Alle elsker Anders Breivik!

På førstedagen for hvornår den norske massemorder Anders Breivik skulle vidne i retten i Oslo, skrev BT i en leder følgende:

I dag vil Anders Breivik sætte flere ord på sine afskyelige handlinger – med ofre, pårørende og pressefolk som vidner. Endnu flere vil følge sagen via tv og på internettet. Hvad der skete i Oslo og på Utøya, er så grusomt, så ondt og så sorgfyldt, at det næsten ikke er til at bære at læse om eller at blive delagtiggjort i. Det har været fremført, at retssagen – og mediernes formidling af den – er med til at give terroristen Breivik unødig opmærksomhed. Breivik har selv signaleret, at han ser retssagen som en platform, hvorfra han kan lade sine synspunkter flyde.

(Fair retssag til Breivik, BT d. 17/4 2012))

Sådan skriver en avis, som er en af flere, der har bragt live-dækning fra retssagen, hvor læsere, minut for minut, kunne følge hvad der blev sagt i retssalen i Oslo. Men sådanne på lederplads bragte overvejelser, skal da ikke forhindre samme avis i at bringe de saftige historier om den 22-årige kvinde, der i en anden avis, blev præsenteret under denne overskrift: “Skudoffer på flugt holdt sin kæbe i hånden.” (EB, d. 15/5 2012)

Jeg husker alle skuddene, der ramte. Måske ikke rækkefølgen. Jeg blev skudt i armene, og tænkte, at det kunne jeg overleve. Så blev jeg skudt i kæben, og da tænkte jeg, at det var mere alvorligt. Så blev jeg skudt i brystet, og det tænkte jeg, at det dør man af, fortalte den kønne, 22-årige kvinde, da hun vidnede som tirsdagens andet vidne mod massemorderen Breivik.

(Skudt fem gange af Breivik: ’Jeg husker alle skuddene’, BT d.15/12 2012)

Hvorfor er dette interessant for en avis? Fordi det er det læsene vil have.

Jeg vælger derfor helt at se bortfra den mulighed, at BTs læsere er en flok selvpinere, der flagellerer sig selv dagligt og i timevis med indtagelsen af ubærlige sorgfyldte grusomheder. Næh, det er nok nærmere BTs redaktion der er en dobbeltmoralsk og principløs pengemaskine, som leverer den vare læserne vil have. Uden forbehold.

Lad os også bare slå fast, at det ikke er retten der er en platform for Breiviks udspredelse af egne synspunkter, men derimod pressen der, som en udslidt og sygdomsbefængt gammel luder, beredvilligt stiller sig til rådighed for hvad som helst for lidt småpenge. Og du, kære læser, er dens kunde.

Pressen er Breiviks talerstol og den giver læserne det de vil have, nemlig drama; og jo mere virkeligt og detaljeret jo bedre. Desuden er det slet ikke Breiviks synspunkter som er det interessante, dem er der ingen der interesserer sig synderligt for, men derimod beskrivelsen af hans handlinger.

Lad os ikke bedrage os selv: alle elsker Anders Breivik!

Vi elsker at læse om Anders Breivik fordi han bringer drama ind i en ufarlig og rutinepræget hverdag. Han er det drama, som vi alle ubevidst drages mod, men som vi dog af bekvemmelighed helst vil have på god afstand.

Vi elsker Breivik på samme måde som en god film, en thriller eller en gyser, fordi hans handlinger kilder os de rigtige steder, kilder vores dødsfrygt på den ufarlige og fjerne, men aligevel virkelige måde, som ingen fiktion kan konkurrere med.

Vi elsker at forarges over Breivik, såvel som alle andre mordere og terrorister, fordi der ikke er noget bedre middel, end vores forargelse over hans tilsyneladende afgrundsdybe ondskab, til at vække følelser i os af at være uendeligt selvretfærdige og bekræfte os i vores moralske overlegenhed.

Vi elsker Breivik, fordi han får os til at føle; han vækker døde følelser af medlidenhed og medfølelse med ofre vi ikke kender og aldrig har haft noget ønske om at kende, men hvis lig vi, som virtuelt nekrofile, kan misbruge, gennem deres billeder og historier bragt i pressen, til følelsesmæssig selvtilfredsstillelse.

Retsagen mod Breivik er snart ovre; de saftige detaljer, beskrivelserne af de smukke unge mennesker der falder for morderens iskolde kugler og de overlevendes gribende beretninger er overstået og efterlader os med et dramatisk og emotionelt tomrum der skal fyldes.

Vi venter allerede på den næste.

Moral

“Der Europäer verkleidet sich in die Moral, weil er ein krankes, kränkliches, krüppelhaftes Thier geworden ist, das gute Gründe hat, “zahm” zu sein, weil er beinahe eine Missgeburt, etwas Halbes, Schwaches, Linkisches ist…. Nicht die Furchtbarkeit des Raubthiers findet eine moralische Verkleidung nöthig, sondern das Heerdenthier mit seiner tiefen Mittelmässigkeit, Angst und Langenweile an sich selbst. Moral putzt den Europäer auf – gestehen wir es ein! – in’s Vornehmere, Bedeutendere, Ansehnlichere, in’s “Göttliche” -“

– Nietzsche: Die fröhliche Wissenschaft, §352

Krig

Jens Berg var en dansk soldat som kæmpede for tyskerne på østfronten under anden verdenskrig og BT har spurgt ham om han er stolt af at have været tysk soldat:

Ja! Jeg er stolt af de oplevelser, jeg haft. Jeg er taknemmelig for det, og jeg synes, at jeg ville være et meget dårligere menneske, hvis ikke jeg var glad for det, jeg har oplevet.

Jens har skrevet en bog om sine oplevelser og det er i den forbindelse at BT interviewer:

Du beskriver også i bogen, at I tager russernes mad?

– Det er måske lidt svært at forstå i dag. Men dengang var det næsten lidt normalt. De tog det ikke engang ilde op, for de vidste jo godt, at sådan var det nu engang.

Vi havde jo magten og kan gøre det. En gang gik vi op til en gård og sagde, vi skulle have et par høns. Bondemanden sagde ’uh, den krig, den krig’. Vi svarede, ’ja det synes vi også. Vi vil meget hellere være hjemme ved mor.

Ja, det er måske lidt svært at forstå i en tid hvor man har fået umistelige personlige rettigheder, at det engang skulle have været anderledes, at der har været tider hvor skæbnen kunne gribe ind og afgøre dit liv, altså ved andet en de store uretfærdigheder som cancer og ulykkestilfælde. Måske ligger der er pointe her til alle de som har det med at moralisere, nemlig at selv når det er rigtig slemt behøver det altså ikke at være rigtig ondt.

Måske bør man også sende en venlig tanke til danske soldater i mellemøsten og nordafrika, ikke fordi de er lige dér – de kampe er ligegyldige – men alene fordi sætter et eksempel ved at vove sig uden for parcelhusene, frivilligt, derud hvor der er noget på spil.

Religion

“Hos mængden har ligegyldigheden over for religionen naturligvis ingen anden grund end at den er kedelig og umoderne. Derfor går al religiøs agitation i vore dage ud på at gøre den underholdende og moderne.

At den stiller visse ubekvemme krav betyder mindre end man tror. Det mest bekvemme og almindelige har jo alligevel altid været, at man respektfuldt har anerkendt disse krav og ignoreret dem i praksis.”

– H. Söderberg

__________
Hjalmar Söderberg: Tidens usle magter. Essays og aforismer. København 1992. s. 85.

Hysterisk (for sidste gang)

Efter at have skrevet sidste indlæg faldt jeg over følgende citat om Anne-Grethe Bjarup Riis TV optræden:

“Hun mente endda på et tidspunkt i forbindelse med hendes råbe-seance, at kvinder ikke selv skulle have råderet over deres egen krop. I hvert fald ikke hvis de deltager i aktiviteter, som AGBR personligt finder moralsk forkert. Ud fra det synspunkt kan vi også fratage kvinder retten til fri abort, hvis nogle finder dette moralsk forkert. Det må være samme princip.” (Anne-Grethe-Bjarup-Riis. En forvrøvlet fundamentalist)

Og det må selvfølgelig være et kraftargument mod krænkelses-indgangsvinklen til prostitutionsdebatten. Altså, hvis bare en mand føler sig krænket af at en kvinde har fået foretaget abort at et foster som han har været med til at skabe, så skal abort selvfølgelig forbydes, for vi kan jo ikke have et samfund, der tillader nogle, at krænke andre mennesker. Det duer ikke i 2011.

Hysterisk (igen)

C’est avec les beaux sentiments que l’on fait la mauvaise littérature, sagde André Gide engang og Heidegger tilføjede at det samme i endnu højere grad gælder for filosofien. Man kunne passende tilføje at det afgjort også gælder for politik. Af de voldsomste sindstemninger kommer de dårligste love og den værste undertrykkelse.

Siden mit sidste indlæg har Anne-Grethe Bjarup Riis været i medierne igen og er blevet interviewet i BT af Keenan Seeberg:

“Tidligere sundhedsminister Torben Lund kalder dig talskvinde for beton-feminister og mener, det er udtryk for nypuritanisme…

– Feminist? Jeg er talskvinde for sund fornuft. Søde ven, vi kan ikke have et samfund, der tillader nogle, at krænke andre mennesker. Det duer ikke i 2011. Vi halshugger heller ikke folk mere.”

Nu er det næppe udtryk for sund fornuft at påstå at vi ikke kan “have et samfund, der tillader nogle, at krænke andre mennesker”, men udover den barnlige naivitet som ligger i selve tanken om det krænkelsesløse samfund, er der også det problem, at den slags forslag som udspringer af en eller flere personers forargelse over nogle formodede krænkelser, ofte resulterer i at selvsamme personer ender med at ville beslutte på andres vegne hvad det er der er krænkende for de andre. Det går ikke! Den krænkede må selv henvende sig, ellers ender vi i en situation hvor omsorgen i sig selv kan blive et overgreb og – ironisk nok – i sig selv en krænkelse af det formodede offers rettigheder.

“Skal pornografi så også forbydes?

– Den er svær. Det ved jeg ikke. Det er på grænsen. Der er nok forskel på prostitution og på det at lave en pornofilm.”

Den er nok ikke så svær igen. Hvis vi antager at prostitution er en krænkelse af kvinden, den prostituerede, så er pornografien det i lige så høj grad, hvis ikke værre, eftersom det sker i offentlighed og det derfor ikke er noget man kan lægge bag sig (naboen, chefen, kollegerne kan stadig risikere at støde på det). Men det er sex for penge i begge tilfælde. At skelne mellem de to er kun muligt hvis man opgiver det udgangspunkt at man vil have prostitutionen forbudt for kvindens skyld og i stedet siger det man i virkeligheden mener – men er langt sværere at indrømme og endnu sværere at argumentere og lovgive ud fra – at man vil have prostitutionen forbudt, fordi man – som kvinde, hustru, kæreste – har ondt i røven over at det foregår. Ellers er enhver skelnen mellem de to ikke andet end dobbeltmoral.

__________
Nu begynder jeg sgu at tude, BT d. 26/2 2011

Hysterisk

“Hysteri, en, (dagl. ogs.) et. [hysdəˈri?] (af nylat. hysteria, dannet til gr. hysterikós (se hysterisk); jf. Modersyge; især med.) nervøs sygdom, især hos kvinder, kendetegnet ved voldsomme reaktioner over for indtryk (tidligere sat i forb. m. sygdomme i livmoderen); ogs. (dagl.) i al alm. om sindstilstand, følelsesudbrud, meningstilkendegivelser osv., der er præget af urimelighed, særhed, uligevægtighed, affektation olgn. (“skaberi”). JBaden.​FrO. vi (vil) have Lov til at stemple alt det som Unatur, der bærer Præg af Hysteri og smager af aandelige Farsoter. KPont.​Psychiatr.​I.53. det var Moderens Hysteri, hun havde arvet! AHenningsen.​PD. 242. jf.: *Hist sniger sig den sittrende Hysterie | Krampagtig om, og vildt bedaarer | Med sine hede, falske Taarer. Winth. II.36.” (ODS, opslag: husteri)

Et eksempel (hentet fra debatten om prostitution som blussede op igen for nylig, her ved Anne-Grethe Bjarup Riis):

“Som luder er du degraderet til et fissehul, og det er der ingen kvinder, der har fortjent. Der er ingen kvinder, som skal lytte til Anni Sprinkle inde på hjemmesiden og hendes 40 grunde til, at ludere er hendes helte.

Det er bullshit, Linda!! Hvad laver du inde på den hjemmeside? Og hvad laver du i politik? Opretter statskontrollerede centre for undertrykkelse, hvor prostituerede kan få adgang, hvis de har en smiley i panden?

LINDA KRISTIANSEN, du har kraftstejlemig som folketingskandidat at bruge din hjerne, reflektere over de samfundsmæssige og især de menneskelige, sande værdier og handle derudfra. Du fremstår som en lalleglad, forkælet og totalt ubegavet klovn. En tumpe, der ikke har fattet en fucking skid af det hele.

Vi ved jo alle …” (resten af tiraden kan læses i Ekstra Bladet).

At argumentere fra udgangspunktet “Vi ved jo alle …” er bluff, løgn eller det som er værre. Der er formodentlig ikke en eneste ting i verden som vi alle er enige om eller som vi alle ‘ved’ (og selv om vi var, er det stadig ikke bevis for noget som helst!) og da slet ikke dem vi forsøger at overbevise eller påvirke med vores argumenter. Derfor er udgangpunktet “Vi ved jo alle …” også både nedladende og respektløst og dybest set et udtryk for at ophavsmanden fattes brugbare argumenter.

Hvad skal man stille op med sådanne hysteriske anfald i fuld offentlighed, som Anne-Grethe Bjarup Riis gentagne gange har optrådt med? Eftersom det ikke er lovligt at stikke kællingen et par på kassen er der vel kun tilbage at tage til genmæle, stille og roligt og frem for alt sagligt. Vi bifalder at tidligere sundhedsminister Torben Lund har gidet gøre sig ulejligheden:

“Til lykke til Mette Frederiksen (S), Pernille Vigsø Bagge (SF), Margrethe Wivel (R) og Vibeke Manniche med Anne-Grethe Bjarup Riis som talskvinde i kampen mod de prostituerede og deres kunder. Jeg har længe haft en mistanke om, at kampen imod prostitution intet havde med omsorg for de prostituerede og deres rettigheder at gøre. Det handler snarere om politisk korrekthed, magtesløshed og en frygt for, hvad utilfredsstillede og eventyrlystne mænd (ægtemænd) kan finde på. Anne-Grethe Bjarup Riis’ optræden har afsløret det forbandede hykleri.

Lad dog kvinder og mænd selv bestemme over deres liv og krop. Vi bruger hver dag vores hoved og krop hos offentlige og private arbejdsgivere. Hvorfor skal man stigmatiseres og tilsvines, hvis man vælger at tjene til livets ophold ved at tilbyde sex? Hvad med nøgenmodeller – mennesker der lader sig fotografere, som Gud har skabt dem – skal de også tilsvines og forbydes? Hvad med pornoblade og -film – skal de også forbydes? Det »overgreb«, som aktørerne i pornoblade og -film er udsat for, er vel lige så stort som sexarbejderens?

Hvad er det for en victoriansk puritanisme og intolerance, disse moraliserende middelklassekvinder repræsenterer? Den personlige frihed omfatter vel også brugen af vores krop? Kvinder og mænd, der tilbyder sex mod betaling, bør vel have de samme borgerrettigheder som os andre?

Det omfatter også retten til at blive beskyttet imod tvang og udnyttelse og muligheden for at få hjælp til at finde et andet levegrundlag, hvis den prostituerede ønsker det. Kunne politikere – af begge køn – ikke koncentrere sig om den vigtige opgave?”

__________
Anne-Grethe Bjarup Riis: Amok på sex-arbejdere: I er fissehuller. Ekstra Bladet, d. 15/2 2011
Torben Lund: Puritanisme og intolerance, Berlingske d. 22/2 2011

Åndshygiejne

Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger! Nigger!

219 gange er ordet nigger blevet fjerne fra en ny udgave af Mark Twains Adventures of Huckleberry Finn kan man læse i flere medier, inklusive hjemlige Weekend Avisen. Ordet er blevet afstattet af det mindre værdiladede ord ’slave’. Enfoldighed er den eneste dækkende beskrivelse på denne slags foretagsomhed, der er rettet mod mennesker som ikke kan rumme en virkelighed – in casu oven i købet en historisk virkelighed – som er forskellig fra deres egen. Enfoldighed er den eneste dækkende beskrivelse for denne type af mennesker, som når de ser en anden tids mennesker, insisterer på at betragte dem gennem en optik som er typisk for deres egen tid. Enfoldighed er den eneste dækkende beskrivelse for denne type af mennesker, som insisterer på at deres moral er den moral hele verden skal anskues igennem og dømmes efter og som ikke mener at de har pligt til eller interesse i at forsøge at anskue den anderledes.

CBS, MSNBC, Publishers Weekly og andre bringer historien men viger selv tilbage fra at bruge ordet “nigger” og bruger betegnelsen “the N-word” hvilket er endnu mere absurd, da jo ikke bare alle selvfølgelig ved hvad der tales om, men at det vel også er indlysende at ordets negative konnotationer forstærkes af at det bliver forbudt og komoufleres ved en anderledes stavemåde.

Men allermest morsomt er det at selv kritikerne af denne form for censur tager afstand fra Mark Twain:

Gribben [udgiveren af den censurerede udgave] has no illusions about the new edition’s potential for controversy. “I’m hoping that people will welcome this new option, but I suspect that textual purists will be horrified,” he said. “Already, one professor told me that he is very disappointed that I was involved in this.” Indeed, Twain scholar Thomas Wortham, at UCLA, compared Gribben to Thomas Bowdler (who published expurgated versions of Shakespeare for family reading), telling PW that “a book like Professor Gribben has imagined doesn’t challenge children [and their teachers] to ask, ‘Why would a child like Huck use such reprehensible language?’ ” (Mark Schultz: Upcoming NewSouth ‘Huck Finn’ Eliminates the ‘N’ Word)

Ja, hvorfor mon dog Mark Twain bruger sådan et forfærdeligt sprog…

Det er lærere som dette der kan dræbe enhver glæde ved at læse, for i sidste ende er der kun en måde at læse på, nemlig ved at læse hver enkelt bog på dens egne præmisser og forsøge at forstå dem som sådan. Og når det gælder bøger som er fra en anden tid, ved kun at læse dem for det de er, uden at stille spørgsmål funderet i vor tids moral og normer. Kun på den måde kommer du videre som læser og som menneske og hæver dig over den mudderpøl af middelmådighed og forargelse som ovenstånde voldtægt af Mark Twain er udtryk for!

God fornøjelse!

Kristendom

“For hen ved to tusinde år siden var livet for jøderne i Palæstina under det ene fremmede herredømme efter det andet blevet så uudholdeligt at de blev grebet af had til  selve livet (dette ellers så livskære og  og livsglade folk!) og ikke kunne se anden udvej for elendigheden end verdens umiddlbart forestående undergang. Sådan lød deres trøst: verden vil gå under i morgen eller i næste uge, himmerige er nær, helvede ligeså, så det skal vel nok blive sjovt at se disse rovgriske romere og disse “dannede”, umoralske grækere sprælle i svovlpølen… “Verden angår os ikke længere”: kun ud fra det synspunkt kan den kristne  moral forstås og forklares. Praktiseres kan den naturligvis ikke så længe “verden” har den uforskammethed at bestå.

Hvordan denne moral og denne religion kunne “sejre” (her er citationstegnene om nogensinde på sin plads!) over alle andre på trods af at verdens undergang udeblev, og hvordan det er gået til at den i dag er Europas  og Amerikas herskende religion –  ja det er en anden historie […]

Men at den kristne moral ikke duer for os: det er klart som solskin.”

-Hjalmar Söderberg: Tidens usle magter. Essays og aforismer. København 1992

Dobbeltmoral

Måske er det et eksempel på den måske nok sjældne, men dog meget menneskelige tendens til at mennesker som har gjort det til en vane eller erhverv at dømme om andre, efterhånden ganske mister evnen til at dømme om sig selv?

I hvertfald er det vist efterhånden slået fuldstændig klik for Politikens redaktør Seidenfaden, som i en leder d. 9. december 2010 skriver om USA og anonymes hackeres forsøg på “af al magt at kvæle” WikiLeaks efter at de har offentliggjort fortrolige diplomatisk dokumenter fra det amerikanske forsvar og udenrigsministerium.

“Der er tale om altovervejende ikke-juridiske skridt i form af massiv pression mod de private leverandører, som ethvert internetmedie er afhængig af. De amerikanske internetgiganter Amazon og PayPal og andre firmaer i flere lande har bøjet sig for presset og smidt WikiLeaks af deres servere.

Også kreditkortfirmaer og banker har øjensynlig nægtet at betjene WikiLeaks.” (Stop angrebet på informationsfriheden, Politiken, d. 9/12 2010)

Alt det er selvfølgelig korrekt og Politikens forargelse er også i tråd med avisens vane med at udgive bøger uden at spørge forfatter og forlag og domstole først først, jvf. både sagen om Rathsacks bog “Jæger” og Ritt Bjerregaards dagbog (Begge sager er omtalt her: http://jp.dk/indland/article1818042.ece), men herefter hopper kæden af for Seidenfaden:

“Det svarer til, at myndighederne, hvis de ville forhindre Politiken eller Berlingske Tidende i at bringe en ubehagelig artikel, pressede elselskabet til at slukke for strømmen, så trykpressen ikke kunne køre.

Hvor er lovgrundlaget, hvor er domstolene?” (Politiken. op. cit.)

Nu er der jo både i praksis og rent principielt en betydelig forskel på offentliggørelsen af en ubehagelig artikel man selv har skrevet, og offentliggørelse (massedumping!) af materiale som andre har skrevet og som er tilvejebragt på ulovlig vis. Faktisk har de to ting intet med hinanden at gøre og kan selvfølgelig slet ikke sammenlignes. Men det er ikke den eneste sammenligning som Seidenfaden spiller ud:

“Det er forståeligt, ja, formålstjenligt, at en stat forsøger at holde på sine hemmeligheder. USA er i sin gode ret til at tiltale kilden til lækagen og om muligt få ham idømt en hård straf.

Men det er en glidebane mod et mere lukket samfund, hvis USA’s regering eller andre, med metoder, der er helt uforenelige med retsstaten, angriber de medier, der bringer oplysningerne. Skal ytringsfriheden begrænses, må det som minimum ske efter en åben rettergang.” (Politiken. op. cit.)

Seidenfadens pointe synes at være, at kilden til lækagen sagtens kan idømmes en (hård) straf, men at den kendsgerning overhovedet ikke skal påvirke pressens beslutninger, som om at det, at noget først er blevet stjålet, uden videre gør det stjålne materiale til public domain. Det svarer til at sige at hvis nogen brød ind i Seidenfadens private computer og huggede billederne fra swingerfesten i Tøgers sommerhus, så skulle tyven straffes for det, men hvis han forinden havde videregivet billederne til mig, var jeg i min gode ret til at offentliggøre dem. Udover at ganske bortskaffe begrebet om hæleri er det en helt igennem besynderlig opfattelse af ytringsfriheden der her kommer til udtryk.

Ytringsfriheden har intet at gøre med Julian Assanges ret til at offentliggøre stjålent materiale. Ytringsfriheden sikrer at Assange kan sige hvad han vil og den er der ingen der har forsøgt at rokke ved. Hvad nogen har forsøgt at gribe ind overfor, er derimod den informationsmæssige free-for-all som WikiLeaks hæleri-projekt lægger op til: at fordi stjålet gods kommer i dine hænder, betyder det ikke at det er dit til at gøre med hvad du vil. Hvad du burde gøre er at levere det tilbage til ejermanden. Intent andet.

Seidenfaden fortsætter med at konstatere at “WikiLeaks’ redaktionelle prioriteringer i høj grad [kan] diskuteres“, hvilket mildt sagt er en underdrivelse.

“Men USA’s massive og principløse reaktion har løftet sagen til et andet niveau: Er det rimeligt, at en stat med rent magtmisbrug kvæler et frit medie?” (Politiken. op. cit.)

Spørgsmålet er om det at være et frit medie ikke også inderbærer et vist ansvar, noget som Seidenfaden tydeligvis ikke mener er tilfældet. WikiLeaks dumper tusindvis af fortrolige dokumenter til offentligheden i håbet om at nogen kan finde noget som er belastende for nogle andre. Der er ikke tale om materiale, som er lækket for at dokumentere et konkret magtmisbrug eller misforhold, hvilket enhver kan forsikre sig om, ved at læse Politikens opfrodring til læserne:

“Når det sidste dokument er offentliggjort, vil lækken inkludere over en kvart million dokumenter, og det er flere end selv politiken.dk’s journalister kan nå at læse grundigt.

Derfor vil vi gerne tippes, hvis politiken.dk’s læsere, ser vigtige historier i de rå dokumenter, som ikke er fortalt endnu.” (Tip os: Find de gode WikiLeaks-historier. Politiken d. 29/11 2010)

Det her har intet som helst med ansvarlig journalistik at gøre. (Tankevækkende er også Seidenfadens svar på følgende spørgsmål vedr. Politikens offentliggørelse af Rathsacks bog: “Hvorfor har I ikke ventet, til fogedretten har taget stilling til, om der skulle nedlægges forbud mod bogen? For det første fordi fogedsagen ikke har noget med Politiken eller medierne at gøre. Den er rettet mod forlaget.” Gad vide om fogedretten ikke også ville have haft indvendinger mod bogens trykning i pressen, hvis den havde haft det mod forlagets udgivelse af den?)

Her er det så at Politikens dobbeltmoral kommer ind i billedet.

For det første har Politiken den moralske standard der udi egen opfattelse giver dem ret til at optrykke andres værker uden at spørge om lov først, jvf. de to bøger nævnt ovenfor. For det andet opfatter man sig selv, som det fremgår ovenfor, som værende ytringsfrihedens vogter, når det gælder om at offenliggøre stjålne amerikanske statshemmeligheder, samtidig med at man – for det tredje – sagtens kan gradbøje samme ytringsfrihed når det gælder karikaturtegninger: “Det er meget trist, at Politiken ofrer ytringsfriheden under trussel om en retssag,” sagde Berlingske Tidendes chefredaktør, Lisbeth Knudsen om Politikens knæfald for en arabisk advokats krav. (Politiken siger undskyld for Muhammed-tegning. Berlingske, d. 26/2 2010) Endelig er der historien om “dybe links”, hvor Politiken var særdeles fremme i skoene når det handlede om at hindre både søgemaskiners og andres adgang til Politikens hjemmeside (Politiken nægter søgemaskinerne adgang, Ingeniøren, mandag 31. jul 2006) og i den sag var der ikke megen forståelse for andres brug af Politiken som Politiken bruger andre…

Jeg ved ikke hvordan Tøger Seidenfaden, rent logisk, holder rede på dette moralske multibogholderi og jeg er ikke sikker på at jeg overhovedet ønsker at vide det, men man aner nok en anden persons indflydelse i baggrunden. Gør man ikke?