Selleri, tyngdekraft og dametrusser!

Jeg har fundet noget kunst, her. En række illustrationer (af Art Frahm) af kvinder hvis undertøj er i konflikt med tyngdekraften. De har stort set også alle selleri i indkøbsposen og så bliver det jo virkelig eksotisk, ikke?

Her burde der så komme en eller anden mere eller mindre dybsindig pointe, men det gør der ikke, kun en konstatering af at jeg undertiden godt kan savne en tid (og det tilhørende uskyldige verdensbillede) som ligger nogle år før min egen.

To Damer!

Jeg må ærligt tilstå at jeg intet kender til ovenstående billede. Jeg ved ikke hvem der har begået det, hvornår det er fra eller hvor. Men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om hvorfor jeg har gemt det, nemlig ansigtsudtrykket hos de to kvinder. Den unge som blot rynker panden over, ikke hans lidelser, men over det som gøres. Og så den forbitrede gamle dame som sikkert mener at  mænd er nogle svin allesammen alligevel. (Jeg vælger helt at se bort fra at maleren har fejlet katastrofalt med blodet at man fristes til at tro at det må være en senere tilføjelse!)

PS. Det er af Caravaggio

Regicidium

Journalist Sofie Bak Thorup har i Jyllandsposten ladet et par kunstanmeldere kigge på på Simone Aaberg Kærns portræt af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen: “I forgrunden spreder den varme lysegrønne bøg sine blade ned over statsmandens hoved. Bag ham farer et fly faretruende mod beskueren, og endnu bag det ligger golde sandbanker – måske fra Afghanistan måske fra Skagen.” (Sofie Bak Thorup: Anmeldere: Uelegant og modigt, Jyllands Posten, d. 3/12 2010)

Måske det ville have klædt artiklen hvis journalisten havde ulejliget sig med at kigge på billedet: Sandbanker? Skagen? Det er det jo nok ikke, vel?

Derudover må man nok bare konstatere at den kunstneriske udførelse lader en del tilbage at ønske; min første indskydelse var en forside til et blad fra Jehovas Vidner. Billedet er klodset udført, kompositionen er ikke elegant; det er svært at se om emnet er Fogh eller han blot er sælger i en reklamekampagne for bombefly. Billedet mangler dybde og pointen med bøgetræer og bombefly er af den slags der vil virke pinlig og overfladisk og dermed forældet om få år.

Derudover er det vist tydeligt at kunsteren har været håndværksmæssigt udfordret og har magtet bombeflyets lige linier bedre end ansigtets kurver og dets lighed med forlægget. Bortset fra at billedet mindst lige så meget ligner Jörg Haider som det ligner Anders Fogh Rasmussen er anatomien ikke veludført. Et er at Foghs venstre skulder har måttet vige for at gøre plads til en landingsbane, men kontrapost har intet at gøre med at begå overgreb på den medicinske kendsgerning at kraniet ikke skifter form når man hælder hovedet let til siden. Smilet ligner heller ikke…

Spørgsmålet er dog i sidste ende: Hvorfor?

Hvorfor vælger Fogh en kunstner som har en fortid som BZ’er og aktivist? Er det fordi han synes om det hun laver og er ægte interesseret i (hendes) kunst, eller er det – og det virker jo langt mere sandsynligt – et simpelt forsøg på selviscenesættelse som værende tolerant og åben overfor det anderledes? Det er dog svært at forstille sig andet end at der runger en munter latter et eller andet sted i et noget alternativt miljø og at dette et eller andet sted handler om et af den slags forsøg på at være smart som nødvendigvis må ende med at være lidt for smart.

Hvis jeg går tilbage til min gymnasietid og mine overvejende venstreorienterede (dansk)lærere og deres hang til (over)fortolkning af litteratur og kunst, er der ingen tvivl om hvad vi ville have kunnet få ud af dette billede, når man kender kunstnerens identitet og politiske observans og betragter bombeflyets rolle som et dødens instrument og den kendsgerning at dets spidse vinge er rettet som en kniv mod Foghs hals …