En by i provinsen

Jeg var i byen for at købe julegaver forleden og da gik det (endnu engang!) op for mig hvad det er for et elendigt provinshul jeg bor i: Odense. I tiltagende panik over ikke at have nogen som helst ide om hvad jeg skulle købe til min ikke ganske unge fader, besluttede jeg mig for noget musik. Nu går der år mellem at jeg køber musik; jeg er fuldstændig umusikalsk og totalt tonedøv og lytter ikke til andet end den samling af klassisk jeg har haft i en del år. Jeg har ikke brug for nye indspilninger og går ikke på opdagelse ud over på enkelte (internet)radiostationer. Derfor havde jeg ingen ide om hvad der egentlig var af musikforretninger i Odense.

Jo, der er Moby Disc som stadig har et stort lager af lp-plader, men ikke en forretning man går til hvis man leder efter jazz eller klassisk. Accord, som var rimeligt veludstyret på begge områder, lukkede for et par år siden. Tilbage er Stereo Studio; designet og indrettet som noget fra en dårlig Science Fiction film fra 70’erne. Jeg nåede lige at få et overblik over at også denne forretning ikke har musik for folk ældre end 30, inden en småfed medarbejder med uplejet skæg og fedtet hår kom stormende gennem lokalet og satte en skulder i brystet på mig så jeg røg et par skridt baglæns i et forsøg på at komme forbi mig i det halvfyldte lokale. Ikke et ord sagde han, ikke undskyld, ikke engang det ellers efterhånden ret almindelige “hov!”

Elendig betjening og elendigt udvalg. Man kunne jo tro at der var fordi at at der er hold i musikbranchens påstande om at dansker stjæler musik med arme og ben i et sådan tempo at de stakkels musikere sulter (For et særligt skræmmende eksempel på denne hele verden er imod mig holdning, se Klaus Ks indlæg i dette forum.) og forhandlerne må lukke på stribe, men det tankevækkende er, at det musik der angiveligt kopieres og downloades tilsyneladende er det eneste der er tilbage i forretningerne. Gad nok vide hvorfor?