Velkommen til Danmark

Muslimske piger gør oprør ved at læse Koranen, kan man læse i Berlingske Tidende, som har interviewet et par muslimske kvinder og den ene af dem, Rukhsar Asif, konstaterer at:

“Der er ingen tvang i islam. Hvis jeg ville have en kæreste eller ikke gå med tørklæde, kunne jeg også det. Men selvfølgelig ville der være konsekvenser – både i det her og i forhold til i islam også i det efterfølgende liv. Når jeg siger, at islam gør mig fri, er det på den måde, at jeg ikke skal gå rundt med en identitetskrise og spekulere over, hvad meningen med livet er. Jeg er frigjort fra de irriterende store spørgsmål, som bare gør mit liv svært.”

Og, som journalisterne så skarpsindigt observerer, så lyder det “måske nok som en noget anden måde at definere frigørelse på, end man er vant til fra den danske rødstrømpebevægelse. Og langt fra forestillingen om, at muslimske pigers indmarch på uddannelsesinstitutionerne er første skridt på en glidebane mod mere »danskhed« i betydningen uforpligtende kæresteri og seksuel frigørelse.”

Herfra skal det blot konstateres, at enhver impuls, der kan sætte spørgsmålstegn ved alt for mange danskeres opfattelse af at frihed er lig med konsekvensløshed og fravær af forpligtelse, er hjerteligt velkommen. Er Islam en sådan impuls, kan den også kun hilses velkommen, som et element i samfundet på lige fod med så mange andre religioner og som et livsindhold for de der måtte ønske det. Derudover kan det kun være positivt, hvis det kan forårsage at der kommer lidt bølger i andedammen og at vores alt for fastlåste opfattelser af hvad frihed og frigørelse er, vendes på hovedet for en stund.

“Rukhsar kan heller ikke lide ordet feminist, men hun vil meget gerne tale om kvindefrigørelse. Som kvinde og menneske har hun nemlig kun følt sig mere fri, jo mere hun forstod af den religion, hun var opdraget i. Derfor retter oprøret sig i Rukhsars optik lige så meget ud ad mod samfundet som ind ad mod slægt og kultur. Det gælder eksempelvis retten til at bære tørklæde, som hun – på lige fod med andre troende kvinder – oplever som en frigørelse fra samfundets skønhedsidealer og en mulighed for at være sig selv.”

At være sig selv implicerer altid en vis distanceren sig selv fra samfundets normer og idealer (ikke mindst i en tid hvor de fælles idealer vist ikke begrundes i ret meget andet end økonomi), men samtidig er det også værd at huske på, at man ikke personligt kan genopfinde verden og skabe alt på ny; mennesket kan ikke uden videre afkaste sig sin kultur og tradition og bare være frit, uden også samtidig at være rod- og retningsløst.  Ethvert opgør med f. eks. feminismen på den konto bifaldes helhjertet herfra.

__________
Carolina Kamil og Johanne Haagerup: Muslimske piger gør oprør ved at læse Koranen, Berlingske d. 20/12 2015

Om selverkendelse (1)

Indholdet af følgende citat fra et essay af Morten Albæk i Berlingske for et par år siden er i enhver henseende sandt og noget ethvert menneske burde tage til sig og ideelt burde kunne tage til sig.

“Gnothi seauton! Kend dig selv! Denne opfordring fra den græske filosof Thales fra ca. år 600 f.Kr. skulle ifølge overleveringen være indhugget i portalen til templet for visdommens og lysets gud Apollon i Delfi. Et par århundreder eller tre senere fulgte Sokrates trop og insisterede på, at mennesket må kende sig selv for at kunne forstå sin omverden. Og siden har snart sagt enhver af historiens største tænkere lige fra Platon over Cicero og Montaigne til Kant og vores egen Kierkegaard med hver deres accenter forfægtet det fundamentalt nødvendige i, at man som menneske erkender sig selv så tæt så fuldkomment som overhovedet muligt, før man kan være kyndig på noget som helst andet. Så i mere end 2.500 år er vi igen og igen blevet opfordret til at udvikle vores evne til at kende os selv; udvikle vores selverkendelse. Arbejde med vores indsigt i egen formåen gennem en indsigt i egne begrænsninger – moralske, etiske, fysiske og intellektuelle.

Og det er svært at påstå, at der er noget, der er vigtigere for et menneske at være i besiddelse af end en sund selverkendelse. I hvert fald hvis man på egne eller andre menneskers vegne har ambitioner om at leve et godt og meningsfyldt liv. For uden selverkendelse er det per definition umuligt vide, hvem du er og mindst lige så vigtigt, hvem du ikke er. Og hvis du ikke ved nogen af delene, er det svært at vide, hvordan du skal møde andre mennesker. Du vil derfor uden at kende dig selv med sikkerhed fare vild ikke bare i dit eget, men også i andres. Med andre ord: Jo sundere din selverkendelse er, jo mere ved du om, hvad du kan, og hvad du ikke kan. Hvem du kan blive, og hvem du ikke kan blive. Hvem du vil være, og hvem du ikke ønsker nogensinde at blive. Dine muligheder og begrænsninger. Dine kompetencer og inkompetencer. Dine styrker og svagheder. Dine charmerende såvel som dine ucharmerende sider. Og jo mere du ved om dig selv, jo mere kan du også møde de forpligtelser, der følger af at være et medmenneske – et menneske der deler et fællesskab med andre mennesker.” ()

Problemet er bare, at Morten Albæk i sit essay bruger dette som afsæt for at skyde på danskernes kollektive selvopfattelse. Men den form for introspektion som er beskrevet ovenfor, er rent personlig og har intet at gøre med dette – sikkert ganske berettigede – overfald på danskerne:

“Ikke desto mindre synes det vestlige menneskes selverkendelsesniveau at være på et historisk lavpunkt. Vi synes at have spundet os ind i en eksistentiel tornerosesøvn, der har beriget os med en oppumpet selvtillid og selvtilstrækkelighed, der hviler på et falsk selvbillede af egne evner, færdigheder og kvaliteter.

I min levetid (født 1975) har jeg været øjenvidne til og deltager i et bevidstløst spektakel, hvor danskerne med stadig større selvtilfredshed har fejret sig selv som et samfund (det danske) i en kultursfære (den vestlige), hvor man er særligt produktiv, voldsomt effektiv, guddommeligt innovativ, yderst sofistikeret, grænseløst kreativ, umådeligt frit tænkende og ekstraordinært oplyst og veluddannet – og det sammenlignet med ethvert andet folkeslag i enhver anden kultursfære.” ()

I sidste ende har det intet som helst at gøre med din personlige udvikling, din selverkendelse eller dit liv, hvad alle de andre gør, undtagen – desværre – som et eksempel på hvad du ikke skal gøre. Du kan fint hvile i dig selv, uanset om 99% af resten af befolkningen gør det eller ej, og selvom du kan lære noget ved at betragte dine omgivelser og de bizarre ting der foregår der:

Hvis der går et spøgelse gennem Europa (eller verden) i dag, må det være den hvide illusion om frihed: at vi er frie, selvstyrede individer, der i alle henseender – pga. alle de frie valg, markedet og frisættelsen  forkæler os med – kan sætte vores hat, som vi vil. Når man har vandret ned af en villavej med hyggelige forhaver og i næsten hver eneste spottet en Weber-grill, så har man et bizart billede på den højt besungne frihed – sjovt at vi alle træder i unik, personlig karakter og netop skal have en Weber-grill. Eller læse Da Vinci Mysteriet, spise sushi og drikke caffe latte. (Peter Thielst: At realisere sig selv. Frederiksberg 2005)

… så må du også erkende, at der er stor forskel på det at vide hvad man ikke skal gøre og på at vide hvad pokker man så skal gøre i stedet. Du har nok en fornemmelse af at selvom du skrotter Weber-grillen og afholder dig fra sushi og latte, så er du ikke kommet så meget videre endda. Hvad så?

Selv med Albæks ganske udførlige liste i hånden eller alverdens håndbøger i reolen, kommer man ikke i mål, om man fra allerførste skridt bevæger sig i den forkerte retning og man kunne instinktivt fristes til at tilføje et “Do not try this at home folks!” På den anden side kunne det også tænkes, at det undertiden var sådan, at selv det at fare en smule vild mens man går på opdagelse i sig selv, er bedre end blot at forblive hvor man er …

Dog er der en ting, som disse velmenende intellektuelle ofte enten overser, eller i hvertfald sjældent omtaler, og det er at man desværre må formode (læs: frygte!), at det er de færreste mennesker, der har de evner, den vilje og den intelligens der skal til, for at foretage en sådan indre rejse på egen hånd eller måske at kunne foretage den overhovedet. Risikoen for at fare vild i selvbedrag, rådvildhed eller ren og skær frustration er tilstede, for hver eneste skridt man tager. Livet er ikke demokratisk og nogle er bare bedre stillede end andre eller også er de så heldige at have en guide.

fortsættes …

__________
Morten Albæk: I mangel af selverkendelse. Berlingske, d. 24/4 2010)
Peter Thielst: At realisere sig selv. Frederiksberg 2005

 

Know Thyself

Alexander_Pope_circa_1736“Know then thyself, presume not God to scan,
The proper study of mankind is Man.
Placed on this isthmus of a middle state,
A being darkly wise and rudely great:
With too much knowledge for the Sceptic side,
With too much weakness for the Stoic’s pride,
He hangs between, in doubt to act or rest;
In doubt to deem himself a God or Beast;
In doubt his mind or body to prefer;
Born but to die, and reas’ning but to err;
Alike in ignorance, his reason such,
Whether he thinks too little or too much;
Chaos of thought and passion, all confused;
Still by himself abused or disabused;
Created half to rise, and half to fall:
Great lord of all things, yet a prey to all;
Sole judge of truth, in endless error hurl’d;
The glory, jest, and riddle of the world!

Go, wondrous creature! mount where Science guides;
Go measure earth, weigh air, and state the tides;
Instruct the planets in what orbs to run,
Correct old Time, and regulate the sun;
Go, soar with Plato to th’empyreal sphere,
To the first good, first perfect, and first fair;
Or tread the mazy round his followers trod,
And quitting sense call imitating God;
As eastern priests in giddy circles run,
And turn their heads to imitate the sun.
Go, teach Eternal Wisdom how to rule–
Then drop into thyself, and be a fool!

Superior beings, when of late they saw
A mortal man unfold all Nature’s law,
Admired such wisdom in a earthly shape,
And show’d a NEWTON as we show an ape.
Could he, whose rules the rapid comet bind,
Describe or fix one movement of his mind?
Who saw its fires here rise, and there descend,
Explain his own beginning or his end?
Alas! what wonder! Man’s superior part
Uncheck’d may rise, and climb from art to art;
But when his own great work is but begun,
What Reason weaves, by Passion is undone.”

– Alexander Pope: An Essay on Man (1711)

Kvinder!

Anita Mac og Anne-Mette Michaelsen har i Politiken fået luft for deres frustrationer over at være kvinde, under overskriften “Derfor har mange kvinder lavt selvværd”. ((Politiken d. 3/1 2012))

“Kærlighed og anerkendelse er noget, vi kvinder dagligt må slås for, for mange af os føler ikke selv, at vi fortjener et klap på skulderen, hvis vi ikke ser godt ud, har en kernesund familie, succes på jobbet og et hjem, hvor puderne matcher sofaen.
[…]
Derfor kan det ikke undre, at hver fjerde kvinde ifølge en ny undersøgelse gennemført af Psykiatrifonden ofte eller jævnligt har lavt selvværd eller føler, at de ikke slår til. 24 procent har ligefrem været så stressede, at de overvejede at søge professionel hjælp, sygemelde sig, sige jobbet op eller omlægge deres liv.
[…]
I stedet føler mange af os, at vi befinder os i en spændetrøje, hvor vi konstant skal bevise over for os selv og resten af verden, at vi er gode nok – også selv om det koster søvnløse nætter, stress og risiko for sygemelding og udbrændthed.”

og pointen

“En del af problemet er, at vi kvinder har accepteret at leve under det traditionelle maskuline samfunds benhårde krav til præstation, effektivitet og tidsoptimering.”

I har ikke accepteret noget som helst. I har kæmpet for det gennem generationer hvor I hårdnakket og fulde af foragt har forkastet alt det, som traditionelt har været kvindeligt, til fordel for en form for ligestilling, der også kan kaldes lige vilkår. Mænds vilkår er hvad I har søgt, fordi I opfattede kvinders traditionelle vilkår som værende undertrykkende. Nu mærker I så i stedet trykket fra det traditionelle maskuline samfunds benhårde krav og I brokker jer stadigvæk, kællinger!

Og jeres ambitiøse forsøg på et løsningsforslag:

“Måske handler det om at sætte barren lidt ned, få far til at tage mere ansvar i hjemmet og stille krav til arbejdsmarkedet, så vi ikke står med hovedansvaret for hjemmet, samtidig med at vi skal præstere til topkarakter på jobbet.”

Ha! Nej, far er fucking ligeglad med om puderne matcher sofaen og i øvrigt var det jer selv som ville ud på arbejdsmarkedet. Men bortset fra det er der ingen ydre tvang der forhindrer jer i at gøre som I vil, andet end den indre trang som I åbenbart overhovedet ikke kan styre selv.

“Måske har vi kvinder i dag for høje forventninger til livet og til, hvad der kan lade sig gøre.”

Måske har I kvinder i dag ingen ide om hvad livet er eller hvad livet drejer sig om. Filosofi har alle dage været mandens gebet og det er ingen simpel sag at gentænke og genopfinde hele kvindekønnets rolle fra bunden af, når nu det I fik overleveret fra jeres mødre ikke var godt nok til jer. Men det afholdt jer jo ikke fra stædigt-revolutionært at gøre forsøget, vel?

Så fritag os venligst fra al klynkeriet over at projektet ikke lykkedes og tag det som en mand!

__________
Anita Mac og Anne-Mette Michaelsen: Derfor har mange kvinder lavt selvværd. Politiken d. 3/1 2012

Selverkendelse!

Søren Pind skal skilles fra Fru Pind, det skriver Ekstra Bladet, d. 15. september 2008. Pindene, havde ellers, forgæves, forsøgt at redde stumperne af kæligheden ved at gå i terapi og det gjorde de i to år og det var rigtig godt. Så godt faktisk, at de ikke tøver med at anbefale det til andre. Ikke at det virkede, de skal jo skilles, men det var ikke desto mindre en rigtig god oplevelse:

“Vi har gjort alt for at redde ægteskabet. Vi har i over to år gået i parterapi. Det kan vi varmt anbefale til alle andre, for det har hjulpet os til at komme igennem vores problemer på en ordentlig måde,” sigerPind og Marie-Louise.

To års terapi for at kunne skilles på en ordentlig måde. Man kan så spekulere over hvor uordentligt de var blev et skilt, uden de to års terapi? Skænderier, retsager, vold, død, ødelæggelse? Dumping af Fru Pinds afsjælede legeme i Øresund? To år er lang tid.

Nu er det svært at forestille sig at de for to år siden gik i terapi med henblik på at kunne skilles på en ordentlig måde; mon ikke snarere formålet var at forsøge at redde ægteskabet. Det lykkedes så ikke, men ikke desto mindre er de enige om at det var en god oplevelse. Andre ville måske kunne finde på at kalde det en fiasko, eftersom de jo alligevel endte med at blive skilt, men ikke de implicerede selv.

For de har åbenbart fundet frem til årsagen til hele miseren:

“Parret fortæller, at problemer med skimmelsvamp i huset har været medvirkende til ‘at kittet i rammen om kærligheden begyndte at gå løs’.”

Fru Pind uddyber:

“Det begyndte, da vi købte vores hus i 2003. Kort efter vi var flyttet ind, opdagede vi, at der var skimmelsvamp i huset. Det betød, at vi måtte flytte fra huset og gå i gang med en opslidende kamp med forsikringsselskabe.”

Og?

Det er selvfølgelig ikke og kan aldrig være (medvirkende) årsag til skilsmissen. Årsagen kommer altid indefra. Fra den ene eller den anden eller fra begge to.

At problemer med skimmelsvamp har medvirket til “at kittet i rammen om kærligheden begyndte at gå løs”, er det resultatet af to års terapi? Eller sidder der efter to års terapi to mennesker tilbage fuldstændig blottet for selverkendelse og overbeviste om at det hele har været en så god oplevelse at de er parate til at indvie offentligheden i historien og at det i øvrigt var skimmelsvampen der gjorde det!

Spørgsmålet er hvorfor mennesker som disse ikke ejer blufærdighed? Hvor er grænsen mellem privat og offentlig blevet af? Hvorfor føler enhver fjols i vores samfund, en mikrofon stukket i fjæset, sig tvunget til at udtale sig?

Et godt råd herfra til dem der måtte læse med: Skulle du nogensinde få chancen til at fortælle om dit liv og dine personlige følelser og oplevelser til avis, tv, blade eller radio, så lad være: Chancen for at du har noget interessant at sige er omvendt propotional med sandsynligheden for at du bare gør dig selv til grin.