(valg)dagens motto

Mens vi venter på at blive bedraget og løftebrudt, overlader vi ordet til en forfatter som døde for 2400 år siden.

“Mit hjerte ønsked’ ej at binde sig ved ed.
Hvad tungen banded’ på forpligter ej min sjæl.”

Fra Aristofanes: Frøerne v. 101-102 i dansk oversættelse ved Kai Møller Nielsen, Syddansk Universitetsforlag 2006.

Originalen lyder således og vi set bort fra konteksten, for det er egentlig Aristophanes der citerer Euripides.

“φρένα μὲν οὐκ ἐθέλουσαν ὀμόσαι καθ’ ἱερῶν,
γλῶτταν δ’ ἐπιορκήσασαν ἰδίᾳ τῆς φρενός.”

Vi tager den lige på engelsk også i B. B. Rogers overs. (1909):

“‘Twas not my mind that swore: my tongue committed
A little perjury on its own account.”

… og lige en gang til på engelsk ved Gilbert Murray (1938):

                         “… or souls that won’t take oaths
while tongues go swearing falsely by themselves.”

Kunsten at omgås politikere

Vogn, dorske Sjæl!
vogn op, hvor kan du sove?

Jeg læste en artikel, eller måske en kronik, for en del år siden, hvor en filosofisksindet person (det kunne have været Sløk og det var formodentlig omkring den tid hvor “Det her samfund” udkom – i hvertfald var det inden Clinton ikke formåede at lyve overbevisende om den affære, han heller ikke helt formåede at gennemføre med Monica) forsøgte at belære os om at det er enhver politikers ret og pligt på under visse omstændigheder at lyve for pressen og offentligheden. Vel at mærke ikke om bagateller som Clintons udenomsægteskabelige aktiviteter, som jo strengt taget ikke vedkommer andre end Clinton og frue, men om sager der bedst behandles eller beslutninger der bedst træffes uden at offentligheden på forhånd, eller nogensinde, har adgang til alle eller overhovedet nogen af sagens detaljer. Den ganske fornuftige og velargumenterede artikel til trods, lykkedes det en i offentligheden ganske velkendt, ældre og erfaren men også temmelig naiv politiker at latterliggøre sig selv ved både at lufte sin forargelse og samtidig forsikre befolkningen om at han i hvertfald ikke kunne finde på at lyve.

På den anden side må man sige, at hvis man som vælger konstant går rundt med en nagende mistanke om at ens repræsentant på tinge ofte, og ikke udelukkende af altruistiske åsager, omgås sandheden lidt letsindigt, så er man jo nok mindre tilbøjelig til at tilgive selv den mindste fortielse, med mindre man selvfølgelig bare har givet op og ikke tager det hele særligt alvorligt. Den demokratisk valgte politiker har ikke pligt til at varetage statens interesser og slet ikke befolkningens som sådan, men udelukkende de interesser han repræsenterer og der for kan det undertiden være meget svært at vide hvad der egentlig bliver sagt og sandhedsværdien af det. Et eksempel følger:

Følgende tekst er et læserbrev fra Anne Baastrup (SF), formand for Folketingets Retsudvalg, fra Information d. 1/3 2012, gengivet in extenso:

Børn skal ikke være kriminelle. Men de skal heller ikke spærres inde, som de borgerlige mener.

Aldrig i livet. Både fordi det er hamrende kynisk at sætte børn bag tremmer. Men også fordi det ganske enkelt ikke gør dem mindre kriminelle. Snarere tværtom.

Regeringen har lyttet til eksperterne. De siger at landets kommuner skal have alle de nødvendige muligheder for at sikre den sociale- og forebyggende indsats. Blandt andet sådan sikrer vi færre problemer med utilpassede unge.

Færre kriminelle børn. Og i sidste ende færre ofre. Det burde alle kunne enes om. Også de borgerlige.

Sådan kan man præsentere en politisk holdning, nødtørftigt kamoufleret som argumenter, men reelt noget som burde være postet på facebook eller twitter. Hvorfor? Lad os kigge lidt på det.

Børn skal ikke være kriminelle. Men de skal heller ikke spærres inde, som de borgerlige mener.

Børn skal ikke være kriminelle, nej det er jo selvindlysende, men det er der jo ingen der skal. Hele argumentationen falder fra hinanden allerede i læserbrevets første ord, med begrebet “børn”, for hvad er et barn? Baastrup tager med største selvfølgelighed udgangspunkt i, at man er barn til man er 15 og derefter, fra den ene dag til den anden, er man pludselig voksen. For efter midnat, natten til den dag man træder ind i sit sekstende år, er man pludselig – juridisk – gammel nok til straf. Men eftersom den grænse er juridisk og ikke fysiologisk eller psykologisk bestemt, giver “Børn skal ikke være kriminelle.” ikke meget mening uden en nærmere definition af, hvad det vil sige at være barn.

Selvfølgelig er der ingen – formodentlig heller ikke Anne Baastrup – som i fuld alvor mener, at voksenalderen indtræder – som ved et trylleslag – på et splitsekund en bestemt nat femten år inde i ens liv. Tanken er absurd. Derfor er læserbrevets anden sætning lige så meningsløs som den første. Dilemmaet er tydeligt: enten tvinges Anne Baastrup til at indrømme at hun også tillader at børn spærres inde (de som ikke er nået at blive helt voksne inden de blev femten) eller også at de borgerlige rent faktisk i en hvis udstrækning har ret, nemlig at en eller anden procentdel af de fjortenårige rent faktisk er voksne i en eller anden udstrækning.

Den eneste diskussion der her er relevant er en diskussion af hvornår barndommen ophører, hvilket er den diskussion som Anne Baastrup bevidst undgår ved at forudsætte sin egen egntligt ganske vilkårlige definition deraf. Det eneste reelle konkrete tegn på at barndommens ophør er vel pubertetens indtræden.

Aldrig i livet. Både fordi det er hamrende kynisk at sætte børn bag tremmer.

Eftersom uenigheden i denne diskussion handler om hvornår man er gammel nok til at blive straffet (dvs ikke længere er barn), kan der naturligvis aldrig være tale om kynisme, men højst om at være i en tilstand af uvidenhed eller offer for misinformation.

Men også fordi det ganske enkelt ikke gør dem mindre kriminelle. Snarere tværtom.

At børn ikke bliver mindre kriminelle af at sidde i fængsel er næppe en kendsgerning der forsvinder den dag de bliver femten; forstået således at hvis en på 14½ år bliver mere kriminel ved at sidde i fængsel, gælder det tilsvarende også for en på 15½ år. Eller for de fleste andre. Ovenstående er et generelt argument mod straf og sådanne skal man passe på med at anvende partikulært, det kan ende med at ramme en selv. Hvorfor vil Anne Baastrup oplære dem på 15½ år til kriminalitet? Har hun ikke bedre forslag at komme med?

Regeringen har lyttet til eksperterne. De siger at landets kommuner skal have alle de nødvendige muligheder for at sikre den sociale- og forebyggende indsats. Blandt andet sådan sikrer vi færre problemer med utilpassede unge.

Efter den obligatoriske tilsvining af politiske modstandere, for at være kyniske børnemishandlere, følger så en henvisning til uspecificerede autoriteter (et meget løst formuleret argumentum ad verecundiam): det er svært ikke at være enig i vigtigheden af en social- eller forebyggende indsats, omend man godt kan påstå at det er lidt sent at forebygge post festum.

Derudover kunne det også være relevant at spørge indtil, hvad der ikke gives svar på, nemlig hvad Fru Baastrup mener der også skal gøres, når den forebyggende indsats er noget blandt andet!

Færre kriminelle børn. Og i sidste ende færre ofre. Det burde alle kunne enes om. Også de borgerlige.

Og til sidst får vi konklusionen på den ikke helt logiske tankerække:

“I er kyniske!” -> “Det er vi ikke!” -> “Eksperterne giver os ret.” -> “Det må i da kunne se!”

Der er – selvfølgelig – intet argumentatorisk tvingende i Anne Baastrups pointe, som blot er den allertydeligste demonstration af, at politik ikke handler om andet end at blive eksponeret mest muligt i medierne, muligvis for at fremme egen chance for genvalg gennem manipulation af den mindre reflekterede del af vælgermassen. Problemet er at det kræver en ikke ringe mængde dannelse at gennemskue og modstå det sansebombardement af logiske kortslutninger, ideologisk fundrede partiprogrammer og faktuelt forkerte og mere eller mindre bevidste løgnhistorier som udgør hovedparten af den mængde information som udspringer fra vore politikere og hvad du fanger i paraderne den ene dag, skal nok fange dig i et uopmærksomt øjeblik den næste. Du undslipper ikke!

PS. Hvis du nu, efter at være nået helt herned, fordi ovenstående eksempel inddrog en politiker fra SF, tænker: “Typisk venstrefløjen!” så beklager jeg at have spildt din tid, for så har du intet forstået af det hele.

__________
“Vogn, dorske Sjæl…” Emil Aarestrup

Alvor og pjat

“When logic and proportion
have fallen sloppy dead…”

Da Naser Khader for nylig “havde et ærinde i det københavnske shoppingcenter Fields“, så han på sin vej til rulletrapperne to unge muslimske mænd i færd med at bede på hver deres avis, som de havde spredt ud på jorden som bedetæppe. Dette forløb blogger Khader i BT, d. 19. januar og fortsætter:

Det provokerede mig. Det er ikke, fordi jeg er religionsforskrækket. Jeg har flere i min omgangskreds, der er meget religiøse, og som beder fem gange i døgnet – hjemme! Og det, synes jeg, er helt fint. Det er ikke min sag at blande mig i den slags. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke over, om ikke man kan være mindre demonstrativ i udøvelsen af sin religion?

Det demonstrative ligger vel ikke i den måde en given handlig opfattes på, så meget som i intentionen bag den, vel? Nede bag min lokale Spar-købmand hænger en tre-fire mænd og en enkelt kvinde ud med deres guldbajere og smøger og de står der ganske fredeligt i fuld offentlighed og indtager deres nødvendigheder. Der er intet demonstrativt over det, de gør det bare, måske fordi det falder dem naturligt at gøre det. Det provokerer mig ikke.

Når jeg ved samme købmand ser en mand og kvinde, begge ekstremt overvægtige, købe seks hindbærsnitter, i to poser med tre i hver og når de sætter sig på cykelstativet uden for butikken og de spiser tre hver inden de går videre, så provokerer det mig heller ikke. Det kan godt være at jeg tænker at måske ikke er det klogeste i verden, men i sidste ende kommer det ikke mig ved, hvorledes andre vælger at bruge deres liv, for det berører jo ikke mit liv som sådan og derfor har jeg overhovedet heller ingen ret til at føle mig provokeret.

Khaders følelser hører hjemme i samme kategori som de, der hjemsøgte de muslimske horder som gik på gaden i protest over nogle tegninger i en dansk provinsavis, nemlig forargelsen over andres mennskers liv og værdier, alene af den grund at de ikke harmonerer med ens egne og at man derfor forarges over at se dem. Måske går Khader en endda et skridt videre, i og med at han læser et motiv ind i situationen, som det ifølge hans egen fremstilling ikke ligefrem er indlysende at der er belæg for. Og han fortsætter, ved gentage sig selv, som om gentagelsen i sig selv kunne gøre hans tvivlsomme pointer mere indlysende:

Jeg synes, det er noget pjat at bruge aviser som bedetæppe og at lægge sig midt i Fields eller andre offentlige steder. Det handler ikke om, at jeg er imod religion, det handler derimod om at skrue ned for det demonstrative element i religionsdyrkelsen.

Der er rigtig meget pjat i vores samfund, som man kunne tage fat på, hvilket man kan forvisse sig om ved f. eks. at læse om den ret specielle sportsbegivenhed Masturbate-a-thon, omtalt i Politiken under overskriften “DM i onani afholdes til maj“; her og her og her! Der er jo ikke det pjat vi ikke vil tillade og acceptere, når bare vi kan kalde det personlig frihed, mens den alvor der ligger i at dyrke sin religion som i det beskrevne tilfælde, affærdiges som pjat. Skam dig, Hr. Khader, at du ikke kan kende forskel.

I demokratiske samfund er religion og tro en privat sag – og ikke noget, der udøves på en så overdreven demonstrativ måde. Sådan bør det fortsætte med at være.

Demokratiet som begreb har Khader stort besvær med at forstå, som jeg har påstået tidligere, og her går det galt igen. Man kan næppe kalde religion en privat sag – i betydningen skjult – når vi har en statsreligion og der undervises efter den i folkeskolen, og derfor er det selvfølgelig noget vrøvl Khader skriver. Til gengæld kan man godt sige at religion er en privat sag – i betydningen religionsfrihed – men i den forbindelse ligger der ikke noget eksplicit eller implicit krav om, at du skal dyrke din religion hjemme, under dynen, bag nedrullede gardiner.

Faktisk ville jeg da uendeligt meget hellere have at folk tilbad deres guder noget mere i fuld offentlighed og nøjedes med at masturbere hjemme, under dynen, bag nedrullede gardiner.

__________
Citat: White Rabbit

Stuerenhed

Sass er færdig i politik,” skrev Politiken i torsdags og de fortsatte i går, fredag:

Hvad den manglende sikkerhedsgodkendelse end måtte dække over, er kontakter til rockermiljøet ødelæggende for en politisk karriere. Og med rette.

Spørgsmålet man selvfølgelig må stille sig selv, uafhængigt af hvilken politisk observans man ellers har, er, om man kan diskvalificeres som minister fordi man har kontakt til sine vælgere? Hvordan kan kontakt til mennesker som er vælgere i et demokrati, belaste en folkevalgt politiker på en sådan måde at han er uegnet til at være minister, uden at der foreligger noget ulovligt?

Det er ironisk at en sådan kontrolforanstaltning som sikkert er indført af fornuftige og velmenende mennesker, laver sådan ravage første gang den bliver brugt.

Det er til gengæld absurd at nogle vælgere tilsyneladende ikke bare ikke er fine nok til at blive repræsenteret, men oven i købet er så ufine at de kan diskvalificere den folkevalgte.

Og tragikomisk er det, når man tænker på at der engang var en politiker som sagde: “Stuerene bliver i aldrig!”

A propos valg

POLITICS, n. A strife of interests masquerading as a contest of principles. The conduct of public affairs for private advantage.

POLITICIAN, n. An eel in the fundamental mud upon which the superstructure of organized society is reared. When he wriggles he mistakes the agitation of his tail for the trembling of the edifice. As compared with the statesman, he suffers the disadvantage of being alive.

– Bierce

kvindekvoter

“Kvinder og mænds andel i bestyrelser indgår for os i en bevidst mangfoldighedsstrategi. Kønskvotering er fejlagtigt hos mange debattører, inklusive ministeren, blevet til kvindekvoter. Kønskvotering handler om at skabe balance, uanset om det er mænd eller kvinder, det drejer sig om. I det konkrete tilfælde med virksomhedsbestyrelser vil det i de fleste tilfælde være kvinder, der kvoteres ind, men vi ved fra det offentlige område vedrørende råd, nævn og udvalg, at der i dag kvoteres både mænd og kvinder. Det behøver ikke gå fra 0 til 50 på en dag. Vi respekterer, at rekrutteringsgrundlaget kan være forskelligt i forskellige brancher. Men det skal gå fremad år for år. Og det gør det ikke nu. “

Således skriver top radikal folketingskandidater i Berlingske. Argumentet de fremfører er at “ligestilling svarer til mangfoldighed, der erfaringsmæssigt fører til innovation, der igen fører til vækst,” men den række af argumenter er nok strukket lidt vel rigeligt og underminerer nærmest sig selv.

At ligestilling (vi taler her om ligestilling kønnene i mellem) skulle svare til mangfoldighed kan anskues på to måder, nemlig enten at mænd er en ensartet masse og at kvinder står for mangfoldigheden og at flere kvinder derfor vil bringe mangfoldighed – den ser vi bort fra her, det er ikke det der menes – eller at mænd for sig og kvinder for sig er en forholdsvis ensartet masse og at det grundlæggende giver mangfoldighed at blande de to.

Nu er der blandt mænd alene mangfoldighed nok at tage af – betænkt f. eks. Sven Ole Thorsen, Ole Henriksen, Mogens Glistrup og Peter Lundin, alle særdeles innovative typer på deres eget felt – og den mangfoldighed der efterlyses er derfor af den slags som ikke har relevans for den konkrete (ansættelses)situation, for de der skal ansætte kan jo frit vælge enten en kvinde eller en mand hvis de ønsker det, men derimod et ønske om en mangfoldighed som bunder i en blot og bar kønsspecifik forskel: kvinder skal med, bare fordi de er kvinder. (Et eller ander sted i det argument ligger også en implicit præmis om at mænd ikke er gode nok, bare fordi de er mænd, men den lader jeg ligge til en anden god gang.)

Men hvis kønnet er eneste kvalifikation kan man vende argumentet på hovedet og spørge om kønnet så også kan accepteres som en manglende kvalifikation?

Jeg tror nok jeg kan svare på det spørgsmål på de to forfatteres vegne.

I sidste ende er det der efterlyses ren newspeak (The basic idea behind Newspeak is to remove all shades of meaning from language, leaving simple dichotomies (pleasure and pain, happiness and sadness, goodthink and crimethink) which reinforce the total dominance of the State. jvf. wikipedia):

“Vi ønsker os en strategi for ligestilling, mangfoldighed og vækst. Vi ønsker os en mangfoldighedsminister, som kan sætte handling bag ord. Ikke for vores skyld. Ikke for den enkelte kvinde eller mands skyld. For Danmarks vækst og muligheder i frem­tiden.”

Der er ikke det store indhold i disse fem linier og derfor kan de let, med baggrund i artiklen, oversættes sætning for sætning således:

“Vi vil have en plan for hvordan vi får kvinde i gode jobs. Vi vil have en minister der kan tvinge flere kvinde ind i gode jobs. For jeres skyld. For jeres skyld. For jeres skyld.”

Det her er politik når det er værst, nemlig rendyrket ideologi blottet for enhver form for refleksion over motiver og konsekvenser og desuden pakket ind plusord og klicheer der skal hjælpe med at sælge dette politiske candyfloss til hjælpe- og sagesløse vælgere.

Øv.

__________
Uffe Elbæk & Sofie Carsten Nielsen, Folketingskandidater for Radikale Venstre: Ligestilling giver vækst, Kommentar i Berlingske.

A propos politikere

“Such tests arise inevitably out of democracy—the domination of unreflective and timorous men, moved in vast herds by mob emotions. In private life no man of sense would think of applying them. We do not estimate the integrity and ability of an acquaintance by his flabby willingness to accept our ideas; we estimate him by the honesty and effectiveness with which he maintains his own. All of us, if we are of reflective habit, like and admire men whose fundamental beliefs differ radically from our own. But when a candidate for public office faces the voters he does not face men of sense; he faces a mob of men whose chief distinguishing mark is the fact that they are quite incapable of weighing ideas, or even of comprehending any save the most elemental—men whose whole thinking is done in terms of emotion, and whose dominant emotion. is dread of what they cannot understand. So confronted, the candidate must either bark with the pack, or count himself lost. His one aim is to disarm suspicion, to arouse confidence in his orthodoxy, to avoid challenge. If he is a man of convictions, of enthusiasm, of self-respect, it is cruelly hard. But if he is, like Harding, a numskull like the idiots he faces, or, like Cox, a pliant intellectual Jenkins, it is easy.

The larger the mob, the harder the test. In small areas, before small electorates, a first-rate man occasionally fights his way through, carrying even the mob with him by the force of his personality. But when the field is nationwide, and the fight must be waged chiefly at second and third hand, and the force of personality cannot so readily make itself felt, then all the odds are on the man who is, intrinsically, the most devious and mediocre—the man who can most adeptly disperse the notion that his mind is a virtual vacuum.”

– H. L. Mencken i en kommentar til valget mellem Harding og Cox.

Den der sår vind, høster storm!

I Det Konservative Folkeparti finder man det uhørt, at hele 71 pct. af danskerne ifølge en Gallup-måling for Berlingske mener, integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) bør forlade sin ministerpost som en direkte konsekvens af sagen om de statsløse palæstinensere, der i årevis er blevet nægtet dansk statsborgerskab, selvom de har et retskrav om dansk pas.

Således skriver Berlingske i dag. Tom Benke er bekymret:

Det bekymrer mig, at så stor en del af befolkningen er klar til at tage hovedet af en politiker, inden hun har fået lov til at føre bevis for sin sag. Skal vi ikke hører, hvad ministeren har at sige først. Jeg vil appellere til, at vi bevarer anstændigheden her i Danmark og lader den person, som er i skudlinjen, forklare sig, siger Tom Behnke.

Hvad kan man sige?

For et medlem af en regering, som har holdt sig ved magten ved at støtte sig til et parti, der lever højt på en temmelig lummer stemning fra folkedybet, kan det, nej bør det, ikke komme som nogen overraskelse at vinden kan vende. Appellen til anstændigheden lader vi passere helt uden kommentarer.

Idioter

Den despotiske statsform, hvad enten den kaldes monarkistisk enevælde eller diktatur, levner ikke den enkelte medborger, som nu ikke længere er medborger men kun undersåt, nogen mulighed for at beskæftige sig med politik på anden vis end ved paladsintriger eller hemmelige sammensværgelser. Den første metoder står praktisk taget kun åben for utilfredse mørkemænd i den herskende klike, den anden  vil finde mere udstrakt anvendelse. Men ingen egner sig for en tænker, så i despotisk styrede stater bliver de bedre filosoffer derfor uundgåeligt “idioter” i ordets oldgræske betydning, mens de dårligere lægger hovedet i blød for at opfinde en “filosofi” der kan tjene det herskende system.

– Hjalmar Söderberg: Tidens usle magter. København 1992. s.106

Spørgsmålet er hvorfor Söderberg mener at det skulle forholde sig anderledes i demokratiet? Den sfære som afgrænser det rigtige og forkerte (politisk, moralsk, kulturelt osv.) er muligvis større i demokratiet end i despotiet, men de bedre filosoffer vil ikke desto mindre altid – der er ikke så mange af dem – befinde sig på den forkerte side af grænsen, indtil den dag man giver dem magten i hænde, hvilket jo dog er i direkte modstrid med selve demokratiets ånd.