Om at kede sig ihjel

En mand ved navn Jesper Tilsted fra en landsby i nærheden af Viborg, “er blevet idømt 10 dages betinget fængsel og en betinget frakendelse af sit kørekort i et halvt år, fordi han i august i fjor i kådhed kørte med sine to sønner på seks og otte år på taget af sin bil. Sønnerne sad i hver sin fastspændte kajak og faren kørte ifølge eget udsagn meget langsomt, men det formildede ikke en mor til et barn fra samme SFO, som Jesper Tilsted hentede sine sønner. Hun fotograferede køreturen og meldte Jesper Tilsted til politiet …” (Torben Rask: Med børnene på biltaget hjem fra SFO. EB d. 22/1 2015)

Suk!

Da jeg var barn, spændte naboen, som var bonde, en vinterdag fire kælke efter sin traktor og gav en flok unger en tur gennem den landsby, hvor vi boede. Der var fart på og det var skidesjovt! Det var også en den slags oplevelser fra barndommen, som jeg husker tydeligt her fyrre år efter. Det var sikkert også farligt, i hvertfald skulle vi selv sørge for at bremse med fødderne når han stoppede, for ikke at fortsætte ind under traktoren, men det blev det bestemt ikke mindre sjovt af, selvom jeg tydeligt husker at han sad der i sin traktor, højt hævet over os og hele tiden havde et øje på os. Der kan ligge stor fornøjelse i fornemmelsen af en umiddelbar fare, også selvom den er indbildt og stort set ikke eksisterer udenfor det begejstrede barnesind.

Så hvem pokker har frataget den dommer ved retten i Holstebro, som dømte i ovenstående sag, brugen af sin sunde fornuft og det medmenneskelige overskud, der kunne have fået ham til at grine den sag ud af retten, med intet andet og mere end en venlig henstilling til faderen, som udtaler: “Jeg havde selvfølgelig aldrig gjort det, hvis det havde været farligt. Jeg er som kajakinstruktør med elever i to meter høje bølger vant til at forholde mig til faremomenter og sikkerhed, så jeg løber naturligvis heller ikke nogen kalkuleret risiko med mine egne sønner.” Det ville have været det fornuftige. Men ligefrem fængselsstraf …

Hvem pokker har givet vore politikere og andre nævenyttige den opfattelse af alt skal reguleres og begrænses og sikres, til der til sidst ikke er plads og rum til livsudfoldelse, fordi love skal overholdes til sidste punktum og uden undtagelse? Og hvem pokker er det, der har givet pædagoger (og andre stakler) den opfattelse, at verden og livet er noget man skal sikre sig imod på enhver tænkelig måde og for enhver pris; at det er noget der skal leves uden nogen som helst risiko eller spænding?

Svaret er selvfølgelig, at det har de livsfrygtige mennesker, der som moderen der anmeldte i omtalte sag, helt har glemt hvad det vil sige at være barn og endnu værre: som ikke har forstået, hvad det vil sige at have børn …

… eller som Hunter S. Thompson engang skrev: “So we shall let the reader answer this question for himself: who is the happier man, he who has braved the storm of life and lived or he who has stayed securely on shore and merely existed?

Livsfrygt

γνῶθι σεαυτόν

En meningsmåling som DR har fået foretaget viser at 55 procent af danskerne ikke mener at de bliver mere trygge af bevæbnede vagter ombord på flyene og kun hver femte mener at det vil gøre dem mere tryg.

Spørgsmålet er, om det som der er blevet spurgt om og det der svaret på dybest set er det samme og om det som der egentlig kan udledes af undersøgelsen er noget helt andet end det som medierne gengiver?

“Det er selvfølgelig omgærdet af sikkerhedsmæssige hensyn og derfor kan man ikke fortælle alt om det, siger Lars Barfoed, som dog godt kan fortælle, at vagterne ikke kommer til at bære uniform.”

Altså en mand diskret placeret i flyet som tilfældigvis er bevæbnet og holder vagt. Ganske uskyldigt, ikke? DR har gjort os den tjeneste at spørge manden på gaden.

“En af de rejsende, Keld Monrad Hansen, er tidligere officer. Han siger:

– Så mange mennesker med våben i så lukket rum – det er jeg ikke tilhænger af.”

Så mange …? Der er vel kun tale om en, med mindre han medregner evt. terrorister og mon alligevel ikke de fleste passagerer, konfronteret med et par bevæbnede terrorister, hellere end gerne ville have at en eller flere bevæbnede politifolk også var tilstede i flyet?

“Hans kone, Ada Monrad Hansen er enig.

– Det er virkeligt ikke rart at tænke på. Så er vi derude, hvor der ikke er noget, der er rigtig hyggeligt længere.”

Her afsløres ret så meget. Hvad disse to, og måske også en del af deltageren i meningsmålingen, i virkeligheden indirekte giver svar på er ikke om de bevæbnede vagter giver tryghed overfor terrorister, men om at vagterne giver utryghed fordi de minder de overbeskyttede danskere om en brutal virkeligehed. Der er en snert af en troskyldig vi stiger pænt og ordentligt på toget til Auschwitz og så går det nok alligevel holdning over det her. En dybest set absurd indstilling til livet som hellere af frygt lukker øjnene for virkeligheden end at acceptere den for hvad den er. Den er ikke bare et udtryk for afgrundsdyb naivitet, den er udtryk for en grundlæggende livsangst som også manifesterer sig i behov for brevkasser og terapeuter og i sidste ende, når virkeligheder har meldt sin ankomst, for krisepsykologer.

I sidste ende bliver det næsten komisk:

“- Vi har ikke den samme sherif-kultur som er en del af det amerikanske tankegods, hvor man tror at bevæbnede vagter kan skabe sikkerhed, siger CAU’s formand, Jakob Esposito. [CAU er en organisation for SAS’ kabinepersonale]

Jakob Esposito vil se bevis for, at vagterne kan skabe sikkerhed, før han kan acceptere en aftale mellem Danmark og USA.”

Der er vel ikke nogen som tror at vagterne ligefrem vil skabe usikkerhed, som at deres våben kommer til at gå af ved et uheld og dræber piloten eller lignende. Som altid ville lidt selvkritisk refleksion (introspektion) være klædeligt. Esposito siger  sikkerhed, men det han egentlig taler om er tryghed. Den tryghed der kommer gennem fortielser og virkelighedsfornægtelse og som i sidste ende nok ikke så meget er hverken tryghed eller sikkerhed så meget som den er udtryk for et selvbedrag.