Stedet hvor solen skinner

På denne dybgrå efterårsmorgen var der en der talte til mig, om det sted hvor solen skinner og om det vigtige i at gå derhen og den opfordring kunne jeg jo ikke lade ligge.

Bor man i Danmark og har efteråret først suget al varmen ud af jorden, luften og regnen, kan der været ret langt, hvis man, vadende over lerede marker, gennem dybe skove, skal finde derhen til den lyksalige plet bag fjerne bakker, hvor solen for et kort  øjeblik skinner. Hvem ved, måske den har flyttet sig inden man når derhen? Solen er flygtig og drilsk på denne årstid, som en uskyldigtsød pige man lige har mødt; hun viser sig gerne i glimt bag sine grå slør, men bestandig undslipper hun ens stadig mere insisterende forsøg på at gribe hende og omfavne hende og gemmer sig drillende legesygt for ens blik, tilsyneladende helt ude af rækkevidde.

Og hvis du nu tænker, at løsningen er at søge solen andetsteds, at løsningen er to uger på Mallorca, ja så fatter du ingenting af det hele. To uger på Mallorca er intet andet end mangel på tålmodighed, flugt og resignation. Solen er præcis der, hvor solen skal være og undertiden må man bare vente tålmodigt på den skal komme til syne, vise sig frem og give gavmildt af sit lys og varme.

Er man til gengæld lidt mere poetisk og tager det hele lidt mindre bogstaveligt, kan solen være lige præcis det, som man ønsker den skal være og man kan søge den og jagte den lige så tosset man vil og bruge den præcis som man vil.

For digterne er solen en evig kilde til inspiration – nogle mere heldige end andre – H. C. Andersen citerer Oehlenschlæger:

Kjærlighed er stærk som Døden,
Skjøn som Morgenrøden.

… inden han selv, i et digt betitlet Kjærlighed, ihærdigt forsøger at beskrive det, som han selv konstaterer er ubeskriveligt.

See Solen blusser saa elskovsrød!
Den lægger sit Hoved i Bølgens Skjød.
Dog, hvem kan skildre det ret med Ord!
Tilbedende tier den hele Jord,
Kun Blomsterne nikke i Vinden,
De kysse hinanden paa Kinden.

Men det er altså ret langt fra vores udgangpunkt, som ikke var en beskrivelse af solen som sådan, hvor smuk den så end er, men et forsøg på at finde og indfange det sted hvor den skinner.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har et særligt godt forhold til Emil Aarestrup, som skriver smukt om Solens Nedgang, og det er – selvom bloggen handler om at søge solen – ganske tilladeligt, for han søger gennem den noget helt andet.

Bag Vestens Bøgeskove,
I Bølgerne sank Solen –
Hun sad og saae mod Himlen,
Letgyngende paa Stolen.
 
Om Nakkehaarets Knude,
Hvis Lokker vilde splittes,
Greb, med de slanke Fingre,
Hænder, som Aphrodites.
 
Jeg kunde næsten høre
Mit eget Hjerte banke –
Ved hver en nytændt Stjerne
Fik jeg en raadvild Tanke.
 
Om jeg, som Solen, skulde
For hendes Fødder falde?
Om lukke mine Øine,
Som Haugens Blomster alle?
 
Da saae jeg først, hvor Halsen
Sig strakte langt og farligt –
At støtte var nødvendigt,
Alt andet uforsvarligt –
 
O, hvis den runde Nakke
Som Solen nu sig sænkte!
Jeg aabned mine Arme –
Det skeete, som jeg tænkte.

Måske han strækker den lige vel rigeligt, den kære Aarestrup; når solen både er ham, hende og omgivelserne på en gang, bliver det hele måske lidt rigeligt velbelyst. Men jeg tilgiver ham gerne, det er intet galt med en romantiker i en alt for kynisk verden.

Og det er jo netop pointen. Det sted hvor solen skinner er jagten på et fristed i en travl verden, der hvor man går hen, når alt det andet bliver for tungt og gråt. Så søger man uvilkårligt mod lyset, trøsten og måske endda ensomheden på en tankens fjerne sydvendte skråning med udsigt over et stålblåt hav. For Sophus Claussen – ja, jeg ender altid med at vende tilbage til ham – er dette en Længsel efter en Skæbne:

Jeg ønsked at samle min Længsel, mit Liv
til en Vagt uden Hvile, en Skæbne som brænder
med Sol, der paa Enge nær Havet blev til
og ender et Sted, som kun Stjernerne kender.

Men hvor skal vi da gå hen, på denne tankens imaginære rejse mod en anden og bedre indre verden? Det spørgsmål kan ikke besvares meningsfuldt af andre end den enkelte selv. Hvor det er, at du finder fred, lykke, glæde, ro eller et andet afbræk fra det mørke, som får dig til at søge mod lyset, er et spørgsmål kun du kan besvare. Men til gengæld betyder det i virkeligheden ikke så meget hvad det er, hvis bare du ved med dig selv, hvor det er.

Et spørgsmål om karakter

En eller anden fortalte mig engang, at en sikker måde at spotte en løgner på, er at han ubevidst, for at overbevise både andre og sig selv, ofte vil gentage sin forklaring adskillige gange, eller fremkomme med flere forklaringer eller årsager til hvorfor han gjorde som han gjorde eller hvorfor han sagde det han sagde, i stedet for, som den der taler sandt, blot at ytre sin forklaring en gang. Den ærlige forventer som regel ikke at blive mistroet.

Står det virkeligt til troende, så står det særdeles skidt til med folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Bent Bøgsted, som i weekenden stak af fra et mindre færdelsuheld i Frederikshavn, men som var så uheldig, at en den lokale betjent overværede hvordan han stod ud af bilen, besigtigede skaden og efterfølgende forlod stedet, uden at give den anden part besked om at han havde påkørt hans bil.

Den evige kilde til morskab fra folkedybet, Ekstra Bladet, har fanget Hr. Bøgsted for følgende kommentar:

BB: Jeg havde bare en ‘bad day’. Det er nok det eneste, jeg nogensinde har lavet. Jeg havde simpelthen bare en dårlig dag.

EB: Havde du ikke opdaget, det var sket?

BB: Jo, men jeg havde bare en dårlig dag. Jeg kan kun undskylde alt det jeg kan, for selvfølgelig er det ikke acceptabelt. Jeg havde bare en dårlig dag, hvor det hel gik galt.

EB: Hvad gik galt?

BB: Det ved jeg ikke. Jeg havde bare en dårlig dag.

EB: Du skulle ikke nå noget?

BB: Nej, jeg havde bare generelt en off day. Det er det, det hele drejer sig om.

EB: Havde du drukket, var det derfor du kørte?

BB: Nej, overhovedet ikke. Kun kaffe

EB: Og der var ikke snaps i kaffen?

BB: Nej, det var der i hvert fald ikke.

EB: Frygter du en udsmidning af partiet?

BB: Jeg har haft en dårlig dag, så må jeg tage de konsekvenser, det giver, siger han.

En dårlig dag? Tja … når alle andre forklaringer er utilstrækkelige, kan man jo altid gentage den ene man har, messe den igen og igen, som en art bøn i håbet om, at en eller anden mindre guddom til sidst bliver så irriteret over at høre den gentaget, at han forbarmer sig over en og forvandler løgnen til den skinbarlige sandhed, eller måske bare i håbet om, at man kan gentage den så mange gange, at man i det mindste kan opnå den trøst som ligger deri, selv at blive overbevist om, at sådan forholder det sig rent faktisk. Undertiden er alt andet bedre end selverkendelsen …

GabestokReelt er der dog ingen undskyldninger der duer i sådan en situation, heller ikke løgnerens absolut sidste udvej – når der ingen anden årsag er til miseren end egen svaghed – nemlig at skyde skylden på dagen, med det underforståede men helt igennem utilstrækkelige og lidet overbevisende forsvar, at det hele skam var dagens skyld og at sådan er man da normalt ikke.

Men det er man jo. I ovenstående tilfælde er det jo såre banalt; chancen for at redde egen røv har vejet tungere i øjeblikket, end samvittigheden overfor den person der er blevet voldt skade. Det er ikke særligt elegant eller værdigt, men måske nok menneskeligt. I sidste ende er det dog ikke andet, end et spørgsmål om en svag karakter; kunne du gøre det på dagen, kunne du gøre det når som helst, for det retskafne menneske bliver ikke pludselig forvandlet til en uærlig slyngel fordi dagen er dårlig eller fordi noget som helst andet.

Seneca konstarerede at ducunt volentem fata, nolentem trahunt, og man man tilføje at hvad der gælder skæbnen, gælder også den offentlige moral; træder du aldrig ved siden af, havner sgu nok heller ikke i gabestokken. Det særdeles påtrængende spørgsmål om der overhovedet er nogen af os, som er fejlfri, ja det lader vi ligge, som den indiskretion det ville være at stille det.

DF’er stak af fra trafikuheld, EB d. 9/2 2015