Lort på dåse!

… hvad andet er kunststøtte end udtryk for en velmenende, men bedrevidende stat? Med kunststøtten forsøger staten at frelse os fra vores dårlige smag ved at vise, at ballet, klassisk musik og Suzanne Brøgger er meget finere end X Faktor, populærmusik og krimier. Staten signalerer, at det, vi selv har lyst til at finansiere, er af mindre lødig karakter end den ufatteligt fine kunst, som staten finder egnet til støtte. At vi er en flok bondeknolde, der mangler udsyn, og at det selvfølgelig er fint, at vi holder af Vild med dans, men ballet er meget bedre. Det er selvfølgelig også hinsides al diskussion at klassisk musik er bedre end Kandis, og at kroballer er….sjove, men under niveau. Derfor kan Politikens tv-anmelder Per Munch også gøre sig arrogant lystig over, at Pia Kjærsgaard fortæller sine “Til Middag Hos”-gæster, at hun giver sine porcelænsfigurer nissehuer på. For det er nærmest statsligt blåstemplet dårlig smag. Men nej, det er smålighed og konformitet hos anmelderen, og det er intolerance forklædt som Politiken-segmentets åh så fine kulturelle dannelse.
(Anne Sophia Hermansen: Hellere skattelettelser end lort på dåse, Berlingske, d. 26/3 2011)

Ja, hvad skulle man ellers, hvis man ikke skulle gøre sig arrogant-lystig over at Pia Kjærsgaard giver sine porcelænsfigurer nissehuer på? Sådan er demokratier, når gennemsnittet vælger, bliver ofte det gennemsnitlige valgt – vi må bare lære at leve med det og more os over det når absurditeterne manifesterer sig.

I øvrigt: Ja, klassisk musik er kvalitativt bedre end X-Factor. Nogle ting er bare bedre end andre. Noget har mere værdi end andet og kan du ikke se det, er det fordi du mangler viden eller måske endda dannelse. For selvom du ikke kan se det, behøver det jo ikke betyde, at det ikke er sådan. Måske interesserer det dig ikke det fjerneste og det er også fint nok, det er jo dit liv. Men at benægte fakta bare fordi man ikke forstår dem eller fordi man ikke kan se dem, er noget ganske andet. Det er ikke uvidenhed, det er dumhed.

I sidste ende er det højeste form for visdom at kende sine egne begænsninger, sine fejl og mangler, for kun derigennem når man til det punkt, hvor man kun udtaler sig om det man i en eller anden udstrækning har forstand på.

PS. Kunststøtte eller ej, Suzanne Brøggers bøger er stadig noget lort!

Poetisk retfærdighed – 2

Politiken har opdaget at fabrikanter af færdigretter snyder med billederne på pakken: indholdet i pakken svarer sjældent til pakkens indhold. Eller med Politikens egne ord: “Billeder på færdigretter viser mere lækre retter med flere bestanddele end i pakken.”FindusFaerdiggret

Vi siger “Velkommen til Jorden”. Hernede var der ingen der ikke vidste det i forvejen.

Er der nogen ved sine fulde fem (eller rettere nogen der selv på noget tidspunkt har prøvet at lave mad) som kan tro at præfabrikeret ‘peberbøf’ med flødekartofler, grøntsager og sauce nogensinde ville kunne emballeres på en sådan måde at det skulle kunne serveres som billedet på pakken viser? Når det også samtidig forventes at retten skal kunne tilberedes på 3 minutter i microbølgeovn?

Hvad der end måtte være af ubehageligheder i pakken er det vel en passende straf for at overlade sit aftenmåltid (og liv?) i hænderne på et firma som kalder sig Findus. Rejs dig fra sofaen, din dovne hund, sluk for X-Faktor og Vild med Dans eller hvilket andet mangel på indhold du ellers fylder dit alt for korte liv med og bevæg dig ud i dit køkken, tag dit liv i dine egne hænder. Bagefter kan du så melde dig ind i en danseskole, hvis dansen virkeligt betyder så meget for dig.

Suk! På den anden side er Peberbøf fra Findus jo egentlig en passende ledsager til aftenens meningsløse TV-tidsfordriv. Det er jo slet ikke maden på billedet som Findus foregiver at sælge, men drømmen om den; drømmen om det som ligger langt uden for rækkevidden af den dumme, den dovne, den stakkels som i sofaen kan indtage drømmen om et måltid mens han på TV får serveret drømmen om et liv.

__________
Færdigmad lyver på pakken, Politiken, 26. januar 2010.