Livsfylde

Jeg faldt over denne her for noget tid siden, i en af den slags facebook grupper hvor stort set alle er enige og klapper hinanden på ryggen i takt til fraser der, som nedenstående, er så forsimplede at det er på grænsen til det stupide. Der er formodentlig ikke den politiske tanke som ikke kan koges ned til en eller to sætninger som forekommer enhver at være så fantastisk indlysende rigtig … hvis man ellers er den type som ikke gider ulejlige sig med at tænke nærmere over det.

Lad os følge tanken til ende og lade de stakkels hårdt beskattede folk beholde deres penge, dem alle, dem de så ærligt har tjent. Og lad os samtidig sætte dem uden for det fællesskab samfundet er.

Lad os som det første forbyde dem adgang til at færdes på offentlige veje, de er betalt med kollektive midler og tilhører samfundet og lad os derefter enten fratage dem retten til fjernvarme og el og vand og lad dem betale for at blive tilsluttet ud fra hvor mange kilometer de bor fra respektive værker. Eller lad dem sanke deres træ i skoven, hvis de ejer en sådan.

Derefter skal de gøres fredløse. De skal selvfølgelig ikke beskyttes af et politi og retsvæsen som finansieres af offentlige midler, hvilket vil sige at deres person og ejendom må de i enhver henseende og til ethvert tidspunkt søge for selv at beskytte. Selvfølgelig skal de heller ikke have adgang skoler, hospitaler og alle andre offentlige institutioner.

Og sådan kunne man blive ved. Man kunne også diskutere politik i stedet for fraser, det ville gøre det hele langt mere konkret.

Pointen er måske ikke så meget at der betales skat i dette samfund, men at der er mange mennesker, som ville fortsætte med at hyle op om at skattetrykket er for højt, uanset hvor langt skatten blev sat ned.

Pointen er også, at der formodentlig ikke er den dansker, som ikke har materielle goder nok til at leve et godt lykkeligt liv, men at der alt for mange danskere som aldrig får nok, simpelthen fordi de ikke har den fjerneste ide om hvad et godt liv er.

Så længe du tror, at den næste tjente krone, den næste skattelettelse, den nye iPhone, den større bil, det nye køkken, det næste engangsknald, den næste endnu bedre ferie, det næste hvad det nu måtte være, vil gøre den ringeste forskel for din lykke, er og bliver du en nar. Du vil komme til at jage det bestandigt, lige til den dag døden indhenter dig og hvis tilværelsen er dig nådig, vil du dø, uden at opdage i hvilken grad dit liv har været forspildt.

Penge

Dubai is the parable of what money makes when it has no purpose but its own multiplication and grandeur. When the culture that holds it is too frail to contain it. Dubai is a place that doesn’t just know the price of everything and the value of nothing but makes everything worthless. The answer to everything in Dubai is money. In the darkness of the hot night, the motorways roar with Ferraris and Porsches and Lamborghinis; the fat boys are befuddled and stupefied by sports cars they race around on nowhere roads, going nowhere. Taxi drivers of their ambitionless, all-consuming entitlement. Shortchanged by being given everything. Cursed with money.

Fra en artikel i Vanity Fair (A. A. Gill: Dubai on Empty) om et eksempel på hvordan verden kan se ud når svaret på ethvert spørgsmål er penge.

Gratis penge!

“De private hospitaler blev ‘overkompenseret’ og betalingen lå over et ‘fair niveau’. Det fastslår Finansministeriets embedsmænd i et 11 sider langt notat fra januar 2009, da Lars Løkke Rasmussen (V) var finansminister, skriver B.T. onsdag. Og avisen anfører, at “det vigtigst af alt skete som en bevidst konstruktion”.” (Løkkes embedsmænd erkender overbetaling, Berlingske Tidende, d. 8/12 2010)

Socialdemokraternes Morten Bødskov er selvfølgelig  forarget og vil kræve en redegørelse fra statsministeren.

“Løkke har jo helt klart ikke fortalt sandheden til Folketinget. Mens han er finansminister skriver hans embedsmænd et notat, at der viser, at der har fundet overbetaling sted. Løkke burde have fremlagt papiret fra Finansministeriet, så Folketinget kunne have behandlet sagen på et så oplyst grundlag som muligt. Papiret viser, at regeringen gør, hvad den kan for at skjule overbetalingen af privathospitaler.” (op. cit.)

Spørgsmålet er om dette egentlig kan komme som en overraskelse for nogen og da mindst af alt for danske politikere. Her er hvad Berlingske skrev for lidt over fire år siden:

“Antallet af sygeplejersker, der forlader det offentlige sundhedsvæsen til fordel for lukrative lønninger på privathospitalerne, er steget kraftigt gennem de senere år. Det viser en analyse fra Dansk Sygeplejeråd, der forudser, at personaleflugten fra det offentlige til de private sygehuse vil tage yderligere fart i det kommende år.

»Det er en meget ærgerlig og bekymrende udvikling, men det er også meget forståeligt. Lønnen spiller altså en væsentlig rolle. Hvis man kan få op imod 10.000 kr. mere om måneden og samtidig undgå de mange vagter, man har på de offentlige sygehuse, er det klart, at mange tager springet,« siger formanden for Kreds Hovedstaden i Dansk Sygeplejeråd (DSR), Vibeke Westh.” (1.500 sygeplejersker er gået til privathospitaler, Berlingske Tidende, d. 7/9 2006)

Det kunne man selvfølgelig godt se at var problematisk allerede dengang, hvor 1500 sygeplejersker skiftede deres job i det offentlige ud med et i det private system, men focus var væsentligt et andet, nemlig voksende ventetider på at komme i behandling:

“I Folketinget kalder Enhedslistens Per Clausen nu sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) i samråd for at høre, hvordan ministeren vil forhindre at, »ventetiden på hjerteoperationer vokser, fordi sygeplejerskerne forlader dette område til fordel for højere lønnet arbejde på privathospitalerne?«.” (op. cit.)

Svaret er indlysende: lad være med at lave et system hvor de (både læger og sygeplejersker) kan få en væsentligt bedre løn andetsteds for dine penge. Hvor havde man regnet med at pengene kom fra? En eller anden form for monetær evighedsmaskine? Gratis penge?

“Udviklingen er i vid udstrækning en konsekvens af behandlingsgarantien, der giver patienter ret til behandling på et privathospital – på det offentliges regning – hvis ventetiden på de offentlige sygehuse overstiger én måned. Både i Danske Regioner og i oppositionen på Christiansborg presser man på for at få bremset patient- og personaleflugten til de private sygehuse.” (op. cit.)

Det er helt elementært at hvis man kan få op imod 10.000 kr. mere om måneden for stort set samme arbejde, ja så vælger de fleste nok den bedre løn og når de private hospitaler helst også skal generere et overskud til aktionærene, så er det jo indlysende at der skal flere – mange flere – penge på bordet og penge kommer, som de fleste nok har erfaret, ikke ud af intet. Ydermere skal man heller ikke have den store lommeregner op af lommen for at regne ud, at et sådant indrettet system er ensbetydende med at man i praksis betaler andre for at lave noget man selv kunne gøre billigere.

Det her er så elementært logisk at man sidder tilbage med valget mellem at konkludere at danske politikere enten er ufatteligt dumme eller at de er nogle bedrageriske slyngler, eller måske mere præcist at ca halvdelen af vores politikere er nogle bedrageriske slyngler og at den anden halvdel bare er ufatteligt dumme. Man kunne alternativt konkludere at ovenstående er et glimrende eksempel på følgerne af Ambrose Bierces definition af begrebet politik:

POLITICS, n. A strife of interests masquerading as a contest of principles. The conduct of public affairs for private advantage.

Svinenes tidsalder.

Danskerne svømmer i døde penge“, skriver business.dk, Døde penge kræver vist en forklaring for de der ligesom undertegnede troede at penge var penge og gode at have. Døde penge er derimod penge som står på en konto i banken og som “ikke er med til at skabe øget forbrug og dermed arbejdspladser“. business.dk skriver:

“I Nordea frygter forbrugerøkonom Ann Lehmann, at danskerne har vendt forbruget ryggen.

»Der er tale om en decideret ændring af forbrugernes lyst til at bruge penge. Det er ikke kun frygten for at blive ledig, der holder den enkelte forbruger tilbage. Der er simpelthen tale om, at forbrugeren har skiftet mentalitet og er blevet en slow-forbruger,« forklarer Ann Lehmann.”(Danskerne svømmer i døde penge, business.dk, d. 7/11 2009)

En slow-forbruger. Bemærk formuleringen som er nedsættende. Der er ikke tale om et ærligt og reelt valg, men om at man er langsom og det er ligefrem et problem ifølge Nordeas chefstrateg Henrik Drusebjerg:

“Det ville være meget bedre, hvis folk i stedet købte obligationer eller aktier, for det ville give dem en meget større forbrugsmulighed på et senere tidspunkt.”()

Det handler om at forbruge og intet andet. Forbrug er målestokken og hvis man ikke bruger hvad man har er man en dårlig borger som ikke bidrager til systemet.

Der er ingen tale om behov eller nødvendighed, ingen spørgsmål om man nu også har brug for at nyt TV og større bil – men samfundshensynet dikterer: opsparing er samfundsundergravende.

Måske det ligefrem kan være en trøst for en og anden som måske havde en fornemmelse af at vores forbrugsvaner mest af alt var noget svineri. Det er det ikke, det er samfundssind.

Poetisk retfærdighed. (en kynisk betragtning)

SuperBest siger undskyld til deres kunder. Afsløringen af salg af gammel kød har kostet supermarkedskæden 300 millioner i tabt omsætning. Jeg har ikke købt kød i SuperBest i flere år af den simple grund at grøn ikke er den naturlige farve for kød, men det er der så åbenbart mange andre som har. De er sikkert alle ganske tilfredse med at svindlerne har fået deres fortjente straf.

Der er alligevel to spørgsmål trænger sig på.

Er der der nogen retfærdighed i at hvad den ene svindler mister i omsætning bliver en anden belønnet med? Det er jo ikke sådan at danskerne er holdt op med at købe kød, der er bare sket det at de er holdt op med at købe det hos den dårlige svindler og er i stedet begyndet at købe det hos den som er lidt bedre til at skjule svindlen.

Men mere interessant er spørgsmålet om hvorfor danskerne har købt det dårlige kød i det taget?

Kan de ikke lugte, mærke eller smage forskel?

Hvis ikke, er der så et problem?

Har de ikke fået præcis hvad de fortjener?

Når pengene bestemmer …

Flere og flere børn passes efter timebetaling, skriver Politiken om en ordning der vinder frem i kommunale daginstitutioner landet over og som giver forældre mulighed for at betale for det de har brug for.

Ifølge Politiken udspringer ordningen af regeringens ønske om større fleksibilitet og mulighed for forældrene til at vælge frit. Den har de rædselsslagne pædagoger nu nok gennemskuet, for det handler selvfølgelig bare om at spare penge. Og det er der jo ikke noget nyt i.

Pædagogerne på deres side har også argumenterne parat og spiller straks faglighedskortet:

»Kunne man forestille sig, at børnene fik et klippekort til skolen, så de ikke behøvede at have gymnastik, hvis de dyrkede sport i fritiden«, spørger konsulent Søren Winther i pædagogernes fagforening, BUPL – og svarer selv:»Alle ville slå syv kors for sig. Men der er ikke samme hensyn til fagligheden i pædagogiske tilbud«, siger han til Politiken.()

Det her kommer fra pædagogernes fagforening og derfor tøver jeg ikke med at kalde deres bluff: det handler selvfølgelig om frygten for at der bliver sparet.

I sidste ende er det det samme de taler om, det samme som motiverer dem og det samme som driver dem. Penge! Ønsket om at have dem og frygten for at miste dem. Penge! Altings målestok: velfærd, vækst, lykke! Penge! Fordi de er dejligt konkrete. De kan måles, vejes, tælles.

Men er der alligevel et eller andet som holder os tilbage, som tilsiger os at dette ikke er ædelt motiv så at vi må lyve om det som inderst inde driver os?

Nemo potest duobus dominis servire: aut enim unum odio habebit et alterum diligit aut unum sustinebit et alterum contemnet; non potestis Deo servire et mommonae. (Mt.6,24)

____________
Flere børn passes efter timebetaling, Politiken, d. 3/2 2009

En sikker fidus!

En artikel i Berlingske om priser på lejligheder har følgende praktiske råd til kommende studerende i hovedstaden:

“Boligpriserne falder nu med så stor hast, at det kan betale sig at flytte på hotel. En gennemsnitlig overnatning på hotel i København koster 1.100 kroner.

Men en typisk lejlighed i København på 80 kvadratmeter har været et endnu dyrere bekendtskab. Den har kostet 1.200 kroner at eje om dagen, siden priser toppede i efteråret 2006.

Det gælder, hvis både prisfald, samt udgifter til lån, vand, varme, boligskatter, forsikringer med videre tælles sammen. Det er BRFkredit, der har regnet dette ud, og cheføkonom Ulrikke Ekelund siger derfor, at et hotel måske er en overvejelse værd for unge, der netop har fået studieplads og overvejer at flytte til byen.”()

Et gennemsnitshotel koster 1100 pr. overnatning hvilket svarer til mere end 33000 om måneden. Selv et hotel der kun er halvt så dyrt som gennemsnittet ville koste over 15000 om måneden. En studerende på SU får udbetalt lidt under 5000 om måneden. Findes der hoteller der koster under 100 kr. pr nat eller findes der studerende der tjener over 30000 om måneden?

Eller kan man blot konkludere at det må være endog meget længe siden at Ulrikke Ekelund selv læste økonomi på universitetet?

_______________
Lars Erik Skovgaard: Flyt på hotel – og spar penge, Berlingske, d. 16/9 2008

Skæbne

“Et menneske er nødt til at besinde sig på sin skæbne, sådan som Gud bestemmer den. Det nytter ikke noget at skælde ud over, at man hellere ville være en anden et helt andet sted, end der hvor man er. I stedet skal man forsøge at få det bedste ud af situationen – således at man bedst kan udføre Guds plan.”

– Jan Guillou: Vejen til Jerusalem. p. 199))

Uanset om man vil have Gud med i regnskabet eller ej (og det er det trods alt nok de færreste danskere der vil) tænkte jeg at var der nok en og anden dansker der kunne tage ordene til sig, da det forleden aften med både engle og basuner

Skæbne

blev forkyndt at der var 16 millioner at vinde i lotto. Jeg gider i den forbindelse slet ikke komme ind på Lukas 16:13, men nøjes blot med at spørge: hvilken værdi har egentlig dit liv, hvis du bestandigt drømmer dig et andet sted hen?

Paranoia

Jeg tror jeg bliver forfulgt. Helt ærligt! Verden synes at være fuld af onde mennesker vil have fat på mine beskedne penge, gerne ved ganske gemene tricks eller svindel. De er overalt og udsætter mig for et ubønhørligt bombardement af reklameskrivelser, tilbud og – værst af alt – trusler. Jeg beskrev det for lidt siden i forrige indlæg. Men fik det knapt skrevet færdig før dagens post kom med nye overgreb.

Jeg opsagde mit abonnement på Weekendavisen for tre uger siden da det stod til forlængelse, ikke fordi jeg var utilfreds med avisen som sådan, men fordi deres ide om en abonnementspris svarer til løssalgsprisen ganget med et tocifret antal uger. Hvorfor i alverden skulle de låne penge af mig ganske gratis?

Jeg sendte dem en mail, dengang, og i dag kom så en rykker for betaling af der abonnement jeg havde opsagt. Ufatteligt klog på erfaringer valgte jeg at ringe til dem. Samtalen forløb nogenlunde således:

-Jo, vi har ganske rigtigt modtaget en mail for tre uger siden, men den er ikke blevet behandlet endnu. Men jeg skulle nok lige sørge for at standse abonnementet.

-Godt, tak skal du have farvel.

-Farvel. Ja, og så sender jeg dig lige en regning på de to aviser du har fået siden da.

-[lettere aggressivt] Øh hov, hvad sagde du?

-Ja, dit abonnement udløb den 23. så har du fået to aviser siden da. Dem sender jeg lige en regning på.

-[betydeligt mere aggressivt] Dem vil jeg sgu da ikke betale for, du har selv lige sagt at du modtog min opsigelse for tre uger siden. Det er vel for f***** ikke min skyld den ikke er blevet “behandlet”.

[En hel masse undskyldninger fremsagt i fuldstændig syntaktisk forvirring. Slut på samtalen.]

Går den, så går den. Ugen byder på flere TV-programmer der tager fat på sager hvor sagesløse mennesker er blevet snydt, fuppet og bedraget af mere eller mindre velrenommerede firmaer og hver gang ender det med at chefen for firmaet står frem på skærmen og forklarer om den dybt beklagelige, fuldstændig enestående og (naturligvis) menneskelige fejl der er blevet begået og at vedkommende selvfølgelig bare skal rive regningen itu og glemme alt om den, mens selvsamme chef skraldgriner indvendigt ved tanken om de tusinder af andre som ikke kom på TV og som under trussler om inkasso og udpantning og det der er værre, overgav sig og betalte for varer de aldrig havde bestilt, aldrig har fået eller som ikke kunne ombyttes selv om den var defekt.

Den sidste computer jeg købte (nogensinde) hos Proconsult i Odense blev defekt inden for garantiperioden og da jeg indleverede den den i butikken, lagde ekspedienten armene over kors og spurgte vredt: “Hvordan kan jeg vide at det ikke bare er dig der har tabt den på gulvet?” Det eneste passende svar til sådan en slyngel er desværre også ulovligt: “Det kan du ikke, men hvis du ikke reparerer min computer omgående, så henter jeg det boldtræ jeg har liggende ud i bilen og tæver dig til en blodig klump!” Jeg ville i hvert fald have følt mig mægtig godt tilpas, efter således at have belært diskenspringeren om gode manerer og måske i tilgift noget om moral.