Pædagogiske misforståelser

Dagens virale solstrålehistorie er historien om en seksårig pige, der valgte at bruge de hundrede kroner som hun havde fået af sin mormor til at købe en dukke for, på at købe cheeseburgers fra McDonalds og uddele dem til hjemløse på og omkring Strøget i København.

Lad os se bort fra muligheden for at historien er falsk og lad os se bort fra muligheden for at det er et iscenesat publicity-stunt fra den ene eller anden opmærksomhedssøgendes side af og bare, for argumentets skyld, tage den for pålydende. Lad os også se helt bort fra at det er piges egen mor, der har indsendt historien til en facebookgruppe kaldet “Fucking Flink”, der åbenbart er et forum hvor folk kan fortælle om hvor fucking flinke de selv eller andre er.

Historien ser således ud:misforståetpædagogik2

Det jeg hæfter mig ved er ikke historien som sådan, for enhver forælder ville forhåbentlig være stolt hvis deres datter udviste en sådan uselviskhed, men derimod det lille PS der er hæftet på historien, hvor moderen til datteren tilføjer: “Dukken fik hun naturligvis af mig efterfølgende.

Hvorfor dog? Hvis datteren var truffet et valg, og tænkt at det var vigtigere at disse mennesker fik noget at spise, end at hun fik (endnu en?) dukke, så lad dog datteren stå ved sin beslutning.

Lad hende mærke glæden ved at have givet, selvom hun selv måtte give afkald på noget andet. Kunne det ikke tænkes at glæden ved at have givet havde bundfældet sig desto mere, ved at hun bagefter også at kunne mærke savnet af det hun ikke fik?

Lad hende mærke glæden ved at have givet, uden at den straks skal afløses og overtrumfes af glæden ved at modtage. Eller frygter man at glæden ved at give ikke kan stå for sig selv og straks skal belønnes?

Respekter hendes beslutning om at det andet var vigtigere og lad være med at nedgøre hendes beslutning, ved straks at overtrumfe den med en belønning. Pigen valgte at mad til de hjemløse var vigtigere end dukken, som hun åbenbart ikke følte et så stort behov for, at hun ikke kunne give til andre i stedet. Ved at give hende dukken fratager moderen hende muligheden af at træffe samme beslutning en gang til. Respekter i stedet at hun har truffet en beslutning der ikke bare var voksen, men som mange voksne kunne lære noget af og lad den stå for sig selv og vigtigst af alt, lad hende stå ved den.

Det allermest perverse er måske, at trods det at datteren valgte at give af det lidt hun har (relativt til sin mor), valgte moderen at holde datteren skadesløs og dermed stjæle rollen som den uselviske giver fra sin egen datter og – hvad der faktisk er endnu værre – eftersom beløbet kun er en bagatel for moderen, sammenlignet med hvor meget pengene betyder for datteren, blev en smuk uselvisk handling forvandlet til en bagatel, der kan slås hen i et PS med et “naturligvis” … og her ser jeg helt bort fra at moderen selv poster historien på facebook og smykker sig med datterens handling – hvilket nok er en meget forståeligt moderlig stolthed – og især det faktum at McDonalds åbenbart vælger at snylte på episoden, ved at tilbyde “dobbelt op” på datterens gave; som om de ikke uden videre kunne spendere på de hjemløse, om det lå dem på sinde.

Moralen på alt dette er at det er en stor pædagogisk misforståelse at alt skal belønnes og det er uanset om man lover børnene penge for gode karakterer i skolen eller om man belønner dem med penge eller andet for alt hvad de laver i hjemmet eller om man ligefrem – som i dette tilfælde – holder dem skadesløse for at vise uselviskhed og opleve glæden ved at give. Resultatet er at man fratager dem muligheden for at opdage glæden ved handlingen i sig selv.

Små væmmelige guder

“Nogle forældre dyrker deres børn, som om de var guder. De risikerer at få børn ud af det, man ikke kan holde ud at være sammen med. Børn som er selvovervurderende og selvhævdende. De gør deres børn en bjørnetjeneste ved at gøre sådan noget.” siger psykolog og familieterapeut Finn Korsaa til BT.

No shit, fristes man til at sige; det er jo så indlysende, at man nærmest skal være idiot, for ikke at kunne indse det … og så åbenbart alligevel ikke, for der er jo nok af dem derude, de små forældreskabte, men helt igennem – af samme forældre – ukontrollerbare, monstre, så vi overlader bare ordet til Hr. Korsaa, når vi nu for en sjælden gangs skyld er fuldstændig enig med en psykolog og terapeut, og konstaterer med ham, “at det kan have en bagside, at fortælle børn at de er enestående, unikke og bedre end andre”, for “der er slet ingen grund til at fortælle den slags, for den følelse er vi født med. Hvis den følelse bliver overstimuleret, kan børnene udvikle sig til nogle narcissistiske uhyrer, som ikke tåler irettesættelse og ikke tåler at blive modsagt.”

devilsdueNu ved vi jo godt, at alle børn, uanset hvad vi gør ved dem, bliver nogle små narcissistiske uhyrer på et tidspunkt – vi kalder det teenage-alderen – og derfor er der da ingen grund til ligefrem at kickstarte mareridtet, vel? Til gengæld må man nok spørge sig selv, hvorfor den slags erkendelser af at for meget af en god ting ikke fører noget godt med sig, altid, som en art erkendelsesmæssige tømmermænd, kommer efter festen. Vi havde en ADHD boble, om hvilken samme Korsaa skrev i Berlingske for få år siden: “Den har med ét slag gjort Emil fra Lønneberg til patient og har fritaget forældre for ansvaret for at opdrage deres børn. Med konstruktionen af ADHD er det lykkedes at etablere patientforeninger, diagnosehåndbøger, ministerielle forordninger, konferencer, uddannelser og kurser. Alt sammen lige så imponerende som en solid provinsbank.” Bare fordi ingen gad tænke og ingen formåede at sige stop, blev en diagnose som kunne hjælpe de ulykkelige få, til en undskyldning og en bortforklaring og et alibi for de mange.

Nu kommer så denne slående erkendelse fra Hr. Korsaa oven i købet samme dag som Jyllands-Posten spørger: “Skader vi børn ved at kalde dem ”særligt sensitive”?” Tja, vi finder nok altid et eller andet at kalde dem og vi nøjes bare med at konstatere, ihukommende den nylige omtale af truende mæslingeepidemier og netdoktorforældrenes vægren ved at lade deres børn vaccinere, at internettet bestemt ikke har gjort folket klogere. Viden kommer ikke gratis til en og når det handler om den letkøbte og hurtigt læste af slagsen, er ingen viden, kombineret med den deraf følgende vilje til at lytte til dem der virkelig har den, så langt at foretrække.

Også når det gælder opdragelsen af de små guddomme, som jo egentlig er kød af vort kød og blod af vort blod, men som åbenbart helt har taget magten … Vi spår at det vil de fortsætte med at gøre, på den ene eller anden måde, så længe det opgør som Hr. Korsaa så fornuftigt har gang i, kun kommer til at handle om fakta og ikke om et opgør med den flæbende sentimentalitet der ligger bag. Men det er jo egentlig en helt anden historie.

__________
Ill.: fra en happening i forb. med filmen Devil’s Due

Små onde mænd

Politiken bringer historien om New Zealandske forskere, som har undersøgt legofigurers ansigtstræk og de har fundet ud af at …

“Legos berømte små plastikmænd og -damer er blevet sure med årene.

Det konkluderer et studium fra University of Canterbury i New Zealand og det polske Industrial Research Institute for Automation and Measurements.

I studiet har forskerne undersøgt ansigtsudtrykket hos 6.000 Lego-figurer fra de første små mænd kom på markedet i 1975 og til nu.”

Studium? Studiet? Uanset hvad det er og hvor det er foregået, så kan man ikke andet end at undre sig over, at disse forskere ikke har bedre at tage sig til end at studere (sic!) 6000 legofigurer og konkludere moralsk på det de finder. For forskerne er bekymrede og Christoph Bartneck fra University of Canterbury “spekulerer over, hvordan bevægelsen fra udelukkende positive ansigter til et stigende antale af negative ansigter påvirker den måde, børne leger på.

Det er lige før at barndommen som vi kender den, er truet af onde legofigurer. Men intet undslipper de årvågne forskere der følger katastrofen på tæt hold: “Det er vigtigt at studere, hvordan man lave passende udtryk, og hvordan de udtryk bliver opfattet af brugerne. Den måde, børn opfatter deres legetøj på kan have betydelig indvirkning på dem“, siger samme Christoph Bartneck via Politiken via The Guardian via en artikel i et tidsskrift hvis navn ingen gad viderebringe, hvilket også er nyttigt, for så kan ansvaret for stavefejl m.m. heller ikke umiddelbart placeres.

Nogle af de klareste og lykkeligste minder fra min barndom er de lange (undertiden) lune sommeraftener, når jeg sammen med kvarterets andre drenge (og piger) løb rundt og forsøgte at slå hinanden ihjel for sjov og ve den som ikke døde overbevisende, med både lyd og ærgelse og behørigt skuespil. Uskyldig sjov, med mord og død og ødelæggelse. Og når vi ikke gjorde det, var der anden sjov og meningsløs vold vi kunne hengive os til.

Spekulerer over om egentlig ikke børn er solidt nok byggede – fysisk og mentalt – til at de nok skulle kunne klare et surt legomandsansigt eller to. Det tror jeg egentlig de er.

__________
Emil Bergløv: Lego-ansigter er blevet mere vrede med tiden. Politiken, d. 12/6 2013

TV

“At present the greatest danger to the educational efforts is television. Education just cannot go on if you let the television do what it likes. It is impossible for education to work up against television unless television recognizes that it also has an educational task which overrules our mere entertainment. Otherwise we cannot have education. From the democratic point of view television must be controlled, just because its potential political power is almost unlimited. If you get hold of television, you can do whatever you like. And such a power must be controlled. My proposal is to look at the problem of controlling television as a task similar to that of control of medical people. Medical people have to be controlled too, and they do it very largely themselves. For example they have to have a certain education. The same applies to the system of control of lawyers, who have their own organization which controls them. Thanks to these systems of control the lawyers do not steal the money from their clients and doctors do not kill their patients. And you have to organize all people who work for the television in some kind of organization. They would have to become members of such an organization on the basis of some education, after passing appropriate examinations testing their awareness of the educational tasks, and their responsibility. They would have to learn that their influence is very great and that their responsibility is equally great. It is responsibility for our civilization. Their first aim would be the fight against violence. And on these principles, if some people are found to be irresponsible, their license could be withdrawn. Without such a system of regulation we are running into chaos, violence and crime. The increasing wave of crime is very largely due to television.”

– Karl Popper i et interview med Adam Chmielewski, 29. juli 1994.
Set her: http://www.chmielewski.uni.wroc.pl/en/w_popper.html

Ansvarlighed

En forsker ved navn M.L. Obermann har i følge videnskab.dk lavet en spørgeskemaundersøgelse af mobning blandt skolebørn og konstateret at “når vi handler i strid med vores moralske overbevisninger og gør noget forkert, er vi nødt til at legitimere det. Ved at frakoble moralske overbevisninger fra selve handlingen, bliver det muligt at leve med, at man gør noget, der skader andre.” Moralsk frakobling er “en serie af mekanismer, som enten legitimerer handlingen, fjerner det personlige ansvar og eventuelle konsekvenser eller fokuserer på, at det er ofrets egen skyld.”

Er der nogen der ikke vidste det i forvejen? (Jeg bragte for to år siden et indlæg om den amerikanske skuespiller Will Smith, der dengang kom galt af sted ved at sige: “Even Hitler didn’t wake up going, ‘Let me do the most evil thing I can do today’. I think he woke up in the morning and using a twisted, backwards logic, he set out to do what he thought was ‘good’.”) Er der nogen der tror at nazister og jødiske håndlangere stod og smed millioner af jøder i ovnene mens de funderede over hvor onde de var? Enten er det offerets egen skyld eller de må ofres for et højere formåls (fx. samfundets) skyld. Mennesket er en forbavsende evne til at bortrationalisere det vi ikke vil se i øjnene, men det er der intet nyt i.

Et er det tvivlsomme videnskabslige grundlag for spørgeskemaundersøgelser af moralske spørgsmål, hvilket får lov at passere, noget andet er de imbecile kommentarer undersøgelsen får med på vejen i Jyllands-Posten af “ekspert” Helle Rabøl Hansen:

“Skolerne skal se, at mobning er en måde at lave fællesskab på.”

Hvilket strengt taget godt kan være en korrekt observation, men her går det galt:

“Jeg tror ikke på, at mobberne eller ofrene skal gøre noget specielt. Problemet er, at man forestiller sig, at nogle individer skal lave om på deres adfærd. Det, man overser, det er, at mobning i folkeskolen er en form for social orden, som klassen har indordnet sig.”

Jo, man skal gøre noget: man skal lade være. Det er jo ikke sådan at fordi man kan finde en videnskabelig forklaring på et fænomen, så frikendes individet for ansvar. Du har et ansvar for at opføre dig ordentligt overfor dine medmennesker uanset hvor gammel du er og uanset hvor og hvornår du møder dem og det ansvar er dit og dit alene.

Men artiklen giver et glimrende indblik i tankegangen bag det fænomen at visse faggrupper formår at pille ubehagelige begreber som fx. skyld og ansvar ud af regnestykket.

“Det sidder ikke i individerne. Og det er ikke tilfældigt, hvilke klasser mobningen opstår i. Men i alle klasser er der børn, der er agressive og børn, der er svage. Derfor ved jeg, det ikke er det, vi skal kigge på, siger [Helle Rabøl Hansen].

[…]

Helle Rabøl Hansen mener, at der især opstår mobbemønstre, når klassen ikke har noget at samle sig om.

– Fra børnehaveklassen skal de voksne indstille sig på at gøre alt, hvad de kan, for at fællesskabet i klassen bliver så stærkt, positivt og tolerant, at man ikke behøver lave mobbende fællesskaber, siger Rabøl Hansen.” ()

Det sidder ikke i individerne? Nå nej, det er jo de voksnes opgave at sørge for at børnene  får lært det i tide, ikke? Jo, til en vis grad. Men derfor sidder ansvaret stadig i individet selv og det er individet der kommer til at betale regningen senere i livet for det som ikke blev tidligt lært.

Kæden hopper bare helt af, for børnene skal for pokker ikke kun lære at opføre sig ordentligt overfor dem de i forvejen har fået indprentet et stærk og positivt og tolerant fællesskab overfor gennem pædagogiske øvelser, det skal de også overfor alle de andre, ikke mindst overfor dem de ikke kan lide. Og de skal altså vide at det er deres eget ansvar at gøre det.

Til gengæld har man ingen pligt til at kunne lide alle andre, selvom nogen synes at mene det. Metoderne er voldelige:

“Det kan blandt andet gøres med rytmiksange om at være venner, bøger om at hjælpe hinanden, massage med positiv berøring og rollespil, hvor børnene er mobber, offer og hjælper.

– Så mærker børnene på egen krop glæden ved at hjælpe og ubehaget ved ikke at turde hjælpe, siger programkoordinator Lars Stilling Netteberg fra Red Barnet.

– Det fremmer fællesskabssituationen og positivt samvær.” ()

Massage med positiv berøring? Det er nu engang sådan at der er personer man synes bedre om end andre og derfor kan det programkoordinatoreren opfatter som “ubehag ved ikke at turde hjælpe” meget nemt være noget helt andet hos de børn som deltager, som fx. som skyldfølelse over ikke at have lysten til at deltage i grænseoverskridende pædagogiske eksperimenter. Det er lige før man kan høre Bobby McFerrin og Jodle Birge gjalde dagen lang gennem skolens højtalersystem i denne fagre nye verden, hvor enhver diferentiering, er ofret i det positive samværs navn.

__________
Mobbere ignorerer moralske standarder, videnskab.dk d. 10/3 2011
Ekspert: Ikke mobbernes skyld, jp.dk d. 10/3 2011

Ode til dovenskaben!

(Undervisning III)

Vi tager lige endnu en rundtur i de kinesiske undervisningsidealer, gennem følgende læserbrev i Weekend Avisen:

Rektorerne mere end antyder, at danske elever bør disciplinere sig i retning af de kinesiske. Hvorfor det? Jeg finder det mere sandsynligt, at de kinesiske elevers indre motivation for at studere flittigt og lydigt vil falde i takt med stigende velstand, åbenhed og frihed i Kina. (Jan Fischer, Produktchef og cand. silv., Roskilde i WA d. 17/12 2010)

Hvorfor skulle vi da også hylde dyder som flid, lydighed, disciplin når vi kan læne os tilbage i stolen og være os selv og vente på at de andre bliver ligeså dovne som vi…

Undervisning II

Nu er det ikke engang en måned siden at professor Niels Egelund udtalte til BT “Det er en katastrofe. Vi bliver overhalet af de asiatiske lande. Vi bliver et fattigt land.“ Jeg kommenterede det her. Weekendavisen bragte artiklen: “Hvad skal vi leve af?” (WA, d. 5/11 2010) og “Gymnasiets Død” (WA, d. 26/11 2010)) og som kommentar dertil, øser statskundskabsstuderende ved KU Ida Josefine Fuglsang-Damsgaard af sine egne erfaringer i Weekend Avisen fra d. 17/12 2010. Og det måtte jo komme: det kan da ikke passe at kommunistiske Kina kan noget som vi ikke kan, vel?

“Selvom Kina udvikler sig på flere måder hen imod den vestlige verdens liberalistiske og individualistiske værdier, er landet fortsat underkuet af det kommunistiske etpartisystems magtmonopol. Statens strenge hierakiske forvaltning smitter af på uddannelsessystemet. En stor del af den undervisning, jeg overværede og deltog i, baserede sig på envejskommunikation mellem lærer og elev, ligesom den faglige målsætning for eleverne var fokuseret på udenadslære af et omfattende pensum. En anden konsekvens af den kinesiske stats topstyring oplevede jeg i form af en generel ukritisk tro på alle form for autoriteter.” (Ida Josefine Fuglsang-Damsgaard, WA d. 17/12 2010, s. 13)

Flere kulturelt betingede fordomme er det vist umuligt at få presset ind i så lidt tekst. Hverken et etpartissytem eller en streng hierakisk statsforvaltning er argumenter for eller imod noget som helst. At undervisning foregår som envejskommunikation fra lærer til elev eller at undervisningen baserer sig på udenadslære er heller ikke, selvom Frk. Fuglsamg-Damgaard åbenbart mener at det, måske fordi sådan gør vi ikke, netop forholder sig således. På samme måde kan man sige at ukritisk tro på autoriteter slet ikke er så slemt hvis autoriteterne er de rigtige. Problemet er jo at de fremhævede passager præsenteres som (mod)argumenter i sig selv, alene fordi de repræsenterer som modsætninger til vores måde at gøre tingene på.

Værre endnu bliver det for Frk. Fuglsang-Damsgaard:

“Jeg giver Klaus Wivel ret, når han i sin kritik af den danske gymnasieskole skriver, at skal man tænke selvstændigt, bliver man nødt til at vide noget. Men man kan rette en lige så vigtig kritik af det kinesiske uddannelsessystem ved at vende logikken på hovedet: Det er mindst lige så vigtigt at kunne tænke selvstændigt, før man kan vide noget.” (Ida Josefine Fuglsang-Damsgaard, WA d. 17/12 2010, s. 13)

Øh… nå?

Det vil sige at hvis det ene forudsætter det andet, kan man vende logikken på hovedet, så det andet også forudsætter det ene? Altså hvis en bil har brug for hjul for at kunne køre, så skal bilen også kunne køre for at kunne have hjul? Det er selvfølgelig noget helt igennem forfærdeligt sludder.

For at kunne tænke selvstændigt, for at kunne udlede og konkludere må man have en tilstrækkelig viden og jo større viden jo større sandsynlighed for at man træffer de rigtige valg. Det er indlysende. Til gengæld er det ligeså indlysende at der findes mange mennesker og mange jobs for hvilke det absolut ikke er nødvendigt at kunne tænke selvstændigt, udover at kunne udlede ud fra tillært viden. Min tandlæge er et fint eksempel. Hos soldater er det nok ofte ikke ønskeligt og hos flyveledere vil vi nok også betakke os for alt for megen kreativ tænkning. Og så videre.

At viden uden tanke undertiden kan virke værdiløst er en helt anden sag, men til gengæld er ovenstående, at logik ikke bare hovedløst kan vendes på hovedet, nok et glimrende eksempel på at selvstændig tænkning uden alt for megen viden er direkte farligt for det samfund eller den person som lader sig styre derefter.

__________
ØØØØØHH! Hvad er ni gange fem?, BT, torsdag d. 9/12 2010

Undervisning

“Det er en katastrofe. Vi bliver overhalet af de asiatiske lande. Vi bliver et fattigt land”, udtaler professor Niels Egelund i BT i dag, som en kommentar til afsløringen af at handelsskoleelever på Tietgenskolen i Odense ikke kan regne selv simple regnestykker som 9 gange 5!

“600 elever begynder på skolen hvert år. Af dem starter 100 elever på skolens erhvervslinje, som sigter mod at stå i butik eller sidde på kontor. Halvdelen af disse 100 unge kan kun læse på 3. eller 4. klassesniveau. 80 procent regner på 3. eller 4. klassesniveau, viser skolens egne test.”

Samtidig kan Politiken afsløre at danske elever har tabt to skoleår siden 1960:

“Tobias Zimling Kristiansens beregninger viser, at eleverne har mistet 1.300 klokketimers undervisning i løbet af et skoleforløb, siden staten for første gang formulerede et krav til antallet af undervisningstimer i den såkaldte Blå Betænkning fra 1960.

[…]

Men eftersom mange skoler i dag underviser efter Undervisningsministeriets minimumskrav til timetallet, så er tabet flere steder endnu større og udgør cirka 1.800 klokketimer.

Det svarer i runde tal til to skoleår.”

Hvad havde man regnet med?

Men timetallet er jo ikke engang det eneste problem. Måske ikke engang det største.

For det første går man ud fra ideologisk funderede pædagogikker som er baseret mere på lyst end på konkrete krav og den (arbejds)disciplin der er en nødvendighed for erhvervelsen af kompetenser og endnu værre sniger der sig ofte regelrette absurditeter ind som f. eks. begrebet om “ansvar for egen læring”.

Desuden har man forlængst frataget lærerene magten (jvf. de kurser til folkeskolelærere om hvordan man undgår at blive slået som er omtalt her) og lagt den i hænderne på umulige elever som i den rummelige folkeskole kan hærge og regere i årevis før der handles. Spørgsmålet ikke bare om vi overhovedet har en lærerstand som vil være i stand til at løfte en undervisningsopgave i forhold til den frygt Niels Egelund giver udtryk for, men måske også om de i det hele taget ønsker det?

Men dette er ikke et isoleret ideologisk problem som kan placeres på venstrefløjen, selvom det ellers er fristende. Regeringens udspil til en ny folkeskolereform som lægger op “til flere test, flere karakterer, mere forskning og flere timer til de små elever” (BT, op. cit.) er akkurat lige så absurd som når politikere og forældre sammenligner folke- og privatskolers karaktergennemsnit og i deres grænseløse uvidenhed tror at de kan bruges til noget som helst.

Spørgsmålene hober sig op: Flere test, flere karakterer? Men hvad vil du bruge resultatet til? Mere forskning? Men i hvad? Flere timer til de små elever? Men hvordan skal de bruges?

I de små klassetrin lærer eleverne i dag at børnestave, hvilket vil sige at de lærer at stave som de vil og som de tror det staves udfra hvordan ordene lyder og så kommer de små pus hjem og viser forældrene hvad de har skrevet og forældrene siger “Nej, hvor er du dygtig!” mens de betragter nogle liniers tekst som barnet har barnestavet sig til i skolen og som egentlig lige så godt kunne være på serbokroatisk som på dansk. Fremgangmåden svarer til at lære børn babysprog (du ved: vovhund og futtog og rapand) inden de lære at tale rigtigt. Men at først lære dem det på en måde og så en anden er intet andet en spild af tid. Men børnene har det jo sikkert sjovt …

“I tresserne og halvfjerdserne rendyrkede man blandt pædagoger og lærere en idé om det naturlige som løsning af snart sagt alle problemer. Oprindeligt stammede tanken fra den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778). I sit hovedværk Emile – eller om Opdragelsen fra 1762 (på dansk i 1796-99) hylder han den grundlæggende forestilling, at mennesket fra naturens hånd er godt, mens det ødelægges i menneskehænder. Opdragelsen af børn skulle derfor alene stimulere det naturlige i mennesket, barnet, og ikke stille det forhindringer i vejen. Ligesom planten i urtepotten skal barnet blot følges opmærksomt på vej, så det kan udvikle sine egne medfødte evner og muligheder. Og for en sådan udvikling kan den (fordærvede) voksne næsten kun stå i vejen.

Og akkurat en sådan iagttagende botanikerrolle tildelte 30’ernes, 60’ernes og 70’ernes reformpædagogik læreren og pædagogen. Dybest set vidste læreren ikke bedre end eleven, selvom læreren immervæk havde taget en uddannelse indenfor et bestemt fag, hvis kundskaber hun – strengt taget! – var sat til at formidle.

Allerede i den såkaldte Blå Betænkning fra 1958 havde man foregrebet denne forestilling, idet folkeskolen nu ikke længere alene skulle formidle nyttige kundskaber, men med et typisk reformpædagogisk udtryk skulle ”medvirke til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling”, sådan som det senere i 1975- og 1993-loven kom til at hedde i folkeskolens formålsparagraf.” (Henrik bang Møller: Folkeskolens kerneopgave: læring!)

Intet vil blive ændret. Det er ikke vilje der er gået tabt, det er viden, og den kan man ikke snakke sig til. Der kommer alskens pædagogik og velvilje og gode intentioner til kort.

__________
ØØØØØHH! Hvad er ni gange fem?, BT, torsdag d. 9/12 2010
Danske elever har tabt to skoleår siden 1960, Politiken d. 13/12 2010

Disciplin

“Frygt er et overset middel til opdragelse. Effektivt. Brugbart. Og selvfølgelig invaliderende, hvis det bliver brugt forkert. Men alt for mange forældre bruger det slet ikke, og det er en fejl. For der er ting i livet, man skal frygte. Som at være fysisk inaktiv. Som at være for fed. Som at blive kørt over på motorvejen, hvis ikke man har lært, at biler er farlige, når man leger på vejen.

Se, det sidste eksempel er der jo ingen, der har nogen indvendinger mod. Der er kontant afregning lige med det samme, hvis ikke forældrene lærer børnene at passe på bilerne. Det ville faktisk være direkte omsorgssvigt ikke at lære børnene at begå sig i trafikken.

Men at lære dem at frygte fysisk inaktivitet og fedme er straks helt anderledes politisk ukorrekt og virker direkte provokerende på mange, hvis man siger det så ligeud. Problemet er bare, at fysisk inaktivitet og fedme ikke alene fører til et liv, der i lang, lang tid er af dårligere kvalitet end et sundt liv med fysisk udfoldelse; det medfører også døden i en tidligere alder. Ups ja – og så er det jo enormt dyrt for samfundet at have et massivt antal borgere med livsstilssygdomme. Oven i købet med social slagside.

Men i tolerante og frisindede Danmark har vi vedtaget, at man ikke må fordømme andre på deres livsstil, og derfor må man ikke påberåbe sig personlig ansvarlighed og dadle andre for deres manglende selvdisciplin. Det er et overskudsfænomen at sørge for øko-gulerødder og sport tre gange om ugen for poderne i stedet for at fylde dem med campingkage og pc-spil, og det kan en enlig mor til to på overførselsindkomst ikke leve op til.” (Emilia van Hauen: Forældre skal spille på frygt. Information, d. 25/11 2010)

Forældres indstilling til børn og opdragelse er vist ikke udelukkende et spørgsmål om indkomst. Tværtimod, faktisk. Man kunne være en smule mere kynisk og sige at det måske er på grund af indstillingen til sport og kost og andre af livets forhold at moderen er enlig og på overførselsindkomst, men det er egentligt ikke mit ærinde, for der er helt sikkert problemer i alle sociale klasser, omend ikke nødvendigvis de samme. Forældrenes ansvar er uomtvisteligt og der er ingen vej udenom.

I den taekwondoklub jeg er formand for dukkede der for noget tid siden et forældrepar op med en tydeligt overvægtig dreng som gerne ville have en prøvetræning. Træningen på børneholdet er intens, men ikke hårdere end at alle burde kunne være med, enhver på sit niveau. Denne dreng holdt ud i ti minutter og gennemførte således ikke engang opvarmningen før han måtte udgå fuldstændig opkogt og med åndenød. Her var det så Emilia van Hauens spil på frygt måske kunne komme til sin ret, for hvad tror du forældrene til ovenstående dreng gjorde?

De fik medlidenhed med drengen og trøstede ham på den samme måde som de sikkert har gjort tusind gange før: et stor bakke pommes frites og en halv liter Cocio i hallens cafeteria, gennem hvis vinduer den stakkels dreng, således trøstet,  kunne sidde og se ind på de 40-50 unge mennesker som stadig løb rundt inde i hallen.

Al opdragelse begynder i hjemmet.  Om frygt skal være et middel er et spørgsmål om temperament, i andre tider ville man nok have snakket om disciplin og den naturlige følge af disciplinen, den i vor tid vist meget undervurderede selvdisciplin.

Hvor forældrene ikke selv kan eller vil må andre som en nødløsning tage over. Undervisningsministeren mener…

“… at der skal mere disciplin i folkeskolen og foreslog i går i Morgenavisen Jyllands-Posten, at skolerne skal have mulighed for at ringe efter forældrene, hvis deres børn ikke opfører sig ordentligt. I den forbindelse erkendte hun, at det vil være svært at indføre sanktioner, hvis elever eller forældre blæser på disciplinen.

»Ro og mulighed for fordybelse er nødvendigt for at øge fagligheden, men også for at sikre det enkelte barns trivsel. Når regeringen har fremlagt sit udspil til en samlet reform af folkeskolen, vil jeg drøfte udformningen med forligspartierne,« siger Tina Nedergaard.” (Carl Emil Arnfred og Christian Hüttemeier: DF kræver minimumsstraf til elever, Jyllands Posten 27.11.2010)

Idiotiet er åbenlyst, eller burde være det for enhver: hendes forslag handler ikke om disciplin, i og med at hver eneste gang en lærer ringer efter forældrene er det en demonstration af lærernes og skolesystemets afmagt.

Dansk Folkeparti her ikke noget bedre at foreslå:

“»Vi mener, at man som skoleleder skal bortvise en elev, hvis eleven opfører sig uartigt, svarer læreren igen eller er ubehagelig over for sine klassekammerater. Det samme gælder, hvis man mobber en klassekammerat,« siger uddannelsesordfører, Marlene Harpsøe (DF).

Hun mener, at straffen skal falde prompte og sagtens kan være længere end én uge: »Vi tror ikke på, at en elev vil opleve en enkelt dags bortvisning som en sanktion.

Det vil nok nærmere opleves som en fridag.«” (op. cit.)

Jeg kan uden problemer erindre flere skoletrætte klassekammerater fra folkeskolen som ville have oplevet en uges bortvisning som en ferie. For pokker jeg kan ikke engang afvise, at jeg ville have oplevet det som ferie, selvom skoletræthed aldrig er noget jeg har lidt af.

Karen Jespersen har et andet syn på tingene:

“Forestil dig, at du er skolelærer, der står med en elev, der råber »luder« og forsøger at slå dig, samtidig med at du skal holde ro på 25 andre elever. Den situation er nu så almindelig, at Århus Lærerseminarium laver kurser i, hvordan lærere undgår at blive slået af elever.

Ord som disciplin, pligt, hensyn, ansvar og samfundssind er nærmest ukendte for mange skoleelever.

Det er baggrunden for undervisningsminister Tina Nedergaards forslag om, at det skal stå direkte i loven, at en skoleleder kan ringe til forældrene og beordre dem til at hente deres barn, hvis det er helt uregerligt. Kritikerne siger, at denne mulighed har skolen også i dag. Men det ændrer ikke på, at signaleffekten er vigtig: Det er forældrenes ansvar at opdrage børnene, så de kan fungere sammen med andre mennesker.

Men forslaget er slet ikke nok. Der skal meget mere til.

Der er skoler, der skriftligt forklarer forældrene, at det er deres ansvar, at deres børn er udhvilede og har spist morgenmad, når de møder i skolen. De skal have læst lektier og have en madpakke i tasken. Hvis de forældrene ikke lever op til dette ansvar, bliver de indkaldt til en samtale. Erfaringerne viser, at det virker. Sådan burde det være på alle skoler.” (Karen Jespersen: Uden disciplin lærer børnene intet. Aarhus Stiftstidende 30/11 2010)

og videre

“En skolereform kan rette op på det lave faglige niveau. Men uden disciplin og god opdragelse går det ikke.” (op. cit.)

Og så alligevel ikke. Karen Jespersen bedste forslag er eftersidninger og selvom det nok er mere effektivt som straf end “ferie” kommer det ikke meget videre.

Kurser for lærere i hvordan man undgår at blive slået? Men ord som eneste forsvar? Gandhi magtede den form for pacificisme, men danske folkeskolelærere? Hvordan det i det hele taget er kommet dertil at lærere skal lære at undgå at blive slået er måske ikke uforståeligt, men det interessante spørgsmål er hvem som bliver den første der tager bladet fra munden og foreslår det indlysende men politisk ukorrekte paradigmeskift som skal til for at løse problemet?

Computeren er jo børnenes penalhus!

“Computeren er jo børnenes penalhus” er overskriften på en artikel i Weekend Avisen d. 19. februar 2010 som handler om brugen af  ikke bare computere i undervisningen på Højby Skole (det er på Fyn), men også spil som Counter Strike, World of Warcraft og The Sims.

Lærer på skolen Martin With Nørgaard har en klar pointe når  han beklager sig over at han ingen it-undervisning havde fået da han forlod seminariet i 1997. Men så hopper kæden til gengæld også af:

“”Det er faktisk lidt af en katastrofe. De har kun forstand på bøger når de komme ud. Det er oldnordisk.” Og synd, for computerspil motiverer børnene mere end andre medier, mener han.”

For ikke så længe siden kunne man læse om en undersøgelse der påviste at lektier ikke giver det store faglige udbytte for børn, uden at nogen tilsyneladende havde tænkt at det heller ikke nødvendigvis er formålet. Lektier lærer børn tre andre uhyre vigtige ting, nemlig at at arbejde selvstændigt med et fagligt stof, de opnår rutine gennem repetition og de lærer selvdisciplin.

På samme måde kan man nok betvivle Nørgaards udgangspunkt: det er ikke sikkert at motivationsfaktoren overhovedet er den vigtigste når det gælder børns skolegang. Det handler vel i høj grad om at lære at arbejde med noget alene fordi det skal gøres. Om pligt og nødvendighed. Desuden er tanken om ydre motivationsfaktorer ren resignation: motivation kommer indefra, fra eleven selv, men den kan også være smittende og komme fra læreren. Hvor ellers?((Tak til lærere og lektorer der har været lysende eksempler på dette, hver på sin måde: Dansk- og klasselærer Mik Troelsen (Ørum), Engelsk: Jørgen Roed (Ikast), Latin: Sven Lindahl (Odense) og Filosofi: Jørgen Hass (Odense).))

Men lad det ligge. Noget helt andet og måske langt vigtigere er dette:

“Computerspils evne til at engagere eleverne, især de svage, fremhæves ofte af lærere med spilerfaring.”

Især de svage… umiddelbart lyder det jo meget sympatisk, omend man med nogen frygt må betænke om det man gør i virkeligheden bare er at sænke gærdet tilstrækkeligt til at alle kan komme over.

Jeg kan ikke gennemskue om det her handler om at “Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære” eller om det handler om det mere moderne men lige så defaitistiske “Hvad ikke alle har lyst til at lære, skal ingen lære.

Men at det ikke handler om at lære noget er vist indlysende, for Markus Bernsen konkluderer på artiklen: “Nogen forskning tyder på, at computerspil styrker en række af de kompetencer, som efterspørges i »videnssamfundet« – omstillingsparathed, symbol- og billedbehandling, kreativitet.” Kort sagt ikke så meget, udover nogle mildest talt løse begreber uden konkret indhold. Viden i sig selv er åbenbart  ikke i så stor efterspørgsel i »videnssamfundet«!

Perspektivet er nemlig et helt helt andet, afslører Erik Sigsgaard, forsker ved Videnscenter for institutionsforskning på Professionshøjskolen UCC (sic!):

“Det er indlysende, at børn foretrækker at danne sig selv i fællesskab, i stedet for at høre påen voksen, der time efter time står og fortæller dem, hvordan verden hænger sammen. På trods af de mange muligheder, som de nye medier tilbyder, er det stadig udelukkende os voksne, der bestemmer, hvad børn må beskæftige sig med i al den tid, det opholder sig på institutionerne. Hvordan stemmer det overens med FNs børnerettigheder? Ifølge dem har børn ret til at søge viden om verden, lære og lege på egen hånd. De rettigheder mener jeg ikke nødvendigvis, vi lever op til.”

For helvede da osse…

___________
Markus Bernsen: Computeren er jo børnenes penalhus. WA d. 19. februar 2010