Lokumshåndtag

Jeg var ude at boghandle i dag. Ikke sådan for alvor, men støvede bare lidt rundt i den lokale Arnold Busck, for at se om der skulle være noget interessant, noget jeg ikke kendte i forvejen, noget nyt, noget overraskende, noget inspirerende. Sidst jeg gjorde det, faldt jeg over Alden Bells anbefalelsesværdige The Reapers are the Angels og selvom boghandlerne i Odense bliver færre og færre og med stadigt ringere udvalg, håber man jo alligevel. Så må man bære over med, at de har halvanden meter reolvæg med Fifty Shades og utallige kloner; ikke et ondt ord om det, hvis det er hvad der skal til for at overleve.

fI_bookstoreSom jeg stod og kiggede efter hvad der måtte være af en lidt anden kvalitet, spurgte en yngre mand den forhåndenværende diskenspringer om et par bogtitler. Den første overhørte jeg ikke, men den anden var The Hitchhikers Guide to the Galaxy, som jo også findes i en dansk – ganske vist udsolgt – oversættelse. Ekspedienten opfattede vist denne titel, som et forsøg fra kunden på at være morsom og ignorerede den. Derfor gentog kunden den, efter at ekspedienten havde fundet den første titel han havde spurgte efter og en smule forvirret sagde hun, at den måtte hun lige slå op. Lidt efter vendte hun tilbage med en besked om, at hun havde The Hitchhikers Guide to the Ocean, og det er jo vist nok ikke helt det samme.

Til gengæld fik jeg en lille fornøjelse ud af at informere kunden – i ekspedientens tilstedeværelse – om at den danske oversættelse vist for længst var udsolgt, men at på engelsk kunne samtlige bind fås samlet til en billig penge. Hvordan ekspedienten kunne overse at Arnold Busck selv har den til 149,95 på deres hjemmeside, skal jeg ikke kunne svare på. Til gengæld er det efterhånden svært at finde nogen som helst begrundelse for, hvorfor at de sørgelige rester af boghandler, der trods alt stadig findes, ikke bare skal have lov at gå fallit og lukkes. Hvis personalet deri ikke engang kan svare på spørgsmål, som man selv kan finde på et par minutter, hvilken berettigelse har de så?

Hvilken vidunderlig verden af viden og af fiktion og poesi og historie og skønhed, af rablende vanvid og tør kølig fornuft, af eventyr og eventylig mad og sex, af deperation og livsglæde, af krig og kærlighed og totale ligegyldigheder, som de forvalter dagligt. Det er alt fra kulturarv til sleazy underholdning, som de sælger og det burde fylde dem med en hel del faglig stolthed; i en verden hvor nioghalvfems sørgelige procent af alle butikker lever af at sælge modetøj og alt muligt andet lort og af at iklæde mennesker ligegyldig overfladiskhed, klæder boghandlerne de selvsamme mennesker på indvendigt, åndeligt! Men nej, de sidste boghandlere er befolket med ligeglade uvidende teenagetøser, som sikkert alligevel hellere ville sælge tøj, sko og ligegyldighed. Luk dem!

__________
Ill: Bookstore in Florence, Italy (via Wikipedia)

6 Kilo

“Jeg mener ikke, at der kun skal være én religion til stede. Folk må tro på, hvad de vil. Vi har en grundlov, der siger, at vi har religionsfrihed. Og den er jeg tilhænger af. Men jeg er ikke tilhænger af, at vores kristne kulturarv gennem 6000 år, som har formet det danske samfund, skal kastes bort, fordi vi skal have et religiøst frit samfund, fordi det i nogens øjne vil gøre tingene nemmere.”

Sagde Kristian Thulesen Dahl (Berlingske d. 9. september 2012) om sit eget helt personlige tusindårsrige. Man kunne nu godt spekulere lidt over, hvilken periode i disse sekstusind år der har været den mest ukristelige: de første 5000 eller de sidste 50?