Uhellig Enfoldighed

“Alle med lidt historisk viden ved, at når religionen er ved magten, får vi et kynisk magtsamfund baseret på tvang, mens de sande utopiske samfund som de nordeuropæiske lande, der er næsten fuldt ud ateistiske, er for mennesker, der flygter fra religionernes hærgen verden over.” skriver stormester i skak, Jacob Aagaard, i en kommentar i Politiken, som svar på et skriv fra Kresten Schultz Jørgensen om hvorfor ateisterne er de nye hellige.

Dertil kan man så tilføje, at alle med mere end blot “lidt historisk viden” ved, at helt så simpelt er det ikke. Vi har allerede en gang tidligere bragt en liste over nogle få af de af væsentlige personer i den europæiske kulturhistorie som har været religiøse i en eller anden udstrækning, Det er faktisk de fleste. Man kunne bringe en tilsvarende liste over kulturer, som … bla bla bla … men det gider vi faktisk ikke; det ligger alligevel udenfor vor magt at oplyse de ignorante og udannede.

Hvis man som et menneske, der har viet sit liv til at mestre kunsten at flytte rundt med træbrikker på et papbræt, tror at man i et læserbrev på ca 400 ord kan affærdige milliarder af menneskers livsindhold og tro gennem årtusinder og at man samtidig kan affærdige hvad filosoffer gennem næsten lige så lang tid ikke har kunnet få styr på, via letkøbte generaliseringer som “kristendommen har aldrig tilbudt andet svar på verdens problemer end tågesnak om åndelighed og fordømmelse af andre baseret på manipulation …” og “kristendommen har til alle tider været et redskab til at manipulere mennesker og fratage dem deres frihed”, ja, så er man ganske enkelt dummere end en hel pose skakbrikker …

Vi skal ikke undlade at påpege overfor Jacob Aagaard, at selvom han fremturer med det kategoriske “alle ved at …” så bliver hans påstande ikke mere sande af den grund. Tværtimod så bekræfter et sådan udsagn blot at skakspil gør ingen filosof. (Og for dem der skulle være i tvivl om hvorfor, såvel som til oplysning af Hr. Aagaard skulle hans vej falde her forbi, så er her et link til IEPs opslag om Fallacies og til en lettere læst artikel om samme på Wikipedia.)

Det interessante er egentlig at Jacob Aagaard kommenterer et læserbrev af Kresten Schultz Jørgensen, hvori der stod følgende:

“Ateisterne bliver stadig flere, og de udmærker sig i det offentlige rum ved ikke længere blot at være dem, der ikke tror, men nu også dem, der missionerer for ateismens evangelium. Ateisterne er kort sagt imod også andres tro, og de går til værket med en mangel på tvivl, der er fanatiske sekter værdig.”

… og det er jo egentlig er en ganske god beskrivelse af Jacob Aagaards mission.

For det er da tankevækkende, at til trods for at Jacob Aagaard hævder “at undersøgelser viser, at troende er mindre generøse og mere fordømmende end ikketroende”, så var det trods alt det forgangne århundredes store ikke-religiøse ideologier, nazismen/fascismen og marxismen/kommunismen, der uhyre velorganiseret slog flere mennesker ihjel på kortere tid, end det tidligere har været muligt for nogen religionskrige.

Måske det endnu engang er værd at påpege, som jeg har gjort det før, at det afgørende ikke er hvilken religion eller ideologi du gør til din egen, men hvordan du praktiserer den.

__________
Kresten Schultz Jørgensen: Ateisterne er de nye hellige. Politiken d. 27/12 2015
Jacob Aagaard: Kristendommen tilbyder kun tågesnak. Politiken d. 31/12 2015

Fornuftens stemme?

Det er en underlig fornemmelse man sidder med, når man lige har hørt tossen Trump tale om indrejseforbud for muslimer, registrering af muslimer og sikkert også snart internering af muslimer, at opdage at George Bush – af alle i verden – pludselig, til trods for den uhyggeligt simple retorik, står tilbage som fornuftens stemme. Der må lige godt være sket meget med verden siden den 20. september 2001 når det er kommet dertil.

Sandhedens evige kilde

T.S._Eliot_1923“So long … as we consider finance, industry, trade, agriculture merely as competing interests to be reconciled from time to time as best they may, so long as we consider “education” as a good in itself of which everyone has a right to the utmost, without any ideal of the good life for society or for the individual, we shall move from one uneasy compromise to another. To the quick and simple organization of society for ends which, being only material and worldly, must be as ephemeral as worldly success, there is only one alternative. As political philosophy derives its sanction from ethics, and ethics from the truth of religion, it is only by returning to the eternal source of truth that we can hope for any social organization which will not, to its ultimate destruction, ignore some essential aspect of reality. The term “democracy,” as I have said again and again, does not contain enough positive content to stand alone against the forces that you dislike––it can easily be transformed by them. If you will not have God (and He is a jealous God) you should pay your respects to Hitler or Stalin.”

Således skrev T.S. Eliot i The Idea of a Christian Society og Richard Dawkins uddybede pointen med “a jealous God” omkring 70 år senere:

“The God of the Old Testament is arguably the most unpleasant character in all fiction: jealous and proud of it; a petty, unjust, unforgiving control-freak; a vindictive, bloodthirsty ethnic cleanser; a misogynistic, homophobic, racist, infanticidal, genocidal, filicidal, pestilential, megalomaniacal, sadomasochistic, capriciously malevolent bully.”

Ordene stammer oprindeligt fra The God Delusion, men citeres ofte af Dawkins selv, som f. eks. i The God Delusion Public Lecture

Er der en pointe her? Noget i retning af at den ene type af blodtørstig etnisk udrenser ikke skulle være at foretrække frem for den anden? Egentlig ikke, for der er selvfølgelig afgørende forskelle. Dawkins er en fornøjelse at lytte til når han irettesætter og formaner og belærer kreationistiske tosser om hvad videnskab og videnskabelighed er, selvom hans kategoriske afvisning af religionen og enhver forestilling om Gud i den grad er forfejlet og enfoldig. På trods er det alligevel svært ikke at foretrække forestillingen om den Gud som Dawkins beskriver, frem for den flegmatiske Gud som moderne teologer synes at tilbede og som vist ikke laver andet end at bære over med mennesket ved at udvise barmhjertighed og godhed og langmodighed. Næh, forman os i stedet om at “there’s hell, there’s darkness, there’s the sulphurous pit; burning, scalding, stench, consumption”. (King Lear, sjette akt, sc 6)

Dyrekult

Så er der vist dårligt nyt til alle de fredhellige mennesker der med selvretfærdig harme bekymres over ytringsfrihedens vilkår og rutinemæssigt retter sigtet og hadet mod Islam og visse grupper af muslimer, fordi de vover at tage anstød af tegninger af profeten og er parate til at gribe til vold for at straffe de der krænker deres profet.

For sådan noget gør vi bare ikke her i vesten, hvor vi har demokrati og tolerance og ytringsfrihed og hvor retten til at håne og gøre grin med, er en vi pligtskyldigst matcher ved villigt at lade os håne og begrine. Eller gør vi?

Det er lykkedes en mand ved navn Kim Roberto Nielsen () at forarge en masse mennesker, ved at overhælde nogle papkort med benzin og afbrænde dem i sin have. Faktisk er det kommet så vidt, at han er blevet truet med tæsk, blot fordi han har afbrændt disse vist nok meget sjældne kort. Og bemærk venligst, at her er ikke tale om kort med billeder af Jesus og disciplene, næh det handler om noget så banalt som samlekort med billeder af havets dyr, som en masser forældre forgæves har søgt at skaffe til deres børn. Hysteriet omkring disse kort har været uden ende gennem den sidste uge, hvor opdragelsesmæssigt uformående forældre, har brokket sig offentligt og højlydt over at de ikke har kunnet skaffe alle samlekortene til de plagende børn, som vist aldrig i deres liv har hørt et “nej”!

Kim_Roberto_NielsenDen opmærksomme læser vil straks drage parallellen til den debat der rasede i danske medier for nogle år siden, da Jyllands Posten havde bragt nogle tegninger af profeten og fundamentalistiske muslimer efterfølgende gik til håndgribeligheder forskellige steder i verden fordi de følte sig personligt fornærmede og provokerede og krænkede. Eller til den forargelse og vold som afbrænding af Koranen i Afghanistan (Farkhunda) eller USA har vakt.

Pointen er, at hvis nogen kan gribe til vold eller trusler om vold pga. nogle gratis dyrekort fra Føtex, så bliver det måske lidt lettere at forstå, hvorfor nogen griber til vold for at forsvare noget der er dem langt vigtigere, nemlig deres religion.

Pointen er også, at det at gribe til vold når man føle sig krænket af noget andre siger eller gør, er ikke et karakteristika særegent for religiøse fundamentalister. Næh, det er en fremgangsmåde for de snævertsynede og afstumpede og småt begavede; mennesker der ikke har ordet i deres magt eller magt overhovedet og derfor, som et eneste alternativ til resignationen, tyer til vold. Disse mennesker findes beklageligvis overalt i verden, men – og det er den tredje pointe – grunden til at vi ser den slags adfærd andre steder end her, er den nedslående kendsgerning, at vi, som samfund og som kultur, måske bare ikke har noget fælles værdisæt (ud over det monetære), som vi tager så alvorligt, at vi gider lave ballade over det. Og det er måske i virkeligheden ret trist.

Strøtanker

Set i lyset af de seneste indlæg på denne blog og de samfundsbegivenheder som de afspejler, kan man vist godt konstatere, at hvis religion er den stædige og regelbundne tro på det, som man ikke kan erkende med nogen sikkerhed, så er det ikke så underligt, at fornuften er blevet den vestlige verdens religion.

Det glade vanvid

Birthe Rønn Hornbech, Venstre.“Ytringsfriheden blev [..] ikke en grundlovssikret ret, for at flertallet skulle forhåne mindretal.

Tværtimod giver frihedsrettighederne os ret til at leve i Danmark med vor forskellige tro og kultur. Men uden gensidig respekt kan vi ikke leve med vore forskelligheder.

I øjeblikket er det, som om det ikke respekteres, at vi er nogle stykker, der virkelig ikke mener, at det er så sørens nødvendigt at blive ved med at optrykke gamle Muhammedtegninger.

Jeg er hamrende træt af at høre på debattører, der mener at have eneret på frihedsforståelsen, fortælle dem, der tænker anderledes, at de udøver selvcensur. Sludder og vrøvl.

Det er jo bare et forsøg på at knægte andres ret til at mene anderledes. Man kunne jo lige så godt hævde, at tegningerne for tilhængerne bare er et skalkeskjul for at komme med en muslimfjendtlig tilkendegivelse.”

Skriver Birte Rønn Hornbech i dag i Politiken med sædvanlig fornuft og klarsyn. Hun er et af de få mandfolk i dansk politik.

Hvad kan man gøre andet end at konstatere, at der på den ene side står en større eller mindre gruppe muslimer, som tillader sig – på tværs af alle landegrænser og samfundslag og sociale strukturer – at tage alle andre menneskers meninger som noget meget personligt og er parate til at dræbe de, der måtte mene noget andet end de selv og at der på den anden side står en større eller mindre gruppe mennesker, der enten, som tilhængere af en religion ingen længere gider dø for, retter deres misundelse eller had mod enhver repræsentant for en religion, som stadig inspirerer passionerede tilhængere, eller som mennesker der for længst har mistet den livsfylde, som de kan se, at en yngre religionen giver til andre, retter deres had og foragt mod selvsamme gruppe og selvsamme religion.

Debatten er umulig at deltage i eller navigere i eller orientere sig i, fordi den er helt igennem styret af de skingre stemmer fra struberne på mennesker, som har bagtanke og hensigt og skjulte dagsordener og som styres af hadet mod de andre og mistroen mod det anderledes; uanset om det er oplysningens nedladenhed overfor religionen eller religionens mistro overfor forandring og fornyelse. Fornuften var et af de første ofre for den kamp og er forlængst blevet fordrevet fra den offentlige debat. Tilbage står blot hysteriet.

__________
Birte Rønn Hornbech: Hvorfor står vi så fast på retten til at håne og spotte profeten?, Politiken, d. 17/2 2015.

Fools of the world

“The greatest danger of bombs is in the explosion of stupidity that they provoke,” skrev den franske journalist og forfatter Octave Mirbeau i 1894 og som det seneste døgn har vist, var det nok ikke helt forkert; det synes som om, at terrorattentatet i Paris i går kollektivt har sænket intelligenskvotienten i dette land … og sikkert også i de fleste andre europæiske lande. For en gangs skyld skal den overdrevne sentimentalitet, som også har grebet folket, ikke tages under behandling her. Det skal til gengæld en af de såkaldte eksperter, som Ekstra Bladet har talt med …

“Ekstra Bladet har talt med Mark Sedgwick, professor på Aarhus Universitet med speciale i Islam. Ifølge professoren er det svært at sige noget generelt omkring, hvorfor nogle muslimer tyer til vold i disse situationer.

– Der er tre typer af muslimer i sådan en situation, siger Sedgwick.

– Der er dem, der ser tegningerne og ikke tænker mere over det.

– Der er dem, der ser tegningerne og bliver irriterede over det.

– Og så er der den tredje gruppe, der føler, at tegningerne er en stor provokation mod deres religion, siger professor Mark Sedgwick.

– Det er den sidste gruppe, der er problematisk …”

No shit? Den konklusion kunne jeg nok også været nået frem til.

Derudover lader professorens klassifikation af muslimer i typer en del tilbage at ønske, for ifølge ham er der tre typer, som på jævnt dansk kunne kaldes de ligeglade, de gnavne og de tossede. Jeg har godt nok svært ved at forestille mig, at der ikke findes muslimer, som rent faktiske tænker over hvad der sker i verden, uden at blive enten irriterede eller at gribe ud efter deres AK-47, for mon dog ikke at der skulle være en enkelt muslim eller to derude, som rent faktisk har sans for humor og tager det hele med et smil? Og mon ikke også der skulle være et par stykker, som, når de ser sådanne tegninger, forholder sig til dem rationelt og reflekterende? Det tror jeg egentlig nok …

Statue af G. Bruno, Campo dei Fiori 1889. (via wikimedia.org)

Til gengæld er det, i modsætning til hvad professor Sedgwick mener, altså ikke særligt svært at sige noget om, hvorfor nogle muslimer griber til våben og vold under sådanne omstændigheder. Det gør de fordi deres religiøse følelser er blevet forulempet, fordi deres tro er blevet angrebet og fordi de har et gudsgivent patent på sandheden, og det er nu engang sådan, at mennesker der bærer sandheden på hovedet som en krone, generelt er både alt for overbeviste om deres egen ufejlbarlighed og hverken særligt omgængelige eller i besiddelse af humoristisk sans.

Hvis nogen skulle være i tvivl om hvordan den slags mennesker fungerer, kan man jo tage et kik på kristendommens historie (hvilket professor Sedgwick nok burde have gjort), hvor det bestemt ikke skorter på historier om tosser med en mission, både i egne lande såvel som i på mission blandt barbarer i fjerne verdensdele; mennesker der har været mere end ivrige efter at pådutte andre deres egen opfattelse af det eneste sande verdensbillede, om det så skulle koste andre livet.

Små mennesker forvalter generelt ikke store sandheder særligt elegant og det er såmænd ikke noget eksklusivt for religioner. Tænk Hitler og Stalin og Pol Pot og Kim Jong-un og gud ved hvor mange andre. Tænk kommunismens og fascismens hærgen. Tænk også i langt mindre baner, hvor der i tidligere indlæg på denne blog, er eksempler fra vor egen tid – dog som regel af noget mindre dramatisk karakter – som man kan lære en del af.

I sidste ende har langt større mennesker måttet lade livet for en sag de troede på, forfulgt og efterstræbt på livet af mennesker der mente at vide bedre, men som helt sikkert ikke gjorde det, og hvad kunne være mere passende, end at give ordet til en sådan:

The fools of the world have been those who have established religions, ceremonies, laws, faith, rule of life. The greatest asses of the world are those who, lacking all understanding and instruction, and void of all civil life and custom, rot in perpetual pedantry; those who by the grace of heaven would reform obscure and corrupted faith, salve the cruelties of perverted religion and remove abuse of superstitions, mending the rents in their vesture. It is not they who indulge impious curiosity or who are ever seeking the secrets of nature, and reckoning the courses of the stars. Observe whether they have been busy with the secret causes of things, or if they have condoned the destruction of kingdoms, the dispersion of peoples, fires, blood, ruin or extermination; whether they seek the destruction of the whole world that it may belong to them: in order that the poor soul may be saved, that an edifice may be raised in heaven, that treasure may be laid up in that blessed land, caring naught for fame, profit or glory in this frail and uncertain life, but only for that other most certain and eternal life. (G. Bruno: Cabala del Cavallo Pegaseo 1585)

__________
Ejder Akbal: Islam-professor: Angrebet har intet med islam at gøre. EB, d. 8/1 2015

Om at føle sig som idiot

“Jeg skal hilse og sige, at man føler sig som en idiot …”, skriver Marie Krarup (DF) i et blogindlæg på Berlingske,  om det New Zealandske folks snarlige undergang og man kunne, hvis man ville være lidt morsom på Marie Krarups bekostning, tørt konstarere at det så sandelig også er det indtryk hun efterlader hos læseren. Man kunne tilføje, at der efterfølgende, omverdenens reaktion taget i betragtning, har været double-up på idiotiet, så Fru. Krarup har fået fuld valuta for pengene.

Lad os umiddelbart se bort fra den valgte overskrift “Aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv…” og de tanker i retning af f. eks. jødernes skæbne under anden verdenskrig den inspirerer og blot konstatere at Fru Krarup, som besøgte New Zealand på “en officiel tur med Forsvarsudvalget” ikke har særligt høje tanker om de lokale: “New Zealands natur er bjergtagende smuk og befolkningen venlig og civiliseret. Sådan da….”

Der er rigtig meget galt med og i New Zealand. For det første har de valgt at have “et forsvar uden en offensiv kapacitet”, fordi de vælger at bruge pengene, hvor de kan gøre størst nytte og dette, sammenholdt med visse ikke nærmere definerede “selvopgivende træk” hos den ariske … hvide del af den lokale befolkning som Fru Krarup kunne observere, leder til den konklusion, at de sgu nok ikke gider forsvare sig selv og i stedet lever på nas hos deres allierede, Australien.

Men det er jo ikke bare New Zealændernes militære strategi der er problemet, for de er ganske enkelt ikke civiliserede dernede:

“Her kommer jeg til det mindre civiliserede indslag i Forsvarsudvalgets besøg. Da vi kom til en flådebase blev vi nemlig ikke modtaget med håndtryk eller honnør af uniformerede mænd som sædvanlig. Nej, vi blev modtaget med et maori-danseritual, med en halvnøgen mand i bastskørt, der råbte og skreg på maori. Han udførte mærkelige ritualer og rakte tunge, mens vi så til og blev instrueret af en lokal om, at vi ikke måtte grine, og at vi efter hans brølekoncert skulle gå ind i maori-templet, hvor søofficererne ventede på os. Men de fik stadig ikke lov til at give hånd til os. Vi skulle igennem et langt ritual, der foregik på maori, hvor de nydelige, hvidklædte og europæisk udseende sø- officerer talte på gebrokkent maori og sang en sang, der lød som “Mariehønen evigglad” på maori – komplet med pædagog-guitar-akkompagnement. Jeg prøvede at fange søofficernes blikke under udførelsen af ritualet, men de så ned i jorden! Efter ritualet fik vi endelig lov til at hilse på officererne – men med næsegnidning – ikke håndtryk. Jeg skal hilse og sige, at man føler sig som en idiot, når man tvinges til at gnide næste med 10 europæisk udseende søofficerer. Stor var min taknemmelighed imod den ene fyr, der gav mig et smækkys på kinden i stedet for et næsetryk! Efter ritualet kunne vi slå over i engelsk og i det hele taget gå i gang med et civiliseret besøg. Dog beså vi lige maori-templet, der var udsmykket med gudeskikkelser med vrede ansigter og store erigerede penisser. Det er mig en gåde, at de stakkels søofficerer kunne udholde både ceremonien og omgivelserne.” ()

Denne tekst vakte efterfølgende en del opsigt, både i Danmark og i de New Zealandske medier og det kan vel ikke overraske. Selv ikke den indavlede hustrumyrdende eneboer jeg havde som næsten nabo, derude i den vestjyske landsby hvor jeg tilbragte nogle år af min barndom, var så fordømmende og intolerant overfor det, der var ham fremmed. Men han var selvfølgelig heller ikke helt idiot.

Indavl, politisk!

Marie Krarups parti var efterfølgende ude at beklage. Men ikke Fru. Krarup selv, som selvfølgelig fik opbakning fra sin fader, Søren Krarup, der, i samme trivielt forudsigelige spor som de i det parti åbenbart altid snakker i, konstaterede:

“Marie har ikke beklaget. Der tager du fuldstændig fejl. Hun har været ked af, at hun er blevet forstået sådan, at hun ville genere maorierne. Hun har ikke beklaget, for det, hun har sagt, er ikke noget at beklage.” ()

Nej, man kan da ikke kalde det at genere nogen ved at kalde dem “uciviliserede” og ved at konstatere at deres religion er så latterlig, at men føler sig som idiot ved at iagttage den. Sådan noget er jo bare en humorisktisk, kritisk iagttagelse. I øvrigt er Maorierne, ifølge Krarup Senior, jo bare et dilemma for de rigtige britiske newzealændere:

“Men en kulturelt, humoristisk, kritisk iagttagelse af det kulturelle dilemma, de stakkels britiske newzealændere står i, hvor de ikke kan få lov til at være, hvad de er; nemlig briter, der siger goddag med hånden og ikke gnider næser og så videre.” ()

Det er jo meget sødt, at den efterhånden lidt trætte gamle mand stiller op og forsvarer sit kød og blod overfor offentligheden, men måske han alligevel har haft tøsen over knæet derhjemme på god gammeldags vestjysk-indremissionsk manér, for selvom Marie Krarup på facebook giver udtryk for, at hun står ved hvad hun har sagt, så gør hun det åbenbart ikke helt alligevel: “Mit humoristiske blogindlæg om mine indtryk fra en rejse med forsvarsudvalget til New Zealand” (Marie Krarups facebookside, d.8/4 2013) og igen senere samme dag: “Min humoristiske blog om New Zealand…”. Nu er det pludselig humoristisk. Sådan kan man jo forsøge at pille brodden af egne ord, når nu man pluselig opdager at de stak ikke så lidt hårdere end forventet.

Men der var intet humoristisk over det oprindelige blogindlæg. Pointen med ovenstående beretning var – selvfølgelig – at drage en direkte parallel til dansk politik:

“Templet er et af flere og der planlægges endnu flere til at modtage officielle gæster til forsvarsinstallationer i New Zealand. Det er et led i programmer rettet imod cultural awareness”! Man kunne måske også kalde det kulturel selvudslettelse, eller grotesk multi-kulti-dyrkelse.” ()

og pointen falder så banalt forudsigeligt som noget:

“Valdemar Rørdam skrev som bekendt, “at aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv”. Det virker ikke, som New Zealand er et folk, der vil bestå. Hverken forsvarsmæssigt eller kulturelt.

Lad aldrig Danmark komme dertil!” ()

Ja, lad aldrig Danmark komme dertil. Det er nærliggende at konkludere, at Fru Krarup havde tænkt blogindlægget som endnu en triviel anti-Islam tirade, et indenrigpolitisk indlæg, som eksploderede fordi hun havde glemt hvor globalt internettet i virkeligheden er.

Nu var det forsvarsudvalget der var på tur og man kunne måske have forventet, at man havde foretaget lidt research hjemmefra og havde man gjort det – det gjorde Fru Krarup nok ikke – havde hun sikkert været lidt mere varsom med ordvalget og kommentarerne om New Zealands forsvarsvilje og om Maorierne kultur.

Det tager ikke ret mange minutter at google sig til at New Zealand deltog med 100.000 soldater i Europa under første verdenskrig og måske endnu mere ironisk, så kæmpede der en Maori Battalion med mere end 3600 frivillige i Europa under den anden verdenskrig, uanset at de jo nok ikke havde så meget at kæmpe for i den krig (jvf nzhistory,net,sz). Man kan også hurtigt læse sig til at at 10.000 New Zealændere blev dræbt eller såret i Nordafrika (El Alamein osv) under samme verdenskrig. ()

Det er den selvsamme krig, hvis første år Danmark sejlede igennem under bekvemmelighedflag. Man kan roligt sige at Danmark i den krig nok var forgået, både som nation og kulturelt i enhver henseende, hvis ikke det havde været fordi andre fjerne nationer havde sendt deres unge mænd til at dø for i en krig for vores friheds skyld. Når nu vi ikke selv ville. Er det på den baggrund, at man ønsker at fornærme et folk og et samfund, som man netop har aflagt et officielt besøgt som folkevalgt dansk politiker?

Som en kuriøsitet bringer jeg denne statistik over tabstal under den anden verdenskrig. (fundet her) Mere end 5.000 danske soldater kæmpede på tysk side under krigen. Men det taler vi jo ikke om.

Befolkn. 1939

Soldater

Civile

Jøder

Samlet

Samlet i %

Danmark

3.795.000

2.100

1000

100

3.200

0,08%

N. Zealand

1.629.000

11.900

0

0

11.900

0,67%

 

Indavl, mentalt!

Hvis hun så dog bare efterfølgende kunne holde sin kæft. Men det kan Fru Krarup ikke og fortsætter i stedet med at demonstrere at hun er omtrent lige så uvidende som Hr. Søvndal og lige så ublufærdig som Hr. Messerschmidt. En farlig konbination, som fortsætter på facebook:

“Vi skal turde forsvare den kristne, vestlige kultur.
Den vestlige kultur er ikke truet af frugtbarhedsreligioner fra stenalderen. Når sådanne får plads i vort moderne samfund, er det som en forvildet enkelt jæger fra fortiden, der på sin forhutlede hest kommer til at overskride den vestlige kulturs opløste forsvarslinjer. Den vestlige kultur er truet af indre opløsning og mangel på selvrespekt. Derfor er det så let for den forvildede jæger at ride gennem linjerne. Hvad vi ikke har opdaget er, at der længere borte skjuler sig en ideologisk sammentømret flok. En hær, der stamper i det fjerne. Den islamiske trussel. Derfor ville det være en god ide at samle os om det, der er værd at forsvare i stedet for at give efter for multi-kulti og opløsning. Vi skal turde forsvare den kristne, vestlige kultur.” (Marie Krarups facebookside, d. 11/4 2013)

Det er en religionskamp og en dybfølt skræk for fallossymboler det handler om. Fru. Krarup i Ekstra Bladet d. 11/4 2013:

“Jeg er så glad for, at jeg ikke lever i en asa-frugtbarhedsreligion, der også var meget præget af frugtbarhed og ritualer, og hvor der også var fallossymboler. Jeg er glad for, at vi blev kristne og blev drejet ind i den vestlige kultur.” ()

Stakkels Fru Krarup, som blev udsat det skrækkelige syn af en tegnet tissemand. Stakkels Fru Krarup, der om søndagen ligger på knæ for og tilbeder billedet af en mand, som er sømmet fast på et stykke træ og, som når det skal være særligt fint og fromt, sammesteds hengiver sig til symbolsk-kannibalistiske ritualer.Stakkels Fru Krarup, må hun få fred og leve et langt og trygt liv i civiliseret ufrugtbarhed!

Noget helt andet er trusselsbilledet, som vel egentligt er ret entydigt, for hun fortsætter sammesteds:

“Asatro er bestemt ikke nogen trussel i dag – og det er maorierne da heller ikke. Det der er problemet er, at der kan være andre af de kulturer, som vi så velvilligt giver plads til, fordi vi har en multi-kulti vision, som kan være en gøgeunge, der skubber andre ud. Det er det, der er problemet. Asatroen og maorierne er ikke problem. Det er bare symboler på, at vi fører en multi-kulti-politik.” ()

Der er to slags religioner. De der ikke er en trussel – og det er Asa-troen og Maorierne ikke – og de som er en trussel og her er det jo Islam det handler om. Igen. Forudsigeligt som altid. Det her er bondens og hjemmehjælperens verdensbillede, udlagt hen over hækken en søndag formiddag iført forklæde og halm i træskoene. Det er indskrænket og fantasiløst. Det er frygten for det anderledes, for selve livet. Det er den allerværste mentale indavl.

Måske er det på sin plads at gentage hvad Vilh. Grønbech skrev for over 70 år siden.

“Der er ingen religion i Danmark, og for øvrigt heller ikke i de andre europæiske lande. Heri skulle der ikke ligge noget som helst udæskende; jeg konstaterer bare faktum, og det med megen sorg.”

På sin vis er Fru. Krarups frygt velbegrundet. Kristendommen er stendød som religion i Danmark og i vesten i det hele taget. Den er død og begravet under et materiel fikseret velfærdsamfund, hvor eneste værdi er penge. Der er ingen etik og ingen religiøsitet. Det kan selvfølgelig være skræmmende, at leve i et samfund, der i den grad har forkastet alle åndelige værdier i en forgøglet tro på, at bare vi er rige er vi lykkelige.

Så kommer der pludselig religioner stormende udefra – nej, frugbarhedsreligioner af den ene eller anden slags har ikke den store tiltrækningskraft på andre end de der er født ind i dem, de er trods alt nok for fremmedartede – og indgyder os frygten for det vi mangler og det vi måske også dybest set savner.

Problemet er bare, set med Fru Krarup øjne, at vi lever i et demokrati! Der er nemlig ingen som helst der truer Fru Krarups ret til og mulighed for at dyrke den religion hun gerne vil. Men fra hendes fundamentalistiske udgangspunkt er det heller ikke det der er problemet. For i sidste ende reagerer hun nøjagtigt lige som alle andre – også muslimske – fundamentalister og bekymrer sig om hvilken religion de andre dyrker. De udgør et  problem for hende, fordi de ikke dyrker hendes religion.

Man kan sige, at den mission som Fru Krarup er ude i, at genopfinde og gentænke vesten som et religiøst samfund, er både vanskelig, fordi kristendommen som religion, i modsætning til som overleverede tomme ritualer, er omtrent lige så ikke-eksisterende som før Kristi fødsel. Det er en opgave som kræver uhyre evner. Evner som man kan sige, at hendes fader dog i det mindste havde lidt af.

__________
Marie Krarup: Aldrig kan et folk forgå som ikke vil det selv, Blog på b.dk d. 3/3 2013
Marie: Sæhl: Søren Krarup: »Marie har ikke beklaget«, Politiken d. 9/4 2013
Sophie Bremer: Hidsig Krarup til minister: Du er barnlig, Ekstra Bladet d. 11/4 2013

 

To alen …

Det er demokratiets åbenlyse svaghed, at vi, vælgerne, får de politikere vi fortjener, i kraft af at vi selv har valgt dem. Desværre er det også sådan, at vi får de politikere som andre har fortjent.

En af dem jeg ikke har fortjent er Marie Krarup, som præsenteres således på b.dk: “Valgt til Folketinget for Dansk Folkeparti i Esbjerg Omegn i Sydjyske Storkreds. Forsvarsordfører og gymnasieordfører.Født i 1965 i Seem ved Ribe. Reserveofficer (sprog).Cand.mag. og gymnasielærer i samfundsfag, religion, russisk og erhvervsøkonomi. Har derudover også arbejdet i Forsvarsministeriet, på Den danske Ambassade i Moskva og i Eksportkreditfonden. Har to børn og en hund.” Hun skriver på b.dk om sin rejse til Afghanistan og om de døde vesteuropæiske soldater i Afghanistan og sagen de gav deres liv for og om den pigeskole om folketingets delegation også besøgte.

“Jeg spørger om religionsundervisningen i skolerne. Man får kun det mest basale i selve skolen, der kører med et ensartet curriculum over hele Afghanistan. Hvis man vil have mere, må man gå i religiøs skole udenfor den almindelige skoletid. De læser dog Koranen på arabisk, og arabisk sprog er obligatorisk fra 7. klasse. Jeg håber selvfølgelig, at pigerne vil udlægge Sura 4 om kvinders lave værdi og om at mænd må slå kvinder på en ny måde, når de kommer frem til selv at kunne læse og forstå det efter 7. klasse! For ellers kan det måske være svært at få fastholdt kønnenes ligestilling!”

Det er fantastisk så velforberedt og vidende Marie Krarup er, når det gælder Koranen og hvad den siger om kvinder. Til gengæld er der problemer med Biblen, som Marie Krarup ikke kan dy sig for at sætte som kontrast til Koranens kvindeundertrykkende univers.

“Før vi forlader Camp Bastion tilbringer vi aftenen på KFUM´s soldaterhjem, hvor vi deltager i deres vel besøgte andagt. Den består i en salme, en genfortælling af historien om den fortabte søn, endnu en salme og så en fælles bøn og et fadervor. Det eneste indslag i andagten, jeg ikke kender er Soldatens Bøn. (se nedenfor) Den er smuk, og den fokuserer på soldatens egne evner til at gøre det rigtige. Det beder han om styrke og hjælp til. Der er ikke nogen fordømmelse af andre, eller høje råb om, hvem der er størst. Det er en meget afdæmpet bøn, der viser, at man forstår, at det der skal bekæmpes kommer indefra, – fristelsen til at svigte for eksempel. Det Nye Testamente ligger fremme ved siden af kaffen. Jeg er ikke bange for, at soldaterne skal læse videre i den bog. Der står ikke noget på næste side om, at man godt må dræbe bestemte kategorier af mennesker eller at nogle er mindre værd end andre.” [min fremh.]

For det første er der de homoseksuelle, som Paulus jo ikke ligefrem var vild med. Se også “Mordere, homoseksuelle og andre vildfarne“. Man kan vist roligt sige, at de, set gennem det nye testamentes optik, ikke er lige så meget værd om alle andre.

“Men vi ved, at loven er god, hvis man bruger den, som lov skal bruges, og når man ved, at en lov ikke er bestemt for retskafne, men for lovbrydere og genstridige, for gudløse og syndige, for spottere og ugudelige, for dem, der slår deres far eller mor ihjel, for drabsmænd, utugtige, mænd der ligger i med mænd, bortførere, løgnere, menedere, og hvad der ellers strider mod den sunde lære efter det evangelium om herligheden hos den salige Gud, som jeg har fået betroet.” (1. Tim. 1;8-11)

Men heller ikke kvinderne er “fastholdt kønnenes ligestilling”. Et eksempel fra Det Nye Testamente, google har mange flere, hvis du som Marie Krarup ikke gider læse bogen selv.

“I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved, han som er sit legemes frelser. Ja, ligesom kirken underordner sig underKristus, skal også hustruerne underordne sig underderes mænd. “(Ef. 6:22-24)

Det er komisk på grænsen til det latterlige, at vi har en række danske politikere, som ud fra deres forestilling om Biblen angriber en anden religion, som på mange måder, ikke mindst de køns- og seksualpolitiske, er en mere eller mindre direkte spejling af deres egen, uden at de opdager, at det de angriber, er deres eget oprindelsessted; de har fjernet sig så langt fra udgangspunktet, at de har tabt det helt af syne.

__________
Marie Krarup: To bønner, – der hvor det er farligt. b.dk d. 1/11 2012

Danskhed

“MEN HVAD VIL det egentlig sige at være dansk for Kristian Thulesen Dahl?

»Jeg synes, det at være dansk først og fremmest handler om, at man af hjertet føler sig dansk. Om man føler en tilknytning til Danmark og det danske. At man, når flaget stryger op ad flagstangen, føler en form for stolthed og glæde.«

Så det er i virkeligheden en selv, der bestemmer, om man er dansk?

»Ja, man kan ikke opstille en formel på et stykke papir. Det handler grundlæggende om, at man føler glæde og stolthed ved Danmark og det danske.”

Således uddybende, Kristian Thulesen Dahl i Berlingske, d. 9/9 2012, om at det at være dansk, er det samme som at føle sig dansk. På samme måde mener han nok, at det at være kristen er at føle sig kristen.

»Islam er en lovreligion, der dikterer, hvordan ens levevis skal være. Og hvis man er i tvivl, så går man til fredagsbøn og får tolkning på, hvordan tingene skal defineres. Det står i kontrast til et samfund, som det danske, der er bygget op på kristendommen.«

Bygget op på kristendommen? Jaså? Med den måde på hvilken det danske samfund er “bygget op på kristendommen”, kunne man bygge et fuldstændig identisk samfund på  Islam. Eneste forudsætning er at man undlod at tage den alvorligt i nøjagtigt samme udstrækning som vi undlader at tage kristendommen alvorligt.

Der er i øvrigt – for vist langt de fleste danskere – intet kristent tilbage i det danske samfund, udover at vi holder ferie på dage som burde have en dybere betydning for os.

Der er ingen religion i Danmark, og for øvrigt heller ikke i de andre europæiske lande. Heri skulle der ikke ligge noget som helst udæskende; jeg konstaterer bare faktum, og det med megen sorg.” [Vilh. Grønbech Frie Ord. 1. årg. 1946 s. 250]