Pissehamrende infantilt

Laughing_FoolJeg er stødt på det på tryk tre gange inden for den sidste uge, senest i et læserbrev i Berlingske, hvor der stod følgende: “det er måske værd at huske på den gamle regel om, at der peger fire fingre ind mod en selv, når man peger fingre ad andre.” Nu ser jeg helt bort fra den kendsgerning, at det højst kan være tre fingre som peger tilbage på en selv, med mindre man peger med tommelfingeren, men helt ærligt; hvad er det for en måde at argumentere på?

Det er på niveau med børnehavelegepladsens “min far er stærkere end din far” og hvad endnu værre er, så er det et udtryk for den bizarre, men desværre  ikke ualmindelige opfattelse, at enhver kritik af hvad andre siger og gør, ikke bare er upassende, men også ligefrem umulig, ud fra den demokratistiske opfattelse af, at hvis bare nogen har en mening om noget, så er den også gyldig, alene fordi dette menneske repræsentere denne mening. Enhver sit og enhvers mening tæller? Intet kunne være mere forkert. Det er en stupid forfladigelse af enhver kvalificeret viden, og – for nu at eksemplificere med noget aktuelt af hensyn til de der ikke kan abstrahere – præcis den måde (ikke) at tænke på, som får forældre til at undlade at lade deres børn vaccinere, fordi de tror de kan vurdere bedre end deres læge.

I modsætning til denne infantile talemåde om fingerpegning, står ordsproget om at “man ikke skal smide med sten, når man selv bor i glashus”. Umiddelbart kan disse to talemåder lyde ens, men den altafgørende forskel er, at ordsproget om drivhuset er en specifik konstatering af at sådan skal man ikke gøre, mens fingerpegevarianten er generel påstand, som kunne omskrives til meningsløse “den der smider med sten, bor selv i et glashus.” Det tror jeg nu ikke …

__________
Ill.: Jacob Cornelisz. van Oostsanen, ca. 1500