Monogami og natur

“Monogami strider mod vores natur” lød det temmelig bastant fra en artikel i Politiken , som for at bevidne den påstand, citerer den amerikanske antropolog Helen Fisher – der gennem studier har fundet frem til, at den naturlige længde for et ægteskab er fire år – for følgende genialitet:

“Denne drive til at finde sammen og blive sammen som par i mindst fire år udviklede sig for millioner af år siden. Den oprindelige standardperiode mellem fødsler var fire år, fordi fire år typisk var den periode, det tager at finde sammen, få et barn og få det igennem småbørnsstadiet.”

Selv hvis vi ser bort fra det latterlige regnestykke som giver et fireårigt facit (som i øvrigt er tæt på at være en perfekt cirkelslutning) og hvis vi ser bort fra at mennesket endnu ikke var menneske for millioner af år siden, men faktisk blandt andet har fordoblet hjernestørrelsen siden da, så er der stadig andre væsentlige faktorer, som f. eks. kulturens opståen, som det nok også var værd at tage i betragtning.

Men Helen Fisher er, som det fremgår den artikel hvor hun lacerede sin frieårs teori, et temmelig firkantet menneske, for som hun selv skriver:

“I see no reason why these early human pair bonds always needed to be permanent. Once a child had been weaned, it could join play groups or become the responsibility of several community members. Why should a couple necessarily remain together unless a second infant was conceived?” (Helen Fisher: The Four Year Itch. Natural History Magazine Okt. 1987 vol. 96, s.22-28)

Ja, hvorfor skulle de dog have ønsket det, de kære forfædre …

Et noget andet syn på verden har antropolog ved RUC Christian Groes-Green, som i følge samme artikel mener at Helen Fishers teori om monogami “bærer præg af for meget fokus på kemiske reaktioner og evolutionære teorier” og “at det i dag i langt overvejende grad er kulturelle sammenhænge, der afgør grader og frekvens af accept af utroskab eller muligheden for livslang monogami.”

Christian Groes-Greens forklaring er simpel:

“Internettets fristelser og kontakter, øget mobilitet og arbejdsliv og stigende mulighed for anonymitet i storbyerne. Det øger alt sammen muligheden for mange løse eller faste kontakter og giver mindre mulighed for social og seksuel kontrol af den anden.”

Så alternativet til polygami og utroskab og overlappende seksuelle forhold er “social og seksuel kontrol af den anden”?

Suk!

Paolo_Veronese_020_unfaithfulness
Paolo Veronese (1528–1588) ((via wikipedia)

Bortset fra at jeg slet ikke forstår udtrykket accept af utroskab, så er det ganske enkelt nedslående med en sådan mangel på fantasi og indsigt, ligesom det er latterligt at forfalde til forsimplende forklaringsmodeller ved at inddrage det sidste nye kulturelle fænomen; internetttets fristelser frister ikke med noget, som ikke alle dage har været der. Mennesket er nogle grissebasser og har altid været det.

Men når det er sagt, så skal der også herfra føres et forsvar for det monogame. For der er trods alt mennesker i verden, som søger andet og mere end det overfladiske og tilfældige og uforpligtende, som der ligger i “overlappende seksuelle forhold” og der findes faktisk mennesker der søger det af egen fri vilje og indgår i det, uden nødvendigheden af den trussel der ligger i den andens sociale og seksuelle kontrol.

Den stædige insisteren på troskab er en nødvendig forudsætning for den dybde der ligger i den nære fortrolighed og i den grænseløse tillid. Uden den er kærligheden en umulighed, eller i det mindste ikke muligt som andet end noget uforløst eller ulykkeligt.

I den forbindelse er skilsmissefrekvenser ikke specielt relevante – heller ikke selvom de kan føres millioner af år tilbage. For selvom det kan da godt fremføres at de fleste mennesker bliver skilt før eller senere, er pointen jo netop, at den eneste ene ikke er et bestemt menneske derude, som vi partout skal finde, men derimod at der er et menneske derude, som vi, mere eller mindre frivilligt, gør til den eneste.

Det er et valg vi træffer. Et ideal … og det er med idealer jo også sådan, at det er noget vi kan stræbe efter, en retning at gå i, men det er også et mål vi ikke altid formår at nå, hvilket så i grunden ikke er så vigtigt, for det er gennem den stræben, at vi hæver os over dyrene (og homo erectus) og bliver mennesker. Det er et spørgsmål om karakter.

Og så kan det godt være, at det ikke er noget for dig, kære læser, men det er så dit valg og dit liv: du har nøjagtig lige så meget ret til at leve det lige så overfladisk, som du har lyst til, som andre har ret til at vælge noget andet. Men du skal vide, at det intet har med natur at gøre. Videnskaben kan ikke tages som gidsel og bruges til at retfærdiggøre en søgen efter ligegyldigheden og overfladiskheden; for det er trods ikke ligheden med dyrene eller med tidlige forfædre, der definerer hvem vi er, men derimod defineres vi af det vi stræber efter være.

__________
Kirsten Nillson & Michael Rothenborg: Monogami strider mod vores natur, Pol. 29/12 2014

Dobbeltmoral!

To historier for i EB i dag, hvor overskrifterne stort set siger det hele og ikke så lidt om det danske samfund.

S vil have undersøgt islamisk hjemmeside

Problemet er at “Det Islamiske Trossamfund på sin hjemmeside linker til en muslimsk datingside, der accepterer flerkoneri og opfordrer til social kontrol med unge muslimer.” Især er det formaningen om, at det er imod islamiske regler at de unge datere mødes under fire øjne, som vække forargelse og den tilhørende opfordring til kun at mødes under tilstedeværelse af en bisidder som vækker forargelse hos Lars Aslan Rasmussen (S): “Det er fuldstændig forrykt, at man ikke kan mødes uden bisidder, når man ved, hvor stor social kontrol der er med kvinder i de muslimske miljøer.” (EB)

For etniske danskere gælder der naturligvis andre regler.

Sexolog: Knald så mange du vil

Hvor en sexolog beklager sig over at “der desværre også [er] en masse kvinder, som lader sig forføre, fordi de i virkeligheden savner nærhed, intimitet og kærlighed.” men hvis ellers “man altså har styr på, at man dyrker sine mange sexpartnere pga. sex“, så er der intet problem i at man har “mange sexpartnere” (EB)

Hvad kan man konkludere deraf m.h.t. det danske samfund?

At det er i orden at knalde til højre og venstre med så mange som muligt, men gud (og politierne) forbyde at du tager dine partnere seriøst og alvorligt og ligefrem skulle få lyst til også at gifte dig med dem.