Øv!

Great minds discuss ideas, average minds discuss events, and small minds discuss people. Disse ord skulle stamme fra Eleanor Roosevelt, men min kilde er tvivlsom, så det lader vi ligge og koncentrerer os om indholdet som på en eller anden måde passer utroligt godt på en bog jeg samlede op i et supermarked forleden, nemlig Lars Keplers Hypnotisøren.

Her er masser af snak om og især af mennesker, ganske få begivenheder og ingen ideer overhovedet. Historien er ganske ordinær og gennem de første 300 sider sker der intet der ikke er sket før i hundredevis af andre bøger og jeg gider ikke læse endnu 300 i håbet om der endelig skulle ske noget. Det meste af dialogen er lige så uinteressant som at overhøre fremmede i bussen snakke om vejret og bogen i det hele taget er lige så intetsigende som den roman af  en Nordisk Råds Litteraturprismodtager som jeg omtalte for noget tid siden: Litteratur I

Det besynderlige er at bogen angiveligt skulle være solgt til udgivelse i 29 lande. Jeg har virkelig ikke den fjerneste ide om hvorfor, medmindre det er det pseudonyme forfatterskab som har solgt bogen.

“- Hvorfor vil forfatteren ikke have sin sande identitet frem?

“Det er der flere forskellige årsager til, og jeg respekterer dem alle. Men nu må vi se, om pseudonymet skal fastholdes. Det hele er gået så stærkt, at vi slet ikke har nået at diskutere det. Det kan være pseudonymet allerede er væk, når bogen udkommer i Danmark. Det kan jeg ikke love, men det kan være,” siger han.

Ifølge Jonas Axelsson har salget af rettighederne genereret hidtil uhørte forskudsbeløb i branchen.

“Jeg kan sige så meget, at Lars Kepler er blevet mangemillionær på manuskriptet – allerede inden det er udkommet.”” (Lars Kepler er Sveriges nye krimihåb. Information, d. 24/4 2009)

Således stod der i Information inden bogen udkom og det er måske det mest interessante, at pressen – også den seriøse del af den – i den grad hopper med på vognen er medvirker til i den grad hype en bog. Hvorfor dog?

Kepler er i øvrigt ikke den eneste svensker som er blevet mangemillionær på en krimi. Og som ham den anden har også Keplerne planlagt langt ud i fremtiden:

“Hypnotisøren er blot den første bog i en længere serie på i alt otte romaner…” (Lars Kepler er Sveriges nye krimihåb. Information, d. 24/4 2009)

Den anden døde inden han nåede at få skrevet mere end tre bøger …

Racismens Grænseland – 3

Ill. fra forsiden af Tintin i Congo.

En igangværende retsag i Belgien skal – i følge Politiken – afgøre om Tintin, Herge eller bare fortiden i almindelighed er racist(isk). En mand ved navn Bienvenu Mbutu Mondondo mener at “Tintin i Congo” er “en racistisk bog, fyldt med kolonialistisk propaganda” og derfor bør den forbydes. Den britiske kommission for racelighed, CRE kaldet, mener sågar: “Denne bog indeholder billeder og replikker, som repræsenterer rædselsfulde racistiske fordomme.

Bogen er – om nogen skulle være i tvivl – en tegneserie og selvom Herges ligne claire giver en tilstræbt virkelighedtro baggrund for handlingen er personerne tydeligt tegneseriefigurer. Ikke bare hovedpersonen Tintin, hvis ansigt er næsten smiley-agtigt, men også den unge mand som her sidder i bilen sammen med helten.

Mennesker ser altså ikke sådan ud, hverken hvide eller negre og dette er ikke Blake og Mortimer og derfor er forfatterens/tegnerens frihed desto større. Desuden er bogen 80 år gammel og skal derfor ikke bedømmes med nutidige øjne. Den er som Herge selv siger “Vi skrev 1930, og det eneste, jeg kendte til Congo, var, hvad jeg havde hørt folk fortælle om det: ’Negrene er som store børn … Hvor er det heldigt for dem, at vi er kommet! Osv.’ Og så tegnede jeg disse afrikanere ud fra den slags forudsætninger og i den faderligt beskyttende ånd, som på den tid herskede i Belgien,” () og som sådan kan bogen jo kun tjene til oplysning og underholdning. Da jeg læste den som barn lagde jeg den absolut ikke fra mig med opfattelsen af at sådan ser de nok ud i Congo og at de nok er lidt smådumme dernede. Det er en tegneserie, der er grænser for hvor seriøst det skal tages.

Den virkelige verdens slyngler er nogle helt andre, som Søren Vinterberg antyder: “Når bøger bliver diskuteret på den måde mange år efter deres udgivelse, har det tit et politisk øjemed. Det er et påskud til at rejse en aktuel diskussion.” Nemlig den ganske afskyelige maner med at ville tage hvad som helst som gidsel når bare det kan fremme egen sag.

Nu venter jeg bare på – det har jeg faktisk gjort i årevis – at et disse moraliserende mennesker ved et tilfælde skal falde over Charles Bukowskis “Stiverter” (Borgen 1980) og læse den til ende.

_________
Dommens dag: Er Tintin racist? Politiken, 5. maj 2010

Litteratur II (igen)

(fortsat)

Jeg har modtaget en kommentar fra Erwin Neutzsky-Wullf, vedrørende den kommentar til hans “Menneskets afvikling” jeg postede for en måneds tid siden.  I sin bog skriver Neutzsky-Wulff om Hitler:

Så blev han kunstmaler alligevel – det vil sige, han kopierede postkort og solgte dem til turister, der syntes, det lignede, når han han ikke hang ud på værtshuse og diskuterede den jødisk dominerede kunstverden. Kort for krigsudbruddet læste han Martin Luthers “Von den Jüden und ihren Lügen”.

Det var en åbenbaring for ham. I et blændende glimt forstod han, hvordan ikke blot han selv, men det arbejdende folk blev holdt nede af dette fremmedelement.

Hvortil jeg bemærkede:

At Hitler skulle have læst Luthers “Von den Jüden und ihren Lügen” kort før første verdenskrig (endsige at han skulle have haft en åbenbaring derved) findes der vist ikke noget belæg for at påstå…

Som kommentar hertil bringer Neutzsky-Wulff følgende, som vist skal betragtes som en art bevis:

“Luther war ein großer Mann, ein Riese. Mit einem Ruck durchbrach er die Dämmerung, sah den Juden, wie wir ihn erst heute zu sehen beginnen” (Dietrich Eckart, Zwiegespräche zwischen Adolf Hitler und mir, München 1924, S. 34).

Nu har jeg ikke påstået at Hitler ikke kendte til Luther, men blot, som man kan se ovenfor, at der ikke er noget belæg for at hævde at hadet til jøderne skulle være kommet til Hitler som en åbenbaring fra Luther og da slet ikke så tidligt som kort før krigen. Her er vi vist ovre i den rene fiktion.

Eckarts bog er, uanset hvor interessant den ellers måtte være, ikke meget bevendt som historisk kilde. Den er samlet posthumt af Eckarts notater fra samtaler med Hitler og det er meget svært at vide hvor Eckart slutter og Hitler begynder. Langt større indflydelse på Hitler havde i øvrigt Eckart selv – anden del af Mein Kampf er dedikeret til ham.

Årsagerne til Hitlers had til jøderne kan ikke uden videre reduceres til en enkelt udløsende faktor, som Neutzsky-Wulff forsøger, og skylden kan derfor heller ikke – hvor godt det end måtte passe i forfatterens kram – placeres hos en enkelt historisk person. Antisemitisme var ikke noget ukendt fænomen på den tid og de mulige påvirkninger (fra personer og begivenheder) er mange. Faktisk er spørgsmålet om årsagerne til Hitlers jødehad noget som stadig diskuteres (Et enkelt eksempel her.) blandt alverdens historikere – eller i hvert fald de af dem som ikke har læst Neutzsky-Wulff.

Litteratur III

Nu har de sidste dage handlet om bøger som ikke har har fået en ubetinget anbefaling her fra, så derfor er her to små citater fra en bog jeg læste for ikke så længe siden og som var en rendyrket fornøjelse. Den handler om en mafia hitman med en samvittighed, som gennem et Witness Protection Program er blevet læge, hvilket han er med en passende kynisk distance:

In other words, she got her tongue pierced and the infection ran to her brain. Then they cut her head open to get to it, and afterwards took the chunk of skull they’d removed and implanted it under the skin of her abdomen to keep it alive while they waited to see if the infection came back.

Calling a tongue piercing “cosmetic” is a bit of a stretch, since you don’t get one because it makes you look better.You get one because you’re so desperate for affection that you’re willing to gruesomely harm youself to advertise how well you suck dick. (p.114)

Men hans nye identitet redder ham ikke fra at blive genkendt og forfuldt af mafiaens håndlangere på selve det hospital han arbejder på:

The escalator landing, though, is staked out: a hitter at each end, and two riding up to the next floor.
Fuck, I think. How many of these guys are there?
I have a Rambo moment in which I consider yanking a Purell alcohol gel dispenser off the wall and using it as napalm, but then decide that burning down a hospital filled with patients kind of crosses the line. (p.280)

Fra Josh Bazell: Beat the Reaper, Heinemann, London 2009, en roman som både flytter og overskrider flere grænser end mange bøger undertegnede har læst på det seneste. Den anbefales på det kraftigste som en gang hurtig og letlæst underholdning.

Litteratur II

En anden dansk forfatter som jeg tidligere har læst nogle bøger af er Erwin Neutzsky-Wulff. Han har netop begået en omvendt verdenshistorie i et bind og selvom man generelt skal gå langt udenom bøger som hævder at præsentere det emne på så lidt plads, så er præmisen dog interessant: “Hvad nu hvis menensket engang var ædelt, men nu er blevet skamløst og grådigt?” Forfatteren hævder at fortælle historien om “mennesket afvikling fra et udviklet til et primitivt stade.”

Ethvert forsøg på at pille lidt ved den almindeligt udbredte forestilling om vores kulturs ensidige triumftog mod fremskridt, udvikling og oplysning bliver selvfølgelig hilst mere end velkommen af undertegnede, men spørgsmålet er om nedenstående eksempel på en disciplin der vist mest præcis kan beskrives som idiosynkratisk historiskrivning løfter den opgave specielt vellykket? Målet er ganske klart, når forfatteren ikke uden alvor, men også med et sjældent strøg af humor, skriver:

jeg havde selv oprindelig tænkt mig at kalde nærværende værk for “Den eneste rigtige historie, ikke skrevet af en flok borgerlige idioter, men derimod af den eneste intelligente menneske i Danmark.”

Underholdende er det, ikke sjældent ufrivilligt, og tonen er den for forfatteren sædvanlige. Men man skal altså være af en ganske særlig støbning, hvis man skal have tålmodighed til at sidde gennen 650 sider af sådan noget som det her (om Hitler):

“Så blev han kunstmaler alligevel – det vil sige, han kopierede postkort og solgte dem til turister, der syntes, det lignede, når han han ikke hang ud på værtshuse og diskuterede den jødisk dominerede kunstverden. Kort for krigsudbruddet læste han Martin Luthers “Von den Jüden und ihren Lügen”.

Det var en åbenbaring for ham. I et blændende glimt forstod han, hvordan ikke blot han selv, men det arbejdende folk blev holdt nede af dette fremmedelement.

Dengang var de blevet sendt østpå til de andre aber, men selv derfra var de kommet retur og oversvømmede nu Europa som pestbefængte rotter. Doktor Luther havde imidlertid også en kur, en Endlösung i syv punkter samt et ottende, “wenn das nicht helfen will”, i hvilket tilfælde man måtte behandle dem som de gale hunde, de var.

Dette var ikke blot religiøs intolerance, man havde lavet nogle undersøgelser, der viste, at disse jøder rent genetisk ikke tilhørte menneskeracen i streng forstand. Det kunne derfor ikke undre, at all kapitalister og kommunister var jøder – det var med andre ord i de år, at grunden blev lagt til Hitlers stringente politiske filosofi. Endnu manglede den dog det rette romantiske Schwung. Det fandt han hos Richard Wagner.

Lille Richards opvækst mindede en del om Ludwigs, for selv om hans fars beskæftigelse ikke var ulig den betroede stilling, Adolfs far havde beklædt, faldt hans mor hurtigt for husvennen, en gal skuespiller ved navn Geyer. Det traf sig så lykkeligt, at den gamle Wagner døde af tyfus, så de kunne blive gift, og fra da af blev Richards liv én lang dukketeaterforestilling – jeg stiftede selv bekendtskab med Shakespeare som toårig, siddende på en stak telefonbøger.

Ikke overraskende begyndte han snart at skrive tragedier, som han selv komponerede (en slags) musik til. Det kan man jo ikke leve af, men Richard benyttede den prøvede taktik at skifte opholdssted, når hans kreditorer blev for påtrængende.

Det var efter sigende under en sådan hasarderet flugt over den engelske kanal, at han lod sig inspirere til “Der Fliegende Holländer” med det kendte tema (daDAdaDA) der gjorde et uudsletteligt indtryk på mig som treårig, og som jeg spillede på klaveret med en finger. I mellemtiden nærmede 1848 sig, og Richard så meget midlertidig sig selv som hovedrolleindehaver i et nyt heltedrama, inden han genoptog sit valkyrieridt fra regningen.

Heldigvis var der ingen mangel på borgerlige velyndere (i det mindste indtil han rendte med deres koner). Til sidst faldt han dog til ro med sin dirigents hustru.  Man har siden gjort meget ud af Hitlers hang til “nordisk” mystik, med en vis dæmonisering af hans yndlingskomponist til følge. Wagner var naturligvis hverken kristen eller hedning, han var dukketeaterinstruktør.

Denne romantiske sammenblanding er han da heller ikke ene om, vi finder den ligeledes hos vores hjemlige Oehlenschläger. For Hitler var alt dette nationalt flødeskum, Elverhøj og højen mast.

Adolf var og forblev i hele sin tankegang protestant. Som for så mange andre unge mænd stod Verdenskrigen som det store eventyr, og han undgik da også at bliver drevet i døden ved at ved at fungere som ordonnans.

Og så, netop som han og hans kammerater var ved at vinde krigen, blev den aflyst (af jøderne) og Deutschland über Alles ydmyget på det groveste. Flere værtshusdiskussioner senere var Adolf blevet politispion på jagt efter kommunister.

Dette førte ham til at infiltrere die Deutsche Arbeiterpartei, der imidlertid viste sig at være mere fascistisk end socialistisk. Efter nederlaget var det naturligvis nærliggende at slå på nationale strenge, og antisemitismen opnåede en ikke ubetydelig selvbevidsthed ved konstateringen af den indoeuropæiske sprogstamme.

Teorien om en forhistorisk indvandring fik ny næring, da man fandt det “ariske” hagekors – et ganske universelt soltegn – i ruinerne af Troja. Det blev straks adopteret af Thuleselskabet, der leverede det meste af partiets vrøvl.” s.573-576

At Hitler skulle have læst Luthers “Von den Jüden und ihren Lügen” kort før første verdenskrig (endsige at han skulle have haft en åbenbaring derved) findes der vist ikke noget belæg for at påstå og det er selvfølgelig problematisk for en bog at den slynger om sig med friske og frejdige påstande uden at angive kilder til noget af det. Desuden må man nok sige at ovenstående skabelseshistorie for Herr Hitler i bedste fald er alternativ, hvis ikke ligefrem kreativ!

Selvhøjtidelighed er der – som man kan se – nok af, men desværre er den tilsvarende ironi som altid fraværende. Det hele er desuden indforstået i en sådan udstrækning, at det er en hård (umulig?) omgang at komme igennem, for alle andre end de die-hard fans som udgør forfatterens trofaste læserskare. I øvrigt må det være den selvsamme pålidelige og ukritiske læserskare som gør, at forlaget udgiver en bog, hvor sproget i den grad kunne havde trænkt til en redaktionel indgriben.

Nye læsere skal nok ikke begynde her.

__________
Erwin Neutzsky-Wulff: Menneskets Afvikling. Borgens Forlag 2009

(fortsættes)

Litteratur I

Jeg besluttede mig for at være finkulturel da jeg var på biblioteket forleden, så udover en måske ikke særlig original, men dog velskrevet og elementært spændende krimi af John Hart (Et spind af løgne), greb jeg en bog af Lars Saabye Christensen. Dels fordi jeg sjældent (aldrig) læser nyere dansk litteratur, dels fordi der på forsiden af bogen stod “af modtageren af Nordisk Råds Litteraturpris 2002”.

Her er et eksempel. Telefonen ringer en sen aften hjemme hos hovedpersonen Peter (s.87-89):

– Hallo?
– Er det dig, Peter?
– Hvem taler jeg med?
Men han behøvede ikke spørge, han vidste det allerede.
– Det er Thomas fra vinduesrækken. Var det din kone jeg lige snakkede med?
– Ved du hvor meget klokken er?
– Hun virkede lidt, hvordan skal jeg sige det, utålmodig.
– Den er næsten to.
– Næsten to. Det var ligegodt fandens. Hvad var det nu jeg ville sige?
– Glem det.
– Er det det eneste du har at sige til en gammel ven, Peter? Glem det
– Ja. Glem det.
– Glem hvad, Peter?
– Det du ville sige.
Thomas lo igen.
– Gutterne mødes i morgen. Jeg kommer og henter dig klokken atten.
– Det er udelukket.
– Nej da.
– Jo da. Og du er ikke min læge. Forstået?
Peter lagde røret på.
Helene stod stadig ude i entreen, ikke længere bleg af ængstelse, men af vrede.
– Hvem fanden var det?
– Idioten jeg mødte på lægevagten.
– Men hvad ville han?
– Det sidste jeg vil. Klassefest
– Hvornår?
– I morgen.
Peter kom hen til Helene og lukkede forsigtigt hånden om hendes bryst.
– Gå ud og tag et bad, sagde hun.
Han lod hånden falde.
– Ja, jeg glemte vist at vaske mig.
Helene holdt ham tilbage.
– Hvad var det han hed?
– Hvem?
– Idioten fra lægevagten.
– Thomas. Thomas Hammer.
– Ham må du se at slippe af med.

Her er et mere (s. 27-29):

– Hvad talte du og Ben om i atelieret i går? spurgte Helene.
– Det sædvanlige.
– Nå, bare det sædvanlige?
– Du kender Ben.
Hun afbrød ham.
– Ingen kender Ben.
Peter sukkede.
– Han er allerede nervøs. For udstillingen. Det sædvanlige, med andre ord.
– Er du?
– Du ved godt hvad jeg er nervøs for.
Helene lænmede sig ind til ham.
– Og det gider jeg ikke høre på. du er ikke den første der fylder halvtreds.
– Men det er første gang jeg gør det.
Helene lo og vinkede til Kaja, der ikke så det, hun vedblev at danse fra pyt til pyt, længere og længere bort fra dem, og det slog Peter at hans datter var de eneste farver i denne frostsprængte park, det gule tørklæde, den røde hue, den grønne poncho, vanterne, støvlerne, måske vardet sådan han skulle male hende, som en kontrast, varmen mod kulden, farven mod fraværet, man han forkastede tanken i samme øjeblik den var tænkt, eller rettere mens han tænkte den. Kaja behøvede ingen kontrast, hun vra nok i sig selv, hun udfyldte sit eget billede.
Så blev Peter opmærksom på noget andet.
En sort hund kom løbende skråt ned over bakken fra kirkegården.
Helene gav hans hånd et klem.
– Hvad synes du om Patrick? spurgte hun.
– Jeg kan ikke lide folk som hilser med begge hænder.
– Du kan ikke lige nogen af Bens bekendte.
– Bekendte?
– Drenge. Kærester. Elskere. Kald dem hvad du vil. Kan du ikke i det mindste prøve at kunne lide dem. For Bens skyld.
– Jeg prøvede. Men jeg kunne ikke.
Hunden var standset ved et træ, den røde tunge hang ud af kæften, og det dampede op fra pelsen som om den stod i en sky af frost og hede.
– Jeg håber bare Ben passer på, sagde Helene pludselig.
– Passer på? Hvad mener du?
– Det ved du godt?
Peter vendte sig mod hende.
– Hvad snakkede du og Ben for resten om?
– Det sædvanlige.
– Nå, bare det sædvanlige?
– Du kender Ben.
– Nej, ingen kender Ben.

Aaaaargh! Nej og det ønsker man faktisk heller ikke at komme til, at kende Ben altså. Eller nogen af de andre personer for den sags skyld. Det er hele er så fuldstændig intetsigende og helt igennem banalt at det at læse bogen føles omtrendt som fem timer i selskab men med ens plejehjemsopbevarede og dybt senildemente moster. Evige gentagelser, banaliteter og selvfølgeligheder, uden mening, dybde eller pointe.

Og så fandt jeg ud af at forfatteren slet ikke er dansk, men faktisk norsk. Ikke at det gør den store forskel, jeg har allerede glemt hans navn…

__________
Lars Saabye Christensen: Modellen. (Athene/Aschehoug 2006) Udgivet med støtte fra Nordisk Ministerråd.

At flyde med strømmen…

“Literature…has no relevance to the young who were brought up on television and movies, and though they are doubtless happier for the whole experience, they are also quite unable to comprehend the doubleness of things, the unexpected paradox, the sense of yes-no with which there can be no true intelligence, no means, in fact, of examining life as opposed to letting it wash over one.”

-Gore Vidal: Two sisters p. 41

Dumbledore er bøsse!

Flere danske medier valgte i weekenden at bruge spalteplads på en afsløring af at Dumbledore er homoseksuel. Dumbledore er, som navnet nok antyder, en fiktiv person, selv om historiens rimeligt prominente placering på politiken.dk nok kunne få en til at tvivle. (Dumbledore er en personen i forfatterinden J. K. Rowlings bøger om Harry Potter)

Politiken kunne oplyse (*) at AP havde berettet at forfatteren J. K. Rowling havde afsløret (vi er nu ude i tredje led (vælger helt at se bort fra at jeg er fjerde), er det så journalistik eller sladder?) at Dumbledore er homoseksuel. Eftersom den syvende og sidste bog i serien udkom d. 21 juli 2007, går jeg ud fra (jeg har selvfølgelig ikke læst den) at ovenstående kendsgerning ikke fremgår af bogen og det er netop problemet.

For hvad er så nyhedsverdien i historien? Hvorfor viderebringer danske aviser en historie om at en ikke-eksisterende person er homoseksuel? Hvad er pointen? Ganske vist optræder personen i en særdeles læst serie af bøger, men hvis det ikke engang her fremgår at personen er homoseksuel, så kan man vel næppe sige at oplysningen er relevant på nogen måde.

Med mindre det da forventes fra forfatterindens side at fremtidige læsere skal have indholdet af hendes foredrag i Carnegie Hall d. 19. oktober 2007 in mente når de læser bogen? Det er under alle omstændigheder en skidt forfatter der siden hen bliver nødt til at forklare detaljer hun ikke fik med i en udgivet bog. Sådanne detaljer er i en hver henseende irrelevante: værket er afsluttet og må leve sit eget liv. Det må stå for sig selv.

(*) “Professor Dumbledore fra den populære Harry Potter-serie er homoseksuel. Det fortalte den britiske forfatter J.K. Rowling under et foredrag i Carnegie Hall i New York i går, skriver AP.” (Julie Elver: Homo-afsløring i Harry Potter, politiken.dk, 20. okt 2007)