Tag-arkiv: Pia Kjærsgaard

Denn alles Fleisch …

Udgivet den af • Kommentér!

“Fuck Pia K. Du skal bare dø, din fucking hund.”

Ovenstående ord er – i følge Politiken – en 14-årig dreng blevet dømt ved Københavns byret for at have skrevet på facebook i november sidste år.

Forsvarer Thomas Fogt mente øjensynligt at hans klient blot havde været små-filosofisk:

“Der skal indtolkes en aktiv handling her. Døden kommer, med mindre man tror på reinkarnation. Pia Kjærsgaard skal dø, om hun vil det eller ej. Det er en faktuel sandhed.”

mens anklager Rebekka Høj-Jørgensen ikke underligt havde et andet syn på sagen.

Jeg vil lade det op til rettens sunde fornuft at vurdere, om tiltalte har skrevet det i folkeoplysnings-øjemed, hvis Pia Kjærsgaard skulle være i tvivl om, hvor livets gang bærer hen.

Det interessante i denne sammenhæng er de overvejelser om sproglig tvetydighed som man kan gøre sig og som ligger udover de juridiske som kommer frem i ovenstående. Kan udtalelsen fra den unge mand være rent faktuel?

Selvfølgelig kan man konstatere at Pia K. skal dø, det skal vi alle en skønne dag, men tilføjelsen “din fucking hund” efterlader trods alt ikke megen tvivl om hensigten. Det er let af forstå at knægten blev dømt, uanset at det sikkert er indlysende for enhver at den 14-årige ikke havde reelle hensigter om at slå nogen ihjel. Trusler mod demokratisk valgte politikere er et angreb på demokratiet og bør behandles derefter.

Når det er sagt, så er det rent sprogligt interessant at se hvor kort afstand der er fra det rent faktuelle til noget helt andet. Betydningen af en sætning kan afhænge af enten betydningen af et enkelt ord eller den sammenhæng sætningen er ytret i. Her er nogle eksempler:

Bemærk forskellen mellem “Pia K, du skal bare dø!” og “Pia K, du skal dø!” og “Pia K. skal dø!“. Den første er ganske utvetydigt en trussel i kraft af den direkte henvendelse gennem det lille du og det uvilkårlige bare, medmindre selvfølgelig man er en præst som forsøger at trøste et sognebarn ved at bagatellisere den endelige begivenhed med løftet om et bedre hensides: “Du skal jo bare dø!”

Den anden kan være en trussel; når den ikke er sagt direkte til Pia K. selv, men publiceret andetsteds, tager det personlige du en noget grum betydning, men den kunne sandelig også være en læges insisteren til en langsomt opfattende terminal-patient. Læg her mærke til forskellen på om trykket lægges på skal eller dø, i modsætning hvis trykket ligger på du, for så kan det pludselig både være en formaning til f. eks. en politiker hvis egen storhed er steget vedkommende til hovedet, i betydningen også du skal dø en dag eller det kunne være udfaldet i en lodtrækning om hvem der er den næste som skal henrettes.

Det simple “Pia K. skal dø!” (i noget nær samme betydning som det nu ret betydningssvage “Død over …” ) kan opfattes som et kampråb inden de revolutionære horder tager ud for at hærge og myrde, såvel som et rent faktuelt udsagn. Problemet er dog, at uden for en videre kontekst, er det svært at forstå hvorfor lige netop en bestemt navngiven person skal inddrages som eksempel på menneskenes dødelighed.

Helt uden trusler er det trøstende/skræmmende (alt efter temperament): “Pia K skal også dø en dag!” såvel som det ondskabs- eller håbefulde: “Gid Pia K. snart var død!” Fraværet af trusler i den sidste mere end opvejes af håber der ligger deri, et håb det ligger enhver frit at nære, så længe det ikke går videre end det.

Derudover er der det rent hypotetiske “Hvis nu Pia K. var død…” som ikke siger noget om afsenderens ønsker eller håb, men, må man formode, forudsætter et eller andet ekstremt politisk scenarie. “Hvis bare Pia K. var død …” forener det hypotetiske med ønsket og håbet, men så begynder vi at bevæge os over i en litterær genre som gør sig bedst på busskure og offentlige toiletter.

I det hele taget må man sige at det er svært at tro ophavsmandens objektivitet, når han indrager en navngiven person og begynder at tale om dennes død i en og samme sætning uanset hvordan den ellers er formuleret; det er hverken god tone eller en blot og bar faktuel sandhed: der stikker noget under.

Ikke at der som sådan er noget galt med det, at sidde med et håb om at det må gå ens modstandere eller fjender ilde, er der jo trods alt ikke noget unormalt i, det er vel i grunden noget ganske menneskeligt, men derfor kunne man alligevel godt undres over (hvis man altså ikke lige var ophavsmand til denne blog og har set det der er langt værre) hvorfor nogen mennesker er dumme nok til at skrive noget så firkantet som “Fuck Pia K. Du skal bare dø, din fucking hund.” på et offentligt sted og i eget navn, når nu et skarpt politisk budskab kan formuleres på så uendeligt mange andre måder.

Ekstrem ekstremisme.

Udgivet den af • 1 Kommentar

Henrik Soloy er en mand med samvittighed. Han er også – nu – tidligere medlem af  af Dansk Folkeparti, for han har fået nok og meddeler ifølge Politiken at “Dansk Folkeparti er blevet for ekstremt, for fremmedhadsk og for udemokratisk“, og det gør han som en følge af Pia Kjærsgaards forslag om at forbyde paraboler og arabiske nyhedskanaler.

Politiken spørger: “Pia Kjærsgaard begrunder sit forslag med, at indvandrere, som udelukkende ser disse nyhedskabaler, ingen fælles referenceramme har med os andre, og derfor ikke vil integreres. Hvad mener du om det?”

Henrik Soloy svarer: “Det har hun ret i. Men forbud er ikke løsningen. Det svarer til at forbyde Vagttårnet, fordi man ikke kan lide, at Jehovas Vidner lever i deres egen verden. Det giver ingen mening. Vi har alle sammen lige ret til informationer.”

Undertegnede har formodentlig/forhåbentlig lige så lidt fælles referenceramme med Pia Kjærsgaard som omtalte parabolbrugere og det er da ganske sympatisk at Henrik Soloy anerkender individets ret til egen referenceramme. Men så rækker den heller ikke længere. Da Politiken spørger: “Kjærsgaard er samtidig inde på, at hun mener, at disse kanaler indpoder et had mod det vestlige samfund. Hvad mener du om det?” hopper kæden fuldstændig af for Hr. Soloy: “Vi kan ikke forbyde had. Skal vi så også forbyde AGF’s fodboldtilhængere – de bygger også på had. Det giver ingen mening.”

Her kan man vist roligt gå ud fra at Hr Soloy ikke deler referanceramme med fodboldfolket. Så titusind århusianere går hver anden uge til fodbold fordi de bygger på had? Det er vist ikke studenterhuen der trykker her og det bliver faktisk værre endnu:

Pol: “DF har før villet gribe ind i frihedsrettigheder ved for eksempel at foreslå forbud mod tørklæder. Hvorfor er det her særligt?”

Soloy: “Det her er et fundamentalt brud på ytringsfriheden og pressefriheden. Danmark er et af de lande i verden, der fik den første nedskrevne ytringsfrihed og pressefrihed. Det er grundlaget for vores demokrati – et system, som folk har kæmpet og er døde for.”

Pol: “Men at tage et tørklæde på er vel også en måde at ytre sig på?”

Soloy: “Det kan man sige. Folk må i princippet have den religion, de vil have, bare de beholder den derhjemme… Men vi skal for eksempel have nogle regler om, at folkeskolelærere ikke skal være tilslørede, man skal kunne se deres ansigt.”

Det er åbenbart svært at være medlem af Dansk Folkeparti og samtidig forholde sig objektivt til ytringsfriheden. Soloys holdning ligger temmelig tæt op af Pia Kjærsgaards holdning til ytringsfrihed, nemlig at andres ytringsfrihed bedst tolereres når den kun praktiseres derhjemme eller inden for en bestemt fælles referenceramme.