Racismens Grænseland – 2

Jeg drømte forleden en drøm om en småtyk ældre kvinde som alene hjemme sammen med sine to små børnebørn, en aften blev overrasket ved at en ældre fuldskægget mand brød ind i hendes hus og med en økse i hånden begyndte at hugge løs på hende mens hun forsøgte at skjule børnene bag sig i et desperat forsøg på at redde dem fra overfaldsmanden, men det var naturligvis forgæves; med blodet sivende fra flere dybe og dødelige sår på kroppen og i hovedet og mens hun holdt sine blotlagte tarme i hænderne, måtte hun hjælpeløs se til mens øksemanden gik forbi hende og over mod børnene og i det han passerede dem vendte han sig mod hende og kløende sig i det lange filtrede skæg sagde han med stemmen fuld af forundring de sidste ord hun hørte i sit liv: Din tåbe, tror du virkelig, blot fordi jeg stræber dig efter livet, at jeg også vil slå børn ihjel…

Nu var det egentligt ikke en drøm så meget som det var en dagdrøm, men jeg kan virkelig heller ikke klare tanken om Karen Thisted, der endnu engang udstiller sig selv og sine ganske begrænsede evner for rationel tankegang. At hun angriber Kurt Westergaard for hvordan han reagerede overfor en i hans hjem indtrængende øksesvingende tosse er der ikke grund til at gå ind i, ingen kom til skade i den sag – udover tossen – og derfor er der ikke noget at diskutere.

Det har intet med ytringsfrihed at gøre at blive ved med at råbe op om sig selv og sine kunstneriske rettigheder, og jeg er så irriteret over, at vi danskere skal blive ved med at lide under, at Kurt Westergaard ikke kan få nok af sine fem minutters berømmelse. (‘Du er en antihelt, Kurt Westergaard’, Ekstra Bladet, d. 5. januar 2010)

Skriver Thisted og dertil er der to ting at sige.

Jo, det har så sandelig noget med ytringsfrihed når man bliver stræbt efter livet fordi man han begået en tegning og man skal da på det nærmeste være total idiot hvis man ikke indse det.

Det kan godt være at Fru Thisted er irriteret over at over at danskerne skal lide under konsekvenserne af Westergaard-sagen, men at lade det gå ud over Westergaard, svarer til at sige at alle de Københavnere der føler sig generet at den verserende bandekrig da bare kan flytte til Jylland.

Meget fornuft er der ikke i konen, men det kommer vel heller ikke som en overraskelse.

I samme kategori som Karen Thisted, omend med betydelig mere intelligens og sproglig pondus, finder vi Rune Engelbreth Larsen, der på samme måde som Karen Thisted brugte mordforsøget på Kurt Westergaard som afsæt for endnu et angreb på både tegneren og politiet. Rune Engelbreth Larsen skriver:

“Det er chokerende, at karikaturtegneren Kurt Westergaard, der er Danmarks vel nok mest truede person, har så utilstrækkelig beskyttelse, at det åbenbart let kunne lade sig gøre for en attentatmand at trænge ind i hans hus med kniv og økse.

Næsten rent lykketræf reddede Westergaards liv, da han nåede at forskanse sig i et sikkert rum, men først minutter senere dukkede kavaleriet op og fik uskadeliggjort attentatmanden i en skudveksling.

Når dét er sagt, er det selvfølgelig langt mere forkasteligt, at en afstumpet gerningsmand – og enhver anden med lignende tanker og ønsker – er parat til at dræbe en gammel mand, der har tegnet en karikaturtegning på opfordring.

Westergaards karikaturtegning er en propagandategning i samme genre som antisemitiske karikaturer fra 1930′erne, om end møntet på alverdens muslimer frem for alverdens jøder, og i Jyllands-Postens karikaturprovokation skriver den sig ind i en standende antimuslimsk tendens i dansk debat og politik, hvis værste eksempler ligeledes har paralleller til samme tidsperiodes antisemisme.” (Forkasteligt attentatforsøg mod Westergaard – og PET-svigt?, Politiken, d. 2. januar 2010)

Der er meget langt til Voltaire i dette slet skjulte angreb på både Westergaard og ytringsfriheden og selv om det nok så kendte citat fra Voltaire endda prydede omslaget på et nummer af Engelbreth Larsens eget tidsskrift Faklen, engang for længe siden, har han enddog meget svært ved at formulere en uforbeholden fordømmelse af mordforsøget på Westergaard og det i en sådan grad at man efterlades med en slem mistanke om at det heller ikke er noget han ønsker.

I sidste ende er det ytringsfriheden der tages som gidsel af både Thisted og Engelbreth. Spørgsmålet om ytringsfrihed eller ej er pricipiel. Derfor må og skal den holdes fri af alle forbehold udspringende af moral, etik, religion, god opførsel og god smag, da enhvert forsøg på at inddrage disse i diskussionen mudrer og forvirrer debatten da den underlægger eller sidestiller pricipielle spørgsmål med praktiske hensyn.