i urtepotten skal barnet blot følges opmærksomt på vej, så det kan udvikle sine egne medfødte evner og muligheder. Og for en sådan udvikling kan den (fordærvede) voksne næsten kun stå i vejen.

Og akkurat en sådan iagttagende botanikerrolle tildelte 30’ernes, 60’ernes og 70’ernes reformpædagogik læreren og pædagogen. Dybest set vidste læreren ikke bedre end eleven, selvom læreren immervæk havde taget en uddannelse indenfor et bestemt fag, hvis kundskaber hun – strengt taget! – var sat til at formidle.

Allerede i den såkaldte Blå Betænkning fra 1958 havde man foregrebet denne forestilling, idet folkeskolen nu ikke længere alene skulle formidle nyttige kundskaber, men med et typisk reformpædagogisk udtryk skulle ”medvirke til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling”, sådan som det senere i 1975- og 1993-loven kom til at hedde i folkeskolens formålsparagraf.” (Henrik bang Møller: Folkeskolens kerneopgave: læring!)

Intet vil blive ændret. Det er ikke vilje der er gået tabt, det er viden, og den kan man ikke snakke sig til. Der kommer alskens pædagogik og velvilje og gode intentioner til kort.

__________
ØØØØØHH! Hvad er ni gange fem?, BT, torsdag d. 9/12 2010
Danske elever har tabt to skoleår siden 1960, Politiken d. 13/12 2010

Disciplin

“Frygt er et overset middel til opdragelse. Effektivt. Brugbart. Og selvfølgelig invaliderende, hvis det bliver brugt forkert. Men alt for mange forældre bruger det slet ikke, og det er en fejl. For der er ting i livet, man skal frygte. Som at være fysisk inaktiv. Som at være for fed. Som at blive kørt over på motorvejen, hvis ikke man har lært, at biler er farlige, når man leger på vejen.

Se, det sidste eksempel er der jo ingen, der har nogen indvendinger mod. Der er kontant afregning lige med det samme, hvis ikke forældrene lærer børnene at passe på bilerne. Det ville faktisk være direkte omsorgssvigt ikke at lære børnene at begå sig i trafikken.

Men at lære dem at frygte fysisk inaktivitet og fedme er straks helt anderledes politisk ukorrekt og virker direkte provokerende på mange, hvis man siger det så ligeud. Problemet er bare, at fysisk inaktivitet og fedme ikke alene fører til et liv, der i lang, lang tid er af dårligere kvalitet end et sundt liv med fysisk udfoldelse; det medfører også døden i en tidligere alder. Ups ja – og så er det jo enormt dyrt for samfundet at have et massivt antal borgere med livsstilssygdomme. Oven i købet med social slagside.

Men i tolerante og frisindede Danmark har vi vedtaget, at man ikke må fordømme andre på deres livsstil, og derfor må man ikke påberåbe sig personlig ansvarlighed og dadle andre for deres manglende selvdisciplin. Det er et overskudsfænomen at sørge for øko-gulerødder og sport tre gange om ugen for poderne i stedet for at fylde dem med campingkage og pc-spil, og det kan en enlig mor til to på overførselsindkomst ikke leve op til.” (Emilia van Hauen: Forældre skal spille på frygt. Information, d. 25/11 2010)

Forældres indstilling til børn og opdragelse er vist ikke udelukkende et spørgsmål om indkomst. Tværtimod, faktisk. Man kunne være en smule mere kynisk og sige at det måske er på grund af indstillingen til sport og kost og andre af livets forhold at moderen er enlig og på overførselsindkomst, men det er egentligt ikke mit ærinde, for der er helt sikkert problemer i alle sociale klasser, omend ikke nødvendigvis de samme. Forældrenes ansvar er uomtvisteligt og der er ingen vej udenom.

I den taekwondoklub jeg er formand for dukkede der for noget tid siden et forældrepar op med en tydeligt overvægtig dreng som gerne ville have en prøvetræning. Træningen på børneholdet er intens, men ikke hårdere end at alle burde kunne være med, enhver på sit niveau. Denne dreng holdt ud i ti minutter og gennemførte således ikke engang opvarmningen før han måtte udgå fuldstændig opkogt og med åndenød. Her var det så Emilia van Hauens spil på frygt måske kunne komme til sin ret, for hvad tror du forældrene til ovenstående dreng gjorde?

De fik medlidenhed med drengen og trøstede ham på den samme måde som de sikkert har gjort tusind gange før: et stor bakke pommes frites og en halv liter Cocio i hallens cafeteria, gennem hvis vinduer den stakkels dreng, således trøstet,  kunne sidde og se ind på de 40-50 unge mennesker som stadig løb rundt inde i hallen.

Al opdragelse begynder i hjemmet.  Om frygt skal være et middel er et spørgsmål om temperament, i andre tider ville man nok have snakket om disciplin og den naturlige følge af disciplinen, den i vor tid vist meget undervurderede selvdisciplin.

Hvor forældrene ikke selv kan eller vil må andre som en nødløsning tage over. Undervisningsministeren mener…

“… at der skal mere disciplin i folkeskolen og foreslog i går i Morgenavisen Jyllands-Posten, at skolerne skal have mulighed for at ringe efter forældrene, hvis deres børn ikke opfører sig ordentligt. I den forbindelse erkendte hun, at det vil være svært at indføre sanktioner, hvis elever eller forældre blæser på disciplinen.

»Ro og mulighed for fordybelse er nødvendigt for at øge fagligheden, men også for at sikre det enkelte barns trivsel. Når regeringen har fremlagt sit udspil til en samlet reform af folkeskolen, vil jeg drøfte udformningen med forligspartierne,« siger Tina Nedergaard.” (Carl Emil Arnfred og Christian Hüttemeier: DF kræver minimumsstraf til elever, Jyllands Posten 27.11.2010)

Idiotiet er åbenlyst, eller burde være det for enhver: hendes forslag handler ikke om disciplin, i og med at hver eneste gang en lærer ringer efter forældrene er det en demonstration af lærernes og skolesystemets afmagt.

Dansk Folkeparti her ikke noget bedre at foreslå:

“»Vi mener, at man som skoleleder skal bortvise en elev, hvis eleven opfører sig uartigt, svarer læreren igen eller er ubehagelig over for sine klassekammerater. Det samme gælder, hvis man mobber en klassekammerat,« siger uddannelsesordfører, Marlene Harpsøe (DF).

Hun mener, at straffen skal falde prompte og sagtens kan være længere end én uge: »Vi tror ikke på, at en elev vil opleve en enkelt dags bortvisning som en sanktion.

Det vil nok nærmere opleves som en fridag.«” (op. cit.)

Jeg kan uden problemer erindre flere skoletrætte klassekammerater fra folkeskolen som ville have oplevet en uges bortvisning som en ferie. For pokker jeg kan ikke engang afvise, at jeg ville have oplevet det som ferie, selvom skoletræthed aldrig er noget jeg har lidt af.

Karen Jespersen har et andet syn på tingene:

“Forestil dig, at du er skolelærer, der står med en elev, der råber »luder« og forsøger at slå dig, samtidig med at du skal holde ro på 25 andre elever. Den situation er nu så almindelig, at Århus Lærerseminarium laver kurser i, hvordan lærere undgår at blive slået af elever.

Ord som disciplin, pligt, hensyn, ansvar og samfundssind er nærmest ukendte for mange skoleelever.

Det er baggrunden for undervisningsminister Tina Nedergaards forslag om, at det skal stå direkte i loven, at en skoleleder kan ringe til forældrene og beordre dem til at hente deres barn, hvis det er helt uregerligt. Kritikerne siger, at denne mulighed har skolen også i dag. Men det ændrer ikke på, at signaleffekten er vigtig: Det er forældrenes ansvar at opdrage børnene, så de kan fungere sammen med andre mennesker.

Men forslaget er slet ikke nok. Der skal meget mere til.

Der er skoler, der skriftligt forklarer forældrene, at det er deres ansvar, at deres børn er udhvilede og har spist morgenmad, når de møder i skolen. De skal have læst lektier og have en madpakke i tasken. Hvis de forældrene ikke lever op til dette ansvar, bliver de indkaldt til en samtale. Erfaringerne viser, at det virker. Sådan burde det være på alle skoler.” (Karen Jespersen: Uden disciplin lærer børnene intet. Aarhus Stiftstidende 30/11 2010)

og videre

“En skolereform kan rette op på det lave faglige niveau. Men uden disciplin og god opdragelse går det ikke.” (op. cit.)

Og så alligevel ikke. Karen Jespersen bedste forslag er eftersidninger og selvom det nok er mere effektivt som straf end “ferie” kommer det ikke meget videre.

Kurser for lærere i hvordan man undgår at blive slået? Men ord som eneste forsvar? Gandhi magtede den form for pacificisme, men danske folkeskolelærere? Hvordan det i det hele taget er kommet dertil at lærere skal lære at undgå at blive slået er måske ikke uforståeligt, men det interessante spørgsmål er hvem som bliver den første der tager bladet fra munden og foreslår det indlysende men politisk ukorrekte paradigmeskift som skal til for at løse problemet?

Computeren er jo børnenes penalhus!

“Computeren er jo børnenes penalhus” er overskriften på en artikel i Weekend Avisen d. 19. februar 2010 som handler om brugen af  ikke bare computere i undervisningen på Højby Skole (det er på Fyn), men også spil som Counter Strike, World of Warcraft og The Sims.

Lærer på skolen Martin With Nørgaard har en klar pointe når  han beklager sig over at han ingen it-undervisning havde fået da han forlod seminariet i 1997. Men så hopper kæden til gengæld også af:

“”Det er faktisk lidt af en katastrofe. De har kun forstand på bøger når de komme ud. Det er oldnordisk.” Og synd, for computerspil motiverer børnene mere end andre medier, mener han.”

For ikke så længe siden kunne man læse om en undersøgelse der påviste at lektier ikke giver det store faglige udbytte for børn, uden at nogen tilsyneladende havde tænkt at det heller ikke nødvendigvis er formålet. Lektier lærer børn tre andre uhyre vigtige ting, nemlig at at arbejde selvstændigt med et fagligt stof, de opnår rutine gennem repetition og de lærer selvdisciplin.

På samme måde kan man nok betvivle Nørgaards udgangspunkt: det er ikke sikkert at motivationsfaktoren overhovedet er den vigtigste når det gælder børns skolegang. Det handler vel i høj grad om at lære at arbejde med noget alene fordi det skal gøres. Om pligt og nødvendighed. Desuden er tanken om ydre motivationsfaktorer ren resignation: motivation kommer indefra, fra eleven selv, men den kan også være smittende og komme fra læreren. Hvor ellers?((Tak til lærere og lektorer der har været lysende eksempler på dette, hver på sin måde: Dansk- og klasselærer Mik Troelsen (Ørum), Engelsk: Jørgen Roed (Ikast), Latin: Sven Lindahl (Odense) og Filosofi: Jørgen Hass (Odense).))

Men lad det ligge. Noget helt andet og måske langt vigtigere er dette:

“Computerspils evne til at engagere eleverne, især de svage, fremhæves ofte af lærere med spilerfaring.”

Især de svage… umiddelbart lyder det jo meget sympatisk, omend man med nogen frygt må betænke om det man gør i virkeligheden bare er at sænke gærdet tilstrækkeligt til at alle kan komme over.

Jeg kan ikke gennemskue om det her handler om at “Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære” eller om det handler om det mere moderne men lige så defaitistiske “Hvad ikke alle har lyst til at lære, skal ingen lære.

Men at det ikke handler om at lære noget er vist indlysende, for Markus Bernsen konkluderer på artiklen: “Nogen forskning tyder på, at computerspil styrker en række af de kompetencer, som efterspørges i »videnssamfundet« – omstillingsparathed, symbol- og billedbehandling, kreativitet.” Kort sagt ikke så meget, udover nogle mildest talt løse begreber uden konkret indhold. Viden i sig selv er åbenbart  ikke i så stor efterspørgsel i »videnssamfundet«!

Perspektivet er nemlig et helt helt andet, afslører Erik Sigsgaard, forsker ved Videnscenter for institutionsforskning på Professionshøjskolen UCC (sic!):

“Det er indlysende, at børn foretrækker at danne sig selv i fællesskab, i stedet for at høre påen voksen, der time efter time står og fortæller dem, hvordan verden hænger sammen. På trods af de mange muligheder, som de nye medier tilbyder, er det stadig udelukkende os voksne, der bestemmer, hvad børn må beskæftige sig med i al den tid, det opholder sig på institutionerne. Hvordan stemmer det overens med FNs børnerettigheder? Ifølge dem har børn ret til at søge viden om verden, lære og lege på egen hånd. De rettigheder mener jeg ikke nødvendigvis, vi lever op til.”

For helvede da osse…

___________
Markus Bernsen: Computeren er jo børnenes penalhus. WA d. 19. februar 2010