Araberdrab

Søren Espersen fra Dansk Folkeparti har fået en ide til hvordan man kan få dræbt nogle flere arabere i en god sags tjeneste. For efter at vi har bombet Gaddafi risikerer vi nu – ifølge Espersen – at oprørerne får overtaget og begynder at massakrere Gaddafis folk.

»Situationen er meget kompleks. Hvad gør vi, når oprørerne med tunge skyts går fremad? Vi skal ikke acceptere, at den ene side plaffes ned, når de kører frem med kampvogne, mens den anden får lov til at gå frem. Jeg tror ikke, oprørerne er spor mere skånsomme end den anden side«, siger Søren Espersen. (DF: Gaddafi og oprørerne kan bombes på samme tid. Politiken, d. 25/3 2011)

Altså for at forhindre flere drab blandt de to parter skal vi benytte os af lejligheden og slå så mange af dem ihjel som muligt. Interessant tankegang.

Pointen i det her er at vi (dvs det internationale samfund) har valgt side i sagen og så er det ikke god tone at begynde at bombe dem vi har hjuplet, fordi de – i kraft af vores hjælp – pludselig får overtaget. Så tydeligt bør man ikke skilte med sine bagtanker, ikke engang hos Dansk Folkeparti.

Men at niveauet i danske politik ikke er imponerende, demonstreres endnu engang til fulde af Naser Khader, som er chokeret over Søren Espersen.

»Det chokerer mig. Jeg forstår ikke, hvad Søren Espersen bygger det på. Han må holde op. Jeg har kontakt til frihedsbevægelsen via Skype, og de er frihedselskende«, siger den konservative udenrigsordfører, Naser Khader. (DF: Gaddafi og oprørerne kan bombes på samme tid. Politiken, d. 25/3 2011)

“Jeg har kontakt til frihedsbevægelsen via Skype, og de er frihedselskende,” siger Naser Khader i en af den type sætninger, man skal sige højt frem for sig igen og igen indtil absuditeten bundfælder sig.