Pædagogisk fordærvet

Flere medier har fortalt historien om fire 15-16-årige skoledrenge fra Ry som valgte at optrappe en verserende konflikt med en kammerat, ved at kaste en molotovcocktail indeholdende benzin efter ham og dermed sætte ild til ham og dermed få ham indlagt på sygehuset “i kritisk tilstand, men uden for livsfare”.

Som man kan forvente, foretager den konstituerede skoleleder på Mølleskolen i Ry, Alma Schack Andersen, i BT den sædvanlige offentlige rituelle håndvask:

»Vi vidste godt, at der var en konflikt blandt nogle af drengene i 9. årgang. Ikke specifikt kun blandt de fem involverede drenge i denne sag,« siger hun og tilføjer:

»Vi havde dog ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det skulle komme så vidt. Men det er klart, at sådan en forfærdelig hændelse giver selvfølgelig anledning til refleksion hos os lærere og ledelse på skolen – hvad vi kunne have gjort anderledes, og hvad vi kan gøre fremover.«

Den slags ansvarsfralæggelse er obligatorisk i en populistisk og mediestyret verden, hvis man ikke vil risikere at skulle korsfæstes offentligt af emsige journalister og der skal ingen bebrejdelser lyde herfra for det. Men fortsættelsen kan nu alligevel godt trænge til en påtale, for Alma Schack Andersen udtaler desuden følgende:

»Det er klart, at denne forfærdelige episode er selvfølgelig værst for ofret, men det er jo også ulykkeligt for de fire drenge, der har gjort det her. Jeg tror ikke, de har tænkt så langt, hvilke konsekvenser det har haft; at de kunne skade en skolekammerat så alvorligt, og at de kan risikere at komme i fængsel for det. Det tror jeg simpelthen ikke på, at de har været bevidste om.«

Vi kender alle den måde at formulere sig på – med dette lille kyniske “men” – fra den alt for velkendte og alt for hyppigt mødte “Jeg er ikke racist, men …“, hvilket ikke betyder andet end “Jeg er racist, men er selvbevidst nok til ikke at ville indrømme det og indleder derfor min tale med en lille løgn … et dementi.

Her får vi den bare i en lidt anden version, en skyldig påpegning af at det “selvfølgelig er værst for offeret”, men(!) derefter tager bekymringen for de fire unge potentielle mordbrænderes skæbne straks over. Ja, de kan risikere at komme i fængsel. Sådan kan det gå, når man begår noget så gement, som at forsøge at myrde et andet menneske, og ikke bare det, men oven i købet forsøger at gøre det på en så grusom måde.

Eftervirkningerne af brandsår er noget offeret sandsynligvis kommer til at kæmpe med længe, sandsynligvis for livstid, og arrene vil i hvert fald være et minde for livet. I den forbindelse er det egentlig pisseligegyldigt, om de fire knægte på forhånd havde tænkt over konsekvenserne af deres handlinger eller ej, der er stadig et offer der ligger på sygehuset med nogle helt sikkert forfærdelige smerter, og det er hos ham og ham alene, at medfølelsen bør være, uanset hvad der måtte være gået forud.

Men så er det jo at man kan spekulere over hvor denne menneskeforagt kommer fra, som er så kynisk indifferent overfor offerets lidelser at man i stedet fokuserer mere på bekymring over gerningsmændenes skæbne og ligefrem forsøger at undskylde deres handlinger. Handler det simpelthen om at pædagogikken som disciplin, altså den erhvervsmæssige menneskehåndtering, helt har erstattet medfølelsen og menneskeligheden hos disse professionelle, så de, i stedet for at se et offer og fire gerningsmænd, ser et offer som er lægernes ansvar og fire unge med problemer, som er et (interessant) pædagogisk problem?

Jeg ved det ikke, men jeg har berørt dette problem før – f. eks. her og her – og må indrømme at jeg stadig er lige uforstående overfor det.

OPDATERING: Der var en læser som konstaterede overfor mig, at selvom sympatien i denne sag selvfølgelig skal ligge hos offeret, så skal alle de implicerede hjælpes. Det kalder selvfølgelig på et svar. Ja, det skal de alle, og lad os bare for argumentets skyld se bort fra, at der også er nogen der skal straffes og tage et kig på det spørgsmål.

Ovenfor er der bragt to citater fra skoleleder Alma Schack Andersen og det er værd et bemærke, at det er to offentlige udtalelser, som vil kunne ses af både offer og offers familie og venner. Det er dér det umenneskelige kommer ind, fraværet af medfølelse og menneskelighed, for i den sammenhæng er der kun en sympati der gælder, nemlig sympatien med den forurettede, med offeret. Alt andet, og det er min pointe, alt det pædagogiske, overvejelser om de fire unges fremtid og hvordan de måtte have forspildt deres liv og hvordan de – efter endt straf – kan hjælpes videre, kan passende overlades til deres forældre eller holdes bag lukkede (social)pædagogiske døre. Af hensyn til offeret.

__________
Simon Boas og Jonas Vester: Danske drenge ville brænde afghansk skoleven af: ‘Det overgår vores vildeste fantasi’. BT, d. 8. februar 2017

Pædagogiske misforståelser

Dagens virale solstrålehistorie er historien om en seksårig pige, der valgte at bruge de hundrede kroner som hun havde fået af sin mormor til at købe en dukke for, på at købe cheeseburgers fra McDonalds og uddele dem til hjemløse på og omkring Strøget i København.

Lad os se bort fra muligheden for at historien er falsk og lad os se bort fra muligheden for at det er et iscenesat publicity-stunt fra den ene eller anden opmærksomhedssøgendes side af og bare, for argumentets skyld, tage den for pålydende. Lad os også se helt bort fra at det er piges egen mor, der har indsendt historien til en facebookgruppe kaldet “Fucking Flink”, der åbenbart er et forum hvor folk kan fortælle om hvor fucking flinke de selv eller andre er.

Historien ser således ud:misforståetpædagogik2

Det jeg hæfter mig ved er ikke historien som sådan, for enhver forælder ville forhåbentlig være stolt hvis deres datter udviste en sådan uselviskhed, men derimod det lille PS der er hæftet på historien, hvor moderen til datteren tilføjer: “Dukken fik hun naturligvis af mig efterfølgende.

Hvorfor dog? Hvis datteren var truffet et valg, og tænkt at det var vigtigere at disse mennesker fik noget at spise, end at hun fik (endnu en?) dukke, så lad dog datteren stå ved sin beslutning.

Lad hende mærke glæden ved at have givet, selvom hun selv måtte give afkald på noget andet. Kunne det ikke tænkes at glæden ved at have givet havde bundfældet sig desto mere, ved at hun bagefter også at kunne mærke savnet af det hun ikke fik?

Lad hende mærke glæden ved at have givet, uden at den straks skal afløses og overtrumfes af glæden ved at modtage. Eller frygter man at glæden ved at give ikke kan stå for sig selv og straks skal belønnes?

Respekter hendes beslutning om at det andet var vigtigere og lad være med at nedgøre hendes beslutning, ved straks at overtrumfe den med en belønning. Pigen valgte at mad til de hjemløse var vigtigere end dukken, som hun åbenbart ikke følte et så stort behov for, at hun ikke kunne give til andre i stedet. Ved at give hende dukken fratager moderen hende muligheden af at træffe samme beslutning en gang til. Respekter i stedet at hun har truffet en beslutning der ikke bare var voksen, men som mange voksne kunne lære noget af og lad den stå for sig selv og vigtigst af alt, lad hende stå ved den.

Det allermest perverse er måske, at trods det at datteren valgte at give af det lidt hun har (relativt til sin mor), valgte moderen at holde datteren skadesløs og dermed stjæle rollen som den uselviske giver fra sin egen datter og – hvad der faktisk er endnu værre – eftersom beløbet kun er en bagatel for moderen, sammenlignet med hvor meget pengene betyder for datteren, blev en smuk uselvisk handling forvandlet til en bagatel, der kan slås hen i et PS med et “naturligvis” … og her ser jeg helt bort fra at moderen selv poster historien på facebook og smykker sig med datterens handling – hvilket nok er en meget forståeligt moderlig stolthed – og især det faktum at McDonalds åbenbart vælger at snylte på episoden, ved at tilbyde “dobbelt op” på datterens gave; som om de ikke uden videre kunne spendere på de hjemløse, om det lå dem på sinde.

Moralen på alt dette er at det er en stor pædagogisk misforståelse at alt skal belønnes og det er uanset om man lover børnene penge for gode karakterer i skolen eller om man belønner dem med penge eller andet for alt hvad de laver i hjemmet eller om man ligefrem – som i dette tilfælde – holder dem skadesløse for at vise uselviskhed og opleve glæden ved at give. Resultatet er at man fratager dem muligheden for at opdage glæden ved handlingen i sig selv.

Undervisning

“Det er en katastrofe. Vi bliver overhalet af de asiatiske lande. Vi bliver et fattigt land”, udtaler professor Niels Egelund i BT i dag, som en kommentar til afsløringen af at handelsskoleelever på Tietgenskolen i Odense ikke kan regne selv simple regnestykker som 9 gange 5!

“600 elever begynder på skolen hvert år. Af dem starter 100 elever på skolens erhvervslinje, som sigter mod at stå i butik eller sidde på kontor. Halvdelen af disse 100 unge kan kun læse på 3. eller 4. klassesniveau. 80 procent regner på 3. eller 4. klassesniveau, viser skolens egne test.”

Samtidig kan Politiken afsløre at danske elever har tabt to skoleår siden 1960:

“Tobias Zimling Kristiansens beregninger viser, at eleverne har mistet 1.300 klokketimers undervisning i løbet af et skoleforløb, siden staten for første gang formulerede et krav til antallet af undervisningstimer i den såkaldte Blå Betænkning fra 1960.

[…]

Men eftersom mange skoler i dag underviser efter Undervisningsministeriets minimumskrav til timetallet, så er tabet flere steder endnu større og udgør cirka 1.800 klokketimer.

Det svarer i runde tal til to skoleår.”

Hvad havde man regnet med?

Men timetallet er jo ikke engang det eneste problem. Måske ikke engang det største.

For det første går man ud fra ideologisk funderede pædagogikker som er baseret mere på lyst end på konkrete krav og den (arbejds)disciplin der er en nødvendighed for erhvervelsen af kompetenser og endnu værre sniger der sig ofte regelrette absurditeter ind som f. eks. begrebet om “ansvar for egen læring”.

Desuden har man forlængst frataget lærerene magten (jvf. de kurser til folkeskolelærere om hvordan man undgår at blive slået som er omtalt her) og lagt den i hænderne på umulige elever som i den rummelige folkeskole kan hærge og regere i årevis før der handles. Spørgsmålet ikke bare om vi overhovedet har en lærerstand som vil være i stand til at løfte en undervisningsopgave i forhold til den frygt Niels Egelund giver udtryk for, men måske også om de i det hele taget ønsker det?

Men dette er ikke et isoleret ideologisk problem som kan placeres på venstrefløjen, selvom det ellers er fristende. Regeringens udspil til en ny folkeskolereform som lægger op “til flere test, flere karakterer, mere forskning og flere timer til de små elever” (BT, op. cit.) er akkurat lige så absurd som når politikere og forældre sammenligner folke- og privatskolers karaktergennemsnit og i deres grænseløse uvidenhed tror at de kan bruges til noget som helst.

Spørgsmålene hober sig op: Flere test, flere karakterer? Men hvad vil du bruge resultatet til? Mere forskning? Men i hvad? Flere timer til de små elever? Men hvordan skal de bruges?

I de små klassetrin lærer eleverne i dag at børnestave, hvilket vil sige at de lærer at stave som de vil og som de tror det staves udfra hvordan ordene lyder og så kommer de små pus hjem og viser forældrene hvad de har skrevet og forældrene siger “Nej, hvor er du dygtig!” mens de betragter nogle liniers tekst som barnet har barnestavet sig til i skolen og som egentlig lige så godt kunne være på serbokroatisk som på dansk. Fremgangmåden svarer til at lære børn babysprog (du ved: vovhund og futtog og rapand) inden de lære at tale rigtigt. Men at først lære dem det på en måde og så en anden er intet andet en spild af tid. Men børnene har det jo sikkert sjovt …

“I tresserne og halvfjerdserne rendyrkede man blandt pædagoger og lærere en idé om det naturlige som løsning af snart sagt alle problemer. Oprindeligt stammede tanken fra den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778). I sit hovedværk Emile – eller om Opdragelsen fra 1762 (på dansk i 1796-99) hylder han den grundlæggende forestilling, at mennesket fra naturens hånd er godt, mens det ødelægges i menneskehænder. Opdragelsen af børn skulle derfor alene stimulere det naturlige i mennesket, barnet, og ikke stille det forhindringer i vejen. Ligesom planten i urtepotten skal barnet blot følges opmærksomt på vej, så det kan udvikle sine egne medfødte evner og muligheder. Og for en sådan udvikling kan den (fordærvede) voksne næsten kun stå i vejen.

Og akkurat en sådan iagttagende botanikerrolle tildelte 30’ernes, 60’ernes og 70’ernes reformpædagogik læreren og pædagogen. Dybest set vidste læreren ikke bedre end eleven, selvom læreren immervæk havde taget en uddannelse indenfor et bestemt fag, hvis kundskaber hun – strengt taget! – var sat til at formidle.

Allerede i den såkaldte Blå Betænkning fra 1958 havde man foregrebet denne forestilling, idet folkeskolen nu ikke længere alene skulle formidle nyttige kundskaber, men med et typisk reformpædagogisk udtryk skulle ”medvirke til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling”, sådan som det senere i 1975- og 1993-loven kom til at hedde i folkeskolens formålsparagraf.” (Henrik bang Møller: Folkeskolens kerneopgave: læring!)

Intet vil blive ændret. Det er ikke vilje der er gået tabt, det er viden, og den kan man ikke snakke sig til. Der kommer alskens pædagogik og velvilje og gode intentioner til kort.

__________
ØØØØØHH! Hvad er ni gange fem?, BT, torsdag d. 9/12 2010
Danske elever har tabt to skoleår siden 1960, Politiken d. 13/12 2010

Computeren er jo børnenes penalhus!

“Computeren er jo børnenes penalhus” er overskriften på en artikel i Weekend Avisen d. 19. februar 2010 som handler om brugen af  ikke bare computere i undervisningen på Højby Skole (det er på Fyn), men også spil som Counter Strike, World of Warcraft og The Sims.

Lærer på skolen Martin With Nørgaard har en klar pointe når  han beklager sig over at han ingen it-undervisning havde fået da han forlod seminariet i 1997. Men så hopper kæden til gengæld også af:

“”Det er faktisk lidt af en katastrofe. De har kun forstand på bøger når de komme ud. Det er oldnordisk.” Og synd, for computerspil motiverer børnene mere end andre medier, mener han.”

For ikke så længe siden kunne man læse om en undersøgelse der påviste at lektier ikke giver det store faglige udbytte for børn, uden at nogen tilsyneladende havde tænkt at det heller ikke nødvendigvis er formålet. Lektier lærer børn tre andre uhyre vigtige ting, nemlig at at arbejde selvstændigt med et fagligt stof, de opnår rutine gennem repetition og de lærer selvdisciplin.

På samme måde kan man nok betvivle Nørgaards udgangspunkt: det er ikke sikkert at motivationsfaktoren overhovedet er den vigtigste når det gælder børns skolegang. Det handler vel i høj grad om at lære at arbejde med noget alene fordi det skal gøres. Om pligt og nødvendighed. Desuden er tanken om ydre motivationsfaktorer ren resignation: motivation kommer indefra, fra eleven selv, men den kan også være smittende og komme fra læreren. Hvor ellers?((Tak til lærere og lektorer der har været lysende eksempler på dette, hver på sin måde: Dansk- og klasselærer Mik Troelsen (Ørum), Engelsk: Jørgen Roed (Ikast), Latin: Sven Lindahl (Odense) og Filosofi: Jørgen Hass (Odense).))

Men lad det ligge. Noget helt andet og måske langt vigtigere er dette:

“Computerspils evne til at engagere eleverne, især de svage, fremhæves ofte af lærere med spilerfaring.”

Især de svage… umiddelbart lyder det jo meget sympatisk, omend man med nogen frygt må betænke om det man gør i virkeligheden bare er at sænke gærdet tilstrækkeligt til at alle kan komme over.

Jeg kan ikke gennemskue om det her handler om at “Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære” eller om det handler om det mere moderne men lige så defaitistiske “Hvad ikke alle har lyst til at lære, skal ingen lære.

Men at det ikke handler om at lære noget er vist indlysende, for Markus Bernsen konkluderer på artiklen: “Nogen forskning tyder på, at computerspil styrker en række af de kompetencer, som efterspørges i »videnssamfundet« – omstillingsparathed, symbol- og billedbehandling, kreativitet.” Kort sagt ikke så meget, udover nogle mildest talt løse begreber uden konkret indhold. Viden i sig selv er åbenbart  ikke i så stor efterspørgsel i »videnssamfundet«!

Perspektivet er nemlig et helt helt andet, afslører Erik Sigsgaard, forsker ved Videnscenter for institutionsforskning på Professionshøjskolen UCC (sic!):

“Det er indlysende, at børn foretrækker at danne sig selv i fællesskab, i stedet for at høre påen voksen, der time efter time står og fortæller dem, hvordan verden hænger sammen. På trods af de mange muligheder, som de nye medier tilbyder, er det stadig udelukkende os voksne, der bestemmer, hvad børn må beskæftige sig med i al den tid, det opholder sig på institutionerne. Hvordan stemmer det overens med FNs børnerettigheder? Ifølge dem har børn ret til at søge viden om verden, lære og lege på egen hånd. De rettigheder mener jeg ikke nødvendigvis, vi lever op til.”

For helvede da osse…

___________
Markus Bernsen: Computeren er jo børnenes penalhus. WA d. 19. februar 2010

En lav sofa passer på de små

Sådan lyder en overskrift i Politiken som er illustreret af et billede af Daniel og Nadia Vega siddende på deres kun 20 cm høje sofa. Deres søn faldt engang ned fra sofaen og flækkede læben:

»Det er derfor, jeg nu har bygget en lav sofa til os. Det er utrolig dejligt, at børnene ikke kan falde ned fra den, og så er den hyggelig. Det er anbefalelsesværdigt!«, siger Daniel Vega Møller.

Man kan selvfølgelig indrette sit liv og ikke mindst dets omgivelser på at der er børn til stede, med alskens sikkerhedsanordninger og andet der skal forhindre at børn kommer galt afsted. Engang for år tilbage var jeg til fællesspisning med nogle medstuderende på universitet. Det foregik hos en familie hvor der var små børn og som en konsekvens deraf havde man valgt ikke at have noget der bare mindede om skarpe knive i huset – de små pus skulle selvfølgelig ikke komme galt afsted – men prøv lige at skære en steg for med en bordkniv.

Den slags er misforstået godhed, intet andet.

»Vi bor børnevenligt. Langs de store vinduer i stuen er der for eksempel ingen potteplanter eller vaser, som ungerne kan rive ned og få i hovedet«, siger fortæller Nadia Vega Vasiljev, 36 år og selvstændig kommunikationsrådgiver.

Absurd egentligt. Familien har selvfølgelig også gitter for den indvendige trappe både oppe og nede.

Vi har fire børn i huset (og vi er faktisk begge forældre til dem alle fire) og gitter for trappen (seks trin belagt med fliser) var noget vi, efter mange velmenende råd fra andre, monterede så snart vi flyttede ind men en søn på fire og en pige på fire uger. Det blev sjældent brugt. Alle børnene lærte længe inden de var et år at kravle op og kure på maven ned af trappen og de var faktisk hurtigt mere sikre på trapperne – i både lys og mørke – end jeg.

Børn er heldigvis indrettede således at man kan opdrage på dem og endnu bedre: de er så genialt konstruerede at de på det tidspunkt hvor de begynder at være mobile ved egen kraft er de også mentalt så udviklede at de kan forstå både et nej og en tilpas tålmodig vejledning (f. eks. i hvordan trappen bestiges). Så hvis bare man gider…

Selvfølgelig findes også de forældre som mener at deres børn, udstyret med en nutellamad i den ene hånd og en glas økologisk kakaomælk i den anden helt efter deres eget forgodtbefindende skal have lov til at udforske verden og ikke mindst hjemmet, undertiden både eget og andres, men det er også de børn som alle andre mennesker (for det meste i lidende tavshed) finder aldeles rædselfulde og hvis forældre man kun nødigt og nødtvungent inviterer ind i sit hjem. Men det er jo egentlig en anden historie.

Jeg sidder endnu engang med en fornemmelse af at have været vidne til (i artiklen forstås) dette meget moderne men ikke desto mindre tåbelige pædagogiske princip at barndommen er en art idealtilstand som man kun nødigt skal gribe ind i, snarere end den langt mere fornuftige og hensigtsmæssige tilgang til opdragelse og opvækst, at barndommen er det stadie som skal gennemleves for at blive og – langt vigtigere – for at lære at blive voksen. Meget smart pædagogik – især af den alternative slags – kunne kasseres hvis man holdt sig dette enkelt princip for øje.

Det skal jeg helt sikkert nok vende tilbage til.

__________
Mona Samir Sørensen: En lav sofa passer på de små.  Politiken, d. 13/2 2010