For to dage siden døde en dansk soldat som følge at de kvæstelser han pådrog sig under kampe et sted i Afghanistan et døgn tidligere. Med dette dødsfald blandt danske soldater i Afghanistan, nåede det samlede tabstal i følge Politiken op på otte personer. Nåja, tab og tab: krig er ikke hvad det har været eller også er min forestilling om krig udsprunget af fiktionens (filmens) verden. Tre er døde under desarmering af et missil, en har begået selvmord, to døde måske (det undersøges stadig) under ‘friendly fire’ og to under forsøg på at sikre efterladt materiel. Ikke meget ‘killed in action’ over det.
Da jeg sad og ryddede op på min pc i aftes (ja, den er så åbenbart ikke helt ny) faldt jeg over følgende fotos fra 2002 (frigivet af en militær undersøgelseskommision), som unægteligt giver en det indtryk at det danske militær i bedste fald er en samling glade amatører som leger krig. Er det rimeligt at inkludere personerne på følgende billeder under statistikken for officielle tabstal eller skal man blot bebrejde det danske forsvar at de sender soldater af sted der mangler uddannelse?

Læg mærke til at der er mindst seks persomer til stede, hvor enhver ekspert nok ville fraråde at der er var flere tilstedeværende end allerhøjest nødvendigt. Sikkerhedsudstyr er i mistænkelig grad fraværende.

Her er det nok værd at bemærke at der er to hamre af ikke ubetydelig størrelse på billedet, ligesom der også her er flere personer tilstede end højst nødvendigt, incl fotografen selv. Ikke så underligt at det kostede menneskeliv. Skal man konkludere at danske soldater ikke er (var) bedre uddannet end at de går og sysler med demonteringen af antikverede russiske missiler i fritiden?

Når man så også tænker på at Danmark deltog i golfkrigen med, af alt i verden, en lettere forældet ubåd, er der vel ikke noget at sige til at man fra flere sider er begyndt at betvivle den strategi der har kostet to yderligere danske soldater livet: nemlig at sikre efterladt materiel. Er det menneskeliv værd? Er den danske militære ledelse – efter ikke at have været i krig i hundrede år – deres opgave voksen? Kan en operativ tradition i det hele taget overleveres så længe uden at have udmøntet sig i praktisk indsats? (Var der ikke noget med noget snerydningudstyr?)

Jeg skal ikke gøre mig klog på det, blot mindes min tid hos civilforsvaret i Middelfart under Pisarski og en wannabe-jægersoldat delingsfører ved navn Dalsfledt, hvor vi, som led i vores uddannelse, blev forsikret om at man da sagtens kunne smide en atombombe mellem Herning og Brande uden at nogen af byerne ville tage den fjerneste skade og at radioaktivitet ellers i øvrigt kan fejes sammen med en kost – og at det i givet fald ville blive vores opgave.

Det var i det øjeblik at jeg besluttede mig for, at skulle Danmark nogensinde komme i krig, så skulle jeg nok finde ud af at absentere mig så hurtigt som overhovedet muligt.