Suk!

Hvad skal man med den slags politikere? Udviklingsminister Christian Friis Bach (R)  skriver på Twitter:

Godt Gaddafi er væk, men havde langt hellere set ham ved den Internationale Straffedomstol end likvideret. Vold avler modvold.

Ja ja, alle er nok enige om at det er godt Gaddafi er væk, og selvom der nok kommer andre slyngler i stedet, har man jo lov at håbe, men de sidste tre ord? “Vold avler modvold.” Gør det? Vel kun hvis man ikke slår hårdt nok til at starte med.

Tydeligvis er et jo ment som en art argument eller begrundelse for ikke at skyde Gaddafi, men i betydningen at den lille smule vold som blev begået mod ham skulle få vidtrækkende konsekvenser, rammer det jo helt ved siden af. Det irriterer mig grænseløst når man forsøger at føre et argument i gennem, med den slags intetsigende generaliseringer der reelt set intet konkret indhold har.

For det første er der hundredevis af andre faktorer som spiller ind – og med meget større vægt – på om der bliver fred i Libyen eller ej. For det andet kunne samme ord bruges til – om ikke retfærdiggøre – så dog at forklare hvorfor Gadaffi blev skudt. Vold avler modvold. Derfor fik han det endeligt han nu engang fik.

Derudover er kommentaren fuldstændig respektløs overfor de tusinder af libyske borgere og oprørssoldater som Gaddafis døende regime tog med sig i døden. Friis Bachs tankeløse kommentar er et udtryk for den opfattelse, at den afsatte diktators liv alligevel er mere værd, end alle de ofre som Gaddafi burde have på samvittigheden. Hvorfor ellers bekymre sig om denne bagatel i en større sammenhæng? Gaddafis liv og rolle i denne verden var udspillet, hvilket han i øvrigt selv illustrerede da han søgte at gemme sig i et kloakrør.

Enhver yderligere beskæftigen sig med eller lige frem beklagelse over hans skæbne, er intet andet end et knæfald for diktatoren og diktaturet. Der er seks en halv million andre libyeres skæbne man med større ret kunne bekymre sig om i stedet.

– o O o –

“Abyssys Abyssum Invocat

EDIT: Opdagede lige at Christian Friis Bach har samme kommentar på Facebook, med en tilføjelse:

“Godt Gaddafi er væk, men havde langt hellere set ham ved den Internationale Straffedomstol end, som meget tyder på, likvideret efter tilfangetagelse. Vold avler modvold. Denne gang ramte det Gaddafi, men hvor rammer det næste gang?” (http://www.facebook.com/christianfriisbach?sk=wall)

Ja, hvor mon det rammer næste gang? Man skal være meget langt fra virkelighedens verden, når man kan være oprigtigt bekymret over hvilken massemyrdende slyngel som er den næste der får en brutal og pludselig ende på sit liv.

Ministerens facebook-venner kommenterer:

Kristian Korsgård: “Så sandt som det er skrevet! Jeg tror ikke vold er den hurtigste og mest effektive vej til fred.” ()

Fred? Hvilken fred, fristes man til at spørge. Gaddafis fred? Så ja, den har været opretholdt gennem mere end fyrre år gennem det libyske folks ikke-vold. Den fred som en del andre libyere nu åbenbart har ønsket, kom så bedst i stand gennem en smule aktiv vold. Det er et valg man må træffe.

Derudover står naiviteten nærmest i kø for at bifalde ministeren:

Ulrikke Moustgaard: “Og sidst var det Bin Laden. Som heller ikke kom for en domstol.” ()
Hanne Pilegaard: “Det er en bekymrende ny “trend”, hvis den går ud på at likvidere fremfor at retsforfølge. Skruen uden ende. Tilbage til “øje for øje” tankegangen, som vi har kæmpet så hårdt for at komme væk fra.” ()
Bue Tryel Helleskov “Det minder lidt om den begejstring vi så ved Saddam Hussein fald. I Irak er der ikke opnået meget hvad sikkerhed og frihed for kvinder. Diktatur er skidt, men i kampen for demokrati berettiger målet ikke alle midler.” ()

Måske perspektivet kan være svært at få med, når man lever i Danmark og ens største problem er hvad børnenes madpakkke skal indeholde i dag. Helt anderledes er det vel nok når man er i krig, når man kæmper for sin egen og sit lands frihed, når man bliver skudt på og må se ens venner, familie og kammerater dø for en diktators kugler. Så har man måske ikke så meget tanke på hvad nogle moralsk forargede kællinger i lande langt langt borte gør sig af bekymringer og tanker om juridiske verdensfjerne spidsfindigheder.

Men naiviteten er uhyggelig: Den bekymrer sig mere om en ussel slyngels skæbne end om en hel nations, den bekymrer sig mere om vage principper end om menneskers følelser, og den forbeholder sig retten til uden reservationer at bedømme og fordømme mennesker, kæmpende for deres liv og frihed i andre verdensdele, efter egne normer.

Det humanistiske og menneskelige lavpunkt kommer når Hanne Pilegaard beklager sig over at de libyske oprørere ikke optræder korrekt i forhold til de principper hun har kæmpet så hårdt for. Jeg er sikker på hvis hun bare tog derned og forklarede, ville de kunne se hende som en ægte våbenbroder i kampen for global frihed og retfærdighed.

(2. del er her)

__________
Ill. fundet her: http://www.friisbach.dk

Racismens Grænseland – 2

Jeg drømte forleden en drøm om en småtyk ældre kvinde som alene hjemme sammen med sine to små børnebørn, en aften blev overrasket ved at en ældre fuldskægget mand brød ind i hendes hus og med en økse i hånden begyndte at hugge løs på hende mens hun forsøgte at skjule børnene bag sig i et desperat forsøg på at redde dem fra overfaldsmanden, men det var naturligvis forgæves; med blodet sivende fra flere dybe og dødelige sår på kroppen og i hovedet og mens hun holdt sine blotlagte tarme i hænderne, måtte hun hjælpeløs se til mens øksemanden gik forbi hende og over mod børnene og i det han passerede dem vendte han sig mod hende og kløende sig i det lange filtrede skæg sagde han med stemmen fuld af forundring de sidste ord hun hørte i sit liv: Din tåbe, tror du virkelig, blot fordi jeg stræber dig efter livet, at jeg også vil slå børn ihjel…

Nu var det egentligt ikke en drøm så meget som det var en dagdrøm, men jeg kan virkelig heller ikke klare tanken om Karen Thisted, der endnu engang udstiller sig selv og sine ganske begrænsede evner for rationel tankegang. At hun angriber Kurt Westergaard for hvordan han reagerede overfor en i hans hjem indtrængende øksesvingende tosse er der ikke grund til at gå ind i, ingen kom til skade i den sag – udover tossen – og derfor er der ikke noget at diskutere.

Det har intet med ytringsfrihed at gøre at blive ved med at råbe op om sig selv og sine kunstneriske rettigheder, og jeg er så irriteret over, at vi danskere skal blive ved med at lide under, at Kurt Westergaard ikke kan få nok af sine fem minutters berømmelse. (‘Du er en antihelt, Kurt Westergaard’, Ekstra Bladet, d. 5. januar 2010)

Skriver Thisted og dertil er der to ting at sige.

Jo, det har så sandelig noget med ytringsfrihed når man bliver stræbt efter livet fordi man han begået en tegning og man skal da på det nærmeste være total idiot hvis man ikke indse det.

Det kan godt være at Fru Thisted er irriteret over at over at danskerne skal lide under konsekvenserne af Westergaard-sagen, men at lade det gå ud over Westergaard, svarer til at sige at alle de Københavnere der føler sig generet at den verserende bandekrig da bare kan flytte til Jylland.

Meget fornuft er der ikke i konen, men det kommer vel heller ikke som en overraskelse.

I samme kategori som Karen Thisted, omend med betydelig mere intelligens og sproglig pondus, finder vi Rune Engelbreth Larsen, der på samme måde som Karen Thisted brugte mordforsøget på Kurt Westergaard som afsæt for endnu et angreb på både tegneren og politiet. Rune Engelbreth Larsen skriver:

“Det er chokerende, at karikaturtegneren Kurt Westergaard, der er Danmarks vel nok mest truede person, har så utilstrækkelig beskyttelse, at det åbenbart let kunne lade sig gøre for en attentatmand at trænge ind i hans hus med kniv og økse.

Næsten rent lykketræf reddede Westergaards liv, da han nåede at forskanse sig i et sikkert rum, men først minutter senere dukkede kavaleriet op og fik uskadeliggjort attentatmanden i en skudveksling.

Når dét er sagt, er det selvfølgelig langt mere forkasteligt, at en afstumpet gerningsmand – og enhver anden med lignende tanker og ønsker – er parat til at dræbe en gammel mand, der har tegnet en karikaturtegning på opfordring.

Westergaards karikaturtegning er en propagandategning i samme genre som antisemitiske karikaturer fra 1930′erne, om end møntet på alverdens muslimer frem for alverdens jøder, og i Jyllands-Postens karikaturprovokation skriver den sig ind i en standende antimuslimsk tendens i dansk debat og politik, hvis værste eksempler ligeledes har paralleller til samme tidsperiodes antisemisme.” (Forkasteligt attentatforsøg mod Westergaard – og PET-svigt?, Politiken, d. 2. januar 2010)

Der er meget langt til Voltaire i dette slet skjulte angreb på både Westergaard og ytringsfriheden og selv om det nok så kendte citat fra Voltaire endda prydede omslaget på et nummer af Engelbreth Larsens eget tidsskrift Faklen, engang for længe siden, har han enddog meget svært ved at formulere en uforbeholden fordømmelse af mordforsøget på Westergaard og det i en sådan grad at man efterlades med en slem mistanke om at det heller ikke er noget han ønsker.

I sidste ende er det ytringsfriheden der tages som gidsel af både Thisted og Engelbreth. Spørgsmålet om ytringsfrihed eller ej er pricipiel. Derfor må og skal den holdes fri af alle forbehold udspringende af moral, etik, religion, god opførsel og god smag, da enhvert forsøg på at inddrage disse i diskussionen mudrer og forvirrer debatten da den underlægger eller sidestiller pricipielle spørgsmål med praktiske hensyn.