Farligere end selv den mest brutale terrorist …

651px-PiaKjaersgaard… er Pia Kjærsgaard, som oven på terrorangrebet på redaktionen på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, ikke længere finder det nødvendigt at holde sig inden for lovens rammer, men ønsker at tage andre midler i brug for at … ja, hvorfor egentlig?

Jo, hun vil have lukket en moske i Aarhus, hvorfra der prædikes had og fundamentalisme: “Hvis vi forholder os til dk, må man lukke moskéer som den i Grimhøj”, siger hun i følge flere danske aviser og uddyber:

– Men hvordan vil du gøre det, hvis det ikke kan ske med den gældende lovgivning?

Så er det muligt, at vi må tage andre metoder i brug. Det kan også være nødvendigt at ty til nødret. Det er ikke rimeligt, at danskere i Danmark skal være under politibeskyttelse. Det er os, der er buret inde som i et fængsel, siger Pia Kjærsgaard. (EB/min fremh.)

Hvis der er en ting der absolut ikke er nødvendigt oven på dagens angreb på vores mest basale friheder, så er det at vi i panik eller medfølelse eller forfærdelse eller politisk opportunisme, begynder at fratage andre deres helt basale ret til at forsamles eller ytre sig. Det fører kun en eneste ting med sig, nemlig flere uskyldige ofre. De der vil terror skal nok finde både lejlighed og motivation og årsager til at udføre den. At forhindre det er en opgave for politi og efterretningstjeneste, men det skal – selvfølgelig – ske inden for lovens rammer. Ellers har terroristerne da først sejret i deres bestræbelser på at ødelægge vort samfund.

 

En byld på Danmarks næse.

“De fremmede må også gerne have deres egen kultur. De 651px-PiaKjaersgaardmå for min skyld også gerne bo i lejligheder med mærkelige gulvtæpper og spise fremmedartet mad, men de skal ikke tvinge mig til at spise det, og når de går på gaden, synes jeg, at de skal tale dansk.” Sådan skriver Pia Kjærsgaard – ifølge dr.dk –  i sin selvbiografi og hun uddybede (eller gentog) sin holdning i DRs Deadline: “…det synes jeg så sandelig også, de skal. De bor i Danmark. De lever i det danske samfund. Hvorfor er det ikke dansk, vi skal høre på gaden?”

For det første er det ikke særligt høfligt at smuglytte til hvad andre siger, hverken privat eller offentligt, og derfor kunne man indvende at dette egentlig er temmeligt ligegyldigt. Men eftersom Pia Kjærsgaard åbanbart er en ganske nysgerrig sjæl, som gerne forsøger at følge med i hvad fremmede taler om på gaden, så er spørgsmålet åbenbart ganske relevant. (jeg formoder, at der med “fremmede” ikke menes mennesker, som Pia Kjærsgaard tilfældigvis ikke kender, men derimod “fremmede” i den omtrendtlige betydning “sortsmusket arabisktalende pak som Pia Kjærsgaard ikke ønsker tilstedeværende i Danmark”)

Så hvem er disse fremmede? Jo, det er de mennesker, som Pia Kjærsgaard trods alt tilstår retten til at spise det mad de ønsker (også selvom hun for et par år siden forsøgte at fratage dem retten til at se set TV de vil, men det er jo en anden historie) så længe de ikke taler andet end dansk offentligt.

“Altså, jeg synes det er ganske fint, at de bevarer deres modersmål. At de i deres hjem – netop for at være tosprogede – kan deres modersmål. Men når de er ude i det danske samfund, når de går på gaden, er på skolerne og på arbejdspladserne, så taler de naturligvis dansk”

Umiddelbart kunne det godt lyde som et velment, men nok temmelig misforstået forsøg på at redde modersmålet fra skadelig påvirkning udefra … og så alligevel ikke.

Jeg var i en lokal møbelforretning forleden, en af de større af slagsen med et ret stort udvalg og mange flotte tilbud til forskønnelse af hjemmet og der midt i forretningen, stod der med store bogstaver “Customize din sofa”.  Jeg formoder – jeg spurgte ikke – at det der tilbydes, er muligheden for at tilpasse sin sofa, vælge betræk og noget i den stil, men der slår det danske sprog åbenbart ikke helt til. På samme måde som det heller ikke synes at være helt tilstrækkeligt, når man går ned at gågaden og kan se at samtlige forretninger holder sale.

Det danske sprog er truet af påvirkinger fra mange sider og det kunne jeg nok skrive en længere smøre omkring, men det er jo egentlig irrelevant i denne sammenhæng, for det er jo ikke den herboende svensker eller amerikaners sproglige frihed, som smerter Pia Kjærsgaard. Faktisk har dette intet som helst med sprog at gøre. Det handler jo om det sædvanlige til had grænsende ubehag ved en bestemt befolkningsgruppe, som ikke ligner rigtige danskere.

“Jeg synes, det er højst ejendommeligt, når man bevæger sig rundt i bydele i Danmark, hvor der helt klart er en fremmed kultur. Hvor der er forretninger, som bestemt ikke har danske indehavere. Hvor der er en anderledes påklædning, og hvor man eksempelvis også hører arabisk. Jeg synes, man skal være dansk i Danmark, og at man skal tale dansk i Danmark – også når man går på gaden.”

Suk! Man sidder uvilkårligt og venter på lovforslaget der skal tvinge os alle i folkdragt og træsko og til at spise brunkål og citronfromage hver søndag.

Måske det ville være en ide at afskaffe racismeparagraffen, hvis vi på den måde kunne  slippe for denne evindelige dans om den varme grød. Vi kunne få prikket hul på den byld på det danske samfunds næse, som Pia Kjærsgaard og hendes parti repræsenterer. Vi ville så måske kunne opleve en masse politikere sige tingene lige ud og det ville måske ikke være så kønt at bevidne, det er det sjældent når en byld brister, men der kunne måske ligge en stor befrielse deri for os alle, hvis disse smålige mennesker med deres enfoldige menneskesyn kunne få lov lette trykket og befri deres indre mentale kramper.

__________
Pia K: De fremmede skal tale dansk på gaden.
  dr.dk d. 1. nov. 2013 kl. 08.59
Ill.: Wikipedia – http://da.wikipedia.org/wiki/Fil:PiaKjaersgaard.jpg

Denn alles Fleisch …

“Fuck Pia K. Du skal bare dø, din fucking hund.”

Ovenstående ord er – i følge Politiken – en 14-årig dreng blevet dømt ved Københavns byret for at have skrevet på facebook i november sidste år.

Forsvarer Thomas Fogt mente øjensynligt at hans klient blot havde været små-filosofisk:

“Der skal indtolkes en aktiv handling her. Døden kommer, med mindre man tror på reinkarnation. Pia Kjærsgaard skal dø, om hun vil det eller ej. Det er en faktuel sandhed.”

mens anklager Rebekka Høj-Jørgensen ikke underligt havde et andet syn på sagen.

Jeg vil lade det op til rettens sunde fornuft at vurdere, om tiltalte har skrevet det i folkeoplysnings-øjemed, hvis Pia Kjærsgaard skulle være i tvivl om, hvor livets gang bærer hen.

Det interessante i denne sammenhæng er de overvejelser om sproglig tvetydighed som man kan gøre sig og som ligger udover de juridiske som kommer frem i ovenstående. Kan udtalelsen fra den unge mand være rent faktuel?

Selvfølgelig kan man konstatere at Pia K. skal dø, det skal vi alle en skønne dag, men tilføjelsen “din fucking hund” efterlader trods alt ikke megen tvivl om hensigten. Det er let af forstå at knægten blev dømt, uanset at det sikkert er indlysende for enhver at den 14-årige ikke havde reelle hensigter om at slå nogen ihjel. Trusler mod demokratisk valgte politikere er et angreb på demokratiet og bør behandles derefter.

Når det er sagt, så er det rent sprogligt interessant at se hvor kort afstand der er fra det rent faktuelle til noget helt andet. Betydningen af en sætning kan afhænge af enten betydningen af et enkelt ord eller den sammenhæng sætningen er ytret i. Her er nogle eksempler:

Bemærk forskellen mellem “Pia K, du skal bare dø!” og “Pia K, du skal dø!” og “Pia K. skal dø!“. Den første er ganske utvetydigt en trussel i kraft af den direkte henvendelse gennem det lille du og det uvilkårlige bare, medmindre selvfølgelig man er en præst som forsøger at trøste et sognebarn ved at bagatellisere den endelige begivenhed med løftet om et bedre hensides: “Du skal jo bare dø!

Den anden kan være en trussel; når den ikke er sagt direkte til Pia K. selv, men publiceret andetsteds, tager det personlige du en noget grum betydning, men den kunne sandelig også være en læges insisteren til en langsomt opfattende terminal-patient. Læg her mærke til forskellen på om trykket lægges på skal eller , i modsætning hvis trykket ligger på du, for så kan det pludselig både være en formaning til f. eks. en politiker hvis egen storhed er steget vedkommende til hovedet, i betydningen også du skal dø en dag eller det kunne være udfaldet i en lodtrækning om hvem der er den næste som skal henrettes.

Det simple “Pia K. skal dø!” (i noget nær samme betydning som det nu ret betydningssvage “Død over …” ) kan opfattes som et kampråb inden de revolutionære horder tager ud for at hærge og myrde, såvel som et rent faktuelt udsagn. Problemet er dog, at uden for en videre kontekst, er det svært at forstå hvorfor lige netop en bestemt navngiven person skal inddrages som eksempel på menneskenes dødelighed.

Helt uden trusler er det trøstende/skræmmende (alt efter temperament): “Pia K skal også dø en dag!” såvel som det ondskabs- eller håbefulde: “Gid Pia K. snart var død!” Fraværet af trusler i den sidste mere end opvejes af håber der ligger deri, et håb det ligger enhver frit at nære, så længe det ikke går videre end det.

Derudover er der det rent hypotetiske “Hvis nu Pia K. var død…” som ikke siger noget om afsenderens ønsker eller håb, men, må man formode, forudsætter et eller andet ekstremt politisk scenarie. “Hvis bare Pia K. var død …” forener det hypotetiske med ønsket og håbet, men så begynder vi at bevæge os over i en litterær genre som gør sig bedst på busskure og offentlige toiletter.

I det hele taget må man sige at det er svært at tro ophavsmandens objektivitet, når han indrager en navngiven person og begynder at tale om dennes død i en og samme sætning uanset hvordan den ellers er formuleret; det er hverken god tone eller en blot og bar faktuel sandhed: der stikker noget under.

Ikke at der som sådan er noget galt med det, at sidde med et håb om at det må gå ens modstandere eller fjender ilde, er der jo trods alt ikke noget unormalt i, det er vel i grunden noget ganske menneskeligt, men derfor kunne man alligevel godt undres over (hvis man altså ikke lige var ophavsmand til denne blog og har set det der er langt værre) hvorfor nogen mennesker er dumme nok til at skrive noget så firkantet som “Fuck Pia K. Du skal bare dø, din fucking hund.” på et offentligt sted og i eget navn, når nu et skarpt politisk budskab kan formuleres på så uendeligt mange andre måder.

Ekstrem ekstremisme.

Henrik Soloy er en mand med samvittighed. Han er også – nu – tidligere medlem af  af Dansk Folkeparti, for han har fået nok og meddeler ifølge Politiken (DF’er går i protest mod parabolforbud, Politiken d. 1/11 2010) at “Dansk Folkeparti er blevet for ekstremt, for fremmedhadsk og for udemokratisk”, og det gør han som en følge af Pia Kjærsgaards forslag om at forbyde paraboler og arabiske nyhedskanaler.

Politiken spørger: “Pia Kjærsgaard begrunder sit forslag med, at indvandrere, som udelukkende ser disse nyhedskabaler, ingen fælles referenceramme har med os andre, og derfor ikke vil integreres. Hvad mener du om det?”

Henrik Soloy svarer: “Det har hun ret i. Men forbud er ikke løsningen. Det svarer til at forbyde Vagttårnet, fordi man ikke kan lide, at Jehovas Vidner lever i deres egen verden. Det giver ingen mening. Vi har alle sammen lige ret til informationer.”

Undertegnede har formodentlig/forhåbentlig lige så lidt fælles referenceramme med Pia Kjærsgaard som omtalte parabolbrugere og det er da ganske sympatisk at Henrik Soloy anerkender individets ret til egen referenceramme. Men så rækker den heller ikke længere. Da Politiken spørger: “Kjærsgaard er samtidig inde på, at hun mener, at disse kanaler indpoder et had mod det vestlige samfund. Hvad mener du om det?” hopper kæden fuldstændig af for Hr. Soloy: “Vi kan ikke forbyde had. Skal vi så også forbyde AGF’s fodboldtilhængere – de bygger også på had. Det giver ingen mening.”

Her kan man vist roligt gå ud fra at Hr Soloy ikke deler referanceramme med fodboldfolket. Så titusind århusianere går hver anden uge til fodbold fordi de bygger på had? Det er vist ikke studenterhuen der trykker her og det bliver faktisk værre endnu:

Pol: “DF har før villet gribe ind i frihedsrettigheder ved for eksempel at foreslå forbud mod tørklæder. Hvorfor er det her særligt?”

Soloy: “Det her er et fundamentalt brud på ytringsfriheden og pressefriheden. Danmark er et af de lande i verden, der fik den første nedskrevne ytringsfrihed og pressefrihed. Det er grundlaget for vores demokrati – et system, som folk har kæmpet og er døde for.”

Pol: “Men at tage et tørklæde på er vel også en måde at ytre sig på?”

Soloy: “Det kan man sige. Folk må i princippet have den religion, de vil have, bare de beholder den derhjemme… Men vi skal for eksempel have nogle regler om, at folkeskolelærere ikke skal være tilslørede, man skal kunne se deres ansigt.”

Det er åbenbart svært at være medlem af Dansk Folkeparti og samtidig forholde sig objektivt til ytringsfriheden. Soloys holdning ligger temmelig tæt op af Pia Kjærsgaards holdning til ytringsfrihed, nemlig at andres ytringsfrihed bedst tolereres når den kun praktiseres derhjemme eller inden for en bestemt fælles referenceramme.

Men Soloy skal da have kredit for i det mindste at prøve: “Tonen er blevet generaliserende. Jeg bryder mig ikke om, at vi tillægger en hel befolkningsgruppe noget, som nogle få idioter har gjort.” og “Det har været nogle eksempler igennem årene. Jeg har taget afstand fra, at man sammenligner muslimer med kræftceller. Og Jesper Langballe, der siger, at alle muslimske mænd voldtager deres døtre. Den debatform fører ikke frem til nogen form for løsning.”

– o O o-

PS Efter ovenstående var skrevet skete der noget højst besynderligt, nemlig at Soloys udfald mod AGF’s fodboldtilhængereblev fjernet fra artiklen, så “Vi kan ikke forbyde had. Skal vi så også forbyde AGF’s fodboldtilhængere – de bygger også på had. Det giver ingen mening.” blev rettet til “Vi kan ikke forbyde had. Skal vi så også forbyde hadefulde fodboldtilhængere? Det giver ingen mening.” uden at det i øvrigt er angivet i artiklen at der er rettet i den. Spørgsmålet er hvem det er, om det er journalisten Per Thieman eller Henrik Soloy der har luftet en fordom mod AGF’s fodboldtilhængere og senere har fortrudt?