Undervisning

“Det er en katastrofe. Vi bliver overhalet af de asiatiske lande. Vi bliver et fattigt land”, udtaler professor Niels Egelund i BT i dag, som en kommentar til afsløringen af at handelsskoleelever på Tietgenskolen i Odense ikke kan regne selv simple regnestykker som 9 gange 5!

“600 elever begynder på skolen hvert år. Af dem starter 100 elever på skolens erhvervslinje, som sigter mod at stå i butik eller sidde på kontor. Halvdelen af disse 100 unge kan kun læse på 3. eller 4. klassesniveau. 80 procent regner på 3. eller 4. klassesniveau, viser skolens egne test.”

Samtidig kan Politiken afsløre at danske elever har tabt to skoleår siden 1960:

“Tobias Zimling Kristiansens beregninger viser, at eleverne har mistet 1.300 klokketimers undervisning i løbet af et skoleforløb, siden staten for første gang formulerede et krav til antallet af undervisningstimer i den såkaldte Blå Betænkning fra 1960.

[…]

Men eftersom mange skoler i dag underviser efter Undervisningsministeriets minimumskrav til timetallet, så er tabet flere steder endnu større og udgør cirka 1.800 klokketimer.

Det svarer i runde tal til to skoleår.”

Hvad havde man regnet med?

Men timetallet er jo ikke engang det eneste problem. Måske ikke engang det største.

For det første går man ud fra ideologisk funderede pædagogikker som er baseret mere på lyst end på konkrete krav og den (arbejds)disciplin der er en nødvendighed for erhvervelsen af kompetenser og endnu værre sniger der sig ofte regelrette absurditeter ind som f. eks. begrebet om “ansvar for egen læring”.

Desuden har man forlængst frataget lærerene magten (jvf. de kurser til folkeskolelærere om hvordan man undgår at blive slået som er omtalt her) og lagt den i hænderne på umulige elever som i den rummelige folkeskole kan hærge og regere i årevis før der handles. Spørgsmålet ikke bare om vi overhovedet har en lærerstand som vil være i stand til at løfte en undervisningsopgave i forhold til den frygt Niels Egelund giver udtryk for, men måske også om de i det hele taget ønsker det?

Men dette er ikke et isoleret ideologisk problem som kan placeres på venstrefløjen, selvom det ellers er fristende. Regeringens udspil til en ny folkeskolereform som lægger op “til flere test, flere karakterer, mere forskning og flere timer til de små elever” (BT, op. cit.) er akkurat lige så absurd som når politikere og forældre sammenligner folke- og privatskolers karaktergennemsnit og i deres grænseløse uvidenhed tror at de kan bruges til noget som helst.

Spørgsmålene hober sig op: Flere test, flere karakterer? Men hvad vil du bruge resultatet til? Mere forskning? Men i hvad? Flere timer til de små elever? Men hvordan skal de bruges?

I de små klassetrin lærer eleverne i dag at børnestave, hvilket vil sige at de lærer at stave som de vil og som de tror det staves udfra hvordan ordene lyder og så kommer de små pus hjem og viser forældrene hvad de har skrevet og forældrene siger “Nej, hvor er du dygtig!” mens de betragter nogle liniers tekst som barnet har barnestavet sig til i skolen og som egentlig lige så godt kunne være på serbokroatisk som på dansk. Fremgangmåden svarer til at lære børn babysprog (du ved: vovhund og futtog og rapand) inden de lære at tale rigtigt. Men at først lære dem det på en måde og så en anden er intet andet en spild af tid. Men børnene har det jo sikkert sjovt …

“I tresserne og halvfjerdserne rendyrkede man blandt pædagoger og lærere en idé om det naturlige som løsning af snart sagt alle problemer. Oprindeligt stammede tanken fra den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778). I sit hovedværk Emile – eller om Opdragelsen fra 1762 (på dansk i 1796-99) hylder han den grundlæggende forestilling, at mennesket fra naturens hånd er godt, mens det ødelægges i menneskehænder. Opdragelsen af børn skulle derfor alene stimulere det naturlige i mennesket, barnet, og ikke stille det forhindringer i vejen. Ligesom planten i urtepotten skal barnet blot følges opmærksomt på vej, så det kan udvikle sine egne medfødte evner og muligheder. Og for en sådan udvikling kan den (fordærvede) voksne næsten kun stå i vejen.

Og akkurat en sådan iagttagende botanikerrolle tildelte 30’ernes, 60’ernes og 70’ernes reformpædagogik læreren og pædagogen. Dybest set vidste læreren ikke bedre end eleven, selvom læreren immervæk havde taget en uddannelse indenfor et bestemt fag, hvis kundskaber hun – strengt taget! – var sat til at formidle.

Allerede i den såkaldte Blå Betænkning fra 1958 havde man foregrebet denne forestilling, idet folkeskolen nu ikke længere alene skulle formidle nyttige kundskaber, men med et typisk reformpædagogisk udtryk skulle ”medvirke til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling”, sådan som det senere i 1975- og 1993-loven kom til at hedde i folkeskolens formålsparagraf.” (Henrik bang Møller: Folkeskolens kerneopgave: læring!)

Intet vil blive ændret. Det er ikke vilje der er gået tabt, det er viden, og den kan man ikke snakke sig til. Der kommer alskens pædagogik og velvilje og gode intentioner til kort.

__________
ØØØØØHH! Hvad er ni gange fem?, BT, torsdag d. 9/12 2010
Danske elever har tabt to skoleår siden 1960, Politiken d. 13/12 2010

Computeren er jo børnenes penalhus!

“Computeren er jo børnenes penalhus” er overskriften på en artikel i Weekend Avisen d. 19. februar 2010 som handler om brugen af  ikke bare computere i undervisningen på Højby Skole (det er på Fyn), men også spil som Counter Strike, World of Warcraft og The Sims.

Lærer på skolen Martin With Nørgaard har en klar pointe når  han beklager sig over at han ingen it-undervisning havde fået da han forlod seminariet i 1997. Men så hopper kæden til gengæld også af:

“”Det er faktisk lidt af en katastrofe. De har kun forstand på bøger når de komme ud. Det er oldnordisk.” Og synd, for computerspil motiverer børnene mere end andre medier, mener han.”

For ikke så længe siden kunne man læse om en undersøgelse der påviste at lektier ikke giver det store faglige udbytte for børn, uden at nogen tilsyneladende havde tænkt at det heller ikke nødvendigvis er formålet. Lektier lærer børn tre andre uhyre vigtige ting, nemlig at at arbejde selvstændigt med et fagligt stof, de opnår rutine gennem repetition og de lærer selvdisciplin.

På samme måde kan man nok betvivle Nørgaards udgangspunkt: det er ikke sikkert at motivationsfaktoren overhovedet er den vigtigste når det gælder børns skolegang. Det handler vel i høj grad om at lære at arbejde med noget alene fordi det skal gøres. Om pligt og nødvendighed. Desuden er tanken om ydre motivationsfaktorer ren resignation: motivation kommer indefra, fra eleven selv, men den kan også være smittende og komme fra læreren. Hvor ellers?((Tak til lærere og lektorer der har været lysende eksempler på dette, hver på sin måde: Dansk- og klasselærer Mik Troelsen (Ørum), Engelsk: Jørgen Roed (Ikast), Latin: Sven Lindahl (Odense) og Filosofi: Jørgen Hass (Odense).))

Men lad det ligge. Noget helt andet og måske langt vigtigere er dette:

“Computerspils evne til at engagere eleverne, især de svage, fremhæves ofte af lærere med spilerfaring.”

Især de svage… umiddelbart lyder det jo meget sympatisk, omend man med nogen frygt må betænke om det man gør i virkeligheden bare er at sænke gærdet tilstrækkeligt til at alle kan komme over.

Jeg kan ikke gennemskue om det her handler om at “Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære” eller om det handler om det mere moderne men lige så defaitistiske “Hvad ikke alle har lyst til at lære, skal ingen lære.

Men at det ikke handler om at lære noget er vist indlysende, for Markus Bernsen konkluderer på artiklen: “Nogen forskning tyder på, at computerspil styrker en række af de kompetencer, som efterspørges i »videnssamfundet« – omstillingsparathed, symbol- og billedbehandling, kreativitet.” Kort sagt ikke så meget, udover nogle mildest talt løse begreber uden konkret indhold. Viden i sig selv er åbenbart  ikke i så stor efterspørgsel i »videnssamfundet«!

Perspektivet er nemlig et helt helt andet, afslører Erik Sigsgaard, forsker ved Videnscenter for institutionsforskning på Professionshøjskolen UCC (sic!):

“Det er indlysende, at børn foretrækker at danne sig selv i fællesskab, i stedet for at høre påen voksen, der time efter time står og fortæller dem, hvordan verden hænger sammen. På trods af de mange muligheder, som de nye medier tilbyder, er det stadig udelukkende os voksne, der bestemmer, hvad børn må beskæftige sig med i al den tid, det opholder sig på institutionerne. Hvordan stemmer det overens med FNs børnerettigheder? Ifølge dem har børn ret til at søge viden om verden, lære og lege på egen hånd. De rettigheder mener jeg ikke nødvendigvis, vi lever op til.”

For helvede da osse…

___________
Markus Bernsen: Computeren er jo børnenes penalhus. WA d. 19. februar 2010