Kulturelle Forskelle

A propos mine tidligere indlæg om dele af den danske presses håndtering af følgerne af jordskælvet i Japan, tilbød dr.dk i går en mulighed for at chatte med japan ekspert Asger Røjle Christensen. Der blev bl. a. spurgt:

Spørgsmålet kunne også være hvorfor vi i vesten er så u-rolige ? – er der den mindste smule blæst i Danmark, er der straks live rapportere på stedet der rapporterer som om det er det rene ragnarok. Vi lever i en verden hvor vi vil skræmmes og medierne giver os det vi vil have – lige fra global opvarming til terrorfrygt. Folk bliver mere stressede og i dårligt humør og den reelle fare er ikke større end den vi er udsat for ved at gå en tur i trafikken. (af Per på 3/17/2011 12:09:57 PM3/17/2011 13:09)

Hvortil Asger Røjle Christensen svarede:

Der er en klar kulturforskel mellem, hvordan danskere og japanere reagerer på katastrofenyheder. Danskerne vil have “hele sandheden”, så de kan tage deres egne beslutninger om, hvordan de vil reagere på en fare. mens japanerne som udgangspunkt er indstillet på at følge myndighedernes råd – og ikke tage alle mulige individuelle beslutninger, som skaber stort kaos på veje og i lufthavne, når en masse mennesker vil flygte samtidig… (af Asger Christensen på 3/17/2011 12:12:09 PM3/17/2011 13:12)

Det er svært ikke at have respekt for japanernes måde at tænke på, når man ser hvordan “hele sandheden” i vores verden alt for ofte ender enten som den halve løgn (eksempler her og her) eller det glade vanvid (eksempler her og her).

Og så er det jo dejligt at fornuftens stemme ind i mellem trænger igennem til medierne, som når Asger Røjle Christensen adspurgt:

Tror japanerne på hvad myndighederne siger? (af Katrine på 3/17/2011 12:05:45 PM3/17/2011 13:05)

svarer:

Nej. jeg har indtryk af, at de, der ved noget om tingene, hele tiden har kunnet gennemskue, at informationerne kom ud i afmålte doser.

det er mit indtryk, at det er børnelærdom blandt sikkerhedsfolk i hele verden, at informationer om katastrofer skal udsendes gradvist – for at undgå panik.

Og det særlige i Japan er måske, at mange japanere inderst inde accepterer dette. Gennem hele opdragelsen har de gennem øvelser i skoler og børnehaver lært, at denne slags katastrofer kan ske. Og at det bedste, de i den situation kan gøre, er at følge myndighedersens råd – også selv om de godt ved, at myndighederne ikke fortæller det hele… (af Asger Christensen på 3/17/2011 12:09:54 PM3/17/2011 13:09)

Dybest set handler det ikke om at gennemskue “at informationerne kommer ud i afmålte doser” som det handler om at acceptere det. Af den simple grund at det er bedst for alle. Individuel handlen i katastrofesituationer fører vel stort set ikke andet med sig en panik og forværring af situationen for alle.

… der er færre varer i butikkerne, der er indført el-rationering i store dele af det østlige Japan, så folk skal klare sig uden strøm i flere timer af gangen, og alle sidder klinet til tv-skærmen for at følge med i udviklingen på atomkraftværket og de tsunamiramte kyster. Men de fleste familier forsøger at opretholde så normal en hvedag som overhovedet muligt… Det kan man næsten ikke lade være emd at have stor respekt for. (af Asger Christensen på 3/17/2011 12:18:05 PM3/17/2011 13:18)

Det er ikke mere end ti år siden at en strejke udløste panisk hamstring blandt danskerne og historier om lange køer og slagsmål foran køledisken med gær …

Ha’ en smøg?

Politiken bringer i dag historien om en amerikansk undersøgelse som “dokumenterer, at børns risiko for at blive rygere øges, hver eneste gang de ser en film, hvor skuespillerne ryger.” Det fremgår desuden af undersøgelsen der er foretaget blendt 9 til 12 årige børn, “at når 100 børn begynder at ryge, så gælder det for 35 af dem, at de er begyndt, fordi der bliver røget i film.”

Vi tillader os at tvivle lidt på validiteten af en sådan undersøgelse, der lyder lige lovlig firkantet for vor sunde fornuft. Men lad nu det ligge. I kølvandet på undersøgelsen finder vi – ikke overraskende børnelæge Vibeke Manniche, der mener at rygning som minimum skal forbydes i børne og ungdomsfilm: “Jeg vil strække mig langt for at beskytte børn mod den her farlige cigaret,” siger hun.

Vi fornemmer galskaben og kvitterer ved at vise et billede af en rygende mand:

The Marlboro Man ((Billedet er af den berømte Marlboro Man, kåret som den mest indflydelsesrige mand, blandt “the 101 Most Influential People Who Never Lived”. Undertegnede kan endnu huske musikken fra de fascinerende Marlboro reklamer han så i biografen som barn. Men begyndte at ryge gjorde jeg aldrig.))

… og spørger så ganske retorisk: Og endnu vigtigere: Hvis den påvirkning en cigaretrygende person har på børn og unge kan påvises med så stor nøjagtighed, hvorfor så ikke lave lignende undersøgelse der viser hvordan afbildningen af og vold og død påvirker samme gruppe? Det er jo noget der indgår i de fleste film og er vel et endnu større problem. Fjern det fra filmene, omgående!

Eller hvad med kriminalitet i det hele taget? Der er alt for meget af den slags i film nu om dage, de unge kunne jo lære noget af det. Ud med det!

Og hvad med fedme? Fedme er jo en endnu større risiko for befolkningen end rygning er reduceret til, så væk fra filmene med al mad der ikke er broccoli og gulerødder og væk med alt det slik fra biografernes forhaller.

Vi aner perspektiverne: gode sunde moralsk opbyggelige film, der kan fortælle os om hvad der er rigtig og godt og sundt og pænt og dejligt og rart og hyggeligt på den fine og helt ufarlige måde, som kun en moralitetens forkæmper kan elske.

Uhyggeligt, ikke?

__________
Cigaretter på film får børn til at ryge, Politiken, d. 4. feb 2008 kl. 07:08

Miljø – II

Forleden blev jeg mindet om en tv-udsendelse der blev sendt for nogle måneder siden på en af de danske kanaler og som omhandlede det store internationale miljøfupnummer, hvor tusinder af forskere opretholder den globale miljøfrygt for at få del i de fantastiske summer af penge bundet til forskning i miljø. Jeg har ikke stort forstand på den slags og vil nødigt give mig i kast med at vurdere om det virkeligt er solen eller forureningen der opvarmer jorden, men her til morgen blev i hvertfald en af præmisserne bag udsendelsen bekræftet for mig: der er tilsyndeladende uendelige mængder af løse penge til forskning i “miljø”.

Politiken bragte følgende under overskriften: “Skilsmisser skidt for klodens klima”

“Når et ægtepar bryder op og flytter fra hinanden er det skidt for verdens klima og miljø.

To personer, som bor hver for sig, bruger nemlig betydelig mere energi og flere ressourcer, end to der bor under samme tag.

Det har en gruppe forskere fra det amerikanske Michigan State University fundet frem til …” (Ritzau, via Politiken, d. 3. dec 2007)

Jamen er det da ikke fantastisk! Endnu mere fantastisk er det at sætningen fortsætter: “…ved at overvåge tusindvis af amerikanske hjem fra 2001 til 2005.” Gad nok vide hvad det har kostet; billigt har det sikkert ikke været. Det kunne man da ikke selv have regnet ud, vel?

Når man bliver skilt, skal der bruges el, varme, vand til to huse, men de er ofte mindre. Man skal købe en masse ting to gange, mens andre var personlige i forvejen. Dvs. det bliver ikke dobbelt så dyrt økonomisk såvel som miljømæssigt, at have to husholdninger, i stedet for en, men fordi flere af de sikkert miljømæssige tunge ting vejer godt til i regnskabet kunne man nok forvente at det blev mere end en halv gang dyrere. Et hurtigt gæt ville give et resultat på mellem halvtreds og femoghalvfjerds procent dyrere.

Forskergruppen fandt frem til et resultatet som siger at en mand og kvinde der bor hver for sig bruger 60% flere ressourcer end hvis de bor sammen. Intet overraskende der!

Spørgsmålet er hvad den viden kan bruges til. Miljømæssigt intet som helst, da den udløsende faktor ikke umiddelbart kan påvirkes. Dertil er det en fuldstændig ligegyldig undersøgelse af noget som hvem som helst kunne have regnet ud på få timer med en lommeregner, deres eget hudholdningsregnskab og nogle tabeller fra Danmarks Statistik.

Gad vide hvor mange afrikanske børn der kunne have fået noget at spise gennem de år undersøgelsen forløb, for de penge der blev investeret i den?

Hysteri

Nu nævnte jeg i det sidste indlæg den ubehagelige tendens i vores samfund til at diagnosticere, fokusere og sætte navn på alle mulige lidelser og problemer.

Den fænomenale fokus på rygning, der for længst er kammet over i (masse)hysteri og hetz (Nej, jeg ryger ikke og har aldrig gjort det!), har haft en interessant bivirkning, nemlig at mennesker er begyndt at fokusere på passiv rygning i eget hjem. Ikke på den slags som kommer fra beboere i hjemmet, men på de minimale mængder røg der kan sive op og ind fra nabolejligheder. Derfor kunne man forleden i nyhederne på TV i bedste sendetid se en vist ret neurotisk kvinde krybe langs fodpanelerne i sin lejlighed på jagt efter røgsignaler fra sin rygende underbo.

Her er et nyt problem som der vist ikke har været fokus på før og det har der ikke – vil jeg hårdnakket påstå – fordi det aldrig har været et problem før. Al den fokus på de skadelige virkninger ved rygning og de skadelige virkninger ved passiv rygning har skabt en en hysterisk og ganske meningløs jagt på syndere og resulterer i meningsløse love omkring værtshuse og gemene overgreb mod dagplejere i Odense Kommune. Man er for længst holdt op med at skelne mellem passiv rygning, i betydningen at være udsat for tobaksrøgens skadelige virkninger((Tobaksrøgen skader ikke nogen ved at kunne lugtes – der skal en anderledes kraftigere påvirkning til over længere tid.)) og det at kunne lugte røgen.

Man har skabt problemet ved at rette fokus mod et forhold der ellers aldrig har været et problem. Det er ikke første gang.

Man kan se en lignende udvikling omkring tilbuddene om krisepsykologisk hjælp der for ganske få år siden var næsten ukendt og som via tilbud til de der havde været indvolveret i større katastrofer endte med at være noget som gud og hvermand har behov for ved det mindste uheld. Et kunstigt menneskeskabt behov der er selvforstærkende ved den omtale det får – men en positiv udvikling er det næppe. Noget lignende kan måske ses af tendenser der præger kontrollen med fødevareindsustrien (Dette er uden sammenhæng med de episoder der er fundet med firmaer og restauranter der anvender alt for gammelt kød. Det noget helt andet, som selvfølgeligt skal forbydes og straffes – hårdt.), og som – har jeg ladet mig fortælle – resulterer i at en lokal slagter har fået påbud om at bortskaffe alle sine knive og brætter i træ, da de ikke overholder reglerne, der åbenbart bliver strammet gang på gang. Resultater af en overdreven fokusering på hygiejnen er jo, at jo mere steril vores mad bliver, jo sartere bliver vi overfor påvirkninger. Man fokuserer på renhed og hygiejne, samtidig med at man kan købe færdigvarer der indeholder stoffer og er fremstillet efter metoder der næppe nogensinde var tiltænkt menneskeføde.

Problemet opstår når en sag får mediernes opmærksomhed: så bliver al fornuft kørt ud på et sidespor og hysteriske meninger og de hurtige og nemme beslutinger kommer til at råde over faglighed og ekspertise. Overblik i sådanne sager kræver viden og viden kræver uddannelse, men ingen af delene kan konkurrere med en god skandale og den følelse af forargelse den skaber hos den vidensmæssigt svagt funderede person. Aviser sælges ikke på at mane til besindighed.