Irritationer 1

Læser Iliaden i Dues oversættelse og selvom jeg sagtens kan respektere det mægtige projekt som Due har haft gang i, er jeg bestemt ikke altid begejstret for Dues fordanskning.  I X er Dolon taget til fange af Odysseus og han frygter for sit liv på en knap så mandig facon. Derfor:

Dette var svaret han fik af den snildt forslagne Odysseus:
“Op med humøret! Lad ikke din tanke besætte af døden!”

 

Her ville jeg gerne have gengivet hvad Homer selv skrev, men enten WordPress eller Firefox synes desværre ikke at ville som jeg vil udi det græske, så jeg dropper lige sammenligningen med originalen og fortsætter på dansk.

Kan man forestille sig Odysseus sige “Op med humøret!” til en mand der skal henrettes? Er det ikke bare for moderne, for plat og teenage-agtigt?

Wilster skriver:

“Fat kun Mod! lad Døden dog ei omsvæve din Tanke!”

og den sprogligt kompetente – men vistnok i akademiske kredse ret ildesete – Gelsted skriver:

“Fat mod,” sagde Odysseus, “og tænk ikke på døden!”

Kunne man acceptere et “tag dig sammen”? Det ville trods alt ikke være helt ude af trit med situationen, men hvad er der galt med “fat mod”? Spørgsmålet er om “mod” er et så umoderne ord at Due viger tilbage for at bruge det. Man skal jo ikke støde sine læsere, ved at minde dem om noget de ikke har (begreb om). Men hvis ikke den moderne læser fatter det udtryk, hvad skal han så stille op med “den snildt forslagne Odysseus”?

To sider længere fremme møder Dolon i øvrigt sit endeligt:

“Men Dolon forsøgte at række
hånden op til hans hage i bøn. Da slog han ham sværdet
lige tværs over nakken og overskar begge dens sener.
Stemmen sad fast i hans mund da hans hoved rulled i støvet.”
– Il. X 454-457

Dette er en af mine favoritpassager i Iliaden, men jeg foretrækker den så afgjort hos Wilster:

Just vilde nu hiin med sin Haand hans hage berøre,
Bønlig om Livet at trygle, da svang Diomedes sit Slagsværd,
Hug ham tværs over Halsen, og kløvede begge dens Sener;
Ordet var end i hans Mund, da Hovedet rulled i Støvet.

Men for nu at blive ved Due. Han svinger mellem det meget moderne, grænsende til det platte og ord som garanteret de fleste moderne læsere aldrig har hørt før. Ikke at det sidste i sig selv er nogen anklage, men den manglende konsekvens er. Har man undertiden på fornemmelsen at et udtryk er undgået, for ikke at ligne Wilster? (Stemmen sad fast i hans mund…)

Jeg kan ikke kapere at “gi”, “la” og “be” anvendes side om side med “sorrigfuld”, “voldte ham uliv”, “sad i sin pudsede fading” og “han vog deres drot”. (Il. XVI – Due)

Også i “Hektor, la vær med at slås med Achilles alene fra nu af.”  (XX. 376), lyder “la vær” som noget min fireårige datter ville sige.

Afslutningen lyder his Wilster:

“Således stedtes til Jorde den hestebetvingende Hektor.”

og den hedder hos Due:

“Det var den grav som de grov den hestebetvingende Hektor.”

I ODS hedder det om at grave:  gravede ell. (nu kun poet., arkais. ell. dial.) grov og så er det jo heller ikke let at være oversætter, for det er vist længe siden poeter har brugt “grov” og den grav som de grov” giver en – forhåbendtlig utilsigtet – humoristisk effekt.

Due har allerede revideret en af sine oversættelser (Ovids Metamorfoser) og genudgivet den og nu kommer også Aneiden i en ny udgave. Måske han bare skulle tage sig lidt bedre tid og gøre sig lidt mere umage; han var nok på sigt bedre tjent med at være kendt for en enkelt god oversættelse end en hel serie som en eller anden alligevel ser sig nødsaget til at gøre om inden for hans egen levetid.