Selverkendelse!

Søren Pind skal skilles fra Fru Pind, det skriver Ekstra Bladet, d. 15. september 2008. Pindene, havde ellers, forgæves, forsøgt at redde stumperne af kæligheden ved at gå i terapi og det gjorde de i to år og det var rigtig godt. Så godt faktisk, at de ikke tøver med at anbefale det til andre. Ikke at det virkede, de skal jo skilles, men det var ikke desto mindre en rigtig god oplevelse:

“Vi har gjort alt for at redde ægteskabet. Vi har i over to år gået i parterapi. Det kan vi varmt anbefale til alle andre, for det har hjulpet os til at komme igennem vores problemer på en ordentlig måde,” sigerPind og Marie-Louise.

To års terapi for at kunne skilles på en ordentlig måde. Man kan så spekulere over hvor uordentligt de var blev et skilt, uden de to års terapi? Skænderier, retsager, vold, død, ødelæggelse? Dumping af Fru Pinds afsjælede legeme i Øresund? To år er lang tid.

Nu er det svært at forestille sig at de for to år siden gik i terapi med henblik på at kunne skilles på en ordentlig måde; mon ikke snarere formålet var at forsøge at redde ægteskabet. Det lykkedes så ikke, men ikke desto mindre er de enige om at det var en god oplevelse. Andre ville måske kunne finde på at kalde det en fiasko, eftersom de jo alligevel endte med at blive skilt, men ikke de implicerede selv.

For de har åbenbart fundet frem til årsagen til hele miseren:

“Parret fortæller, at problemer med skimmelsvamp i huset har været medvirkende til ‘at kittet i rammen om kærligheden begyndte at gå løs’.”

Fru Pind uddyber:

“Det begyndte, da vi købte vores hus i 2003. Kort efter vi var flyttet ind, opdagede vi, at der var skimmelsvamp i huset. Det betød, at vi måtte flytte fra huset og gå i gang med en opslidende kamp med forsikringsselskabe.”

Og?

Det er selvfølgelig ikke og kan aldrig være (medvirkende) årsag til skilsmissen. Årsagen kommer altid indefra. Fra den ene eller den anden eller fra begge to.

At problemer med skimmelsvamp har medvirket til “at kittet i rammen om kærligheden begyndte at gå løs”, er det resultatet af to års terapi? Eller sidder der efter to års terapi to mennesker tilbage fuldstændig blottet for selverkendelse og overbeviste om at det hele har været en så god oplevelse at de er parate til at indvie offentligheden i historien og at det i øvrigt var skimmelsvampen der gjorde det!

Spørgsmålet er hvorfor mennesker som disse ikke ejer blufærdighed? Hvor er grænsen mellem privat og offentlig blevet af? Hvorfor føler enhver fjols i vores samfund, en mikrofon stukket i fjæset, sig tvunget til at udtale sig?

Et godt råd herfra til dem der måtte læse med: Skulle du nogensinde få chancen til at fortælle om dit liv og dine personlige følelser og oplevelser til avis, tv, blade eller radio, så lad være: Chancen for at du har noget interessant at sige er omvendt propotional med sandsynligheden for at du bare gør dig selv til grin.