Selv om de kloge ikke er helt enige om definitionen, for uanset hvordan vi definerer begrebet demokrati, så har det noget at gøre med behovet for at kunne begrænse den politiske magt i dens magtudøvelse. Magten skal nemlig begrænses, fordi den historiske erfaring har vist, at den totale magt korrumperer og begår overgreb mod mennesker, som af den ene eller den anden årsag ikke behager magthaverne.

Dermed kolliderer den totale magt med princippet om, at alle mennesker er skabt lige med en medfødt umistelig værdighed, som det er skrevet i den amerikanske menneskerettighedserklæring fra 1776 – med klar hentydning til Bibelen.

Således skriver Elisabeth Dons Christensen i en kronik i JP som også indeholder belæringen om at kristendommen er ikke en lovreligion, underforstået at vi jo godt hvilken religion der er lige netop det! Ofte hører man dette højrefløjens stupide mantra, at “Islam er en lovreligion!” gentaget til bevidstløshed, for så behøver man jo ikke at sige mere, så er alt forklaret og der er ikke basis foryderligere diskussion! Som om det var denne ene distinktion som afgjorde hele spørgsmålet.

Var verden dog bare så simpel!

Elisabeth Dons Christensen skriver:

Uanset hvor gode vi så end er til at efterleve det alt sammen, så bygger et demokrati på, at der grundlæggende er værdier, der er stærke nok til både at kunne og ville sætte magthaverne på plads, når de går ud over deres grænser.

Demokratiet bygger ikke på andre værdier, end tanken om at hvert menneske har en stemme og at hvert menneske har sine egne værdier og eftersom enhver stemme vægtes lige, er demokratiet lige netop en åbning af samfundet for muligheden for fravær af fælles værdier.

Det er lige præcis her, religion og demokrati kan komplettere hinanden, fordi religionen kan fastholde os på en tolkning af vort liv, som tvinger os til at se ud over egen næsetip – ud mod fællesskabet og langt ind i evigheden. Samtidig er religion én af statsmagten uafhængig magt, og kan være et korrektiv til denne.

Demokrati og religion – ikke mindste når det gælder de store monotheistiske religioner – står i den grad i et modsætningsforhold til hinanden, at det er meget svært at se hvordan de skulle kunne komplettere hinanden. Ja, man kan sige at “religionen kan fastholde os på en tolkning af vort liv, som tvinger os til at se ud over egen næsetip”, men hvad nu når flertallet har valgt religionen og dens dogmer fra? Så vi enten tilbage ved udgangspunktet eller ved religion som en af statsmagten uafhængig magt – men magt korrumperer jo, skriver kronikøren selv: “Vi ved alle, at magt har det med at korrumpere mere eller mindre, men vi ved også at total magt korrumperer totalt.”

Elisabeth Dons Christensen skriver videre:

Kristendommen er ikke en lovreligion, det kristne menneske har fået armene fri til at tage ansvar i verden, men vi skal elske vores næste som os selv, vi skal tage ansvar for vort medmenneske.

og konkluderer:

Religion og demokrati har meget med hinanden at gøre – på en skæv, men livgivende måde. Især hvis de er i stand til at lade hinanden leve og holde fingrene fra hinandens sager – begge to.

Derfor skal religion også have en plads i det offentlige rum.

Nu var det Elisabeth Dons Christensen selv, som ovenfor belærte os om hvad “den historiske erfaring har vist” om magtmisbrug og overgreb og man skal da vist have været fuldstændig fraværende i historietimerne for at diske op med en sådan formulering som indledning til et forsvar for religionens og i særdeleshed kristendommens tilstedeværelse i det offenlige og især det politiske rum.