Pseudojournalistik

Undertiden støder man på en sådan afgrund af menneskelig tankeløshed, at man uvilkårligt tænker at det næppe kan være virkeligt, for hvis det var, ville det både afsløre et niveau af menneskelig inkompetence, som ganske enkelt ville diskvalificere det pågældende menneske fuldstændig fra den funktion som personen varetager og efterlade en med det sikkert ubesvarlige spørgsmål om, hvordan personen overhovedet har fået det job eller den funktion, som personen varetager.
(Her kunne man så komme med beretninger om de alt for taknemmelige – og ofte humoristiske – eksempler på udueligt offentligt ansatte og eller inkompetente politikere, men det gør vi ikke; vi vender os mod et andet yndet emne, nemlig journalister.)

Sidsel Duch Langpap er – udover tilsyneladende at være et glimrende eksempel på en sådan person – også en slags journalist ved bite.dk, en selvstændig enhed under Berlingske Media, som leverer det lette og platte humoristiske indhold, som de trykte medier har været tvunget til at tage til sig for at overleve overgangen til den digitale verden, eller med andre ord: noget nær bunden af den journalistiske karrierestige.

Screenshot from 2015-07-28 13:39:42c
Ill.: fra artikel på bite.dk, som er blevet slettet siden jeg skrev dette

Fr. Langpaps bidrag til journalistikken denne dag, var en video hugget … fundet på nettet og som havnede på forsiden af bt.dk og blev præsenteret således:

Det kunne da sikkert – som overskriften antyder – være ganske lol, hvis det ikke lige var fordi at videoen, som alle andre medier i øvrigt for længst havde berettet, viste den tragiske historie om en mor, der i sidste øjeblik når at skubbe sit barn i sikkerhed, inden hun selv blev opslugt af rulletrappen og led en ganske uhyggelig død, klemt eller flænset til døde i rulletrappens maskineri. Det tog i følge nogle medier redningsfolkene 3-4 timer af frigøre hendes lig fra rulletrappens indre.

Men ja, se da endelig hendes reaktion; der er sikkert alt fra forbløffelse over forskrækkelse og en handlekraft der redder hendes barn, til panik og rædsel og uhyggelig smerte inden hun bliver helt opslugt og forsvinder i rulletrappens indre for øjene af sin egen datter. Der er ikke så meget at lolle over dér, vel?

Ethvert i minimalt grad empatisk menneske ville nok, selvom om moderen var sluppet uskadt fra oplevelsen, have haft en fornemmelse af, at det der foregår på videoen, ville være en uhyggeligt skræmmende oplevelse for barnet, men ligefrem at se sin mor dø på den måde, er en oplevelse vi slet ikke kan begynde at forestille os følelsen af. Er det en reaktion vi overhovedet ønsker at se?

På bite.dk, var videoen ledsaget af denne tekst, skrevet af Fr. Langpap (fra nu sletttet artikel på bite.dk):

“Første gang, du træder ud på en rulletrappe, kan det godt virke lidt angstprovokerende. Trappetrinene synes at bevæge sig alt for hurtigt. Men når man først er landet, så føler man sig som regel tryg igen.

Men det kan åbenbart godt gå galt alligevel. Det gør det i denne video, hvor en mor og en datter er på vej op ad en rulletrappe i noget, der kunne være et storcenter i Asien.

Da de to har nået toppen, falder gulvet pludselig væk under dem, og moderen når lige akkurat at skubbe sin datter over hullet, før hun selv bliver opslugt af gulvet. Hvad der efterfølgende sker står hen i det uvisse. Men forhåbentlig er alle uskadte efter den chokerende hændelse.”

Det er så let og uforpligtende at more sig over videoer, der viser andres ulykke. Det er også let og uforpligtende at lægge den slags op som underholdning på større danske dagblades hjemmesider. På den anden side er det også rimeligt let at google sig frem til baggrunden for snart sagt enhver historie. Det behøver man ikke at være journalist for at kunne finde ud af. Ovenstående video var at finde på Liveleak, med beretningen om kvindens død, mindst ti timer inden BT/Bite valgte at bruge den som underholdning. BBC havde også tidligere bragt historien fra en langt mere tragisk, men også heltemodig vinkel.

De afsluttende ord i ovenstående, “Hvad der efterfølgende sker står hen i det uvisse. Men forhåbentlig er alle uskadte efter den chokerende hændelse.” er den værste gang alibi-journalistik og ansvarsfralæggelse og desuden en direkte indrømmelse af at man ikke har nogen som helst respekt for sit eget erhverv. Journalistik er research mere end noget andet og har man ikke evner for det, kan man jo i det mindste bare google.

Ovenstående vækker, uanset at sigtet er den meget lette og uforpligtende underholdning, alligevel en smule forundring over hvordan man kan se den video, vælge at skrive ti linier om den og uploade den til en af de danske formiddagsavisers hjemmeside, uden den mindste smule nysgerrighed eller forundring over historien bag eller i endnu højere grad over kvindens skæbne, for man skal vel være noget nær idiot for ikke uvilkårligt at tænke den tanke, at man nok ikke slipper uskadt fra at blive trukket ned i og kørt igennem det indre af en rulletrappe. Til gengæld skal man nok bare være overfladisk og ligeglad og tilfreds med at levere dagens kvote, hvis man begår sådan noget journalistik som ovenstående.

En masse tanker om de skrevne mediers forfald til brugen af copy/paste melder sig sammen med nogle langt mere alvorlige og ikke så rare tanker om det enkelte menneskes værdi for selvsamme medier.

Men det er en længere historie, som vi vælger at lade ligge for nu.

Terror som underholdning

Politiken kalder det “dokumentation” når de vælger at bringe en lydoptagelse af skudene mod Krudttønden lørdag eftermiddag. Ekstra Bladet behøver ikke et sådan filter, når de under overskriften “Den myrdede var kendt filminstruktør” ikke holder sig tilbage fra at vise en video af redningsfolk, der forgæves forsøger at redde livet på den mand, der blev skudt samme sted.

terroroffer
still fra video på eb.dk

Tidligere på dagen havde Ekstra Bladet måttet nøjes med bringe øjenvidneberetninger fra stedet: “han døde gispende mellem hænderne på os” og “Vi forsøgte at stoppe blødningen. Det blødte kraftigt. I starten gispede han, men efterhånden blev det svagere og til sidst kunne vi ikke mærke puls.” og det har jo ikke nær samme underholdningsværdi … nyheds- og dokumentationsværdi som billede og lyd.

Efter attentatet mod Charlie Hebdo var pressen hurtigt ude med rygtet om at der cirkulerede en video, som viste hvordan terroristerne henrettede en på fortorvet liggende såret fransk betjent, men at den var så uhyggelig, at den blev fjernet igen flere steder fra. Måske af hensyn til offeret og hans familie. Konkurrencehensyn fik dog hurtigt mange medier på andre tanker: hvis den findes, så vil folk se den og det fik de lov til. De mere forsigtige medier valgte at vise videoen, men lod billedet fryse lige i det øjeblik terroristen retter våbnet mod den forsvarsløse betjent og altså overlade det til læserne at fantasere om selve skuddet. Andre var mere uforbeholdne og viste hele klippet.

Det er en svær balancegang. Ekstra Bladet oplevede i sidste uge en smule modvind, da de – uden at konferere med familien først – valgte at bringe billeder af to små børn, som var omkommet i en brand i et privat hjem. Det var for nogen at gå over stregen, selvom flertallet jo gerne vil se dem, akkurat som flertallet gerne vil vide mere om skyderiet i København i går og i nat. Der er formodentlig kun få der ikke ønsker detaljer og man kan vel sige, at jo mere afstumpede eller fantasiløse vi er, jo flere detaljer har vi brug for.

Når et øjenvidne fortæller, at den formodede gerningsmand ligger død uden for hans vindue og politiet banker på døren og fortæller, at de ikke må kigge ud (vel mere som et godt råd, end et direkte påbud) så er der nok ikke mange, som ikke forestiller sig hvordan det mon ser ud: den af politiets kugler gennemhullede terroist, som fik sin bekomst, liggende død på gaden midt i København i en pøl af sit eget blod. Hvem ville ikke gerne se et billede og få sat ansigt på ondskaben …

Det er godt nyhedsstof og gevinsten er flersidet for den nysgerrige og nydelsessyge læser.

Vi bliver gennem terroren mindet om vores egen dødelighed på en måde, som på en gang er tæt på – det foregår jo lige udenfor vores hoveddør – og alligevel ganske ufarlig; du løber stadig end større risiko for at blive dræbt i trafikken, end for at blive skudt af en terrorist, hvis du færdes på gaden i København. Eller som nogle unge mennesker på bytur, som Ekstra Bladet havde snakket med i nat, udtrykte det: “Vi tager hjem, det er for utrygt at være her. Vi tager hjem. Vi tager tilbage til Hillerød.”

Samtidig bliver vi præsenteret for en vidunderlig moralsk opkridtning af verden. Terroren præsenterer os for et perspektiv, en absolut ondskab, som for en stund kan få os til at glemme vore egne små fejl og mangler. Eller med andre ord: terroren gør os gode, ved at give os retten til moralsk forargelse over det onde i verden. (mere om hvorfor vi elsker at hade terroristerne her)

Men så er det altså heller ikke værre! Når vores statsminister udtaler at “Vi har smagt den grimme smag af frygt og magtesløshed …” så er det nok på tide med lidt perspektivering. Jeg er sikker på at civile i de områder i Irak og Syrien, som Islamisk Stat forsøger at erobre, nok for alvor kender til smagen af frygt og magtesløshed. Eller måske ikke engang magtesløshed, for de har muligheden for at gribe til våben og kæmpe imod og de gør det. Magtesløsheden er svær at få øje på, når sikkerheden og trygheden trods alle lurende farer aldrig er længere væk end Hillerød!

Terror er for det store flertal i den vestlige verden som aldrig kommer i personlig kontakt med den – desværre – i sidste ende ikke meget andet end god underholdning, et godt drama. De fleste er vel næppe bevidste om, hvad der rører sig i dem selv og spørger man dem, hvorfor de dog følger dette i nyhederne, hvorfor denne trang til dramatiske og makabre detaljer, ja så har de næppe et overbevisende svar. Hvis det det virkelig er så terroriserende, hvorfor indlader de sig så på at lade sig terrorisere? Et svar kunne være, at når vi læser om det, kilder det os på omtrendt samme måde levsbekræftende måde som en god thriller. Terroren får os til at føle og får os til at føle os i live og man kan sige, at i den henseende er terroren bedre end en god gyserfilm (men ikke så god som sex) og derfor kan vi ikke lade være med at lade os terrorisere. For det er jo en kendsgerning, at hvis ikke politikerne stillede sig op med alvorlige miner og råbte terror og forholdsregler og talte om frygt og magtesløshed og forsikrede os om at folkets tryghed er vigtigere end alt andet og hvis ikke pressen dyrkede det med absurd intensitet (med et tocifret antal artikler på hver eneste avishjemmeside) og vigtigst af alt, hvis ikke vi bare slugte det hele råt, ja så var nattens begivenheder intet andet og mere end blot to tilfældige drab begået af en tosse i sted i København.

… og så ville vi kunne trække på skuldrene og leve videre, som om intet var hændt.

Alle elsker Anders Breivik!

På førstedagen for hvornår den norske massemorder Anders Breivik skulle vidne i retten i Oslo, skrev BT i en leder følgende:

I dag vil Anders Breivik sætte flere ord på sine afskyelige handlinger – med ofre, pårørende og pressefolk som vidner. Endnu flere vil følge sagen via tv og på internettet. Hvad der skete i Oslo og på Utøya, er så grusomt, så ondt og så sorgfyldt, at det næsten ikke er til at bære at læse om eller at blive delagtiggjort i. Det har været fremført, at retssagen – og mediernes formidling af den – er med til at give terroristen Breivik unødig opmærksomhed. Breivik har selv signaleret, at han ser retssagen som en platform, hvorfra han kan lade sine synspunkter flyde.

(Fair retssag til Breivik, BT d. 17/4 2012))

Sådan skriver en avis, som er en af flere, der har bragt live-dækning fra retssagen, hvor læsere, minut for minut, kunne følge hvad der blev sagt i retssalen i Oslo. Men sådanne på lederplads bragte overvejelser, skal da ikke forhindre samme avis i at bringe de saftige historier om den 22-årige kvinde, der i en anden avis, blev præsenteret under denne overskrift: “Skudoffer på flugt holdt sin kæbe i hånden.” (EB, d. 15/5 2012)

Jeg husker alle skuddene, der ramte. Måske ikke rækkefølgen. Jeg blev skudt i armene, og tænkte, at det kunne jeg overleve. Så blev jeg skudt i kæben, og da tænkte jeg, at det var mere alvorligt. Så blev jeg skudt i brystet, og det tænkte jeg, at det dør man af, fortalte den kønne, 22-årige kvinde, da hun vidnede som tirsdagens andet vidne mod massemorderen Breivik.

(Skudt fem gange af Breivik: ’Jeg husker alle skuddene’, BT d.15/12 2012)

Hvorfor er dette interessant for en avis? Fordi det er det læsene vil have.

Jeg vælger derfor helt at se bortfra den mulighed, at BTs læsere er en flok selvpinere, der flagellerer sig selv dagligt og i timevis med indtagelsen af ubærlige sorgfyldte grusomheder. Næh, det er nok nærmere BTs redaktion der er en dobbeltmoralsk og principløs pengemaskine, som leverer den vare læserne vil have. Uden forbehold.

Lad os også bare slå fast, at det ikke er retten der er en platform for Breiviks udspredelse af egne synspunkter, men derimod pressen der, som en udslidt og sygdomsbefængt gammel luder, beredvilligt stiller sig til rådighed for hvad som helst for lidt småpenge. Og du, kære læser, er dens kunde.

Pressen er Breiviks talerstol og den giver læserne det de vil have, nemlig drama; og jo mere virkeligt og detaljeret jo bedre. Desuden er det slet ikke Breiviks synspunkter som er det interessante, dem er der ingen der interesserer sig synderligt for, men derimod beskrivelsen af hans handlinger.

Lad os ikke bedrage os selv: alle elsker Anders Breivik!

Vi elsker at læse om Anders Breivik fordi han bringer drama ind i en ufarlig og rutinepræget hverdag. Han er det drama, som vi alle ubevidst drages mod, men som vi dog af bekvemmelighed helst vil have på god afstand.

Vi elsker Breivik på samme måde som en god film, en thriller eller en gyser, fordi hans handlinger kilder os de rigtige steder, kilder vores dødsfrygt på den ufarlige og fjerne, men aligevel virkelige måde, som ingen fiktion kan konkurrere med.

Vi elsker at forarges over Breivik, såvel som alle andre mordere og terrorister, fordi der ikke er noget bedre middel, end vores forargelse over hans tilsyneladende afgrundsdybe ondskab, til at vække følelser i os af at være uendeligt selvretfærdige og bekræfte os i vores moralske overlegenhed.

Vi elsker Breivik, fordi han får os til at føle; han vækker døde følelser af medlidenhed og medfølelse med ofre vi ikke kender og aldrig har haft noget ønske om at kende, men hvis lig vi, som virtuelt nekrofile, kan misbruge, gennem deres billeder og historier bragt i pressen, til følelsesmæssig selvtilfredsstillelse.

Retsagen mod Breivik er snart ovre; de saftige detaljer, beskrivelserne af de smukke unge mennesker der falder for morderens iskolde kugler og de overlevendes gribende beretninger er overstået og efterlader os med et dramatisk og emotionelt tomrum der skal fyldes.

Vi venter allerede på den næste.

Øv!

Great minds discuss ideas, average minds discuss events, and small minds discuss people. Disse ord skulle stamme fra Eleanor Roosevelt, men min kilde er tvivlsom, så det lader vi ligge og koncentrerer os om indholdet som på en eller anden måde passer utroligt godt på en bog jeg samlede op i et supermarked forleden, nemlig Lars Keplers Hypnotisøren.

Her er masser af snak om og især af mennesker, ganske få begivenheder og ingen ideer overhovedet. Historien er ganske ordinær og gennem de første 300 sider sker der intet der ikke er sket før i hundredevis af andre bøger og jeg gider ikke læse endnu 300 i håbet om der endelig skulle ske noget. Det meste af dialogen er lige så uinteressant som at overhøre fremmede i bussen snakke om vejret og bogen i det hele taget er lige så intetsigende som den roman af  en Nordisk Råds Litteraturprismodtager som jeg omtalte for noget tid siden: Litteratur I

Det besynderlige er at bogen angiveligt skulle være solgt til udgivelse i 29 lande. Jeg har virkelig ikke den fjerneste ide om hvorfor, medmindre det er det pseudonyme forfatterskab som har solgt bogen.

“- Hvorfor vil forfatteren ikke have sin sande identitet frem?

“Det er der flere forskellige årsager til, og jeg respekterer dem alle. Men nu må vi se, om pseudonymet skal fastholdes. Det hele er gået så stærkt, at vi slet ikke har nået at diskutere det. Det kan være pseudonymet allerede er væk, når bogen udkommer i Danmark. Det kan jeg ikke love, men det kan være,” siger han.

Ifølge Jonas Axelsson har salget af rettighederne genereret hidtil uhørte forskudsbeløb i branchen.

“Jeg kan sige så meget, at Lars Kepler er blevet mangemillionær på manuskriptet – allerede inden det er udkommet.”” (Lars Kepler er Sveriges nye krimihåb. Information, d. 24/4 2009)

Således stod der i Information inden bogen udkom og det er måske det mest interessante, at pressen – også den seriøse del af den – i den grad hopper med på vognen er medvirker til i den grad hype en bog. Hvorfor dog?

Kepler er i øvrigt ikke den eneste svensker som er blevet mangemillionær på en krimi. Og som ham den anden har også Keplerne planlagt langt ud i fremtiden:

“Hypnotisøren er blot den første bog i en længere serie på i alt otte romaner…” (Lars Kepler er Sveriges nye krimihåb. Information, d. 24/4 2009)

Den anden døde inden han nåede at få skrevet mere end tre bøger …

Pressen

I Forhold til ethvert Fag, enhver Gjenstand o: s: v: er bestandigt Minoriteten, de Færreste, de Faae, nogle Enkelte vidende, Mængden er uvidende. Dette er dog vel soleklart, thi ellers vilde jo følge, at ethvert Msk. var vidende om Alt. Just fordi dette ikke er saa, just derfor har ell. burde ethvert Msk. have sin Gjenstand, den være nu stor ell. lille, indviklet og vanskelig ell. mindre vanskelig, hvorom han er vidende, saa han er Læreren og de Andre, Mængden, Pluraliteten de Lærende, og saaledes os alle rundt, hver har sin Gjenstand. – Men hvad gjør nu Journal-Pressen? Den meddeler Alt hvad den meddeler (Gjenstanden er ligegyldig, Politik, Critik o: s: v:) saaledes som var det bestandigt Mængden, Pluraliteten o: s: v: der var vidende. See derfor er Journal-Pressen det fordærveligste Sophisme der er opkommet. Man klager over, at der stundom staaer en enkelt usand Artikel i et Blad – ak, hvilke Smaating, nei hele denne Meddelelses væsentlige Form er et falsum. – I Oldtiden smigrede man reent sandseligt Mængden ved Hjælp af Penge og Brød og Circenses – Pressen har aandeligen smigret Mellemclassen – Vi trænge til pythagorisk Taushed. – Der behøvedes meget mere Afholdenheds-Selskaber i Forhold til ikke at læse Blade, end til ikke at drikke Brændeviin. – Det latterlige i at »Fædrelandet« vil være Aristokrat – og saa være Journal. Nei vil Udgiverne være Aristokrat saa maa han lade Bladet gaae ind. At være Aristokrat blandt Journalister er ligesom at være Aristokrat blandt Lazaroner.

Søren Kierkegaard, Journalen NB2, 1847.

At det er Pressen der har demoraliseret Staterne, kan man ogsaa see saaledes. Kun en meget Dannet kan uden Skade læse Aviser; saadanne Dannede ere i hver Generation bestandigt meget faae – og disse Faae læse jo næsten ikke mere Aviser. Men Mængden læser Aviser, Mængden for hvem den i og for sig usunde Føde absolut er det Usundeste. Man kan see det Samme paa en anden Maade. Det, hvorved Pressen vil virke er Udbredthed; men Udbredthed er just Løgnens Magt, en sandselig Magt, liig Nævernes. Man kommer til at tænke paa Goethes Ord: man har afskaffet Djævelen og faaet Djævle.

Søren Kierkegaard, Journalen NB8, 1848.

It is a melancholy truth, that a suppression of the press could not more compleatly deprive the nation of it’s benefits, than is done by it’s abandoned prostitution to falsehood. Nothing can now be believed which is seen in a newspaper. Truth itself becomes suspicious by being put into that polluted vehicle. The real extent of this state of misinformation is known only to those who are in situations to confront facts within their knowlege with the lies of the day. I really look with commiseration over the great body of my fellow citizens, who, reading newspapers, live & die in the belief, that they have known something of what has been passing in the world in their time; whereas the accounts they have read in newspapers are just as true a history of any other period of the world as of the present, except that the real names of the day are affixed to their fables. General facts may indeed be collected from them, such as that Europe is now at war, that Bonaparte has been a successful warrior … but no details can be relied on. I will add, that the man who never looks into a newspaper is better informed than he who reads them; inasmuch as he who knows nothing is nearer to truth than he whose mind is filled with falsehoods & errors.

Thomas Jefferson: Brev til J. Norvell,  1807.

Tankestråler fra Mars!

Hvis man gør ting op her i livet, har vi nok
alle noget, vi bør fortryde. Derfor behøver
man jo ikke at være dømt for altid.
(*)

“Rent faktisk kunne vi godt bede USA om at udlevere Bush. Amerikanerne har lige fået udleveret en dansk borger til retsforfølgelse i USA, så vi har faktisk en udleveringsaftale med amerikanerne. Det tror jeg dog er meget urealistisk. Men vi bliver i hvert fald nødt til at opretholde de retsprincipper og den lovgivning, der gælder i Danmark, over for alle, der betræder dansk jord. Der kan det ikke nytte noget, at vi undtager folk, bare fordi de har en høj status.” (SF: Bush skal retsforfølges for tortur, Politiken d. 9/11, 2010)

Således udtaler Kamal Qureshi sig i Politiken om USA’s tidligere president og videre: “Ikke alene siger Bush, at han har udført tortur, han siger også, at han vil gøre det igen. Det, at udføre tortur er et klart brud på FN’s torturkonvention, det er ulovligt og det er vi forpligtet til at retsforfølge.” (op. cit.)

Man kunne selvfølgelig forsøge at tage dette alvorligt og spekulere over om dette opsigtsvækkende indslag fra Qureshis side er en juridisk eller politisk begrundet udtalelse, hvor man vel burde håbe det første og nok måtte frygte det sidste, men uanset, så jo, man er undertiden nødt til at undtage folk bare fordi de har høj status og nej, det internationale klima er nok ikke til en retsag på dansk grund mod en tidligere præsident for USA.

Hvordan skal man så karakterisere denne absurd ligegyldige politiske profilering fra den ydre venstrefløj? Ligesom med Pia Kjærsgaards forslag om at forbyde paraboler i bestemte dele af Danmark er vi jo helt derude i det fjerne politiske landskab, hvor man nærmest forventer at se indbyggerne gå med staniolhatte.

Helt forventeligt kommer Khader ind fra den anden side og forholder sig nok på overfladen mere afdæmpet og fornuftigt i Berlingske, men får alligevel ud over på Bushs vegne at flytte skylden fra Bush selv til “juristerne”, hvilket trods alt nok næppe ville holde i retten, også truet Qureshi på sin politiske fremtid og leveret et angreb på hans personlige integritet. Om ikke specielt elegant, så dog effektivt.

“Det er vigtigt at understrege, at Bush ikke indrømmer, at han har givet ordre til tortur. Han siger, at han blev orienteret om waterboarding, og han bad juristerne om at undersøge det. De sagde, at det ikke var tortur ifølge Geneve-konventionen. Jeg synes, at det er langt ude, og det bekymrer mig, hvis SF skal udenrigsministerposten med den holdning. Vi har haft besøg af en masse diktatorer i Danmark, som Qureshi ikke har sagt en pind om.” (Khader: Søvndal må sætte Qureshi på plads, Berlignske d. 10/11 2010)

Hvad man retteligt bør undre sig over, er niveauet i både dansk politik og i dansk presse. Politiken agerer mikrofonholder for Qureshis levering af et politisk budskab som formodentligt passer Politikens læsere ganske godt, mens Berlingske svarer ved at agere mikrofonholder for Khaders ligeså politiske begrundede afvisning af Qureshis krav. Helt igennem trivielt og helt igennem normalt.

__________
(*) Citatet (EB 18/2 2008) stammer fra Ole Sohn og blev udtalt i et slags forsvar for Kamal Qureshi dengang han ikke vidste om han hed Oliver og dengang det kom frem at han havde fusket med nogle eksamensopgaver som ung. Og i øvrigt: Jo, Ole, nogle er bare dømt for altid!

Livsfylde

“Facebook er bedøvende og med til at passivisere os, fordi vi bruger vores tid på ligegyldigheder i stedet for at engagere os i samfundet. Jeg stiller mig meget tvivlende over for det dogme, at al nærkommunikation er godt, for det at sidde foran skærmen og kommunikere bare for kommunikationens skyld kan skabe en afhængighed og går ud over ens evne til at selektere informationer. Det vil sige at selektere mellem, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er. På den måde ser jeg det som et demokratisk problem, fordi vi bruger vores tid på at chatte og ytre os om alt muligt ligegyldigt for at aflede opmærksomheden fra de ting, der er vigtige.

[…]

Folk er nødt til at definere nogle klare grænser for sig selv i forhold til, hvordan de bruger Facebook. Man skal være målrettet og vide, hvad man gerne vil opnå, og hvilke muligheder man har. Det giver mening at holde kontakt med familie og venner, der bor langt væk, og vise dem, hvad der foregår i ens liv gennem tekst og billeder. Men man må ikke tro, at mængden af venner på Facebook og den tid, man bruger på at fortælle andre mennesker alle mulige ligegyldigheder om, at nu har man vasket tøj eller handlet ind, at det i sig selv er meningsfuld kommunikation. Kort sagt bliver det til spildtid, hvis man ikke målrettet bruger Facebook til at opfylde enten et informations- eller dialogbehov. Alt det med at læse om, hvem der har fået en kat, og hvor folk køber deres tøj, er ’nice to know’, men er det også ’need to know’?” (Facebook bedøver os og gør os passive, Politiken d. 7/11 2010.)

Roy Langer, ph.d i kommunikation og ledelse, adspurgt “Roy Langer, du mener, at vores brug af Facebook går ud over demokratiet. Hvorfor det?” og herunder it-iværksætter og direktør Martin Thorborgs svar på spørgsmålet “Martin Thorborg – er Facebook skidt for demokratiet?”

“Nej, det faldende engagement i eksempelvis politik startede lang tid, før Facebook kom til i 2004. Tværtimod synes jeg, at Facebook er med til at trække tingene i den anden retning, fordi der nu er mulighed for at informere om en masse sager, som vores venner og familie er interesserede i. Et eksempel fra mit eget liv er, at jeg blev introduceret til en hjemmeside omkring mishandling af delfiner i Japan via Facebook, som jeg blev meget grebet af. Siden har jeg spredt linket til mine andre venner derinde og været engageret i sagen. Det ville jeg ikke have været uden Facebook.” (Før Facebook gjorde vi slet ingenting, Politiken d. 7 /11 2010.)

Japanske delfiner? Okay …

Svindel?

Mundus vult decipi,
ergo decipiatur.
-Petronius.

Nu omtalte jeg for ikke så længe siden sagen om den lille engelske pige der forsvandt i Portugal under en ferie med sine forældre; eller rettere jeg omtalte danske mediers dækning af sagen.

Nu melder sagen sig så igen og det giver anledning til nogle overvejelser omkring hvad aviser er blevet til, efter deres introduktion på internettet. De gode gamle trykte aviser havde en forside med meget begrænset plads, hvilket betød at det der kom på forsiden havde en vis vægt og almen interesse. Der var jo ikke plads til hvad som helst.

På avisernes hjemmeside er sagen omvendt: alt skal på forsiden, ellers bliver det ikke set og det indebærer at alt muligt underlødigt finder vej, da der ikke er sammen redaktionelle omhu med hvad man vælger at bringer og ikke vælger at bringe.

Et glimrende eksempel er den sidste artikel om fire-årige Madeleine McCann, som nu harværet forsvundet i over et halvt år og som i dag bliver omtalt på i hvert fald Jyllands-Posten og BTs hjemmesider. I JP under overskriften: “Detektiv: Madeleine er hjemme til jul.” Altså ikke noget egentligt nyt (hun er ikke fundet endnu) og det er da også en historie som de danske aviser har taget fra en eller flere engelske. På mirror.co.uk er detektiven citeret for følgende:

We know who kidnapped her but not where she is. We believe she is in an area not very far from the Iberian peninsula and north Africa. And we have a fairly certain idea of who she is with.

I cannot say who she is with because we are putting together conclusive proof we can present to the authorities so they can proceed with arrests.

Dette er chefen for et detektivbureau der får mere end en halv million om måneden for deres efterforskning, hvilket sikkert er en ret god forretning. Men er det også godt nyhedsstof?

Tja, hvia man læser artiklerne er tonen en noget anden, for her siger detektiven bare “Jeg håber, at hun kommer tilbage til sine forældre inden jul.” () Lad sige at de virkelig vidste hvem der holder pigen fanget og troede på at finde hende snart, så var der vel næppe nogen grund til offentligt at advare kidnapperne om at de er tæt på at blive afsløret. Noget sådan ville vel om noget bringe pigen i fare. Selvsamme detektiv har også udtalt:

“I have always said publicly Madeleine is alive. I have to believe it 100 per cent because I know how to look for living people, not dead ones. But I have no proof Madeleine is alive.”()

Så meget for beviser. Det her handler om en detektiv der holder gang i forretningen: “Vi tror, at hun befinder sig i et område ikke langt fra den iberiske halvø og Nordafrika.”(), men det er jo et enormt område og den udtalelse er derfor både intetsigende og ganske omkostningsfri.

Overskriften er i alle medier ganske misvisende og selve historien er kun beregnet for alle dem der har fulgt den som ren følelsesporno og som er frygteligt ‘interesserede’ i den lille piges skæbne; de får lidt ekstra føleri op til jul.

Som nyhed og avisstof er den uden reelt indhold og helt igennem underlødig. Den har ingen værdi andet end som middel til at trække læsere fra de værste ugeblade over til aviserne.

Jeg sidder her og næsten håber at det – som foreslået af flere – var forældrene der forvoldte den lille piges død og at resten var et stort cover-up. Så kunne vi se aviserne svælge i forargelse over forældrenes skamløse misbrug af hele verdens medlidenhed, mens det i virkeligheden var medierne selv der skabte hele opstandelsen og tjente godt på den.