Dobbeltmoral

Måske er det et eksempel på den måske nok sjældne, men dog meget menneskelige tendens til at mennesker som har gjort det til en vane eller erhverv at dømme om andre, efterhånden ganske mister evnen til at dømme om sig selv?

I hvertfald er det vist efterhånden slået fuldstændig klik for Politikens redaktør Seidenfaden, som i en leder d. 9. december 2010 skriver om USA og anonymes hackeres forsøg på “af al magt at kvæle” WikiLeaks efter at de har offentliggjort fortrolige diplomatisk dokumenter fra det amerikanske forsvar og udenrigsministerium.

“Der er tale om altovervejende ikke-juridiske skridt i form af massiv pression mod de private leverandører, som ethvert internetmedie er afhængig af. De amerikanske internetgiganter Amazon og PayPal og andre firmaer i flere lande har bøjet sig for presset og smidt WikiLeaks af deres servere.

Også kreditkortfirmaer og banker har øjensynlig nægtet at betjene WikiLeaks.” (Stop angrebet på informationsfriheden, Politiken, d. 9/12 2010)

Alt det er selvfølgelig korrekt og Politikens forargelse er også i tråd med avisens vane med at udgive bøger uden at spørge forfatter og forlag og domstole først først, jvf. både sagen om Rathsacks bog “Jæger” og Ritt Bjerregaards dagbog (Begge sager er omtalt her: http://jp.dk/indland/article1818042.ece), men herefter hopper kæden af for Seidenfaden:

“Det svarer til, at myndighederne, hvis de ville forhindre Politiken eller Berlingske Tidende i at bringe en ubehagelig artikel, pressede elselskabet til at slukke for strømmen, så trykpressen ikke kunne køre.

Hvor er lovgrundlaget, hvor er domstolene?” (Politiken. op. cit.)

Nu er der jo både i praksis og rent principielt en betydelig forskel på offentliggørelsen af en ubehagelig artikel man selv har skrevet, og offentliggørelse (massedumping!) af materiale som andre har skrevet og som er tilvejebragt på ulovlig vis. Faktisk har de to ting intet med hinanden at gøre og kan selvfølgelig slet ikke sammenlignes. Men det er ikke den eneste sammenligning som Seidenfaden spiller ud:

“Det er forståeligt, ja, formålstjenligt, at en stat forsøger at holde på sine hemmeligheder. USA er i sin gode ret til at tiltale kilden til lækagen og om muligt få ham idømt en hård straf.

Men det er en glidebane mod et mere lukket samfund, hvis USA’s regering eller andre, med metoder, der er helt uforenelige med retsstaten, angriber de medier, der bringer oplysningerne. Skal ytringsfriheden begrænses, må det som minimum ske efter en åben rettergang.” (Politiken. op. cit.)

Seidenfadens pointe synes at være, at kilden til lækagen sagtens kan idømmes en (hård) straf, men at den kendsgerning overhovedet ikke skal påvirke pressens beslutninger, som om at det, at noget først er blevet stjålet, uden videre gør det stjålne materiale til public domain. Det svarer til at sige at hvis nogen brød ind i Seidenfadens private computer og huggede billederne fra swingerfesten i Tøgers sommerhus, så skulle tyven straffes for det, men hvis han forinden havde videregivet billederne til mig, var jeg i min gode ret til at offentliggøre dem. Udover at ganske bortskaffe begrebet om hæleri er det en helt igennem besynderlig opfattelse af ytringsfriheden der her kommer til udtryk.

Ytringsfriheden har intet at gøre med Julian Assanges ret til at offentliggøre stjålent materiale. Ytringsfriheden sikrer at Assange kan sige hvad han vil og den er der ingen der har forsøgt at rokke ved. Hvad nogen har forsøgt at gribe ind overfor, er derimod den informationsmæssige free-for-all som WikiLeaks hæleri-projekt lægger op til: at fordi stjålet gods kommer i dine hænder, betyder det ikke at det er dit til at gøre med hvad du vil. Hvad du burde gøre er at levere det tilbage til ejermanden. Intent andet.

Seidenfaden fortsætter med at konstatere at “WikiLeaks’ redaktionelle prioriteringer i høj grad [kan] diskuteres“, hvilket mildt sagt er en underdrivelse.

“Men USA’s massive og principløse reaktion har løftet sagen til et andet niveau: Er det rimeligt, at en stat med rent magtmisbrug kvæler et frit medie?” (Politiken. op. cit.)

Spørgsmålet er om det at være et frit medie ikke også inderbærer et vist ansvar, noget som Seidenfaden tydeligvis ikke mener er tilfældet. WikiLeaks dumper tusindvis af fortrolige dokumenter til offentligheden i håbet om at nogen kan finde noget som er belastende for nogle andre. Der er ikke tale om materiale, som er lækket for at dokumentere et konkret magtmisbrug eller misforhold, hvilket enhver kan forsikre sig om, ved at læse Politikens opfrodring til læserne:

“Når det sidste dokument er offentliggjort, vil lækken inkludere over en kvart million dokumenter, og det er flere end selv politiken.dk’s journalister kan nå at læse grundigt.

Derfor vil vi gerne tippes, hvis politiken.dk’s læsere, ser vigtige historier i de rå dokumenter, som ikke er fortalt endnu.” (Tip os: Find de gode WikiLeaks-historier. Politiken d. 29/11 2010)

Det her har intet som helst med ansvarlig journalistik at gøre. (Tankevækkende er også Seidenfadens svar på følgende spørgsmål vedr. Politikens offentliggørelse af Rathsacks bog: “Hvorfor har I ikke ventet, til fogedretten har taget stilling til, om der skulle nedlægges forbud mod bogen? For det første fordi fogedsagen ikke har noget med Politiken eller medierne at gøre. Den er rettet mod forlaget.” Gad vide om fogedretten ikke også ville have haft indvendinger mod bogens trykning i pressen, hvis den havde haft det mod forlagets udgivelse af den?)

Her er det så at Politikens dobbeltmoral kommer ind i billedet.

For det første har Politiken den moralske standard der udi egen opfattelse giver dem ret til at optrykke andres værker uden at spørge om lov først, jvf. de to bøger nævnt ovenfor. For det andet opfatter man sig selv, som det fremgår ovenfor, som værende ytringsfrihedens vogter, når det gælder om at offenliggøre stjålne amerikanske statshemmeligheder, samtidig med at man – for det tredje – sagtens kan gradbøje samme ytringsfrihed når det gælder karikaturtegninger: “Det er meget trist, at Politiken ofrer ytringsfriheden under trussel om en retssag,” sagde Berlingske Tidendes chefredaktør, Lisbeth Knudsen om Politikens knæfald for en arabisk advokats krav. (Politiken siger undskyld for Muhammed-tegning. Berlingske, d. 26/2 2010) Endelig er der historien om “dybe links”, hvor Politiken var særdeles fremme i skoene når det handlede om at hindre både søgemaskiners og andres adgang til Politikens hjemmeside (Politiken nægter søgemaskinerne adgang, Ingeniøren, mandag 31. jul 2006) og i den sag var der ikke megen forståelse for andres brug af Politiken som Politiken bruger andre…

Jeg ved ikke hvordan Tøger Seidenfaden, rent logisk, holder rede på dette moralske multibogholderi og jeg er ikke sikker på at jeg overhovedet ønsker at vide det, men man aner nok en anden persons indflydelse i baggrunden. Gør man ikke?